Læserbrev

Slut med at skjule min psykiske sygdom

7. februar 2017

Jeg har været psykisk syg længe – faktisk siden 2. klasse. Det begyndte i det små med samtaler hos skolepsykologen. Siden er det blevet værre, og i dag har jeg været tilknyttet det psykiatriske system i seks år og har tre diagnoser: svært depressiv med psykotiske tendenser, generaliseret angst og OCD.

Igennem årene har jeg opbygget en vrede imod tabuet om psykisk sygdom. Samtidig er jeg selv med til at opretholde det tabu, når jeg ikke tør fortælle, at jeg er syg.

Hver gang jeg skaber relationer til nye mennesker, overvejer jeg, hvor meget jeg skal fortælle om mig selv og min situation. Det er svært, for hvis jeg ikke fortæller om det, føler jeg, at jeg skjuler en væsentlig del af min personlighed, men jeg er også rædselsslagen for, at det vil skræmme folk væk, skabe snak i krogene eller forringe mine chancer for eksempelvis at få et job.

Jeg bliver vred over, at jeg overhovedet skal stå i det dilemma.

Derfor håber jeg, at vi med tiden kan få et lige så nuanceret syn på psykiske lidelser, som vi i dag har på blandt andet de fysiske.

Jeg håber, at der er en chef derude et sted, som tør tage chancen og ansætte mig, selv om jeg har nogle udfordringer – og er ærlig omkring dem. Og jeg håber, at nye mennesker vil turde lære mig at kende.

Under alle omstændigheder begynder jeg min egen lille kamp for at nedbryde tabuet med dette indlæg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Roepstorff
  • Torben Skov
  • Troels Brøgger
  • ingemaje lange
Søren Roepstorff, Torben Skov, Troels Brøgger og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja en det er et tabu at ha en psykisk sygdom. Jeg har tre diagnoser: Aspergers Syndrom, Borderline og paranoid skizofreni. Det holder jeg for mig selv. Jeg har et job som jeg trives i. Jobbet er skruet sammen til mig så det tager hensyn til den måde jeg fungerer på. Som Autist opfatter jeg enormt mange detaljer og husker det i billeder. Jeg er struktureret og har ordenssans. Så jeg arbejder som pedel 16 timer pr. uge. Det er fint da det giver en god indtægt så jeg kan dyrke mine hobbyer når jeg har fri. En af hobby`erne er at fiske med flue efter havørred i Karup Å. Jeg binder selv fluerne nu hvor det er vinter. Der er skønt ved Å`en. Fred og ro. Naturen går sin gang. Så jeg tilbringer mange timer der. Fisker, laver mad på spritblusset. Glor ud i luften. Her kan jeg være i fred for mennesker. Arten mennesket er en underlig skabning. F.eks. fik jeg at vide af min psykiater at der er meget normalt når et menneske fører en samtale at det siger et med ord men faktisk mener noget andet i dets tanke. Eller at det siger noget det selv synes er sjovt og derfor griner lidt og så skal man smile og grine med. Tja tænker jeg. Det forstår jeg ikke og kommer aldrig til det. Lad mennesket om det. Så jeg passer mit arbejde stille og roligt. Betaler min skat, faste udgifter der er små, spiser og fisker. Jeg troede egentlig at noget af min skat skulle gå til at jeg kunne blive behandlet når jeg er syg. Jo jeg kan godt blive behandlet. Jeg bliver spærret inde på en lukket afdeling. Et lukket fængsel som Guatomona hvor du ingen rettigheder har. Hvor du risikerer at blive udsat for overgreb. Så der kommer jeg selvsagt kun når det er strengt taget nødvendigt. Men ok. Jeg får tag over hovedet, en seng og noget at spise. Så jeg overlever. Og det er fint nok for mig. Personalet der er der er ikke meget bevendt. Den mest kompetente er rengøringsdamen. Der er nemlig pænt rent. Behandlerne er der ikke mange af og de der er der er dårligt udannede og stressede. Så min strategi er at sige så lidt som muligt, hvile mig og spise godt så jeg kan samle kræfter og komme ud igen. Ud at fiske.