Kronik

Venstrefløjen kommer ingen vegne med at svine de uprivilegeredes oprør til

Venstrefløjen tilbyder først og fremmest sine relativt privilegerede vælgere en følelse af moralsk overlegenhed ved at bekende sig til menneskerettigheder og budskaber om at være god mod fremmede. Derfor har den svært ved at forholde sig konstruktivt til protesten mod den gældende orden i Vesten
Venstrefløjen tilbyder først og fremmest sine relativt privilegerede vælgere en følelse af moralsk overlegenhed ved at bekende sig til menneskerettigheder og budskaber om at være god mod fremmede. Derfor har den svært ved at forholde sig konstruktivt til protesten mod den gældende orden i Vesten

Mia Mottelson

Debat
8. februar 2017

Indsættelsen af Trump som USA’s præsident er i Information som i det meste af den amerikanske og europæiske intellektuelle elite blevet mødt af en bashing-kampagne, der som et særligt højdepunkt har peget på, at Trumps talsmand nyligt brugte udtrykket alternative facts i et svar i den noget absurde debat om, hvor mange mennesker, der i Washington mødte op for at overvære Trumps indsættelse. Journalisten, som spurgte, råbte i stor ophidselse: »Der er ingen alternative facts, der er kun facts, kun en sandhed.«

Er det nu også sandt? Sandheden er relativ, den formuleres i et sprog, der forbliver tvetydigt. Såkaldt videnskabelige fakta er foreløbige antagelser, der stort set altid må revideres.

I politik er såkaldte fakta, især økonomiske, en væsentlig del af den dominerende diskurs. Tankevækkende har den belgiske, post-marxistiske sociolog Chantal Mouffe for tre årtier siden defineret ’populisme’ som et opgør med den dominerende politiske diskurs.

Siden jeg for snart 17 år siden skrev min bog De overflødiges oprør, har jeg hyppigt henvist til Mouffe, hvis definition jeg finder mere relevant end den, der betegner det frembrydende oprør mod den herskende orden som ’højrepopulisme’ og associerer den med racisme og nazisme, som det skete i en fremtrædende placeret helsides-klumme i Information i fredags (3. februar).

De populistiske bevægelser i de vestlige demokratier legemliggør en krise for de liberale demokratier. Udfordringen er at møde oprøret uden demokratiske tilbageskridt, som det i ikke ringe grad hidtil er lykkedes med Dansk Folkeparti her i landet.

Socialdemokratisk optur

Som Mouffe i et nyligt foredrag i Spanien har peget på, har de vestlige demokratier i forrige århundrede været præget af en politisk kamp mellem to af demokratiets modsætningsfyldte, men centrale bestanddele: Frihed og lighed.

I hovedsagen har borgerligt-liberale partier kæmpet for frihed, især økonomisk frihed, mens socialister på venstrefløjen har kæmpet for højere grad af lighed. I slutningen af århundredet blev dette billede i betydelig grad mudret.

En central begivenhed var Sovjet-imperiets fald. Skønt meget store dele af den europæiske venstrefløj i årtier havde vendt sig stærkt kritisk mod den ’virkeliggjorte socialisme’ i Sovjet, havde den bevaret en kritik af det frie marked. Blandt andet af den grund blev venstrefløjen bærende i modstanden mod EF og EU i 1970’erne og 80’erne.

Men Sovjet-imperiets fald var måske ikke mindst et definitivt nederlag for en politisk styret planøkonomi. I årene efter bevægede vestlige socialdemokratiske partier sig i retning af en afgørende, uforbeholden markedsaccept, som det fandt udtryk i Tysklands Helmuth Schmidts ’Neue Mitte’ og Tony Blairs britiske ’Tredje vej’ – og herhjemme i Nyrup-Lykketofts linje efter Schlüter.

I første omgang gav det de europæiske socialdemokratier bredere tilslutning, og der kom til at herske socialdemokratiske regeringer i det meste af Vesteuropa i 1990’erne.

Venstrefløj uden svar

Da det 20. århundrede randt ud, var det slut. En nyliberal verdensorden blev dominerende, økonomien globaliseredes, og konkurrencestaten blev født.

Faktisk blev finanskrisen i 2008 en bekræftelse af den nyliberale orden. Venstrefløjen var reelt uden noget alternativ og havde ikke mange andre bud på kritik end at råbe »grådighed« efter finansverdenen.

Men grådighed er selve drivkraften i en markedskapitalisme, en disciplineret grådighed har bragt store fremskridt og løftet meget store dele af menneskeheden ud af fattigdom – med Kina som de seneste årtiers mest markante eksempel.

I Vesteuropa og nu også i USA voksede en dyb bekymring og utryghed ved globaliseringen frem i store dele af befolkningerne. Ikke mindst i de første tiår af dette århundrede voksede uligheden i den vestlige verden. Og store befolkningsgrupper oplevede et tab af identitet og nationalt fællesskab, der tidligere havde givet tilværelsen mening og fremtidshåb.

Den herskende elites samlede bekendelse til ’den nødvendige politik’ søgte at fortrænge uroen ved den hastigt voksende immigration og EU-samarbejdets afvæbning af nationale parlamenter, institutioner og folkelige fællesskaber.

Nødvendighedens magt

Som Mouffe har påpeget, har den liberalt-demokratiske sproglige formulering af den nødvendige politik i årtier været et vellykket magtinstrument til at undertrykke modsætningerne inden for demokratierne. Det demos eller folk, som jo sprogligt er demokratiets base, blev ifølge Mouffe til »en zombie-kategori, og det er netop årsagen til, at vi i dag lever i postdemokratiske samfund.«

Derfor er nye populistiske bevægelser i hastigt stigende omfang vokset, netop bag ledere, der har brudt den herskende politiske diskurs med en direkte tale til folket, ofte i former, som har været dybt kontroversielle og stødende for de dominerende politiske, økonomiske og kulturelle eliter, som tilfældet var med Pia Kjærsgaards ’tone’ i debatten og Trumps alternative fakta og andre udskejelser både før og efter valgsejren. Men ved den uforfærdede tilsidesættelse af den herskende diskurs spilleregler har de vundet store befolkningsgruppers tillid.

Det er i de nationale fællesskaber, at den største lighed er blevet opnået. Det gælder både økonomisk lighed, men også lighed mellem kønnene. Derfor er der logik i, at mindre privilegerede er dybt skeptiske over for globalisering og ’multi-etniske samfund’.

Kun i nationale, folkelige fællesskaber har det været muligt at udfolde modsætningerne mellem frihed og lighed. Kun i etnisk homogene samfund – som de skandinaviske – er det lykkedes at etablere velfærdsstater, hvor modsætninger har fundet en løsning gennem forhandling og kompromisdannelse.

Demokratisk nybrud

At møde de fremstormende national-populistiske bevægelser med tilsvining, dæmonisering og demonstrationer er ikke vejen frem.

Derimod er der grund til at vise respekt og forhandlingsvilje over for det demokratiske nybrud. Om den moderne venstrefløj kan bidrage hertil, er for mig at se tvivlsomt.

Efter at troen på en politisk styret anti-markedsøkonomi er tabt, har venstrefløjen først og fremmest kunnet tilbyde sine relativt privilegerede vælgere en følelse af moralsk overlegenhed ved at bekende sig uforbeholdent til nogle abstrakte menneskerettigheder, at være ’god ved de fremmede’, at ville ’fred’, ’rent miljø’ og ’økologisk kost’. Venstrefløjen har i deres vælgerkorps næsten helt mistet kontakten til resterne af arbejderklassen og de mindre privilegerede.

Til gengæld er der en mere konstruktiv reaktion at spore i udmeldinger fra dette lands regeringsbærende partier, Venstre og Socialdemokratiet. Løkke Rasmussen talte både ved sin præsentation af trepartiregeringen og i sin nytårstale om at gøre »alle til globaliseringens vindere«, selv om hans mere konkrete politiske forslag synes vanskeligt gennemførlige.

Mette Frederiksen har her i avisen talt om »en syg kapitalisme«, men også uden særligt overbevisende strategier for at gøre op med sygdommen. Hos begge partiledere anes dog en realistisk forståelse af, at populismefremmarchen må tages alvorligt.

Det liberale demokratis verdensorden er i krise. Løsningerne ligger ikke lige for. De populistiske bevægelser er sammensatte, savner i høj grad et fremtidsperspektiv og tenderer mod først og fremmest at ønske sig fortiden tilbage.

Men fundamentalt er der noget opløftende ved, at utrygge, underkuede globaliseringstabere reagerer politisk og får mulighed for at indtræde på den demokratiske politiske arena for forhandling og kompromisdannelse med en vilje til fremtvinge nye balancer mellem frihed og lighed.

Erik Meyer Carlsen er journalist og forfatter

Serie

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Den ny vision for verden, som udfolder sig for øjeblikket er, at Trump forsøger at alliere USA og Rusland samt resten af den kristne verden imod Asien, Mellemøsten og Afrika. Det skal være de hvide kristne der skal sætte tempoet og herske i verden...........mange af de diskusioner, som føres herinde relatere til et verdensbillede som højrefløjen er gost igang med, at afmontere. - Det er helt hen i vejret, hvis man ikke forstår at det er en ny verdensorden, der basere på at være hvid og være kristen det er det, der er gang i.......DF og Pia Kjærsgaard og populisme er fortid og ligger næsten inde på midten af dansk politik takke være den socialdemokratiske højredrejning.
- Hvis man vil forstå hvad der foregår så skal man tænke endnu større end de fleste kommentatorere herinde gør..... Det er den facistiske og rasistiske trussel, der skal adresseres lige på og direkte.... mange højreorienterede ved ikke endnu, men de er godt på vej til at blive facister.

René Arestrup

@Jens Thaarup Nyberg
'Forstiller du dig eu som en demokratisk stat på højere niveau end nationalstaterne - det kræver så en omordning af eu´s magtstruktur.'
Ja, det gør det uden tvivl. Men EU har vel ikke nødvendigvis fundet sin endelige form.

Jens Thaarup Nyberg

René Arestrup - 18:23
Så, du forstiller du dig eu som en demokratisk stat på højere niveau end nationalstaterne ?

René Arestrup

@Jens Thaarup Nyberg
Ja, jeg er føderalist.

Sider