Indsættelsen af Trump som USA’s præsident er i Information som i det meste af den amerikanske og europæiske intellektuelle elite blevet mødt af en bashing-kampagne, der som et særligt højdepunkt har peget på, at Trumps talsmand nyligt brugte udtrykket alternative facts i et svar i den noget absurde debat om, hvor mange mennesker, der i Washington mødte op for at overvære Trumps indsættelse. Journalisten, som spurgte, råbte i stor ophidselse: »Der er ingen alternative facts, der er kun facts, kun en sandhed.«
Er det nu også sandt? Sandheden er relativ, den formuleres i et sprog, der forbliver tvetydigt. Såkaldt videnskabelige fakta er foreløbige antagelser, der stort set altid må revideres.
I politik er såkaldte fakta, især økonomiske, en væsentlig del af den dominerende diskurs. Tankevækkende har den belgiske, post-marxistiske sociolog Chantal Mouffe for tre årtier siden defineret ’populisme’ som et opgør med den dominerende politiske diskurs.
Siden jeg for snart 17 år siden skrev min bog De overflødiges oprør, har jeg hyppigt henvist til Mouffe, hvis definition jeg finder mere relevant end den, der betegner det frembrydende oprør mod den herskende orden som ’højrepopulisme’ og associerer den med racisme og nazisme, som det skete i en fremtrædende placeret helsides-klumme i Information i fredags (3. februar).
De populistiske bevægelser i de vestlige demokratier legemliggør en krise for de liberale demokratier. Udfordringen er at møde oprøret uden demokratiske tilbageskridt, som det i ikke ringe grad hidtil er lykkedes med Dansk Folkeparti her i landet.
Socialdemokratisk optur
Som Mouffe i et nyligt foredrag i Spanien har peget på, har de vestlige demokratier i forrige århundrede været præget af en politisk kamp mellem to af demokratiets modsætningsfyldte, men centrale bestanddele: Frihed og lighed.
I hovedsagen har borgerligt-liberale partier kæmpet for frihed, især økonomisk frihed, mens socialister på venstrefløjen har kæmpet for højere grad af lighed. I slutningen af århundredet blev dette billede i betydelig grad mudret.
En central begivenhed var Sovjet-imperiets fald. Skønt meget store dele af den europæiske venstrefløj i årtier havde vendt sig stærkt kritisk mod den ’virkeliggjorte socialisme’ i Sovjet, havde den bevaret en kritik af det frie marked. Blandt andet af den grund blev venstrefløjen bærende i modstanden mod EF og EU i 1970’erne og 80’erne.
Men Sovjet-imperiets fald var måske ikke mindst et definitivt nederlag for en politisk styret planøkonomi. I årene efter bevægede vestlige socialdemokratiske partier sig i retning af en afgørende, uforbeholden markedsaccept, som det fandt udtryk i Tysklands Helmuth Schmidts ’Neue Mitte’ og Tony Blairs britiske ’Tredje vej’ – og herhjemme i Nyrup-Lykketofts linje efter Schlüter.
I første omgang gav det de europæiske socialdemokratier bredere tilslutning, og der kom til at herske socialdemokratiske regeringer i det meste af Vesteuropa i 1990’erne.
Venstrefløj uden svar
Da det 20. århundrede randt ud, var det slut. En nyliberal verdensorden blev dominerende, økonomien globaliseredes, og konkurrencestaten blev født.
Faktisk blev finanskrisen i 2008 en bekræftelse af den nyliberale orden. Venstrefløjen var reelt uden noget alternativ og havde ikke mange andre bud på kritik end at råbe »grådighed« efter finansverdenen.
Men grådighed er selve drivkraften i en markedskapitalisme, en disciplineret grådighed har bragt store fremskridt og løftet meget store dele af menneskeheden ud af fattigdom – med Kina som de seneste årtiers mest markante eksempel.
I Vesteuropa og nu også i USA voksede en dyb bekymring og utryghed ved globaliseringen frem i store dele af befolkningerne. Ikke mindst i de første tiår af dette århundrede voksede uligheden i den vestlige verden. Og store befolkningsgrupper oplevede et tab af identitet og nationalt fællesskab, der tidligere havde givet tilværelsen mening og fremtidshåb.
Den herskende elites samlede bekendelse til ’den nødvendige politik’ søgte at fortrænge uroen ved den hastigt voksende immigration og EU-samarbejdets afvæbning af nationale parlamenter, institutioner og folkelige fællesskaber.
Nødvendighedens magt
Som Mouffe har påpeget, har den liberalt-demokratiske sproglige formulering af den nødvendige politik i årtier været et vellykket magtinstrument til at undertrykke modsætningerne inden for demokratierne. Det demos eller folk, som jo sprogligt er demokratiets base, blev ifølge Mouffe til »en zombie-kategori, og det er netop årsagen til, at vi i dag lever i postdemokratiske samfund.«
Derfor er nye populistiske bevægelser i hastigt stigende omfang vokset, netop bag ledere, der har brudt den herskende politiske diskurs med en direkte tale til folket, ofte i former, som har været dybt kontroversielle og stødende for de dominerende politiske, økonomiske og kulturelle eliter, som tilfældet var med Pia Kjærsgaards ’tone’ i debatten og Trumps alternative fakta og andre udskejelser både før og efter valgsejren. Men ved den uforfærdede tilsidesættelse af den herskende diskurs spilleregler har de vundet store befolkningsgruppers tillid.
Det er i de nationale fællesskaber, at den største lighed er blevet opnået. Det gælder både økonomisk lighed, men også lighed mellem kønnene. Derfor er der logik i, at mindre privilegerede er dybt skeptiske over for globalisering og ’multi-etniske samfund’.
Kun i nationale, folkelige fællesskaber har det været muligt at udfolde modsætningerne mellem frihed og lighed. Kun i etnisk homogene samfund – som de skandinaviske – er det lykkedes at etablere velfærdsstater, hvor modsætninger har fundet en løsning gennem forhandling og kompromisdannelse.
Demokratisk nybrud
At møde de fremstormende national-populistiske bevægelser med tilsvining, dæmonisering og demonstrationer er ikke vejen frem.
Derimod er der grund til at vise respekt og forhandlingsvilje over for det demokratiske nybrud. Om den moderne venstrefløj kan bidrage hertil, er for mig at se tvivlsomt.
Efter at troen på en politisk styret anti-markedsøkonomi er tabt, har venstrefløjen først og fremmest kunnet tilbyde sine relativt privilegerede vælgere en følelse af moralsk overlegenhed ved at bekende sig uforbeholdent til nogle abstrakte menneskerettigheder, at være ’god ved de fremmede’, at ville ’fred’, ’rent miljø’ og ’økologisk kost’. Venstrefløjen har i deres vælgerkorps næsten helt mistet kontakten til resterne af arbejderklassen og de mindre privilegerede.
Til gengæld er der en mere konstruktiv reaktion at spore i udmeldinger fra dette lands regeringsbærende partier, Venstre og Socialdemokratiet. Løkke Rasmussen talte både ved sin præsentation af trepartiregeringen og i sin nytårstale om at gøre »alle til globaliseringens vindere«, selv om hans mere konkrete politiske forslag synes vanskeligt gennemførlige.
Mette Frederiksen har her i avisen talt om »en syg kapitalisme«, men også uden særligt overbevisende strategier for at gøre op med sygdommen. Hos begge partiledere anes dog en realistisk forståelse af, at populismefremmarchen må tages alvorligt.
Det liberale demokratis verdensorden er i krise. Løsningerne ligger ikke lige for. De populistiske bevægelser er sammensatte, savner i høj grad et fremtidsperspektiv og tenderer mod først og fremmest at ønske sig fortiden tilbage.
Men fundamentalt er der noget opløftende ved, at utrygge, underkuede globaliseringstabere reagerer politisk og får mulighed for at indtræde på den demokratiske politiske arena for forhandling og kompromisdannelse med en vilje til fremtvinge nye balancer mellem frihed og lighed.
Erik Meyer Carlsen er journalist og forfatter
Oprøret
Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.
I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?
Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.
Seneste artikler
Populismen har på dødbringende vis udstillet kløfterne inden for venstrefløjen
2. marts 2017Alt er sort og hvidt på den hollandske venstrefløj: Enten er du for indvandring og EU, eller også er du fascist og globaliseringsangst. Splittelsen rammer især socialdemokraterne, siger debattør René Cuperus om sit eget parti, der står til katastrofevalg 15. martsDet franske valg er Europas Stalingrad: Vinder Le Pen, kan EU gå i opløsning
24. februar 2017Brexit og Trumps valgsejr har ’normaliseret’ højrepopulismen og øget risikoen for Marine Le Pen som fransk præsident, mener den britiske historiker Timothy Garton Ash. Det haster for centrum-venstre at finde bedre svar på tillidskrisen – og det starter med, at man begynder at lytteItalienerne har al grund til indignation, men oprøret er uden fortrop
23. februar 2017Italienerne har bedre grunde til at gøre op med tingenes tilstand end andre EU-borgere, men også sværere ved at organisere alternativer. Samtidig har de italienske partier længe været blandt populismens mest avancerede laboratorier, som efterlignes i andre lande
"Men grådighed er selve drivkraften i en markedskapitalisme, en disciplineret grådighed har bragt store fremskridt og løftet meget store dele af menneskeheden ud af fattigdom – med Kina som de seneste årtiers mest markante eksempel."
Det siger alt, om 'alternative fakta' eller kortsigtede økonomiske interesser, om man vil.
Kapitalismen har løftet millioner ud af fattigdom - hvor socialistisk produktion ville have løftet ALLE ud af fattigdom. Se der i ligger en væsensforskel!
Forkast kapitalismen, den har udspillet sin rolle - vi har tilstrækkeligt med produktionsmidler til at vi her fra klarer den med en anden - og bæredygtig - udvikling.
Kapitalismen smadrer vores fælleseje, for at berige de få.
Hvis vi nu tænker os, at den socialistiske lighed mirakuløst skulle vinde, og man samtidig skulle sikre sig en fortsat eksistens her på Jorden, på hvilket materielt niveau ville det så blive? Det hører man aldrig noget om, og det er klart, for det ville blive på et meget lavere niveau, end det nuværende.
Liberalisterne lover et højere niveau, der 'sælges' som vækst og arbejdspladser. Arbejderpartierne kan ikke 'sælge' det, der bør hedde rigtig bæredygtighed, for ingen vil gå ned i komfort af enhver slags. Set ud fra naturens synspunkt er det lige meget, hvem der vinder, for den taber.
Naturen er ikke en fremmed ting på den anden side af Jorden. Den er her. Hvor mange har forstået det? Det står mig ikke klart efter læsningen, om EMC. har forstået det.
Er sandheden ikke, at den kapitalistiske økonomi har udviklet sig MATERIELT På en sådan måde, at den har gjort det umuligt for det enkelte menneske, at gennemskue hvad der er årsag og hvad der er virkning. Som nævnt af Niels-Simon er dette materielle niveau klart uholdbart. Men det materielle INDHOLD er bevidstheds- og samfundsnedbrydende. Den fysisk-geografiske form for det højtudviklede samfund er præget af koncentration og opsplittelse. Økonomiske, politiske og offentlige centre og institutioner er adskilte, uden nævneværdig kontakt mellem de eliter, der driver dem. For den enkelte og familierne betyder det et dagligliv præget af placeringen i dette mønster samt et krav om parathed til forskellige grader af daglig, fysisk mobilitet, med ikke erkendte bevidsthedsmæssige konsekvenser. Ikke mindst på mikroniveau, i vores daglige forbrug af de produkter, som markedet tilbyder os, sker der ændringer af vore livsbetingelser, med konsekvenser for vore værdier og vore evner til at reflektere over tilværelsen. Derved undergraves forudsætningen for egentlig politisk stillingtagen. Utilfredshed kommer til udtryk som ubestemte og usammenhængende reaktioner . Såvel blandt eliter som almindelige borgere. Alt imens den kapitalistiske økonomi ufortrødent og uforstyrret arbejder videre. Jeg går lidt mere i detaljer her under titlen 'Demokratiets opløsning' www.bricklayeribj.blogspot.dk
Nye mål, nye værdier, fri mulighed for at udvikle individdet i tryghed og anderkendelse af individdets resultater, ikke den opnåede rigdom.
Fokus kan fjernes fra økonomi og materialisme hvis man vil det.
Tænker John Christensen mon på Venezuela, Cuba, Zimbabwe, det gamle kommunistiske Kina eller de gamle østbloklande hvor varemanglen er/var kronisk?
Et enkelt konkret eksempel på et land i historien hvor "socialistisk produktion" har givet velstand kunne i denne sammenhæng være rart.
Lige på sømmet, helt enig
Det er lidt påfaldende at Erik Meyer Carlsen (hypotetisk?) kritiserer 'den moderne venstrefløj' for, må det samlet antages, ikke at være parat til at 'møde oprøret uden demokratiske tilbageskridt' - mens de regeringsbærende partier, som Carlsen i øvrigt ser positive takter fra, skoser venstrefløjen for at løbe populistismens uansvarlige ærinde, når/hvis den f.eks. fastholder sin historiske kritik af EU, NATO og frihandel.
Idéen om venstrefløjen som en samfundsforandrende kraft er en illusion der ikke vil dø. Gammel vin på nye flasker. Ideologien er ubrugelig, den har haft sin tid. Lad os se virkeligheden i øjnene og komme videre
@Martin Lund
Danmark ?
// Jesper
Respekt for naturens iboende lovmæssigheder, dvs den permakulturelle forståelse af altings forbundethed, er det parameter, som fuldender den ligning, der bør ligge til grund for administrationen af fællesejet.
Tillader mig at kopiere eget indlæg fra tråden om 'venstrefløjen der har lyttet alt for længe' :
"Niels : "Produktionsmidler er alle de ting, der indgår i en produktion. Naturressourcer (landbrugsjord, olie og gas, malm, korn, køer osv. etc.), maskiner og værktøj, der bearbejder disse ressourcer, bygningerne som disse maskiner står i, osv. etc"
Min påstand er, at hvis naturens iboende lovmæssigheder, de permakulturelle principper, respekteres, så vil de afsmittende effekter som ringe i vandet påvirke hele samfundets proces, og tvivlsspørgsmål om ejendomsret dermed fordufte som hvid røg.
Jeg har ikke brug for at eje noget som helst, så længe mine essentielle behov er dækket, og så længe jeg kan se, at administrationen af fællesejet er i overensstemmelse med de permakulturelle principper - hvilket er den iboende ratio, som derfor ikke kan diskuteres, man kunne med lidt sofisteri kalde det for ’åndedrættets diktatur’.
Det burde derfor være indlysende for alle, at evt tvivlsspørgsmål må afgøres i overensstemmelse med de permakulturelle principper, som viser os, at det er samarbejde, der i sin yderste konsekvens betyder ’survival of the fittest’, ikke indbyrdes konkurrence, der, som det ses, er reptilernes og kannibalernes festmåltid.
Vores chance er at omstille til et mindre primitivt bevidsthedsniveau. Det er så det, vi er i gang med."
Randi - i al elskværdighed
Du bruger udtrykket 'permakulturelle principper' lige så besværgende som i tidligere tid betonkommunister henviste til 'marxismen-leninismen'.
Problemet findes i afsnittet om antagelsen af markedsovertroen i 90erne: der var ingen grund til, at de blandingsøkonomiske systemer i især Skandinavien skulle begynde afviklingen af alt det, der havde skabt frihed, lighed og solidaritet som samfundets grundlag.
For de er netop ikke, i modsætning til liberalisternes selvmodsigende 'filosofi', modsætninger, men forudsætninger for hinanden: uden frihed, ingen lighed, uden lighed, ingen solidaritet, uden solidaritet, ingen frihed. Kun hvis man betragter økonomi som en frihed - det er det ikke, det er et slaveri, bundet i hierarkier - går ligningen ikke op.
Så der er kun et probat middel imod den igangværende slavegørelse af almindelige mennesker, som den kulsorte, reaktionære overklasse står for: universelle rettigheder i et velfærdssamfund, der tvinger økonomien til at stille sine ressourcer til rådighed for fællesskabet. Det er jo også det, der er formålet - mens det at producere værdi er midlet.
Men det fører heller ikke til noget godt, at de national-populistiske partier puster til angsten for de fremmede. Venstrefløjen bør derimod formulere veje til bedre omfordeling, til nyt liv i landområder, bedre fordeling af arbejdet, og frihandel, der reguleres efter borgernes og naturens behov, ikke kapitalens (dvs. den rigtige form for globalisering) .
Martin Lund...........Ja, der er jo ikke andre lande som har virkliggjort socialisme i større eller mindre grad. Ungarn og Tjekkoslovakiet fungerede vist bedst, men også Cuba ser ud til at klare sig ret godt.
Varemangel var en udfordring i de gamle Øst-blok lande, som ikke (nødvendigvis) vil opstå i dag hvor produktionsmidler og distributionskanaler er langt bedre udbygget end tidligere.
Jeg ser heller ikke (nødvendigvis) socialismen som eksisterende i ét land - i konflikt med magthaverene i alle andre (kapitalistiske) lande (1917 - 1989).
Kan du (Martin Lund) så nævne et eneste land på kloden - som producerer/forbruger på et ægte bæredygtigt grundlag?
Ellers er vi jo lige vidt.
Jeg opgiver ikke at kalde "barnet" socialisme - fordi det giver håndgribelige ideer om, hvad der er tale om.
Målet er et økonomisk system, hvor den enkelte yder efter evne - og nyder efter behov (Marxistisk reference!).
Før vi når dertil, vil vi skulle yde efter evne og nyde efter indsats.
Producere efter behov, ikke for profit!
Kapitalistisk produktion (varer og produktionsmidler) skaber enorm overproduktion, og det kan vi ikke blive ved med på grund af ressourceknaphed!
Hvis du kan dokumenterer,at det ikke spiller nogen (nævneværdig) rolle, så gør det venligst - Martin Lund.
Min første kommentar - skulle sætte fokus på - det mærkelige i, at fremstille kapitalismen så positivt: "millioner trukket ud af fattigdom", samtidig med at kapitalisterne (nogle få), nu ejer mere end den ene halvdel af verdens befolkning - til sammen. Produktion og forbrug er nu ved at kvæle kloden i skidt og møg. Hu hej hvor det går!
Mig bekendt blev regulering på flere måde indført som følge af tredivernes krise. De forsvandt igen . Hvorfor og ved hvem ?
Leo Nygaard
.....her er et hint. Se på hvem der slog Nazimen tilbage, og du har svaret på hvorfor der kunne opnås kompromisser!
Spøgelset hed - KOMMUNISMEN,
Da "bæstet" var sat skakmat, kunne dereguleringen tage sin begyndelse med Reagan og Thatcher.Resten er historie.
Det er heldigvis ikke at spørgsmål om enten eller, men både og.
Menneskene og naturen har brug for mindre frihandel.
Tankevækkende og god artikel, der har sendt mig i tænkeboksen. Problematikken og retorikken er en anden hos de nye nationale grupper, end i arbejderbevægelsen for 100 år siden, MEN...
- Ér det en ny udgave af den gamle arbejderbevægelse, altså manden på gulvet, der nu har rejst sig og kræver forandring?
- Er kravene præcis de samme som for 100 år siden, nemlig ordentlige levevilkår?
- Har de opdaget liberalisternes ødelæggende forveksling af penge og livskvalitet?
- Har de opdaget, at de gamle arbejderpartier enten er flygtet til højre, eller er blevet til akademiske dilletantforeninger?
- Dengang, for 100 år siden, var knyttede næver, vold og larm i gaderne også en del af kampen.
- Dengang var det etablerede borgerskab også rystede i deres grundvold.
- Dengang tog man dem heller ikke alvorligt i begyndelsen.
The answer is blowin' in the wind...
Alle (!) bliver nødt til at acceptere, at der er ting, som kræver ændringer af vores verden, som må gennemføres, uanset om der er modstand mod det! klimaproblematikken er det mest i øjnefaldende lige nu, men befolkningsvæksten og "feudaliseringen" af verden (de rigeste bliver rigere og vil tage magten globalt!), er lige så store problemer. Men ændringerne kan kke gennemføres, fordi der ALTID er nogen, som ikke vil være med til det, som ved populisme vinder demokratiske valg! Vores "vestlige" demokratier kan ikke løse problemerne, hvis ikke der er en meget stærkere statsmagt, som kan "tvinge" folk til at forstå og gøre det der kræves. Hvis socialisme i en eller anden form, med indbygget solidaritet med alle, også dem vi ikke kan lide, kan komme op med en løsning, vil jeg støtte det! Alternativet er tilbagevenden til en feudal verden, med en meget lille meget rig overklasse og resten uden noget som helst, og det er meget værre!
I interviewet med Kellyanne Conway, hvor hun brugte udtrykket "alternative facts", sagde intervieweren, Chuck Todd, afdæmpet: "Look, alternative facts are not facts. They're falsehoods."
Erik Meier Carlsen skriver: "Journalisten, som spurgte, råbte i stor ophidselse: »Der er ingen alternative facts, der er kun facts, kun en sandhed.«,"
Hvor har Erik Meier Carlsen det fra? Det er jo et fuldstændigt andet udsagn? Er der tale om et andet Conway-interview end det, vi andre så?
Eller er det alternative fakta?
Jeg er træt af, at folk bortforklarer og bagatelliserer Trumps uhyrlige løgnagtigheder med pseudofilosofisk snak om, at vi ikke kan vide noget med sikkerhed og alt bare er fortolkning og holdning.
I en absolut erkendelsesteoretisk betydning kan det være sandt, men ikke i den virkelighed vi lever vores liv i, og diskuterer politik i. Det er et kontinuum, hvor omtrentligt antal fremmødte på bestemte tidspunkter, og hvorvidt det regnede eller ej på et bestemt tid og sted, er fakta, mens "jeg er mere populær en Obama" er en holdning, som egentlig kun kan tillægges betydning, hvis den bunder i fakta, gerne så veldokumenterede som muligt.
Tag nærværende indlæg af Erik Meier Carlsen. Findes der ingen fakta, ingen dokumenterbar virkelighed, bag de holdninger, som indlægget giver udtryk for? Er det eneste grundlag bare fortolkninger, som ikke bunder i nogen form for fakta? Hvis det ikke har noget med virkeligheden at gøre, den virkelighed du og jeg lever i, men blot er perceptioner i forfatterens hoved, hvorfor skal vi så interessere os for det?
Niels Erik Nielsen,
Mange tak for befriende og klar tale - og at fokusere på det væsentlige.
Du har så fuldstændig RET i definitionen af fakta - især, når de kan dokumenteres, som de netop kunne ved Trumps indsættelse.
Derfor skriger dette Orwellske ny-ord "alternative fakta" da også til himlen for enhver der i stedet koncentrere sig om ordet "dokumentation", tak.
Trump er en notorisk løgner - det har vi set nu ikke een, men 117 gange. Han blæser på alle de fakta, der ikke passer hans populistiske dæmagogi. Det er en farlig ting. Ikke midnst globalt og ift. verdensfreden.
At søge at blande æbler og pærer sammen som Erik Meier Carlsen gør her, fører derfor ingen vegne, hvis man ikke samtidig dokumenterer grundlaget for de HOLDninger der ligger til grund for ens konklusioner.
Leo...alt kan sælges, det er kun et spørgsmål om prisen - det ved enhver!
At benægte overproduktion er mig ubegribeligt. At tro at forbrugere kan sikre bæredygtighed tangerer naivitet i en grad, jeg troede du var hævet over. Sorry!
Forbrugerne kræver ny mobiltelefon hvert andet år - NOT! Brug og smid væk, kan du slet ikke se det er galt?
@Thomas Bindesbøll:
Jeg synes ikke EMC blander æbler og pærer! Der er jo tale om to ting: Den ene er Trump og hans løgnehistorier, den anden er folks grunde til at stemme på ham. EMC skriver da mest om at "venstrefløjen" bør prøve at undgå at fordømme mennesker der fortvivlede og rodløse på grund af udviklingen. Ikke at fordømme dem, er ikke det samme som at acceptere Trumps løgne.
Den velbjærgede middelklasse, det være sig akademikere eller forretningsfolk ER, for en stor dels vedkommende, mere optaget af egne privilegier end at skabe en retfærdigere fordeling af goderne. Hvis det hørte op, kunne typer som Trump kigge i vejviseren efter støtte det kan jeg love dig for.
Det gamle franske bon mot "noblesse oblige" (adel forpligter) burde vinde mere frem blandt de velbjærgede uanset hvilken kategori af slagsen de tilhørte.
USA's venstrefløj havde en meget populær kandidat til præsidentembedet, som ikke fordømmer underklassen, lyver og som vil have et bedre og retfærdigere samfund. Men systemet og pamperne forhindrede ham fra at stille. Han ville endda have vundet.
* ...som ikke fordømmer underklassen eller lyver og... Beklager.
Min pointe med KOMMUNISMEN er:
1) at kapitalisterne i de mest udviklede lande - var nødt til at bestikke arbejderklassen med privilegier (høj løn og kollektive rettigheder), for at arbejderne ikke skulle gribes af revolutionære drømme.
2) Magthaverne var nødt til at regulere/tøjle kapitalismens udvikling i retning af dannelsen af monopoler, der var stærkere end mange små-stater!
Den der ikke kender historiens gang, kan ikke forstå nutiden - og endnu mindre se ind i fremtiden!
God aften der ude
over 80.000.000 mennesker døde i 2 krige i løbet af 30 år.
Dæmrer det - Leo?
Fremkomsten af Warszawapagten og Comecon, befrielsesbevægelserne i den 3. verden.
Vigtige faktorer ift. regulering af grådighed/kapitalisme - skulle jeg mene.
Leo .......du overfortolker "Lov om udbud og efterspørgsel"
Under kapitalismen bestemmer forbrugerne - ikke en skid!
Det er jagten på profitten der bestemmer, men du forstår det ganske enkelt ikke. Jeg giver op.
Vi har vidt forskellige perspektiver, på de forhold vi diskuterer.
Troels Brøgger,
Naturligvis har du ret, at der skal skelnes mellem Trumps løgne og så den del af vælgerbefolkningen i USA der stemte på ham af rene "desperations"-grunde.
(Dog savner jeg tilsvarende, og i rigtigt mange "kloge-Ågers" analyser også lige det faktum, at store dele af den absolut VELbjærgede amerikanske overklasse, bl.a. i Florida, massivt også stemte på Trump).
Således alene at forholde sig til Trumps vælgerkorps som fattige, fortrinsvis hvide "arbejderklasse"-vælgere stemmer derfor heller ikke med ... ja, fakta! :-)
Derfor er dette heller ikke udelukkende et problem i en traditionel "venstre-højre"-skala, både globalt og lokalt, men snarere et problem der drejer sig om de i mine øjne ofte "forbandede sociale medier" , og disses platforme til med lynets hast at massesprede både løgne, ammestuehistorier, halve sandheder og person-bagvaskelse af værste karat.
Alt sammen fænomener, der kan være ødelæggende for det "samtalende demokrati".
Jeg læser tit Erik Meier Carlsens analyser med interesse, fordi han går en egne vej, og ikke er sådan er / har været at sætte i bås. Det er forfriskende.
Men lige her fejler han, bl.a. også i det indledningsvis helt forkerte referat af CNNs absolut afdæmpede og helt rigtige måbende spørgsmål til Trumps talskvinde, om dette tåbelige og intetsigende nonsens, "alternative facts".
Der er eksiterer kun facts, eller ikke facts, i en hvilken som helst relevant kontekst.
Og derefter striden om regulær, håndfast og overbevisende dokumentation, der kan siden støtte enten x eller y i deres respektive udlægninger, af både nutid og fortid.
Amen! - sagde den lille historiker.
Ergo: Kilder og facts for sig - og politisk/sociologiske "kandestøberier" for sig. Tak.
Hvis man ikke kan li forandring skal man flytte langt ud på landet. I hvertfald ikke til en by der vokser.
'proletariatets diktatur' og 'åndedrættets diktatur' ? Mihail come on
"Der er ingen alternative facts, der er kun facts, kun en sandhed.« Er det nu også sandt? Sandheden er relativ, den formuleres i et sprog, der forbliver tvetydigt. Såkaldt videnskabelige fakta er foreløbige antagelser, der stort set altid må revideres."
Ja, men så er det da dumt at bruge et eksempel, som helt tydeligt ikke er relativt.
Diktaturet tyranniserer proletariatet!
Det er slet ikke meningen at ledige skal i arbejde.
"I Danmark er der nu 119.000 østarbejdere. Det er en af årsagerne til, at både beskæftigelsen og arbejdsløsheden vokser. For at holde lønningerne i ro, skal der helst være mere end 110.000 arbejdsløse, påpeger Nationalbanken." (Arbejderen 8/2-17)
Det er ikke noget nyt udenfor. Bare en anden social struktur, så det ser ud som gammel vin. Trump fand i Putin en rigtig "ven" der vil godt for USA. Syrien er et klar eksempel, hvor Syrerne skal betale krigens pris for ikke at komme i sammenstød med USA. Flytningene udvandtring,mener jeg er Putins værk
Siger vi USA beholder den første klasse plads i Den verdens orden og Rusland vil nøjes med den anden plads (det er Putins forslag) . Og hvad med tredje plads osv; så placere vi Kineserne og resten af verdenslande, måske uden Muslimer. Og hvad vil få Putin til gengæld? Østeuropa spiller ingen geopolitisk betydning, der er et stort ødet område, der skal afvæbnes og gøres fri for atom bærende raketter. Det er den handel Putin kommer med til Trump, Putin fand selv ideen i den store Sovietiske krig mod NaziTyskland: "den store patriotiske krig" Patriotisme er blevet til Nationalism, uden for den patriotisme findes ikke andet, der kan drive verket. Der er fakta i fakta som at skralle løj. Det vil resulterer i en ny imperialstisk system, det vil ser ikke ud som den gamle, da der beholdes Globalisering. Venstrefløjen går indenfor allerede for Putins Vision. Den største nød at knække for Trump er Kina. Ikke for Putin.
erratum. det skal stå "løg" og ikke løj
Leo Nygaard, der produceres umådelige mængder, der blot kasseres - for man kan jo ikke vide, om der er efterspørgsel uden at kaste varerne på markedet, ligesom konkurrenten også gør det. Det hedder udbud og efterspørgsel af en grund: det er ikke efterspørgsel, der bringer ting på markedet, det er kun efterspørgsel, der sikrer varens eventuelle overlevelse.
Nå, i går offentliggjorde en af de vælgere, der stemte på Trump i desperation denne video på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=tGWBQTvjt7s
Problemet er, for mig at se, at han ikke stemmer på et bedre alternativ, at han og andre tværtimod kommer fra asken og i ilden.
Man kan også vælge at betragte globaliseringen som verdenshistoriens største omfordelingsprojekt, hvor millioner af underprivilegerede i den såkaldte tredje verden er blevet trukket ud af absolut fattigdom og det er jo, isoleret set, godt. Problemet er bare, at det i høj grad er underklassen i Vesten, altså de dårligst uddannede - typisk tidligere industriarbejdere - der har måttet aflevere ved kasse ét, mens den veluddannede elite, og i særdeleshed kapitalmagten, har scoret stort i den nye, globale økonomi. I management-lingo hedder det omkostnings-effektivisering – og den slags er helt blottet for særlige sociale-, solidariske- og nationale hensyn. Derfor føler underklassen sig – med rette – svigtet. Tidligere tiders sociale kontrakter, defineret inden for rammerne af nationalstaten, er under afvikling til fordel for en ubarmhjertig global konkurrence, som i tilgift bliver accentueret af new public management og ’nødvendighedens politik’, altså økonomisk effektivisering, stramninger og nedskæringer. End ikke fagbevægelsen synes i stand til at dæmme op for udviklingen. Samtidig oplever verden en flygtninge- og migrant-krise, hvor elitens letkøbte humanistiske idealer står i skærende kontrast til den accelererende, og økonomisk-materielt meget konkrete, udgrænsning af under- og til dels også middelklassen. På den baggrund forekommer den voksende populistiske nationalisme som et logisk svar. Mantraet lyder: Vi skruer tiden tilbage til de gode gamle dage, hvor vi, inden for nationalstatens rammer, giver hinanden håndslag på et minimum af solidaritet. Problemet er bare, at det løb ér kørt. Det er svært at forestille sig, at globaliseringen så at sige kan rulles tilbage og hvis nogle, med djævlens vold og magt, vil gøre forsøget, vil det med stor sandsynlighed resultere i negativ økonomisk vækst, ringere velfærd og en yderligere marginalisering af underklassen. Der er mange, der ikke gør sig klart, at Danmark er en lille åben økonomi, som vil være uhyre sårbar overfor nye, nationalt betingede handelsbarrierer. Vi er som samfund dybt, dybt afhængige af samhandel på nogle markedsvilkår, som ikke er defineret af nationale særinteresser. Populisterne stikker ikke blot blår i øjnene på deres vælgere ved at foregøgle en ny og lykkeligere fremtid inden for nationalstatens snævre rammer, de leger også med en ild, der, i et historisk perspektiv, har ført til konflikter og krige. Derfor er der ikke noget alternativ til EU. Uanset hvor haltende og ufuldstændigt projektet tager sig ud, tilbyder EU en mulighed for at skabe noget nyt, som måske, oven i købet, også kunne indbefatte en social kontrakt. Det er helt op til os selv.
@Rene Arestrup:
Enhver er salig i sin tro René: Du tror på EU og at globaliseringen ikke kan "rulles tilbage". Jeg tror at mennesker kan flytte tingene i den retning de gerne vil have de skal gå, og hvis tilstrækkelig mange finder ud af at globalisering som vi kender den er noget lort så vil den stoppe. Jeg er enig i at tredje verdens borgere har fået det bedre, men det er HELT arbitrært, fordi formålet ikke har været at hjælpe nogen men at få fuld fart på markedet.
@Troels Brøgger
det har du naturligvis helt ret i, men jeg føler mig temmelig overbevist om at konsekvenserne bliver langt alvorligere end du forestiller dig. Og ja, arbitrært, men ikke desto mindre en kendsgerning.
Problemet med de millioner, der er flyttet ud af fattigdom i den tredje verden, er, at de også tilhører den højere middelklasse, der villigt udbytter masserne for en sulteløn.
Den kapitalistiske logik fordrer konkurrence, fordi markedet er helligt; men i realiteten har verden brug for specialisering og bytten lige over. Aldrig før har vi haft en verden, der reelt kan opfylde alles materielle behov, og som derfor burde gøre det.
Vi kæmper de forkerte kampe: alle galper op om de arbejdspladser, der vil kunne skabes; men der skal ikke skabes arbejdspladser, der skal fremstilles i en automatiseret proces og fordeles efter behov. Det er jo ikke de besiddende, der lider under de kvababbelser, at man må slide i det for at fortjene det daglige brød.
International solidaritet
På langt sigt er verdensfreden betinget af en bedre, global fordeling af rigdom. Den kan ikke komme med ét slag uden at kaste de eksisterende økonomier ud i kaos og sammenbrud. Men den må indgå som fast pejlemærke for international politik.
Vi er uhjælpeligt integrerede i det kapitalistiske system. Et flertal accepterer denne kendsgerning, så inden flertallet belært af virkeligheden kommer på andre tanker, er vi prisgivet systemets logik. Dyne-Larsen, en mand med kort uddannelse, udtrykker systemlogikkens kerne med denne betragtning: "En forretning skal hele tiden voxe, ellers dør den ." Exponentiel væxt! Ligegyldigt hvad følgerne bliver. Larsen har indvundet denne indsigt gennem praxis i den virkelige verden, ikke ved at hænge og drømme over økonomiske modeller på en højere læreanstalt, så den holder.
Selvsamme Larsen: 'Det er noget forbandet svineri, når de, der har tjent godt forsvinder ud af landet'
Respekt!
Desværre er det ikke kun den lille, grådige gruppe af supperrige der er en trussel mod verden, det er den velbjergede middelklasse desværre også. Som andre også nævner det, er deres reaktion på de globale kriser at bekymre sig frem for alt for deres eget velgående, velvidende at det sker på bekostning af mindre magtfulde gruppers velfærd.
Som eksempel: På min arbejdsplads, et gymnasium, er lærerne og ledelsen meget bekymret for effekten af de sidste mange års besparelser (og med god grund). Der findes næsten intet område mere hvor man ikke kan mærke spareknivens destruktive effekt.
Men noget af det allerførste der gik fløjten var netop bekymringen og solidariteten til de mindre magtfulde grupper bland skolens ansatte.
For nogle år siden havde alle skoler ansat rengøringspersonale til at gøre rent på skolen.
De var de første til at blive sparet væk og sidenhen er man naturligvis konstant utilfreds med kvaliteten af rengøring på skolen.
Nu kommer der et nyt firma hvert eller hvert andet år. Ingen af disse nye firmaer ansætter folk på den selvsamme danske arbejdsmarkedets models præmisser som skolen som en samfundsbærende institution egentligt bør pleje og forsvare.
Det gør den også når det drejer sig om deres egne: lærerne. Der bliver kaldt til demonstrationer, skrevet åbne breve om hvor frygteligt de påtvungne besparelser hærger kvaliteten af deres arbejde, man laver brainstorm om hvordan besparelser bedst kan bekæmpes uden at det går ud over lærernes løn og arbejdsvilkår.
Men når det drejer sig om rengøringsfolket kan ligge solidariteten et meget lille sted.
Begrundelsen til at man ikke længere mener skolen kan ansætte rengøringsfolk selv er:
"Så skal vi jo også betale sygedagpenge og den slags, og det bliver jo dyrt..."
"Man skal bedømme et samfund på hvordan det behandler sine svageste".
Det er noget mange af vores lærere gør sig umage med at banke ind i de unges hoveder i samme omgang hvor man brokker sig over at de stakkels udslidte rumænere der for en sulteløn forventes at holde skolen ren simpelthen ikke kan magte opgaven.
Det er den velbjærgede middelklasse der har fuldstændig tabt føling af hvad solidaritet er for en størrelse i det virkelige liv.
@Curt Jensen
Du beskriver jo bare en del af den menneskelige natur, at vi er vores nærmeste nærmest, og at vi har det med at forholde os til Politikernes overgreb på befolkningen, som en frø har det med kogende vand.
// Jesper
Mihail : "Du bruger udtrykket ’permakulturelle principper’ lige så besværgende som i tidligere tid betonkommunister henviste til ’marxismen-leninismen’."
At mihail mener, jeg bruger de ’permakulturelle principper’ som en besværgelse, ændrer ikke på, at de er løsningen.
Og mht den privatprofit, som skovles ind på grundlag af fællesejet, er det røveri ved højlys dag og hykleri af værste skuffe, hvis man vil påstå, at det ikke herudaf er muligt at tildele enhver borger sin retmæssige andel som et minimum i form af borgerløn.
Som en vis herre en gang sagde 'it's the econonomy, stupid' - bild mig ikke ind, at afkastet genereret ud af fællesejet, ikke er stort nok til at levere overlevelse i form af borgerløn til alle. Hvis de permakulturelle principper respekteres, går ressourcerne ikke som nu til spilde pga af konkurrencestatens iboende konflikt.
René Arestrup; 09. februar, 2017 - 00:17
"Uanset hvor haltende og ufuldstændigt projektet tager sig ud, tilbyder EU en mulighed for at skabe noget nyt, som måske, oven i købet, også kunne indbefatte en social kontrakt. Det er helt op til os selv."
Forstiller du dig eu som en demokratisk stat på højere niveau end nationalstaterne - det kræver så en omordning af eu´s magtstruktur.
"Markedets aktører retter vel deres fejltagelser. "
Det kan man da håbe, men men så er det allerede for sent: der er spildt resourcer på et optimistisk initiativ.
Sider