Kronik

Mit ungdomsoprør sluttede, da vi fik et hus

De fleste ungdomsoprør har store målsætninger om at ændre samfundet og dets magtstrukturer. Min generations oprør handlede om at få et ungdomshus som erstatning for det på Jagtvej 69. Da det lykkedes, forsvandt det, der bandt os sammen
Ungdomshusbevægelsen havde den fordel, at nærmest ethvert tænkeligt projekt kunne passe ind i de meget vide rammer, som miljøet omkring huset havde. Der var punkere med hanekam og nittejakke, politisk skolede aktivister i sort og flippede kreatyper, for hvem kulturen var alfa og omega. Kronikøren er her i sort jakke og grøn hanekam.

Ungdomshusbevægelsen havde den fordel, at nærmest ethvert tænkeligt projekt kunne passe ind i de meget vide rammer, som miljøet omkring huset havde. Der var punkere med hanekam og nittejakke, politisk skolede aktivister i sort og flippede kreatyper, for hvem kulturen var alfa og omega. Kronikøren er her i sort jakke og grøn hanekam.

Hans Jørgensen/nathue.dk

28. februar 2017

Jeg vågnede med et sæt. Der var noget galt.

Hurtigere end min teenagekrop normalt tillod det, var jeg ude af sengen og tjekkede min mobil. En runde-sms var tikket ind: Ungeren blev ryddet.

Det var 1. marts 2007. Flere måneder var der gået, siden Ungdomshuset blev erklæret ulovligt besat, og fra mine venner i København vidste jeg, at politiet cirklede omkring huset. Rydningen kunne komme når som helst.

Vi var fire venner fra Odense, som havde forberedt os, så vi var klar, når huset blev ryddet. Min rejsetaske var pakket, den stod ved siden af sengen. Jeg havde endda givet min chef, en rar kroejer, besked; når rydningen kom, ville jeg sige op og tage til København for at demonstrere.

Heldigvis blev han ikke vred. Han havde respekt for min beslutning. Og jeg tror i øvrigt, han levede længe på dén historie. Mine forældre var derimod ikke underholdt.  

Nok er anekdoten personlig, men den er ikke unik. Fra det blev besluttet, at Ungdomshuset skulle forsvinde, til det rent faktisk skete, voksede bevægelsen eksponentielt. Mange gjorde som jeg. Ikke mindst da slutspurten for at redde huset på Jagtvej 69 blev sat ind i 2006.

Med rydningen om hjørnet voksede miljøet til en bred bevægelse.

»Det var din generations ungdomsoprør i bedste 68’er-stil,« som en kollega sagde til mig for nylig.

Jeg grinte af tanken. Men så overvejede jeg det seriøst.

De store ungdomsoprør har historisk set haft et større mål; en mere eller mindre utopisk målsætning om at ændre verden. Med Ungdomshusbevægelsen var det anderledes. Den var klar i mælet: Ungdomshuset på Jagtvej skulle bevares. Og da Ruth Evensen rullede nedrivningsudstyret frem, kom kampen til at handle om at få et nyt.

Det lykkedes, men da det nye Ungdomshus var etableret, forsvandt bredden i bevægelsen. Den gik simpelthen i sig selv, for hvad skulle nu samle den? Selv om ånden lever videre i miljøet omkring det nye Ungdomshus og den stadig pinligt tomme grund på Jagtvej 69, er den forsvundne kamp et paradoks af de helt store.

Bred opbakning

Ungdomshuset på Jagtvej, rydningen og kampen for et nyt hus handlede ikke om utilpassede unge, sådan som det ellers ofte blev fremført. Mange af os var tilpas. Det er mit indtryk, at rigtig mange af dem, der gik med, netop gjorde det, fordi det var et miljø, hvor man støttede hinanden, og hvor man blev taget imod med åbne arme.

Ungdomshusbevægelsen havde samtidig den fordel, at nærmest ethvert tænkeligt projekt kunne passe ind i de meget vide rammer, som miljøet omkring huset havde. Bare det ikke var på kant med de overordnede linjer, som man vist godt kan tillade sig at kalde meget venstreorienterede.

Der var punkere med hanekam og nittejakke; politisk skolede aktivister i sort, som satte politikken først; flippede kreatyper, for hvem kulturen var alfa og omega. Jeg var vel lidt af det hele på en gang, men med tiden blev politikken det vigtigste for mig.

Ungdomshuset forvandlede sig hurtigt fra at være et sted, hvor jeg kunne søge tilflugt fra Provinsdanmarks sociale normer og dresscode, til at være en sag, og heri ligger den absolut vigtigste forklaring på bevægelsens succes.

For sagen var så lige ud ad landevejen og ligetil, at man ikke skulle læse mere end ét banner for at forstå, hvad det handlede om: »Man tager da ikke en gave tilbage«, lød sloganet. Ungdomshuset var blevet foræret til de unge, så hvad bildte Københavns Kommune sig egentlig ind?

Dét budskab var en genistreg.

Så indlysende rigtigt

Det var helt logisk, at der var blevet begået uret. Kommunen – eller systemet – blev skurken, og Ungdomshuset blev et symbol på noget større. Ikke mindst ’retten til forskellighed’, et slogan der især blev brugt efter Ungdomshusets rydning. Hvorfor skulle der ikke være plads til os? Selv professionelle kommunikationsfolk hyldede det gennemførte kampagnearbejde.

»Hvordan kunne man IKKE gå med?« som en veninde spurgte mig forleden, da vi snakkede om dengang. »Det var så indlysende rigtigt«.

Også fra det pæne Danmark var der støtte, selv om det ragede mig en høstblomst dengang. Et af de mest opsigtsvækkende eksempler var, da DR’s daværende generaldirektør Kenneth Plummer hoppede i en ungdomshustrøje på Roskilde Festival – hvilket han godt nok måtte give en officiel undskyldning for senere.

Det er ikke Ungeren, der blevet væk. Det er mig, der er blevet en sur voksenbaby
Læs også

Selvsamme festival inviterede Ungdomshuset til at bygge et hus på festivalpladsen, og en perlerække af kunstnere – Trentemøller, Outlandish, Mikael Simpson med flere – viste sympati ved at spille til støttekoncerter.

Hvad der begyndte som en protest mod lukningen af Ungdomshuset blev en social bevægelse, som tiltrak folk fra hele landet, ja, hele verden.

Det er fuldstændigt uoverskueligt at gøre sig klog på, hvad folk egentlig lagde i kampen hver især. For mange handlede det givetvis om adressen på Jagtvej, for andre om et større og mere diffust venstreorienteret projekt, og for nogle var det nok bare fedt at være dér, hvor tingene skete.

Men fordi udgangspunktet var så bredt, blev det nærmest folkeligt. Bevægelsen endte med at rumme både sortklædte og farveglade unge og alle derimellem.

Sejrede sig selv ihjel  

Men så en dag åbnede det nye Ungdomshus på Dortheavej. Det var en sejr af de helt store.

En kæmpe BZ-aktion, der skulle blokere Københavns Rådhus, blev aflyst og lavet om til en sejrsmarch. En række kæmpe rullende barrikader, der skulle have være brugt til aktionen, blev lavet til en del af et sejrsoptog, som gik til den nye adresse.

Det var svært at forstå, at vi havde vundet, og jeg spurgte mig selv, om det virkelig var dét.

Og ja, det var det. For vi havde jo vundet. Nok havde det nye hus en knap så romantisk historie som det gamle på Jagtvej, men med årene fik det sjæl, og i dag rummer det alt fra punkfestivaler til børnefastelavn.

Ud af et nederlag på Nørrebro voksede en succes frem i Nordvest.

Bevægelsen, derimod, forsvandt. Selv om der eksisterer et væld af mindre grupper, der deler ånd med ungdomshusbevægelsen, er den store samlende enhed fortid – i hvert fald set ude fra. For mig er årsagen klar. Det handler ganske enkelt om, at få sociale bevægelser i det postmoderne Danmark har kunnet formulere et budskab, der var lige så klart, som ungdomshusbevægelsens var, og samtidig har en krystalklar målsætning. Alle kunne forstå den – og være enige eller uenige, alt efter politisk overbevisning.

Der blev skabt klare fjendebilleder, og der var en bred accept af nærmest enhver form for protest, selv om det dog blev stadig klarere, at et nyt Ungdomshus var uden for rækkevidde, hvis ikke bevægelsen var villig til at justere den strategi.

Tilbage står man med spørgsmålet om, hvorvidt ungdomshusbevægelsen overhovedet skulle mere end indfri det umiddelbare mål, den opstod omkring. Svaret er nok nej. Men alligevel er det et paradoks af de helt store.

Mens nogle – herunder jeg selv – besluttede sig for at kaste energi i det nye Ungdomshus, forsvandt mange og med dem ungdomshusbevægelsen.

Alexander Sjöberg er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Trond Meiring
  • Søren Veje
Mihail Larsen, Trond Meiring og Søren Veje anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Den rebelske ungdom blev tæmmet og MacDonalds på Nørrebros Runddel måtte lukke fordi de samme som beskød den med sten holdt op med at indtage deres burgere der og omsætningen faldt.

Mihail Larsen, Helge Andersen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Den samme mekanik kan se på tværs af stort set alle protestbevægelser. Det er der ikke noge underligt i. Det er sagen, der samler tusinder af forskellige individer, ikke sammenholdet som sådan.
Det gode er så, at hvis en sag bliver 'stor nok' så vil bevægelserne igen opstå. Som foreksempel protesterne mod Trump' indrejse forbud og kvindesyn.
Det, der er en skam er, at i disse tider skal sagen være ret stor førend den kan samle folk, da vi for størstedelen er tilfredse med at sidde på sofaen og lade os fodre med x-Factor. Den hegemoni, der er blevet solgt til diverse befolkninger, lever fedt af den passive underholdningsindustri.

Trond Meiring, Niels Nielsen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Og det var underholdende at se i nyhederne denne her mor hvis lille teenage pige var med i protesten risikerede at få en på hatten af politiet. Det var moar ikke imponeret af og de var nogen strissersvin.

Mand hun genoplevede da godt nok sin teeange tid igennem datteren.