Klumme

At trøste andre folks børn for penge

Erstat værnepligten med obligatorisk omsorgsarbejde. Vi har alle sammen brug for den konkrete oplevelse af, hvad velfærdsstaten er. Af hvad det vil sige at tage ansvar i et fællesskab – ikke kun som skatteydere, men også som en af dem, der løser opgaverne
6. februar 2017

Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig i mit arbejdsliv, har været at arbejde som pædagogmedhjælper. Det er her, jeg har været tættest på at forstå, hvad velfærdsstaten er – når det har været min opgave at trøste et fremmed barn for penge.

Det gør man som pædagogmedhjælper. Det lyder lidt voldsomt, det med at trøste nogen for penge, men det er en central dimension ved omsorgsarbejde i vuggestuer og børnehaver. Det er helt afgørende for børnene, at de har nogen, de kan søge trøst hos.

Lønnet omsorgsarbejde findes. Vi uddelegerer opgaven med at trøste vores børn til andre. Det giver god mening på mange måder.  

Jeg havde ikke gjort mig så mange tanker om det, da jeg begyndte som vikar. Men jeg blev lynhurtigt ramt af det, ramt og berørt af det ansvar, som så hurtigt og villigt blev tildelt mig. Denne proces:

At møde op i en vuggestue eller en børnehave en morgen. Ikke kende nogen af børnene. De kigger lidt på dig, og du kigger lidt på dem. De ser dig an. Så spiller du et spil med dem. Så hjælper du dem i flyverdragterne. Og så er der en, der slår sig, eller en, som bliver ked af noget. Og så trøster du det barn, for det skal du. Det er det, du er der for.

At se på det barn og vide, at det her skal du løse, og hvis ikke du kan løse det, skal du lindre det. Du er den voksne, som skal vise det her barn, at det nok skal gå alligevel. Du skal løfte barnet op. Du skal sidde med det på skødet og vugge det, indtil det falder til ro. Du skal hviske til det og nynne for det, indtil det går over. For det er dig, der er der. Det er dig, der kan. Og fordi du kan, så er det dit ansvar at gøre det.

Og selvfølgelig gjorde jeg det. Det gav sig selv. Det var på en måde det nemmeste i verden og det enkleste. Og samtidig var det noget helt særligt at mærke den tillid fra et lille, næsten fremmed barn.

Jeg tror aldrig igen, at jeg får et arbejde, der vil føles lige så umiddelbart meningsfuldt. Det var Løgstrups formulering om at holde et andet menneskes liv i sine hænder gjort helt, helt konkret.

Senere føjede andre erfaringer sig til. Erfaringen med, hvordan det ser ud, når velfærdsstatens institutioner svigter. At stå helt alene, første eller anden dag i en fremmed vuggestue, med flere grædende børn, end jeg kunne trøste. Jeg tænker stadig på det sted. 

Men mere end at give mig indblik i gode og dårlige vuggestuer og børnehaver, så lærte det mig lidt om, hvordan velfærdsstaten fungerer. Jeg forstod, hvor stor en opgave den enkelte omsorgsarbejder skal løfte. Hvordan det ansvar på samme tid er tungt og godt. Jeg forstod, at så udsatte er mennesker i vores systemer. At så sårbare er blandt andet små børn og gamle mennesker. Så meget har vi brug for hinanden, også i veldfærdssamfundets institutioner.

Jeg kunne godt tænke mig, at man erstattede værnepligten med et halvt års obligatorisk samfundstjeneste med omsorgsarbejde. Jeg kan ikke forestille mig noget ungt menneske, der ikke ville blive en bedre, mere besindig og mere ydmyg samfundsborger af det.

Jeg tror på, at vi alle sammen har brug for den konkrete oplevelse af, hvad velfærdsstaten er. At vi har brug for den konkrete oplevelse af, hvad det vil sige at tage ansvar i et fællesskab, ikke kun som skatteydere, men også som en af dem, der løser de konkrete opgaver.

At opleve velfærdsstaten helt konkret er en måde at øge opbakningen til den på.

Som et barn, der bliver trøstet, når det græder. For det er også velfærdsstaten, når den fungerer. 

Julie Top-Nørgaard er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • David Zennaro
  • Carsten Munk
Kurt Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen, David Zennaro og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer