Klumme

Det er urimeligt svært at være den gode ekskæreste

Respekt er ikke bare en følelse; det er noget, man gør. Noget man skal arbejde på, og det er hårdt arbejde. Især, når vi er bange for fremtiden, eller for at fremmede skal invadere noget, som vi tænker tilhører os – om det så er et land eller en ekskæreste
Respekt er ikke bare en følelse; det er noget, man gør. Noget man skal arbejde på, og det er hårdt arbejde. Især, når vi er bange for fremtiden, eller for at fremmede skal invadere noget, som vi tænker tilhører os – om det så er et land eller en ekskæreste

Melissa Kühn Hjerrild

3. februar 2017

Jeg er for nylig blevet ’en single person’. Og noget af det sværeste ved det er egentlig ikke så meget frygten for at blive bitter og ensom. Eller at jeg fortryder så mange ting, jeg kunne have gjort bedre. Eller at min ekskæreste ser ud til at håndtere bruddet bedre end jeg, og måske bliver lykkeligere før mig (hvilket selvfølgelig vil gøre mig jaloux, for jeg er på ingen måde så god, som jeg gerne vil være).

Nej, det sværeste lige nu er, at den respekt, jeg ville ønske, jeg kunne vise hende, kan jeg ikke finde frem. Alle de måder jeg ville ønske, jeg kunne håndtere mine følelser på, som jeg ikke kan finde ud af. At noget af det mest umulige lige nu er at være den gode ekskæreste, som jeg gerne vil være.

Uanset hvor oprigtigt jeg gerne vil, ender jeg med at sidde dér i en stol til en fest, og pludselig højlydt bede hende, der engang var den bedste at være til fest med, om hun ikke nok vil skride. Ikke for at være ond, men fordi jeg lige har følelser. Fordi jeg har drukket. Fordi jeg føler mig såret over noget.

Det værste er, at mens det sker, så ved jeg også godt, at den type bitre og forknudrede person er alt det, jeg ikke vil være, og jeg ved selvfølgelig også, at det på ingen måde gavner min sag, mit humør eller noget andet.

Og så var det sgu, at jeg næsten som Hamlet i akt 1, scene 4 (mens han ironisk nok argumenterer for at gøre op med den danske alkoholtradition) kom til at føle mig som:

»En af disse mænd,/der så at sige stemples af én brist,/ved skæbnens luner,/eller ved at bære naturens liberi, kan ha en dyd,/så ren som himlens nåde, så fuldkommen/som noget menneske kan tænke sig, og dog i andres øjne kendes dømte/ved denne ene fejl.«

Det kunne næsten lyde som en undskyldning for bare at opføre sig som en idiot, fordi det er den andens ansvar at huske, at jeg faktisk er en sød nok person. Men jeg tror, at Hamlets pointe er lige præcis den modsatte. At selv om der kan være alle mulige årsager til, at vi opfører os som idioter – i Danmark f.eks. ofte alkohol – ændrer det ikke på, at andre mennesker altid vil dømme os netop på vores fejl.

Jeg kan føle det her mandede og sårede og besidderiske i mig, en slags hamletistisk brist, som jeg tror, det er vigtigt at være kritisk over for, i stedet for bare at undskylde den med, at den f.eks. er naturlig nok.

Især i et samfund, hvor et af vores største, men også politisk underprioriterede, problemer er vold mod kvinder. Især i en verden, der opfører sig mere og mere som en forbitret og dæmoniserende ekskæreste over for sig selv: institutioner, der går fra hinanden; mennesker, der kræver, at andre mennesker ikke længere kommer der, hvor de allerede er, fordi man selv har mere ret til at være der.

Måske er der ingen verdensvendt pointe i min klumme denne gang. Ingen større pointe, der kan bruges til at forsvare, at det er svært at være så sød og cool og tjekket og respektfuld, som jeg gerne vil være.

Til gengæld er der denne tanke: Hvis vi bruger al vores tid på at hævne uretfærdigheder og følelsen af at være oversete, eller at forsvare en eller anden dum følelse af ære, ender vi med at forære hele kongeriget til Norge.

Måske er det dét, der er vigtigt ved at være respektfuld. At respekt lige præcis ikke bare er en følelse, men noget, man gør, uden at forvente en belønning. At respekt er noget, vi udviser, selv om vi er bange for, hvad der kommer til at ske, og for om nogle såkaldt fremmede skal invadere noget, som vi tænker tilhører os – om det så er plads eller et menneske.

Måske er respekt, noget vi bliver nødt til at praktisere, lige præcis, selv om vi kan være bange for at blive glemt og overset. Det er ikke nemt arbejde. Og derfor tror jeg også, det er vigtigt, at vi lærer at tilgive, hvis det virker kompliceret for de fleste.

Men i en verden, hvor det altid er de få og sårbare, der betaler prisen for forældrenes skilsmisse; i en verden, som skulle tage at gå i parterapi, er det måske på tide at spørge, om det ikke netop er respektens arbejde, frem for kærlighedens, som er det vigtigste.

Det betyder ikke, at vi ikke skal skride fra en fest eller en diskussion, hvis høflighedens arbejde virker nyttesløst, men måske er det vigtigt at trække vejret, så vi i det mindste kan nå at overveje, om det er os selv, der burde skride hjem og slappe af – inden vi tvinger verdens Ophelia’er til at nægte at tage mere pis.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
Niels Roed anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stine Møllegaard

Hej Casper,

Hjertesorg kan være kvælende, og hjertesmerte kan drive een til vanvid. Ideen om den perfekte ekskæreste er fin, og ikke urealistisk, men giv digselv lidt tid til at hele, før du er den gode ekskæreste. Det er OK at aftale en periode, hvor I lige får lagt lidt afstand til hinanden, så hun ikke ligepludselig står dér, og giver dig en masse svære følelser. Når de grimmeste sår er helet, kan man derefter arbejde på at blive gode ekskærester.

Med hensyn til at udbrede (eks)kærestekvaler til en samfundsdiagnose, det ved jeg nu ikke om jeg kan følge. Verden er et betændt sted, lige nu. At dens aktører opfører sig respektløst overfor hinanden, vil jeg gerne medgive dig. Manglen af vilje til samarbejde, at løfte i flok, empati - det er til at få øje på. Men du har netop lysten til respekt, men lige nu er du fyldt med alt andet end overskud - respekten skal nok komme tilbage igen. I samfundet synes jeg det der mangler er endnu mere basalt; at (gen)finde nogle helt basale moralske og etiske værdier, vi alle kan blive enige om, som rettesnor for vor gøren og laden.

Tag en pause. Venskab kan komme når tiden, lysten og muligheden er der. Distrahér dig selv i mellemtiden. Fremfor at læse Hamlet, kan du måske med fordel ty til de gamle filosoffers diskussion af hvad der udgør et sammenhængende, velfungerende, respektfuldt(/etisk?) samfund.
Jeg tror det er på tide at reboote verden.

Og verdenssituationen er måske nok lidt som hjertesorg lige nu - fuldstændig uoverskuelig og kommer vi nogensinde videre herfra? Svaret er altid ja. Et brud i kærlighed er ikke uendelig smerte, Trump er heller ikke. Det gør ondt nu, men forhåbentlig lærer vi noget af det vi har oplevet, og så kvajer vi os forhåbentlig ikke ligeså grælt næste gang. I dén forstand, kan vi sagtens drage sammenligninger mellem dit brud og verdenssituationen.

Kære Casper. Det skal nok blive OK igen.

"Så vi i det mindste kan nå at overveje, om det er os selv, der burde skride hjem og slappe af "
Exactly.
Forleden læste jeg en artikel om Mette Frederiksen, jeg havde lyst til, at kommentere artiklen, men da tænkte jeg, hvorfor skrider jeg ikke hjem og slapper af.
Det er essientiel som menneske, at overgive sig, nogle er så dygtige til den udfordring, at de er uovervindelige.