Læsetid 4 min.

Det er svært at finde den amerikanske konto, vi sparede op på i 00’erne

Med Donald Trump i Det Hvide Hus er regeringen nødt til at indse, at det ikke længere er nok blot at bidrage ’tilstrækkeligt’ til relevante internationale fora, eller at sende et minimum af soldater til prioriterede områder. Nu skal vi for første gang i flere årtier have en selvstændig udenrigs- og forsvarspolitik
22. februar 2017

Samarbejdet med USA bliver nok lidt anderledes i den kommende tid, lød det fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) i begyndelsen af måneden. Af samme udmelding fremgik det imidlertid også klart, at regeringen ikke vil vedgå, at der er meget mere på spil med Trump ved magten, end før han kom til.

Siden 2002 har dansk udenrigspolitik i så høj grad været sammenfaldende med USA’s, at vi næsten har glemt, hvordan det var, dengang vi måtte definere vores interesser selv. Danmark har ageret global stormagt, og der har, groft sagt, ikke været forskel på vores nationale interesser og USA’s.

Det har haft store konsekvenser for vores prioriteringer. Først og fremmest har vi overtaget USA’s opfattelse af, at trusler findes derude – og derfor skal bekæmpes langt væk hjemmefra.

Hele forsvaret er blevet omlagt til et ekspeditionsforsvar med komplicerede logistikopgaver. Det har udviklet kampformer til bekæmpelse af irregulære styrker og er blevet orienteret mod multinationalt samarbejde.

Ud fra samme logik er både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet i dag først og fremmest gearet til at løse opgaver, hvor Danmark agerer sikkerhedsproducent for andre. Opgaven er – sat lidt på spidsen: at give sit bidrag, at gøre mere, end man kan forvente, og herved sætte noget ind på kontoen hos USA og de internationale organisationer.

Besparelse på besparelse

I løbet af de seneste 15 år er Danmark kun undtagelsesvis blevet bragt i tvivl om, hvorvidt en global stormagt og en regional småstat kan have helt sammenfaldende nationale interesser.

En af de få gange, det skete, var under Muhammedkrisen, hvor USA ikke delte Danmarks holdning om, at hån og spot er en naturlig del af ytringsfriheden.

I de senere år har USA faktisk været mindre villig til at bruge det militære magtinstrument end selv Danmark. Både i Libyen og Mali valgte USA en tilbagetrukken position, men det afslørede blot en ændret prioritering i USA frem for et egentlig skifte i de nationale interesser.

Amerikanske soldater under en øvelse på Rukla militærbase udenfor Vilnius, Litauen. De baltiske lande er et af de steder, hvor signalerne fra Donald Trump om et nedskaleret engagement i NATO og et mere fleskibelt forhold til russiske stormagtsambitioner skaber uro. og samtidig et håb om, at EU vil træde i stedet. Foto: Mindaugas Kulbis/AP
Læs også

USA’s tilbagetrukne linje muliggjorde, at det danske forsvar kunne foretage meget store besparelser. Det samme skete i Udenrigsministeriet, som de seneste år har måtte holde voldsomt for, når sparekniven er blevet svunget dybt og adskillige gange.

Besparelserne har kunnet foretages, fordi de danske beslutningstagere har været villige til at nedprioritere det diplomatiske arbejde og i stedet satse på, at NATO og EU fandt løsninger på nye udfordringer.

Man har holdt sig til blot at levere det nødvendige danske bidrag hertil. Herudover har Rusland været fraværende i trusselsbilledet indtil for ganske nylig. Ræsonnementet bag forsatte besparelser har været, at danskerne sammen med briter og franskmænd fortsat er dem, der sætter mest ind på kontoen i USA.

Ny sikkerhedspolitik

Den danske regering har holdt vejret siden november, hvor det stod klart, at der er helt nye boller på suppen i Det Hvide Hus. Det er svært at erkende, at vores sikkerhedsgarant ikke længere i særlig stor udstrækning deler vores nationale interesser og værdier. Og hvad værre er: Måske modarbejder vores nærmeste allierede ligefrem de nationale interesser, der er helt centrale for vores fortsatte sikkerhed, vækst og indflydelse internationalt?

Nedbrydes eller udhules de internationale fora, hvorpå vi har bygget handelspolitik, terrorbekæmpelse, finansiel stabilitet, sikkerhed og indflydelse, vil det koste langt mere end de to procent af BNP, som alle for tiden debatterer.

Det er ikke et spørgsmål om gradsforskelle i udenrigspolitikken fra en mere tilbagetrukken Obama eller en Bush, der efter betænkningstid alligevel stod bag Danmark under Muhamedkrisen.

Det, vi ser, er Danmark i et modsætningsforhold til USA på de allermest centrale spørgsmål: et klippefast troværdigt NATO, en international retsorden, et stabilt europæisk handelssamarbejde.

Vi håber fortsat på, at USA vil være der, hvis det brænder på. Men det er rigtig svært at finde den amerikanske konto, som vi har sparret op på gennem 00’erne.

Regeringen er nødt til at indse, at Danmark ikke bare kan fortsætte som sikkerhedsproducent for andre. Det er ikke længere nok at bidrage ’tilstrækkeligt’ til relevante internationale fora, at sende et minimum af soldater til nye prioriterede områder i f.eks. Baltikum og så ellers regne med, at den ged er barberet. Trump i Det Hvide Hus ændrer alting for Danmark.

Regeringen medgiver, at der skal findes flere penge til Forsvaret end de 1,17 procent af BNP, der bruges i dag. Men det er slet ikke nok. Der skal også sættes ressourcer af til selvstændige, kreative og dygtige diplomatiske overvejelser om, hvordan Danmark gebærder sig bedst i den nye (u)orden.

Befolkningen har set skriften på væggen, og der drøftes sikkerhedspolitik allevegne disse dage – i sportshaller, til familiekomsammener og kantiner. Der er opbakning til et kursskifte. Det er bare med at komme i gang.

Dorthe Bach Nyemann er studielektor ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
Niels Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Tro endelig ikke, at Steve Bannon White House chif strategist and the top of The National Security Council, ikke har en plan for EU og tro ikke, at præsident Donald Trump ikke mener, det han siger eller, at Donald Trump kan lukke en handel, det burde ikke komme som en overraskelse, at det er Donald Trump særdeles god til.

Træet er propfyldt, det bør fældes ved roden, det danske demokrati og retsstat skal sikres mod frygtsomhed for forandringer.

I 1933 præsenterede den nye præsident, Franklin D. Roosevelt, med en følelse af optimisme og selvsikkerhed 'New Deal'.

"Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv"
Præsidenten i sin indsættelsestale til nationen i 1933.

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Beregnet tale fra en, der gør karriere - i Forsvaret!

Spil på frygt, gør folk vanvittigt utrygge - men sandheden er, at vi ikke er truede på vores (nationale) interesser.
Det er der imod et imperialistisk show - vi har været spændt for, lige siden AFR var statsminister fra 2001.

Det ligger i kortene med Lissabon traktaten - at EU skal rustes op, og have forsvars og sikkerhedsmuskler.
Lad det ikke ske!
Forbereder vi os på krig, så kommer den - så arbejd for fred og udvikling istedet for. Det er i grunden simpelt nok.
Måske skulle vi ikke have spildt milliarderne på nye F35, men det kunne ikke gå stærkt nok.
Kan vi nå at afbestille F35 flyene nu - under indtryk af, at USA ikke længere vil samarbejde om vores sikkerhed?

STOP oprustningens nye tale, og kæmp for fred.

AFR (Anders Fogh Rasmussen) på tålt ophold, med daglig mødepligt og overnatning i udrejsecenter Kærshovedgård. Han er om nogen - persona non grata!

Michael Friis, Anders Graae, Ole Christiansen, Espen Bøgh og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Forestillingen om at man kan spare op på hinandens konti hviler på en falsk præmis; i realiteternes verdener kan man kun spare op på sin egen konto - forstået som at man kan konsolidere sig som en samarbejdende, konfliktneutral, generøs og åben nation med en stærkt fredsorienteret udenrigs- og forsvarspolitik. Kun i egen reproduktion af substantielle og sammenhængende politikker, som både etisk, moralsk, samfundsøkonomisk og kulturelt har integritet, kan man forvente at omverdenen kan indgå i en stabil og tillidsfuld relation til en nation.

Derfor er det forventeligt at Danmark til stadighed skal slås med at bidrage konstruktivt til løsning af både nationale og internationale problemer; vores fortid og nutid er plastret til med dependente, naive, løgnagtige og svigefulde relationer til omverdenen - og vi har bundet os til overnationale konstruktioner som tvinger os med i vækstkapløb, militærkapløb, sikkerhedskapløb og markedskapløb som ikke blot er grundlæggende ansvars- og udsigtsløse samt berøver vor juridiske magtforvaltning en humanistisk klangbund, men også kaster enorme problemer af sig, mens de står på.

Jens Bryndum, Philip B. Johnsen, Espen Bøgh og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

"Der skal også sættes ressourcer af til selvstændige, kreative og dygtige diplomatiske overvejelser om, hvordan Danmark gebærder sig bedst i den nye (u)orden."

Jeg kunne ikke være mere enig. At udtalelsen kommer fra en ansat på Forsvarsakademiet gør ikke udtalelsen mindre rigtig - Forsvaret har heldigvis højt kvalificerede civile forskere ansat, hvis opgave bl. a. er at bibringe officererne en forståelse for den kompleksitet, som ethvert militær skal forholde sig til.

Faktisk tror jeg, at de politikere, der betragter forsvaret som en hammer, og den udenrigspolitiske uorden som en lang række søm, der bare skal slås ned, ville kunne lære meget ved at deltage i et kursus på Forsvarsakademiet.

"Krig er en alvorlig sag", som Svend bergstein replicerede til en eller anden politiker, der ikke kunne forstå, hvorfor vi ikke bare slog hårdt ned på irakerne og skød dem alle sammen. Desværre havde Bergstein ikke held med sig, så Forsvaret drog efter ordre fra politikerne i krig og bidrog dermed til at skabe den globale uorden, som vi i dag står mere eller mindre magtesløse overfor.

Jens Bryndum, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Som det allerede er nævnt her på tråden: "Beregnet tale fra en, der gør karriere - i Forsvaret!", og "at man kun kan spare op på sin egne konto, og alt andet er et falsk præmis" - især når talen og "medparten" er Amerika!

Bush sr. tale om den "nye verdensorden" i sin tid, men siden er det gået voldsomt nedad for den amerikanske anseelse ude omkring i verden, hvilket skyldtes flere ting i de følgende regeringer, hvor det ikke har været det intellektuelle der stor øverst på måden at håndtere verdensordenen på.
- Fraregnes skal dog til en vis grad være præsident Obama!

Med Trump syntes det absolut utilregnelige at være dagens orden, selv om det mest af alt ligner noget i en rodebutik, hvor højre hånd ikke ved hvad venstre hånd foretager sig - eller vice versa for den sags skyld, og med meget korte mellemrum besluttes "pro og kontra" for en sag.

Er det overhovedet meningsfyldt at tale om sikkerheds politik globalt med Amerika for bordenden, sådan som slingrekursen har været sat i mange år, og skabt helt nye muligheder, hvis ikke ligefrem umuligheder eller hvad værre er.

Efter Ruslands sammenbrud i 1989 og tilbagetrækningen til de gamle grænser før 2. VK. og de gamle Østeuropæiske lande ikke længere var under russisk politisk kontrol, forsvandt den kolde krigs retorik helt og aldeles i over en 10 årig periode, for nu igen at være kommet til orde ganske som tidligere, og den ellers så fredelige tilstand i mellemperioden ikke længere har plads i vores hverdag, kun krigs- eller krisetilstanden i vores bevidsthed med angst og utryghed.

- Spørgsmålet er vel om vi - Europa selv, handler sikkerhedsmæssigt rigtigt for Europa, eller det sker med !ført hånd"!

Et spirende samarbejde med Rusland i samme ånd som EU blev skabt om "handelssamarbejde forhindrer krig" - da alle vil tabe velstand, velfærd, tryghed herved!

Amerikas troværdighed led et stort knæk ved især Irakkrigen og det præmis for krigen, som viste sig at være falsk, og krigene i Afghanistan og Libyen ændrede ikke positivt på den opfattelse, - nok snarere tværtimod!

En del af dødsstødet for den amerikanske troværdighed og tillid fra alliancepartnere kom fra Wiki-leaks, og kronen på værket satte Edvard Snowden med oplysningerne om aflytning af alt og alle globalt fra amerikanske side - selv alliancepartnere militært som politisk i ånden blev aflyttet ligesom EU, COP15, Merkel o.m.a. i bl.a. flere lande Sydamerika, der som ingen andre har følt netop hvad amerikansk indflydelse indebar for deres retssikkerhed, demokratier osv..

Ser man over tid på de mange krige som Amerika har været involveret i, så har de reelt ikke vundet én eneste af disse krige, og heller ikke gennemført nogle af de høje mål og idealer for demokrati eller andre universelle rettigheder for alle borgere som blev besunget så højt internationalt.

Spørgsmålet er vel "om Amerika overhovedet kan vinde en krig"(?), - de kan uden tvivl smadre et land, men det er ikke det samme, så der er lang afstand herimellem.

Ser vi på udviklingen i Asien mellem Kina og Amerika og deres interesser, så er der fortsat en vis ubalance militært for forskellige områder, men de udlignes som tiden går, men imidlertid består interesserne fra begges side, og dermed består spændingerne også, og muligheden for eskalering er fortsat til stede og desværre også stigende.

Ligesom Amerika ikke vil være "second to none" lader det også til at være et "must" for Kina, der heller ikke vil være "second to none"!

Jeg vil ikke sige det er "spændende", men derimod uhyggelig hvor det kan ende i den forbindelse!

Mærkelig nok er det Amerika selv der har skabt den mulighed for magtpolitisk usikkerhed via sin egen liberalistiske politik igennem årene, og dermed gjort Kina rigere end nogensinde før, og som har skabt og givet økonomisk frobund og fundament for Kinas statskapitalisme, - og hvor ordne om "riget i midten" og er blevet er rige, der ikke vil være "second to none".

Den amerikanske kapitalismes grådighed globalt har skabt et helt nyt sikkerhedspolitisk tomrum for Amerikas sikkerhedspolitik, som der ingen styr er på og tilsyneladende heller ikke noget reelle ingen politiske løsninger på - derimod ser vi atter den gamle militærpolitiske med hangarskibe i farvandene omkring Kina som løsningsmodel - krigspolitisk spil med musklerne.

Ingen ved hvordan det ender, men da Kina har tålmodigheden til rådighed, og ikke indlader sig på nogen krig med Amerika, vel vidende at de logistisk ikke er helt på samme niveau med Amerika, så venter de tålmodigt på at få rettet op på den side af sagen, - og måske er ti år for lidt, men tyve år vil de også gerne vente - men så næppe meget mere, - for de vil næppe lade sig tryne af amerikanerne, hvilket vi også allerede ser konturerne af i nutiden.

Det amerikanske svigt på kapitalismens og liberalismen præmisser har skabt Kinas muligheder økonomisk, og samtidig har Amerikanske sikkerhedspolitik ikke skabt ny intellektuelle løsninger på den fremtid som allerede i dag er en virkelighed, - man alene satset på den militære styrke, som de plejer.

Fremtidens sikkerhedspolitik, hvis ikke også nutidens sikkerhedspolitik fra amerikansk side hviler på de militære muligheder fra fortiden og deres succesrige anvendelse, - men sådan ser morgendagens sikkerhedspolitik slet ikke ud fordi Amerika er gået i stå og ikke har formået at udvikle morgendagens politiske løsninger, men hænger fast i det gamle hængedyng omkring militær overmagt!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Dette er også et af de områder, hvor man har set måbende til fra sidelinjen, mens Danmark gik fra at være et pacifistisk land, der stillede styrker til fredsbevarende aktioner, til at deltage i angrebskrige på fjerne kontinenter.
Nu er det tydeligt, at tiden er inde til, at EU indkasserer den genvinst, som der hele tiden tales om: som verdens støste samlede marked og politiske enhed. EJ er et fredsprojekt, og det er nu, det skal stå sin prøve.