Kronik

Ungdomshuskampen var en sejr, der endte med nederlag

I årene efter ungdomshuskampen blev aktivisterne mere og mere fokuseret på at få god presse. Det blev katastrofalt for bevægelsen, fordi det politiske raseri, der var bevægelsens egentlige drivkraft, blev fortrængt
Den såkaldte ungdomshuskamp havde altid handlet om mere end et hus og blev videreført i nye sociale kampe, først og fremmest om asylsystemet og den globale opvarmning. Her politiets rydning af Brorsons Kirke i 2009.

Den såkaldte ungdomshuskamp havde altid handlet om mere end et hus og blev videreført i nye sociale kampe, først og fremmest om asylsystemet og den globale opvarmning. Her politiets rydning af Brorsons Kirke i 2009.

Peter Hove Olesen

1. marts 2017

I dag er det ti år siden, at Ungdomshuset på Jagtvej blev overfaldet af politiet og revet ned under politibeskyttelse, fordi en kristen sekt havde fået lov at købe huset af Københavns Kommune. Den private ejendomsret skulle sikres. Koste hvad det ville.

For mange på den aktivistiske scene er aktiviteterne omkring Ungdomshuset i midten og slutningen af 00’erne et højdepunkt. Ikke siden bz-tiden har der været så megen aktivitet på denne del af venstrefløjen.

Spørgsmålet er, om vi kan lære noget af ungdomshusaktivisternes kamp, som kan bruges i dag, hvor der mere end nogensinde er behov for politisk kamp.

Ungdomshuskampens afgørende strategiske succes lå i dens formulering om mangfoldighed, der først og fremmest henviste til, at kampstrategierne var mangfoldige. Forskellige aktivister respekterede overordnet hinandens politiske kampformer.

Alt fra folkekøkkener, happenings, gadeteater, demonstrationer, ulydighedsaktioner, sabotage og optøjer kunne sameksistere, uden at det skabte nævneværdig splittelse. Det var unikt.

Mangfoldigheden i måden, der blev kæmpet på, gjorde det muligt for mange forskellige dele af Københavns befolkning at deltage. Alle kunne finde deres måde at slås, så længe man ikke stod i vejen for andres. Den københavnske pragmatisme var i perioden et forbillede i andre lande, hvor aktivistmiljøer mange steder var præget af skænderier om, hvilke strategier der virker bedst.

Politisk vrede

Den politiske vrede var helt fra begyndelsen en del af kampen mod rydningen af Ungdomshuset. Den politiske vrede levede side om side med strategisk tænkning. Hovedet og hjertet skal følges ad. Det vidste alle. Der skal være plads til både raseriet og den snedige plan.

I tiden op til rydningen prøvede alle mulige grupper at lave kampagner for at få Ritt Bjerregaard til at skifte mening. Men uden held. Resultatet var de mest voldsomme gadekampe siden Anden Verdenskrig. De begyndte den 1. marts 2007 på Nørrebrogade og spredte sig til hele byen som en steppebrand.

Allerede om mandagen – fem dage efter rydningen – blev huset revet ned. Færdig! Slut! tænkte Ritt Bjerregaard måske.

Ungdomshusbevægelsen havde den fordel, at nærmest ethvert tænkeligt projekt kunne passe ind i de meget vide rammer, som miljøet omkring huset havde. Der var punkere med hanekam og nittejakke, politisk skolede aktivister i sort og flippede kreatyper, for hvem kulturen var alfa og omega. Kronikøren er her i sort jakke og grøn hanekam.
Læs også

Hun kunne ikke have taget mere fejl. Som en aktivist i filmen 69 sagde: »Hvis du spiller brætspil med én, der bliver ved med at snyde, tager du til sidst fat i hele spillet og flår det på gulvet. Så er spillet slut.«

Protesterne og vreden tog blot til i styrke. Hvad der den 1. marts havde været starten til fem dages gadekampe i hele København, endte med at blive en tilbagevendende ugentlig torsdagsdemo.

Torsdag efter torsdag blev der afholdt demonstrationer for et nyt ungdomshus. En udmattelseskrig mellem aktivister, politikere og politiet, der endte med en regning til politiet på et trecifret millionbeløb.

Man slår ikke på børn

I sommeren 2007 havde tyske aktivister i hele Europa mobiliseret til protester mod G8-topmødet i Heiligendamm, Rostock. En del danske aktivister deltog og fik erfaringer og nye strategier med sig hjem.

En koalition af forskellige venstrefløjsgrupperinger organiserede undervisning i civil ulydighed i teltlejre omkring hotellet, hvor G8-politikerne skulle mødes.

I al sin enkelthed handlede det om, at politiet umuligt kunne bremse aktivisternes vej mod topmødet, hvis landområderne omkring Heiligendamm-hotellet blev oversvømmet med mennesker. »Gå uden om politiet! Vi er flere end dem!« lød parolen.

Erfaringerne blev bragt med hjem, og i oktober 2007 blev en lignende aktion sat i bevægelsen i de københavnske gader. For de fleste aktivister var strategien en succes. Medierne kunne fortælle om, hvordan demonstranter fik tæsk af politiet uden selv at have kastet en eneste sten. Mediedækningen faldt ud til aktivisternes fordel, og politiet og politikerne blev til grin.

»Man slår ikke på børn,« stod der på Ekstra Bladets forside dagen efter. Alle kunne se, at der måtte findes en løsning og et ungdomshus.

Vreden blev gemt væk

Sideløbende med udviklingen af mangfoldige taktikker skete der også en professionalisering af aktivismen. Mange af aktionerne blev efterhånden først og fremmest vurderet på de point, de gav i medierne. Professionaliseringen og strømligningen gjorde aktivistmiljøet mere og mere mådeholdent og artigt.

Den såkaldte ungdomshuskamp havde altid handlet om mere end et hus og blev videreført i nye sociale kampe, først og fremmest om asylsystemet og den globale opvarmning.

Eftersom mange aktivister havde haft succes med massecivilulydighedsaktioner, blev strategien gentaget igen og igen. Men politiet lærte at kontrollere aktionerne, der endte som forudsigelige skuespil, der gjorde bevægelsen svagere.

Halvandet år efter rydningen af Jagtvej 69 åbnede et nyt ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Her lever revolutionsromantik, punkklichéer og ikke mindst symbolet Jagtvej 69 videre. Noget tyder dog på, at Ungdomshuset og ’systemet’ har forsonet sig, da Information er til fastelavnsfest i ’Ungeren’
Læs også

For mig var det sigende, at rydningen af Brorsons Kirke, der førte til tvangsudvisning af en stor gruppe aktivister, kunne ske, uden at der fandt en eskalation sted. Aktivister fik en forfærdelig omgang bank af politiet den nat, så pressefotograferne kunne få de gode billeder.

Det var traumatisk for mange, og efterfølgende er rydningen af Brorsons Kirke blevet diskuteret som et sted, hvor aktivisterne ofrede hjertet for den mediestrategiske ræson.

Det havde delvist den årsag, at Kirkeasyl var en koalition, som også politikere fra de etablerede partier deltog i. Det mærkværdige var dog, at aktivister tilbage fra ungdomshuskampen var så gode til at holde ord over for parlamentarikerne og afstå fra at eskalere situationen. En aftale var en aftale. Desværre, fristes man til at sige. Ingen optøjer, ingen uro. Vreden blev gemt væk.

Alle tabte ved COP15

Efter rydningen af Brorsons Kirke i sommeren 2009, stod mobiliseringen i forbindelse med klimatopmødet for døren i december samme år. Overvågningen var massiv, og politiet var overalt. Mange var allerede trætte efter flere år med mobiliseringer, gadeoptøjer, fængselsophold, masseaktioner og ikke mindst efter mavepusteren i forbindelse med Kirkeasyl. Rygsækken var tung af nederlag. Afmatningen var i gang.

Da politiet anholdt 1.000 mennesker ved en anmeldt demonstration med godt 60.000 deltagere, uden at nogen havde begået lovbrud, var det svært at holde humøret oppe. Som en mangeårig svensk aktivist senere skrev om COP15: »Alle tabte. Både demonstranter, ngo’ere og Barack Obama. Tomgangen i den fossile økonomi vandt.«

Syv mislykkede COP-konferencer senere er det kun jubeloptimister, der ikke kan se, at demonstranterne havde ret.

Kur mod håbløsheden

I dag er kombinationen af vrede og politisk strategi fra ungdomshuskampen vigtigere end nogensinde. Men selv om der findes spredte lommer og øjeblikke af modstand, er bevægelsen i en form for deprimeret dvale.

Samtidig bliver flere og flere mere rasende og frustrerede over nutiden. Det er blevet en banalitet, at valget står mellem katastrofekurs eller radikale forandringer. Selv Trump kan vinde på denne banalitet. Stridspunktet er snarere, hvilke radikale forandringer der skal til.

Vi har brug for en ny politisk bevægelse, der som i årene omkring ungdomshuskampen tør risikere at udleve de værdier, den tror på, mens den kæmper for dem. Forbindelse mellem vreden, begejstringen og den strategiske tænkning skal genetableres. Håbløsheden kan kureres.

Eskil Halberg er forfatter. Han deltog selv i miljøet omkring Ungdomshuset

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Bjerg
  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Larsen
Marianne Bjerg, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Eskil Andreas Halberg

Du må have mig undskyldt, at jeg ikke ser mig i stand til at beundre taktikken med "En udmattelseskrig mellem aktivister, politikere og politiet, der endte med en regning til politiet på et trecifret millionbeløb."

Der er tale om ren afpresning overfor en demokratisk valgt forsamling med Nørrebro's detailhandlere og beboere som gidsler. Jeg kan ikke respektere det.

Allan Bartroff, Mihail Larsen, Peter Bækgaard og Birgitte Simonsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torben Lindegaard, du er heller ikke målgruppen for denne taktik, så din respekt er ligegyldig. Taktikken virker, når bevægelsen er stærk, og situationen er så polariseret, at der ikke længere er tale om at vinde modstanderne over på sin side, men om at bekæmpe dem.

Slumstormerne var en svag gruppe, som derfor lagde stor vægt på at få lokalbefolkningens opbakning. Da denne opbakning var sikret, og bevægelsen vokset stor, tog vi konfrontationen omkring Byggelegepladsen, hvor vi befriede Indre Nørrebro i tre dage, til stor moro og skadefryd for lokalbefolkningen. Folk i Jylland var rasende, men det var vi da ligeglade med, det var den lokale opbakning, der var vigtig.

Men så kom politiet talstærkt tilbage og gav os læsterlige bank, hvorefter slumstormerbevægelsen gik i sig selv.

Indtil få år senere, hvor nye kræfter tog over under et nyt navn. Igen begyndte det med lokale aktioner, og først da BZ-bevægelsen blev større og stærkere og politi og politikere skærpede polariseringen kom det igen til egentlige gadekampe.

Ungdomshuset blev et symbol på denne polarisering, et symbol som betød noget også for mennesker, som ingen tilknytning havde til BZ-bevægelsen.

Viggo Okholm, Charlotte Svensgaard, Trond Meiring, Jesper Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Stakkels stakkels unge rodløse modløse fortabte unge drenge og piger.
Deres såkaldte aktivisme synes mig noget hul når de i flok bevæbnet med de nyeste smartphones vil smadre kapitalismen og vise verden et venstreorienteret alternativ. Stakkels historieløse unge drenge og piger.
De er en del af en tom modkultur uden identitet og indhold.
Men smadre ting det kan de satme!

Niels Duus Nielsen

Peter Bækgaard, den samfundsorden, du er så glad for, smadrer langt større værdier end BZ-erne nogen sinde har gjort. Hvor meget kan en F-16 smadre på en god dag i Irak?

Marianne Bjerg, Viggo Okholm, Trond Meiring og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Den samfundsorden de repræsenterer har i dens forskellige afskygninger slået langt flere mennesker ihjel end noget demokrati nogensinde har formået.
Men er det ok at skattekroner går til et hus gemt bag barrikader hvor de praktiserer deres politiske overbevisning og fra tid til anden drager hærgende igennem byens gader?
I så fald det er, skal vi vel forvente at det offentlige også støtter nazister?
Det er noget pladder der du lukker ud Niels Nielsen. De er lige så politiske som den hundelort jeg trådte i forleden.

Mikkel Kristensen

lettet er nok det rigtige ord - jeg har aldrig rigtigt fundet mit standpunkt i Jagtvej debatten - men en befrielse, at se at unge (hvad jeg gætter hovedparten var) kæmpe for noget - idag tages fra de unge og de fattige, og gives til rige - i et ulækkert politisk dobbeltspil - men verden er åbenbart ikke helt fortabt, når den nogen stadigt gider, at kæmpe og gå på gaden - snart har Løkke og hans kumpaner soldet baduljen op og har delt godt ud til sig selv og sine venner - så kommer vel forhåbentligt et nyt oprør, og ikke bare ligegyldige facebook opdateringer.

jens peter hansen

Imponerende at Information IKKE har en reportage fra gårsdagens "festligholdelse" af 10 årsdagen. En fest som gik over temaet intet glemt intet tilgivet og kunne man måske skrive intet lært. Nu får man måske den konfrontation man har ønsket med snak om at lukke huset på Dortheavej og så bliver der gang i den igen...

Mihail Larsen

Prøv et gæt

Hvor mange af ungdomshusets militante del tilhører et undertrykt proletariat? Og hvor mange af dem tilhører en socialt afsporet curling-generation?

Jeg mindes ikke at have hørt eller læst store tanker om generelt forbedrede, sociale vilkår fra de militante; kun narcissistisk underbyggede, ideologisk forvirrede og voldeligt søgte udtryk. Mange af dem kommer i øvrigt fra de rige kommuner nord for København, hvor nogle forældre øjensynligt har for travlt til at opdrage deres børn.

Nu er der jo langt fra København til Syrien, men jeg vil vove en lille fortænkt sammenligning.
For snart en del år siden føler en stor gruppe i Syrien at tiden e rinde til at få ram på et diktatur, og de forsøger at slutte sig samen om forskellige midler og organisationer omkring et fælles mål selvom magthaveren sidder ret solidt med hele systemet bag sig. Vores system her syntes det var en god ide og begynder hurtigt at anerkende det gode initiativ ved at sende anerkendelse og våben.Systemet svarer igen og har sine allierede resten kender vi. Her er det knap så slemt, men grupper i dette åh så gode samfund, synes der mangler et eller andet så menneskelighed bredt måske vejes tungere end begær og sig selv nok. Det resulterer i forskellige bevægelser med forskellige dagsordener og praksis. Systemet vælger i første omgang nedgørelse rent sprogligt og da der hermed ingen dialog opstår vælger grupperne konfrontationer og så kommer systemet med politi og straf og virkelig nedgørelse. Sådan nogle slappe tosser i vores gode demokrati.. Jeg ved godt sammenligningen er ond og fortænkt, men måske der er lidt sammenhæng i mekanismerne. Selv er jeg absolut imod vold og tager derfor afstand fra optøjer hvor politiet bliver mødt med sten.

’Intet glemt- Intet tilgivet’ – jo tak, de fleste af gårsdagens formummede helte var vel omkring 10 år den gang …

Svend Erik Sokkelund, Birgitte Simonsen, Torben Lindegaard, Grethe Preisler og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Demokrati er en sjov størrelse. Jeg kender ikke nogen bedre styreform, men jeg véd samtidigt, at demokratiets skyggeside, rummer en mulighed/risiko for at undertrykke mindretal. Når det sker, sker det paradoksalt nok altid i demokratiets navn. Resultatet er oftest frustration og i sidste ende vrede og optøjer, netop som vi har set det i sagen om Ungdomshuset.

Det vil altid være en skønssag hvor rummelige vores demokrati skal være, men vold og terror skal demokratiet naturligvis ikke kunne rumme.

Personligt synes jeg ikke om forløbet i sagen om Ungdomshuset. Her lod demokratiet snævre private interesser veje tungere, end den lokale ungdoms interesse. Med vold og magt undertrykte demokratiet de unge og deres kultur omkring Ungdomshuset. Det var, efter min mening, en ualmindelig dum og u-rummelig handling, der åbenlyst placerer en stor del af ansvaret for volden hos vores demokrati.

Mihail Larsen

"Intet glemt - men meget tilgivet"

Vel at mærke med et andet subjekt. De militante tror sig i egen indbildning i besiddelse af en højere moralitet, der giver dem autoritet til at 'dømme' resten af samfundet. De burde være glade for, at deres udskejelser for 10 år siden var ved at gå i glemmebogen.

Svend Erik Sokkelund, Birgitte Simonsen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Arbejdernes Landsbank fik brostenene at mærke. Så kan de lære det. Skal man le eller græde?

Svend Erik Sokkelund og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er der ikke også en anden vinkel. Det var en lovligt indkaldt demonstration på 10 årsdagen for uddrivelsen af ungdomshuset på Jagtvej 69 - (var det forøvrigt ikke her at Kvindedagen den 8 marts blev begyndt? - Ligeledes blev huset via stråmænd solgt fra kommunen til en kristen sekt - osv)-

Var det ikke kun nogle få "idioter" der forsøgte at lave ballade? - og hvorfor et så stor stillet magt opbrud fra Københavns politi - mon ikke det kan ha´været med til at ophidse stemningen.

PS: hørte i P1s radioavis at politiet nu ville bruge mange resurser på at få mange anholdt også dem der ikke gik hjem da politiet bad folk om at gå. Har politiet ikke mere tungtvejende sager at bruge politiets tid på???????

Mihail Larsen

Er det altid politiets skyld

- når 'nogle få "idioter" forsøger at lave ballade'? Det vil de militante gerne have offentligheden til at tro. Men sagen er jo, at disse "idioter" igen og igen tager almindelige borgeres lovlige demonstrationer som anledning til at markedsføre deres egne forskruede og voldelige ideer. Er det demokratisk?

Det er næppe bagtroppen af barnevogneskubbende unge, der finder på at smide med brosten. Det er derimod fortroppen, der aktivt søger konfrontation.

Den er i øvrigt - ud over at være tilhyllet med masker for at skjule sin identitet - også påfaldende velklædt. Står vi over for et nyt fænomen - velklædte anarkister?

Svend Erik Sokkelund og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Mlhali Larsen hvad mener du kan gøres for at de få velklædte "idioter" ikke næste gang ødelægger en lovlig indkaldt demonstration???? Er det ikke her "vi" som borgere og samfund bør finde en løsning????
Den med øgede straf og forhindringer , som forebyggende anholdelser , straf for ikke at forlade området hurtigt nok osv..... mener jeg ikke er vejen. For mig er det en indskrænkning af folks Grundlovs sikrede rettigheder.

Mihail Larsen

Dorte Sørensen,

jo, det ville være godt, hvis arrangørerne af de lovligt indkaldte demonstrationer selv kunne luge ud blandt deltagerne, så det ikke igen lykkes for en lille gruppe ballademagere at kapre dagsordenen. Det er set før, at demonstrationer selv etablerer en form for vagtværn, der sørger for, at den lovlige demonstration ikke infiltreres af personer med en helt anden dagsorden.

Men det kræver naturligvis et opgør med en slatten laissez-faire holdning og mangel på organisation. Det 'frie' ved ungdomskulturen er også dens største risiko. Ved at lade hvem som helst danse på bordet, reproducerer man i virkeligheden en form for liberalisme, der overlader initiativet til et dominerende, handlekraftigt og asocialt mindretal. Ungdommen fortjener bedre.

Svend Erik Sokkelund og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Fint at Inf. dokumenterer tankegangen hos en selvretfærdig antidemokrat - og med flere artikler samme dag giver et nyanceret billede.

Dorte Sørensen

Det er ikke kun ungdomskulturen, som den i Ungdomshuset, der har problem med faren for "et dominerende, handlekraftigt og asocialt mindretal" .Ses tendenserne herfor ikke i store dele af samfundet?

Niels Duus Nielsen

Er jeg virkelig den eneste, der synes at det var fedt, at de unge mennesker lavede lidt ballade på Nørrebro i går?

At timingen måske ikke var helt korrekt i forhold til den almindelige revolutionære stemning i befolkningen er jo en almindelig begynderfejl. Men når man ser det magtapparat, de borgerlige nu ruller ud, vil det jo nok blot skærpe polariseringen, så bevægelsen vokser sig større og stærkere.

Hvorfor dog al denne forargelse over vold og selvtægt, når volden i sidste ende er rettet mod det elitære mindretal, som dagligt begår vold mod deres modstandere? At regeringen ikke kan beskyldes for at begå selvtægt skyldes alene, at det er Folketinget, der på regeringens foranledning definerer, hvad der er ulovlig selvtægt og hvad der er lovligt.

Havde jeg vidst, at der ville blive ballade, ville jeg da selv være mødt frem for at deltage i festlighederne.

Søren Roepstorff, Ebbe Overbye, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg fik den der fornemmelse at mit København var tilbage et øjeblik. Ret opløftende egentlig.

Søren Roepstorff, Hans Larsen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Jeg tror du er en af de eneste Niels Nielsen. Jeg har selv en enkelt gang oplevet det på nærmeste hold og var ikke stolt af situationen. Dengang var jeg nok også mere på den politiske midte.
Jeg kan ikke forstå behovet for vold og hærværk som "politisk" manifestation.

Niels Duus Nielsen

Vold og hærværk som politisk manifestation er da nemt nok at forstå. Når ungdommelig energi og livsvilje forsøges inddæmmet ved hjælp af rigide regler og uretfærdig forskelsbehandling vækker det vrede, og at styre sin vrede er som bekendt ikke altid nemt.

Prøv at læse lidt i en historiebog, og du vil finde utallige eksempler på voldelige regimer, som væltes som følge af masseoptøjer. Den borgerlige verdensorden, som du selv hylder, Peter Bækgaard, havde aldrig set dagens lys, hvis ikke pøbelen i Paris gik amok i vold og hærværk dengang i 1789.

Søren Rehhoff

@ Niels Nielsen

Der er da ingen, der kan vide om den borgerlige verdensorden, ikke kunne være opstået på anden måde, end ved voldelige optøjer, der findes faktisk også samfundsomvæltninger, der er foregået mere fredeligt. Så er det også lidt underligt, at sige at demonstrationen igår, i sidste ende var rettet mod "det elitære mindretal", er Nørrebros beboere og butiksindehavere lige pludselig blevet "det elitære mindretal"?

Niels Duus Nielsen

Søren Rehhoff, nu er der jo tale om en kommentar og ikke en politisk afhandling, så visse pointer bliver derfor malet med den brede pensel. Ellers ville indlægget blive alt for langt.

Og ja, den borgerlige verdensorden kunne måske også være opstået et andet sted, men du putter dig selv blår i øjnene, hvis du tror, at det ville kunne være sket med fredelige midler. Adelen var skam ikke til sinds at afgive magten uden kamp.

Til dit konkrete spørgsmål: Som du ser, skrev jeg "i sidste ende". Det er ligesom når buschaufførerne strejker - det går ud over alle dem, der skal med bussen, som er uden skyld i konflikten, alligevel har det en virkning på de ansvarlige, ellers ville chaufførerne jo ikke bruge denne aktionsform.

Nu vi er i gang - og dette er ikke kun til dig, Søren Rehhoff - jeg forstår ikke argumentet med "udefrakommende ballademagere". Hvornår er man udefrakommende? Jeg bor på Vesterbro, ville jeg være udefrakommende hvis jeg deltog i optøjer på Nørrebro? Eller kræver det, at jeg bor udenfor Københavns Kommune - folk fra Hellerup er blevet nævnt? Kan man kun deltage i demonstrationer, hvis man er bosiddende i den kommune, hvor demonstrationen foregår? Hvor står det?

Hvis argumentet holder, må de danske jægersoldater i Syrien jo være udefrakommende ballademagere. Så hvordan skal det forklares?

Søren Rehhoff

@Niels Nielsen

"Til dit konkrete spørgsmål: Som du ser, skrev jeg "i sidste ende". Det er ligesom når buschaufførerne strejker - det går ud over alle dem, der skal med bussen, som er uden skyld i konflikten, alligevel har det en virkning på de ansvarlige, ellers ville chaufførerne jo ikke bruge denne aktionsform"

Jeg synes ikke man kan sammenligne hærværk ved en demonstration med en strejke. En strejke har også et formål, noget man vil opnå, her har der ikke været noget formål, eftersom man ikke kan få Ungdomshuset igen.

Trond Meiring

Når den gamle tomt på Jagtvej 69 nu står tom, så er det da meget muligt, at bygge et nyt Ungdomshus, på den samme tomt, givet at formalia er i orden overfor grundejer etc. Men der har vel hellere ikke været mere end snak om, at lukke den nye Ungeren på Dortheavej. Det er vel næppe så realistisk at det nu skulde ske, vil jeg tro.

Niels Duus Nielsen

Måske har formålet været at gøre opmærksom på, at vi er mange, der er utilfredse med den måde, samfundet bliver kørt på, og at vi er parate til at gå til yderligheder, hvis ikke politikerne snart begynder at opføre sig ordentligt.

Franskmændene fik først en slags demokrati at efter de skar hovederne af de gamle magthavere. Her i DK gik det mere fredeligt til, men det var da kun fordi magthaverne havde revolutionen i Frankrig i frisk erindring og ikke ønskede en gentagelse.

Vore dages politikere synes at have glemt, at der er noget, der hedder "folkets vrede", så det er da kun på sin plads at huske dem på, hvor galt det kan gå, hvis ikke de tilgodeser mindretallets interesser.

Trond Meiring

En genoprettelse/modernisering af den sociale og liberale (i betydning frisinnet, tolerant, mangfoldig) velfærdsstat/samfund må nok være det mindste krav, hvis ikke man i fremtiden vil mærke mere til folkets vrede.