Læsetid 4 min.

Jo, Trump er et monster, men se på hans politik

Trump-bashing er blevet tidens foretrukne selskabsleg for de mennesker, hvis verdenssyn fik millioner til at stemme på ham
Trump-bashing er blevet tidens foretrukne selskabsleg for de mennesker, hvis verdenssyn fik millioner til at stemme på ham
Ron Sachs
18. februar 2017

Hver dag kører den samme mølle: Donald Trump er et monster. Han er en idiot, en løgner, en narcissist, en sexkrænker, en bøddel, en fremmedhader. Han er for resten også en bølle, en nepotist og en ægteskabsbryder foruden tyndhudet, korrupt og fed.

Måske skulle jeg også tilføje, at han har små hænder, er Putin-elsker og en hadefuld og højreorienteret populist. Og har I set hans hår?

Trump-bashing er blevet tidens foretrukne selskabsleg for de mennesker, hvis verdenssyn fik millioner til at stemme på ham. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er relevante kritikpunkter i kaskaderne af fornærmelser.

Men fornærmelserne betyder mest af alt, at hans glødende fans styrkes i deres tro på, at Trump er en modig outsider, der søger at smadre den såkaldte liberale elite, som nu – symptomatisk nok – er holdt op med at argumentere for i stedet helt at overgive sig til spot og spe.

Ved ikke at gå efter bolden, men manden, risikerer fornærmelserne at tage opmærksomhed fra det vigtige spørgsmål om, hvor ’den frie verdens leder’ i grunden er på vej hen. En præsident kan udmærket være både løgner og skurk – og stadig en effektiv leder; det findes der ikke så få fortilfælde af.

Kaoskræfter

Det vil dog være urimeligt at hævde, at Trump for øjeblikket udstråler stor effektivitet. Efter endnu en kaotisk uge i Washington virker han mest af alt som en førerløs lastbil fuld af sprængstoffer, der jager ned ad en bakke mod både Amerika og verdensordenen. Bilen er fuld af hans familiemedlemmer, rabiate meningsmagere, generaler og finansmagnater – alle uden erfaring med politisk samarbejde. Og Trumps to mest højtstående rådgivere, Steve Bannon og Reince Priebus, er allerede røget i totterne på hinanden.

Det er fascinerende at se Washingtons establishment instinktivt kæmpe imod som en kat, der er trængt op i en krog. Korridorerne i Washington er fulde af de flagrende kjoler fra forfatningsadvokater, der værger for sig med checks and balances.

Dommere erklærer præsidentens dekreter for ulovlige. Efterretningstjenester lækker informationer og bringer Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Flynn, til fald.

Tumulten omkring blandt andet Dondald Trumps nu forhenværende sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, skaber bekymring mange steder – også i det amerikanske militær. Foto: Carolyn Kaster/AP
Læs også

Pentagon underkender præsidentens støtte til tortur. NATO kræver forsikringer. Kongressens ledere undersøger hemmelige russiske kontakter. Obamacare siges at være reddet indtil videre.

Trump er en revolutionær figur, hvor lidt man så end måtte bryde sig om hans revolution. Han er rykket ind i Det Hvide Hus på hundredåret for Lenins indtog i St. Petersborg.

Begge søgte at ’dræne sumpen’ i et frontalangreb på et gammelt regime af embedsmænd, dommere, udenlandske finansfolk og en følgagtig presse.

Begge hånede deres fjender og tiltrak opbakning fra forarmede provinser, Trump kunne sikkert også skrive under på Lenins (og Goebbels’) maksime: »En løgn, der fortælles tilstrækkeligt ofte, bliver til sandhed«.

Bevidst overfladisk

Det har været svært at finde hoved og hale i meget af det, som Trump har sagt på sin vej mod den øverste magt. Hans politik består for det meste af smarte hofteskudsbemærkninger. Som han selv noterer i sin biografi: »Det var en stor åbenbaring for mig, da jeg indså, at det kan betale sig at være overfladisk«.

Store dele af hans ’program’ og dekreter har været frastødende og stupide. Men andet har været ganske fornuftigt, i det mindste i sin erklærede hensigt.

Trumps ønske om at sætte en tidsbegrænsning for perioder, folkevalgte kan sidde i Kongressen (seks år for Huset og 12 år for Senatet), er originalt, og hans udfald mod Washingtons lobbyister er på sin plads. Hans bemærkninger om Wall Street har til tider lydt som et ekko af Occupy-bevægelsens.

Hans bekymring for tabte arbejdspladser i rustbæltet og grasserende storbykriminalitet er legitim. Hans planer om at investere massivt i en nedslidt infrastruktur er velkomne.

Trump gør også ret i at kræve, at NATO genovervejer sine målsætninger, berettigelse og budget. Han har udtalt sig mod USA’s interventionskrige og bånd til Golfstaterne. Ønsket om at nulstille forholdet mellem Vesten og Rusland kan i højere grad end NATO’s sabelraslen bidrage til at nedtone spændingerne i forhold til Moskva.

Vi kan undre os over, at en mand, der er så fjendtlig over for mexicanere, muslimer og våbenkontrol, er lige så fjendtlig over for CIA, FBI, den amerikanske centralbank og Irak-krigen. Men sådan er den nye politiske virkelighed, der flår de velkendte tribalistiske identiteter itu.

Perspektivløst

Trump føler, at han rækker ud til USA’s store flyover country, der mellem øst- og vestkysten føler sig ignoreret og forrådt af liberalismen. Som den venstreliberale økonom Paul Krugman modigt indrømmede efter valget: »Vi forstår i sandhed ikke det land, vi lever i.«

Trump virker dog indtil videre mest som en revolutionær, der har tabt de større perspektiver af syne, og hvis energi nu opsuges af styrkeprøven med de demokratiske institutioner. Det er ikke overraskende.

Trump havde formentlig aldrig seriøst troet, at han kunne få præsidentjobbet, og har hverken erfaringer eller kvalifikationer til det. Han er elendig til at udpege medarbejdere – tre kampagnechefer sled han op i sin valgkamp, og Bannon og Priebus sidder næppe længe.

Trump forsøger, enten med overlæg eller pr. instinkt, at sætte en ny styreform igennem. Han udspyr ordrer, forsvarer dem via de sociale medier og modererer dem herefter. Uanset alle vores forbehold kan der være noget revitaliserende for demokratiet ved, at en total outsider med revolutionære tilbøjeligheder har præsteret at indtage Det Hvide Hus uden solid støttebase.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Henrik Larsen
    Henrik Larsen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Anders Graae, Henrik Larsen, David Zennaro og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karl Aage Thomsen
Karl Aage Thomsen

Jeg tror, at Putin gnider sig i sine små beskidte hænder over al den virak Og kaos som Trump skaber, som for mig at se skaber et svagt USA, som både pressen og Trumps skruppelløse medkumpaner er skyld i. Jeg kan godt se, at Trump er en apolitisk blærerøv, men var det ikk Spies, der sagde, at negativ omtale var lige så indbringende som positiv omtale.
Katho

Lars Rasmussen, Hanne Ribens og Jan Guldager anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

Trump er stærk tobak - al for stærk for mig; men han har en pointe.

Efter hans seneste pressekonference gik CNN direkte over til en paneldebat bestyret af Wolf Blitzer. Alle 4 plus Blitzer rakkede ned på Trump - og rakkede kun ned.

Fred være med det - verden overlever jo nok; men det er soleklart, at CNN er en spiller og ikke en rapporteur. Så al ævlet med den frie presse, der blot er budbringer, holder ikke en meter.

Jens Falkenberg, Frank Hansen, Per Torbensen, Anders Graae, Søren Ferling og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Arne Sejersen
Ole Arne Sejersen

Ak ja, som Katho sagde: I øvrigt mener jeg, at Trump (og Putin med de små beskidte hænder) bør ødelægges. Her meldte han sig blandt de mennesker, hvis verdenssyn fik millioner af mennesker til at stemme på dem.

Brugerbillede for Lasse Schmidt

Nu så jeg ikke Blitzer-panelet, men hvis der står en mand og fortæller den ene løgn efter den anden, har pågældende mand så krav på at blive behandlet som andet end en løgner?

Jørn Andersen, Per Hansen og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Så har Simon Jenkins – og Information? – da vist fået dækket sig ind under stort set alle både ledige og endnu ikke optagne standpunkter. Har så at sige fået dækket alle flanker. Hele artiklen er fyldt med det ene "På den ene side … men …" efter det andet. Er det ikke, hvad man kalder at tale ud gennem begge sider af munden, samtidigt?

En efter min mening langt væsentligere, skarpere, mere direkte og læse- og oversættelsesværdig artikel fra The Guardian er Marina Hydes opråb og råd til de kolleger i medierne, der tydeligt og højlydt afslører, at de lader sig provokere af Donald Trumps angreb på standen: Trump is a media troll – so stop feeding him. Desuden indeholder hendes artikel, befriende, ikke et eneste "Men på den anden side …", men giver derimod bl.a. et brilliant eksempel på, hvordan man langt mere effektivt tager til genmæle over for Donald Trump & Co., fra Ana Navarro. En af få republikanske journalister, eller i det hele taget republikanere, der gennem hele valgkampen og stadig taler Donald Trump, hans rådgivere og administration midt imod.

Per Hansen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frederik Langkilde
Frederik Langkilde

At forfatteren til denne artikel udnævner Trump til "revolutionær"; fremhæver hans vision om at "dræne sumpen"; sammenligner ham med Lenin; og sammenholder hans budskaber med Occupy-bevægelsens vidner om en eklatant mangel på kontakt med virkeligheden. Det har været tydeligt for enhver i flere måneder, Trump har ligefrem selv indrømmet det, at hans motto om at dræne sumpen var og er lige så løgnagtigt, som ca. 2/3 af hvad han ellers udtaler er.

Brugerbillede for Lars Rasmussen
Lars Rasmussen

Med fare for at dynge endnu et ad hominem-argument op på manden, så har jeg lyst til at sige: Donald Trump er orn'lig syg! Og jeg tror godt, at han selv ved det.

Jeg tror sågar, at han bruger dette aktivt. Han ved, at lige så snart han har igangsat et eller andet spektakel, så går alles opmærksomhed (inklusive pressens) derhen. Og i denne vores nuværende tidsalder gælder det for alt i verden om at tiltrække sig opmærksomheden (eller afspore den). På den måde er han i sandhed den rette president for our time. Eller som den peruvianske nobelprismodtager i litteratur Mario Vargas Llosa skriver et sted: “In the civilization of the spectacle, the comedian is king.”

Trump lever i særdeleshed også af den indignation, som han dermed frembringer. Somme tider overvejer jeg således følgende: Hvad i alverden skulle alle de politisk korrekte liberals tage sig til, hvis de ikke havde Trump og hans eskapader til at udfylde deres hverdag? (Denne venstredrejede europæer indrømmer i hvert fald åbent, at en (for stor) del af min fritid går med at følge det seneste nye nonsens fra vores alle sammens overlord.) Det virker nærmest som en pavlovsk automatreaktion: the sound fra Trump følges, lige så sikkert som amen i kirken, af the fury fra hans modstandere. Og det kan altså godt, i mine øjne, blive fire lange år, hvis denne tilstand ikke bliver ændret. Så herfra blot et fromt håb: Lad være med at give manden så meget opmærksomhed!

Men: Hvad skal vi så lave i stedet for? Jeg vil ikke påtage mig rollen som spielverderber, nu hvor vi har det så sjovt med at blive forargede over Trump. (Der er som bekendt intet som en god fortørnelse til at komme ud af fjerene om morgenen.) Men, hvis jeg absolut skal forsøge at stille et konstruktivt forslag, så kunne vi jo fx sukke over afsporingen af den tabte tid: Vi kunne længes efter Obama (som vi jo alle elsker...) eller (og her bliver det surrealistisk!) blive nostalgiske efter Bush-æraen; dengang løgne var til at gennemskue. Eller også kunne vi læse følgende ord fra Eisenhowers aftrædelsestale (den med “the military-industrial complex”), som han holdt den 17. januar 1961:

Down the long lane of the history yet to be written America knows that this world of ours, ever growing smaller, must avoid becoming a community of dreadful fear and hate, and be, instead, a proud confederation of mutual trust and respect.

(...)

To all the peoples of the world, I once more give expression to America's prayerful and continuing aspiration:

We pray that peoples of all faiths, all races, all nations, may have their great human needs satisfied; that those now denied opportunity shall come to enjoy it to the full; that all who yearn for freedom may experience its spiritual blessings; that those who have freedom will understand, also, its heavy responsibilities; that all who are insensitive to the needs of others will learn charity; that the scourges of poverty, disease and ignorance will be made to disappear from the earth, and that, in the goodness of time, all peoples will come to live together in a peace guaranteed by the binding force of mutual respect and love.

Og efter at have læst disse ord kunne vi jo overveje, hvad der er sket med Guds eget land. Er der en mening med galskaben? Og kan det vise sig, at Trump ikke er så slem endda? Eller med en omformulering: Kan det vise sig, at Trump er for inkompetent til at lave rigtig rav i gaden? (Må middelmådigheden og overfladiskheden leve længe!) Uanset hvad, så må vi i hvert fald konstatere, at meget har ændret sig siden indstiftelsen af USA's hegemoni efter anden verdenskrig. I dag er verden en anden....

This world of ours is a lunatic asylum. And we are all patients.

Bjarne Bisgaard Jensen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Har så at sige fået dækket alle flanker. Hele artiklen er fyldt med det ene "På den ene side … men …" efter det andet. Er det ikke, hvad man kalder at tale ud gennem begge sider af munden, samtidigt?"

Man kunne også anskue det som at dække flere sider af sagen - der er intet journalistisk krav om at artikler skal tage parti, der er krav om saglighed - hvilket ofte fordrer det modsatte.

Brugerbillede for Jan Weis

Donald von Bismarck.

Måske ville en sammenligning med Otto von Bismarck, bragt til magten af bl.a. den østelbiske landadel og den voksende industrikapitalistklasse i sit revolutionære projekt ovenfra med at samle kludetæppet Tyskland – ’Make Germany Great’ - kunne anskueliggøre flere fællestræk med Trump som en slags ’hvid’ revolutionær med lånte ’røde fjer’ som politisk camouflage, dog denne gang støttet af ’afhægtede landarbejderne’ i udkanten af industrisamfundet …

Trumps aner udgik og emigrerede netop fra deres familiære ophav i tiden med Bismarck, hvor alle værdier som følge af politikken i den grad blev eksemplificeret med ’Umwertung aller Werte’ …
Men det må være en opgave for professionelle idéhistorikere … ;-)

Brugerbillede for Trond Meiring

Trumpen siger nok, at sumpen, den skal dræneres, når at det kan betale sig. Og så må de stakkels, stigmatiserede "rednecks", rottefangere og hjemmebrændere der bor i sumpområderne, bare finde sig et nyt hjem og levebrød. De stemmer ellers ikke overhovedet, og det er ofte praktisk umuligt. Men det vil Trump og regeringen da bare skide på, helt sikkert.

Iøvrigt, så var og er både Bismarck og Trump, konservative krigshyssere, og reaktionere "modrevolutionære." Jeg ved ikke, om Bismarck var belæst i Nietzsche og sin tids filosofi, men han var helt sikkert en kende klogere end denne Trump og hans bande, det være sig på godt eller ondt.

P.s.: Pilene er nu tilbage. Og tak for det.