Støjberg Rasmussen Henriksen Trump

Den neonationalistiske tsunami, der truer, har ifølge ærkenationalkonservative som mål at værne nationalstaternes værdier. Bestræbelsen består mestendels i voldsomme overfald på møjsommeligt opbyggede institutioner og tilkæmpede konventioner og retsgarantier.

I USA bruger præsidenten sin rastløse energi til at fodhugge den kontrollerende magt i de kritisk indstillede medier, dem han nu anklager for ikke at have refereret et knivoverfald i Nordsjælland i fjor (der begås ca. 30.000 skuddrab årligt i Amerika), samt nedgøre domstolene og magtdelingsprincippet.

En dommer afsagde efter lov og præcedens en kendelse. »Den såkaldte dommer« blev straks ramt af Trumps labile tweeds i blandingen af tredjerangs realityshow og et værtshusslagsmål.

USA er efter tre uger ved at udskifte sin politiske kultur med noget, som de færreste havde forestillet sig før Trump, og før Trump udpegede Steve Bannon, den mest aggressive af alle skøre konspirationsfantaster, et løgnagtigt subindivid, en mørkets nar, der nu er dets reservefyrste.

Bannon værner for sin herre og mester de nationale værdier og er lige så hastigt i færd med tilintetgøre alle de bærende indretninger i det amerikanske samfund, alt det som hidtil – op og ned – har gjort USA så specielt et sted, attråværdigt for frisindede i en hjemsøgt verden.

Under oprørene i 1970’erne vendte vrede unge sig mod USA’s krig mod bønderne i Vietnam, sideløbende med at den samme ungdom døgnet rundt dyrkede den amerikanske kultur i musik, litteratur, tøj og sprog.

Den overvejende berettigede tro bestod, troen på at amerikanerne altid i sidste ende retter op på urimelighederne, at Gary Cooper og Clint Eastwood træder ud fra Saloonen i Main Street og ordner sagerne, at Woodward og Bernstein sidder ved skrivemaskinerne i redaktionslandskabet med Jason Robards bag redaktørkontorets elysiske glasvæg, parate til at afsløre korrupte politikere, undtagelserne der bekræfter USA og Vestens dyd.

Midt i Nixons forbrydelser, som Berlingske og dansk højrefløj dengang sydede af forargelse over, at eksempelvis DR understod sig i at dække, overlevede tilliden til det amerikanske system, til institutionerne, til traditionen og hæderligheden.

Et godt skvæt af den tillid var måske naiv, men ikke desto mindre en realitet, og på trods af at Reagan også begik svære ulovligheder, og Bush den yngre løj om masseødelæggelsesvåbnene og fik en kreativ dansk statsminister, der efter det modsatte nu også lovsynger Trump, med på mountainbiken.

Institutionerne, retsindigheden, retssamfundet sejrede dog i sidste ende.

Anfægtes grundlaget for denne fortrøstning beroende på disse værdier, og bekæmpes de – forventeligt med håndfaste metoder – går der ged i huset.

Den sidste bastion

Midt i en sådan krise erkendes betydningen af magtbalancerende værdikonservatisme; ikke så tosset endda, når man nu ikke har noget bedre, og som pudsigt nok kan blive den sidste bastion mod de ekstreme nationalistiske bevægelser og mod Brexit og Trump – hvis holdninger med passende reservationer udspringer af et grundreaktionært flagsvingende værdisæt: America first, Rule Biritannia, og Danmark passer vi skam på.

Forleden gik DF-ordfører Martin Henriksen i medierne – det hænder – og angreb Ombudsmanden. DF-ordføreren forlanger, at regeringen springer op og falder ned på Folketingets egen kontrolinstitution. Det er ikke første gang, at Ombudsmanden således tilsidesættes.

Førnævnte Rasmussen negligerede Ombudsmandens henstilling ikke at forskelsbehandle journalister; Inger Støjberg kaldte en ombudsmandsafgørelse for en mening, hvor ministeren så havde en anden. Måske Støjberg og nu Martin Henriksen i hvert sit hellige øjeblik har glemt, at ombudsmandsinstitutionen ikke er udstyret med magtmidler.

Forudsætningen for organet til sikring af borgernes tarv vs. myndighed er den enkle, at det politiske system respekterer Ombudsmandens arbejde og afgørelser. Uden belæg beskylder Henriksen den nuværende for at politisere. Jamen, så skal han da ud, vælg en anden. Eller hvad? Hvad mener ordføreren? Endelig kan de jo sløjfe Grundlovens § 55 og afskaffe Ombudsmanden.

Undergraver myndighed

Hvad Henriksen nu gør, som Rasmussen og Støjberg før ham, undergraver den myndighed, der som sagt er en forudsætning for den side af dansk lov og ret. Ombudsmanden har ingen anden indflydelse end indforståelsen og den disciplin, politikerne pålægger sig.

Henriksen bevæger sig i slipstrømmen af tidens trend ved ordførerens modvilje og opsættende sabotagekneb mod Ombudsmandens syn på samboende flygtningepar, når den ene er under 18 og i et ellers forsvarligt arrangement.

At en central folketingspolitiker ikke mestrer omgangen med en parlamentarisk delikat kontrolinstitution uden sabler og blå blink, vidner om Rasmussens usalige langtidseffekt og om Støjberg og Trumps nærværende.

Man kunne forvente, at en utrættelig forsvarer af danske værdier i stedet rev skægget op af stenpladen til kamp mod de urimeligheder, det danskeste af alt dansk – den danske Ombudsmand – påviser.

Men så vidt rækker nationalfølelsen heller ikke, indskrænker sig til at værne om bekræftede ydre værdier, der er forenelige med fedt flæsk og juletræer i Nivå.

Tankevækkende at mistænkeliggørelsen af Ombudsmanden end ikke på det instinktive plan regnes som utænkelige angreb på det grundnationale, på Folkekirken, på Kongehuset, ja, på Pia Kjærsgaard! Det er på dét niveau. Spørgsmålet er, hvor meget af det umistelige der mistes i kampen om sjælen i gamle Europa og aflæggeren i Amerika.

En af de Steve Bannon’ske skingre dagligvaredebattører i Berlingeren ønskede sig håbefuldt – men jo dybest set landsforræderisk da arrangementer er dansk traktatfæstet lov – EU’s snarlige tilintetgørelse.

Bemand digerne, tsunami fra vest og de indre danske farvande i sigte!