Klumme

Jeg har svoret, at jeg aldrig mere vil skynde mig

Urets tid og menneskekroppens tid stemmer ikke overens. Men når tiden går hurtigere og hurtigere, følger vi troskyldigt med. Det sætter sig spor. I den industrialiserede verden er folks skridthastighed steget med 10 procent i de seneste 10 år
Debat
7. februar 2017

For et år siden gik jeg på pension. Det føltes som en umådelig frihed, som jeg kun har kunnet forklare lidt famlende med, at der, siden jeg kom i skole, altid har ligget krav og luret på mig.

Det er slut nu. Når jeg står i kø i Brugsen og ser en 17-18-årig ekspedere varer på båndet, tænker jeg: »Herregud, lille ven! Alle de år du skal arbejde endnu!«

Når jeg hører pensionister forsikre, at de »aldrig har haft så travlt«, ryster jeg på hovedet.

Selv har jeg svoret, at jeg aldrig mere vil skynde mig.

Men eftersom jeg har elsket mit arbejde på Information, og eftersom jeg stadig elsker at skrive bøger, klummer, en anmeldelse eller et interview til avisen i ny og næ, har jeg både haft lidt svært ved at forstå og ved at forklare min vældige frihedsfølelse.

Nu kan jeg imidlertid sætte min modstand mod al hast i historisk perspektiv. En artikel i den tyske ugeavis Die Zeit handler om, hvordan alt stadig går hurtigere og hurtigere.

  • I den industrialiserede verden er folks skridthastighed steget med 10 procent inden for de seneste 10 år.
  • Vores gennemsnitlige nattesøvn er siden det 19. århundrede blevet reduceret med to timer, og siden 1970’erne med 30 minutter.

Vi skynder os mere og mere!

Ligesom der hele tiden skal ’vækstes’, skal der hele tiden mere fart på. Man skal bestandig være ’fremme i skoene’.

Resultatet: Folk bruger mindre tid på måltider. De bruger mindre tid på at lære hinanden at kende, symptom: speed-dating. På kærlighed: Gift ved første blik. Og uddannelserne strømlines, så de unge kan blive færdige i en fart og stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

For tid er penge! I vores samfund er det dem, der ikke kan udnytte tiden til at tjene penge, som har mest af den: Arbejdsløse, hjemløse, kontanthjælpsmodtagere.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa ser en sammenhæng mellem al hastværket og tabet af troen på et liv efter døden. Sætningen »du lever kun én gang« træder i stedet, og så skal man skynde sig at nå så meget som muligt. Mere og mere. Han taler om, at »accelerationen bliver en evighedserstatning«.

Det er nu ikke i håb om evigt liv, at jeg ikke vil skynde mig. Men nok som en stille protest mod, at alt hele tiden skal gå hurtigere.

Først kom uret. Paradoksalt nok opfundet af en munk, så brødrene kunne overholde deres tidebønner og opnå evigt liv. For samtidig blev Gud frarøvet tiden, som tidsforskeren Karlheinz Geißler bemærker i Zeit-artiklen:

»Den tilhørte ikke længere ham alene, nu tilhørte den også menneskene. De blev befriet af uret. Nu kunne de selv organisere deres tid.«

Før uret varierede timerne fra 40 til 80 minutter, afhængigt af årstiden. Man delte simpelthen tiden mellem solopgang og solnedgang med tolv. Så kom uret, tiden blev mekanisk, så kom dampmaskinen, og det hele begyndte at gå hurtigere og hurtigere. Og med internettet er alt hele tiden i gang, man kan besvare e-mails, betale regninger, købe bøger på Amazon og tjekke Facebook alle døgnets 24 timer.

Jeg ville nødig undvære internettet, men jeg synes, der er noget opmuntrende i, at alt ikke altid har været sådan. For så kan det også blive anderledes igen. Engang aftalte man, hvornår man skulle mødes, ud fra skyggernes længde. I dag muliggør internettet for eksempel flash mobs, hvor nogle musikere pludselig står på et torv og spiller An die Freude, til alle synger med. Vi kan godt finde på noget aldrig før set. Det stimulerer fantasien at se sig selv som historisk.

Men tælletid er noget lort. Urets tid og menneskekroppens tid stemmer ikke overens. Vi er natur, og naturtiden er rytmisk. Uret er taktfast. Urets tid gør vold på vores naturlige kropsrytme. Ifølge Geißler er dets usynlige tvang en afgørende årsag til, at folk brænder ud eller får blodpropper.

Jeg har helt sikkert indhentet mine to timers manglende søvn pr. nat i det år, der er gået.

Men det er da tankevækkende, at man skal blive pensioneret først!

Karen Syberg er kulturskribent. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Lorenzen

Biogerontolog (aldringsforsker)Suresh Rattan skrev fornylig i et indlæg i Kristeligt Dagblad om den forventede stigning af levealderen: "Vi kan bare prøve at forestille os, hvad en uendelig forbedring af for eksempel løbetiderne ved De Olympiske Lege ville munde ud i. De sidste hundrede år er løbetiderne for næsten alle distancer ved De Olympiske Lege faldet. 
Hvis jeg på basis af dette faktum antager, at forkortelsen af løbetiderne vil fortsætte i fremtiden, så burde alle olympiske løbere i år 2200 nå over målstregen i samme øjeblik, som startskuddet lyder. Det siger sig selv, at denne slutning er helt absurd. Så hurtig er ikke engang jamaicanske Usain Bolt eller tegneseriefiguren Speedy Gonzales. "
Iøvrigt holdt Tuiavi'i,en høvding fra Samoa-øerne, en fremragende tale til sit folk om netop dette tema :"Europæeren har ingen tid" efter en rejse til Europa, herunder Danmark, lige før 1.verdenskrig. Talen kan læses i "En have af sten", som rummer Tuiavi'is taler om europæerens sælsomme liv.

Denne husker Karen Syberg sikkert også -
Jeg har ikke tid jeg skal skinne mig ... ;-)

Philip B. Johnsen

"Ligesom der hele tiden skal ’vækstes’, skal der hele tiden mere fart på. Man skal bestandig være ’fremme i skoene’."

Det er, beskæmmende at tænker på, det skyldes politikere, der sover i timen og ikke vil have nogen vision for en fremtid.

Visionsløse politikere der excellere i såkalte ’alternative fakta’, eller kortsigtede økonomiske interesser, som 'frihandel' der piner mennesker, der må arbejde stadigt mere for mindre i løn, hvor samarbejdet mellem slaven og den piskende politiker skaber, de menneskeskabte klimaforandringer kølvandet, det hele kun for kortsigtede økonomiske gevinster til de få.

Udryddelse af fattigdom på den lange bane, har politikere ikke forstået, det kommer til, at koste alle dyrt.

Tiden er en drillepind.
Den virkelige tid er ensbetydende med den indre tid. – Og denne forløber jo hurtigere, jo ældre man bliver – det vil Karen Syberg sikkert også opdage – om føje år … ;-)
http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/art5658225/Indre-tid

Hastværk er som bekendt lastværk!