Kommentar

Det skal være forbudt at lade børn være vidner til vold

Børn tager skade af at se hjemmets voksne slå hinanden. Derfor bør vi som i Norge indføre et forbud mod vold i børns nærvær og give børn, der er vidner til vold, ret til behandling, der virker
Børn tager skade af at se hjemmets voksne slå hinanden. Derfor bør vi som i Norge indføre et forbud mod vold i børns nærvær og give børn, der er vidner til vold, ret til behandling, der virker

Daniel Hjorth

9. februar 2017

En anspændt stemning af frygt for at udløse et raserianfald ligger som en tyk dyne over hjemmet. Det er som at træde ind i et minefelt at træde ind ad døren. Man må være årvågen. Opmærksom på næste angreb. Sådan fortæller børnene i vores projekt Ud af Voldens Skygge for voldsudsatte kvinder og deres børn.

Vi har givet børnene stemme i vores netop offentliggjorte rapport, Voldens Børn, hvor Marie på 14 år om sin far siger:

»Hvis vi fik gulvet til at knirke på det forkerte tidspunkt, så flippede han helt skråt.«

En anden fortæller om en voldsom episode, hvor mor var blevet stukket med en kniv:

»Jeg fik et chok. Mit hjerte bankede rigtig meget, fordi min mor kom ind med blod ud over det hele. Og lige pludselig hørte jeg politiet. Det var mærkeligt, at det skete i vores lille familie.«

Lange skygger

Det er hårdt for børnene at være i volden. Men at være vidne til vold kaster også skygger langt ind i børnenes liv. Også selv om de ikke selv bliver slået. Det viser en ny SFI-rapport Børn, der oplever vold i familien, lavet for Mødrehjælpen med Egmont Fondens støtte.

Af den fremgår, at børn fra voldsramte familier dobbelt så ofte anbringes uden for hjemmet som andre børn, de bliver ramt af posttraumatisk stress halvanden gang tiere og lever kortere. De klarer sig også ringere i skolen. De kan ikke koncentrere sig og er trætte. For når klammerierne begynder i stuen om aftenen, lytter de fra deres senge. Eksploderer det hele om lidt? Skal vi på skadestuen i nat?

Godt en af 20 børn, svarende til mindst ét barn i hver klasse, oplever vold i hjemmet, før de fylder otte år. Og her er kun tale om toppen af isbjerget, nemlig fysiske voldsepisoder, som har ført til sigtelser eller skadestuebesøg. Dertil kommer et stort mørketal af uanmeldt og psykisk vold.

Volden har en høj pris, både menneskeligt og for samfundet. Den koster 200.000 kroner per barn i anbringelser, forebyggende foranstaltninger og behandling frem til det fyldte 15. år, viser SFI-rapporten.

I vores naboland Norge, er man meget bevidst om, hvor svære problemer vold i nære relationer afføder på sigt. Her betragtes vold som et folkesundhedsproblem, og i 2017 alene er der afsat 200 millioner kroner til området. Til sammenligning er der herhjemme, hvor befolkningstallet er lidt højere, afsat 65,6 millioner kroner fra satspuljen i årene 2017-2020.

Styrk indsatsen

Vi er nødt til at gå stærkere til værks i indsatsen imod vold. I Mødrehjælpen har vi tre konkrete forslag:

For det første skal vi som i Norge kunne dømme voldsudøvere for at lade børn være vidne til vold. En kriminalisering vil have stor signalværdi, ligesom da vi afskaffede revselsesretten. Vi skal vise børn, at vi passer på dem, og understrege over for forældrene, at voksnes vold også rammer børnene.

For det andet skal vi blive langt bedre til at hjælpe voldsudsatte børn og deres familier. I Mødrehjælpen har vi specialiserede, forskningsbaserede indsatser med højt kvalificerede medarbejdere. Det samme har Dialog mod Vold. Vi kan dokumentere, at vores indsats virker. Børnene får barndommen tilbage. Men kun få børn kan komme med i disse programmer. De findes få steder i landet og har ofte lange ventelister.

Der er ikke behov for lovgivning på dette område, for kommunerne har allerede pligt til at hjælpe voldsudsatte børn, lyder socialministerens svar. Det er formelt set rigtigt. Men i praksis får børnene ikke kvalificeret hjælp.

Efter ti års snak om øget fokus på effekter af socialt arbejde, har vi til gode at se bare ét bevis for positive effekter af kommunal hjælp til voldsudsatte børn. Vores appel til socialministeren lyder: Lad os hæve ambitionerne og sikre, at alle børn kan få en virksom hjælp.

For det tredje skal vi udfordre vores forståelse af vold. Psykisk vold er lige så skadelig som fysisk – i mange tilfælde værre, fordi den er personlighedsnedbrydende. Alligevel bliver psykisk vold taget langt mindre alvorligt. Erfaringer fra såvel Norge som England, hvor psykisk vold også er kriminaliseret, viser, at det godt kan lade sig gøre.

SFI-rapporten er »hjerteskærende læsning«, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K). Det samme er fortællingerne fra de voldsudsatte børn. Vi ved, at vold går i arv. At voldsudøvere ofte selv er vokset op med vold i hjemmet. Lad os stoppe volden. Lad os begynde med børnene.

Mads Roke Clausen er direktør i Mødrehjælpen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Anker Nielsen
  • Carsten Munk
  • Anne Eriksen
Niels Duus Nielsen, Anker Nielsen, Carsten Munk og Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan umuligt fjerne vold fra børns liv.
Vold er en del af livet, og man kan højst forsøge at beskytte børn imod de værste følger.

Det der burde være nemmest, at fjerne samtlige volds-film fra hylderne, kan vi vist godt blive enige om, er umuligt.

At fjerne børn fra "volds-hjem" skaber istedet en barndom som andenrangs-borger, i familiepleje, for det fjerned barn.
Barnet ved det ikke "hører til" i den anbragte familie, hvor der jo er "rigtige" børn der "hører til", og vil derfor føle sig som andenrangs-menneske.
Desuden vil børns forældre ALTID være det bedste sted for børn at være (UANSET).
Er der problemer med vold eller alkohol i hjemmet, kunne kommunerne for en brøkdel af hvad familiepleje koster, tilknytte noget personale til de lidende familier, og på den måde holde de involverede børn i deres eget nærmiliø, hvor de har deres venner og dagligdag.

Johnny Winther Ronnenberg

nils valla
09. februar, 2017 - 14:41

Jeg er ingen tilhænger er tvangsanbringelser, men jeg kender nødvendigheden af det som tidligere SSP medarbejder og jeg har som front medarbejder selv været nødt til at starte en sag for mange år siden, da en stor knægt bankede på min dør sent om aftenen. Jeg ringede til min chef efter jeg havde hørt historien og hun ringede til den sociale døgnvagt for at sikre, at jeg kunne beholde ham natten over inden hun kom forbi mig, så vi kunne tale ham ned i fællesskab. Næste dag kom døgnvagten og hentede ham og kørte ham til en døgninstitution, fordi de var enige med os i vores vurdering.

Den sag nager mig stadig, dels fordi vi ikke så tegnene i tide og fordi jeg føler at samarbejdet med skole og socialforvaltningen kunne have været bedre end det var. Men det var og er et tungt system hvor beslutnings kompetencerne ligger flere led væk.

Jeg kan ikke se hvad vi kunne have gjort anderledes, for vi brugte de muligheder vi havde, det er ikke mit indtryk at systemet er blevet nemmere at manøvrere i.

En anden gang indberettede vi en sag og der gik seks måneder før vi hørte fra socialforvaltningen. I den slags sager er man ret hjælpeløs og ret frustreret.

Nils Valla:
Nej vi hverken kan eller skal fjerne volden fra børns hverdag, men i stedet forklare hvad der sker rundt om i samfundet, og meget vigtigt: volden skal ALDRIG være indenfor hjemmets 4 vægge.
Og nej, børn har det ikke altid bedst hjemme hos forældrene, det kan også læses af deres egne udsagn, og i den i øvrigt fine artikel, som sagtens kan tåle en genlæsning.

Hvem får kvalificeret hjælp i dag - ikke mange - sandelig ikke børnene. Psykisk vold er værre end fysisk - kan man undgå det ved regler?, nej. Kan man have uddannede folk, der kan? - ja, det vil man bare ikke betale for.
Tværtimod presses familier med problemer mere end nogensinde - læringen er - at intet positivt kommer ud "effektiviseringer og sparekrav" - Og så kan man klage sin nød over "de offentlige udgifter" oveni, møgsamfund!

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvordan skal sådan en lov rent praktisk håndhæves - og hvor lang tids forældelsesfrist skal der være?

Jeg er efterhånden ved at miste overblikket over alle de regler og love der findes i Danmark - i en grad så jeg er sikker på hver eneste dag at være kriminaliteten mere end nær. Jeg tror ikke kriminalisering er nogen god løsning på et komplekst problem. .

Johnny Winther Ronnenberg.
SSP-medarbejdere er uundværlige.

Lone Hansen.
Ja, som tingene er idag, kan det være svært at få øje på hvorfor børn altid er bedst tjent med egne forældre. (vi har jo ingen langtids-planer for folks liv).
Men jeg mener heller ikke man bare skal lade stå til, men tilknytte noget hjælp (ekspertise) til de skadelidte familier, så børnene i det mindste forbliver i nærmiliøet med venner og skole og ikke mindst kan nyde godt af forældrenes oprigtige kærlighed, når den er der.
Tag ikke fejl, selv forældre der er alkoholiseret, misbruger deres børn seksuelt eller voldeligt har kærlighed til deres børn.
I alle tilfælde vil det kun være halvt udført arbejde kun at hjælpe børnene, da forældrene dybest set er lige ulykkelige.