Kommentar

Vækstens grænser er rykket ind i hverdagen

Det er den brede befolkning, der i hverdagen træffer de beslutninger, som skaber vækst eller det modsatte. Produktiviteten og forbruget er ikke underlagt elitens herredømme, selv om den lader som om
28. februar 2017

Det ligner et paradoks. Alle samfundets mest magtfulde aktører tørster efter vækst, men alligevel har der ikke været et opsving siden finanskrisen. Hvorfor?

Fordi magteliten har mistet grebet om samfundet. De taler med hinanden og derudover i stigende grad for døve øren. Der er opstået et slags parallelsamfund: Den medievirkelighed, vi alle kender, og så den hverdag, de fleste af os lever i.

Vækstens grænser er fraværende i medievirkeligheden, men i hverdagen forholder det sig helt modsat. Billedet fra 1970’erne er blevet vendt på hovedet.

Vækstkritik i nye klæder

Vækstdebatten i 1970’ernes Danmark udspillede sig i offentligheden og havde stor gennemslagskraft i medierne.

Den vækstkritiske bog Oprør fra midten solgte i enorme oplag, og Grænser for vækst blev en international bestseller. Vækstkritikken havde grobund langt ind i Socialdemokratiet, der i sit principprogram fra 1977 skrev, at »et samfund med øget livskvalitet« kræver, »at den økonomiske vækst begrænses«. Vækstmodstanden i 1970’erne var højlydt og ekstrovert. Den tog form af protester og bevægelser, der rejste systemkritiske krav.

Billedet begyndte at ændre sig i 1980’erne, og vækstkritikken forsvandt fra mediernes dagsorden i 1990’erne. Den forsvandt imidlertid ikke helt, den ændrede karakter.

Siden 1990’erne har modvækst været spredt og diffus. Den aftagende vækst er resultatet af en myriade af ukoordinerede handlinger, en form for populærkultur. Det er en proces, hvor væksten stoppes eller ligefrem er negativ, idet den brede befolkning i stadig større grad udvikler værdier og praksis, hvor vækst ikke er afgørende.

Efter finanskrisen har modvækst mest af alt at gøre med en masse mennesker, der forsøger at klare sig og forbedre kvaliteten i hverdagslivet og for miljøet sammen med familie, venner og netværk i et samfund, der i stigende grad er larmende og sløret.

Modvækst er tit også et stille opgør med det støjende mediebillede og den ekstroverte politiske kultur. Det har meget lidt at gøre med store tænkere, dedikerede aktivister, stjernepolitikere eller medieberømtheder. Og det er den brede befolkning, der i hverdagen træffer de beslutninger, der skaber vækst eller det modsatte.

Produktiviteten og forbruget er ikke underlagt elitens herredømme. Selv om det ser sådan ud i medievirkeligheden.

Modvækst i skyggen

I medierne er det den forsvundne vækst, der konstant belyses. Den er synlig og gennemsigtig. Tallene kommer regelmæssigt fra Danmarks Statistik, og politikere og økonomer konfronteres derfor konsekvent med den fraværende vækst.

De reagerer så med detaljerede planer og reformer samt nye prognoser, der ser vækstens genkomst lige rundt om hjørnet.

Modvæksten står helt i skyggen. Den er usigtbar og gådefuld. For magteliten er modvækst intet andet end det forvrængede spejlbillede af den forsvundne vækst. I det fremherskende mediebillede er modvæksten usynlig, mørkelagt, meningsløs.

Det handler om, at vækstens institutioner og identiteter vedholdende mister den opbakning og legitimitet, som vækstsamfundets herredømme hviler på.

Institutionelt er det velfærdsstaten, virksomhederne, de politiske partier, videnskaben og fagbevægelsen, der mister opbakning. Samtidig mister vores identiteter som lønmodtagere, forbrugere, vælgere og forgældede den legitimitet, der er essentiel for vækstsamfundet.

Fundamentet smuldrer, og systemet forfalder. Udviklingen i Danmark og de andre rige lande i disse år minder om optakten til Sovjetunionens fald.

Det var ikke en samlet bevægelse eller et ekstrovert oprør, der fik Sovjetunionen til at kollapse. Det var tiltagende modstrid mellem et system af institutioner uden legitimitet og en befolkning, der i stigende grad levede deres liv uafhængigt af systemets identiteter og forskrifter.

Nu er det vækstsamfundet, der er ved at falde sammen under sin egen vægt. Og indsatserne er forøget. I forbindelse med Sovjetunionens fald kunne et andet system, den nyliberale kapitalisme, udfylde tomrummet. I dag er krisen global, og der er intet alternativ til den herskende sociale orden.

I 1970’erne var mange bombesikre på, at et helt nyt og meget bedre samfund ventede. De tog fejl. Ingen aner, hvor samfundet er på vej hen. Der er kun potentialer, som kan udnyttes, og alternativer, som kan udvikles. Det foregår i praksis og handler om hverdagen. Her og nu.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Søren Roepstorff
  • Peter Knap
Niels Duus Nielsen, Søren Roepstorff og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Weber Fritsbøger

er jo egentlig logisk at vækst ikke længere giver mening, først og fremmest fordi den tilfalder de grupper, som i den grad allerede har alt for meget, og slet ikke ender hos dem som faktisk har udækkede behov, derudover er det ved at gå op for mange at større huse og større biler, slet ikke gør livet bedre snarere tværtimod, og når så oven i det hele vi efterhånden alle kan se at miljøet slet ikke kan tåle det niveau af menneskelig aktivitet vi har nu, bliver det indlysende at væksten er en temmelig dårlig ide, og at det der i stedet er brug for er en langt mere retfærdig fordeling, af en velstand som bør finde et noget lavere men bæredygtigt niveau, hvor naturen på hele kloden kan fungere og vedblive med at skabe grundlag for menneskets overlevelse.
jeg ved ikke om dinosaurernes uddøen var selvforskyldt, men jeg kan se at det risikerer menneskets at blive.

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Søren Roepstorff, Peter Knap og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Vi er fuldstændig fokuseret på vækst også i dag. Nu vokser voresten løn endelig igen. Hurra, hurra.
Vores største byer vokser, så det må godt i disse byer og skidt i landdistrikterne, hvor spøgelseshuse huserer.
Alle forsøg på at ændre det slår fejl, for hele vores tilværelse er bygget op på en penge-ide, der kræver konstant vækst. Vi skal ud over at forsyne samfundet med tilstrækkelige midler konstant frembringe 5 til 10, ja op til 20, 30 40 50 procent ekstra til "renter". Kan vi ikke skaffe disse pressepenge, ender vi i rendestenen.
Vækst er nødvendig, hvis vi skal opretholde det nuværende pengesystem, og det bliver bakket op af de stærkeste militærmagter i verden.
Det rigtig grimme problem er, at dette menneskeskabte 1000 års rige kører os alle i fuld fart ud i en afgrund, vi sikkert ikke kommer op af igen.

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Peter Nielsen (RUC) en omgang vrøvl fra ende til anden, det er på tide, at kalde en spade for en spade?

De store internationale virksomheder understøttes i nye frihandelsaftaler, er det de største virksomheder, der ikke betaler skat, der har de største økonomisk gevinst, da de benyttet off-shore skatteunddragelse konstruktioner.

Resultatet af manglende skatteindtægter, bliver velfærdssamfundet og de sociale sikkerhedsnet svækkes, skoler, sygehuse og vejet mm. mangler finansiering og antallet af socialt udsatte stiger tilsvarende.

De er har job, må se deres ansættelsesforhold bliver mere usikre og lønninger er stagnerende og på sigt faldende, i global konkurrence og i takt med usikkerheden for medarbejdernes ansættelsesforhold stiger, stiger sygdom og en nedadgående spiral er skabt.

Folk er gældsatte og de spare op.

Fakta om frihandel og koncentration af velstand.

"200 mennesker forvalter med deres respektive firmaer omkring 47 billioner dollar svarende til 60 procent af verdens samlede BNP."
Link: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/02/taler-saa-kapitalis...

Normalt læser jeg Peter Nielsens indlæg med udbytte. Denne gang er det anderledes. Jeg ser en temmelig slap analyse, som er genialt ved siden af.
Jeg foreslår PN at analysere de danske saldi, der beskriver opsparingen af de private og af erhvervslivet, import-/eksportdifferencen og den offentliges opsparing eller gæld og tegne dem op i et diagram gerne med data siden gerne 2000, starten af Euro-regimet. Derefter vil der kunne uddrages noget væsentligt om, hvad der er årsagen eller årsagerne. Jeg henviser til en artikel på www.makroskop.eu af 20. sept. 2016 med titlen: "Warum erschiesst man tote Schweine", af Prof. Heiner Flassbeck, tidligere UNCTAD cheføkonom.