Kommentar

Venstrefløjen skal passe på ord som frihandel, skattetryk og populisme

Venstrefløjen bruger sproget bevidstløst. F.eks. taler man om skattetryk, selv om ordet er opfundet af velfærdsstatens modstandere. Ord skaber virkelighed, og derfor skal man passe på med at overtage modstandernes begreber
Alternativets Rasmus Nordqvist (billedet) og SF's Pia Olsen Dyhr skal lade være med at forplumre sproget ved at tale om ’frihandel’, når de faktisk ønsker politisk reguleret handel, mener dagens kommentarskribent.

Alternativets Rasmus Nordqvist (billedet) og SF's Pia Olsen Dyhr skal lade være med at forplumre sproget ved at tale om ’frihandel’, når de faktisk ønsker politisk reguleret handel, mener dagens kommentarskribent.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

15. februar 2017

Rasmus Nordqvist fra Alternativet og Pia Olsen Dyhr fra SF er tilhængere af frihandel, men den skal være fair og tage hensyn til miljø og de fattige lande (8. februar). Frihandelen skal kort sagt ikke være fri handel.

Frihandel betyder, sprogligt, at de handlende kan gøre, hvad de vil, uden at blive belemret med statslig indblanding, som traditionelt tog form af told. Modsætningen var protektionisme, som sprogligt antyder en defensiv og frygtsom holdning, og som Olsen Dyhr da også er modstander af.

Mærkeligt nok har ikke mange interesseret sig for, hvem disse handlende er. Hvem er det, som skal have denne frihed? Her træffer det sig sådan, at mere end to tredjedele af verdenshandelen varetages af multinationale selskaber. Så frihandel er et privilegium for dem, og toldnedsættelse en reduktion i skatten på kapital.

Dette kan være godt eller skidt, afhængigt af, om man tror på en dripping down-effekt på internationalt plan eller ej, men sådan er det. Det er nogenlunde samme debat, man kan have om en lettelse i topskatten – den gavner ubetvivleligt de rige, mens effekten på samfundsøkonomien kan diskuteres.

I dag drejer debatterne om international handel sig om regler om produktstandarder, miljø, arbejderrettigheder, investeringer og meget andet. Ingen betvivler, at der skal være regler, men er det selskaberne eller politikerne, der skal bestemme dem? Skal de være til gavn for kapitalen eller landene (hvis – altså – der er en modsætning)? Skal der med andre ord være fri eller politisk reguleret handel?

Man kan ikke få begge dele, og Nordqvist og Olesen Dyhr foretrækker klart det sidste. Men så skal de lade være med at forplumre sproget ved at tale om ’frihandel’. Overlad det begreb til liberalisterne, der jo mener, at markedet – selskaberne – er bedst til at varetage handelen.

Skattetryk er velfærdstryk

Begrebet ’skattetryk’ er et andet eksempel på, at politikere, der ikke forstår sig som tilhængere af liberalismen, har overtaget den liberalistiske sprogbrug. Begrebet signalerer, at skat er en byrde, altså i sig selv noget skidt.

Skat finansierer jo velfærdsstaten, så hvis man er skeptisk over for den og gerne ser nedskæringer, er det kun logisk at give ’skat’ en negativ konnotation med på vejen. Men hvis man har den modsatte holdning til velfærdsstaten, burde dens finansiering ses i positivt lys, som ’skattebidrag’.

»Betal Deres skat med glæde,« sagde Viggo Kampmann i sin tid, men i dag taler næsten alle, også mange på venstrefløjen, om ’skattetryk’. Begrebet skiftede status fra liberalt feltråb til formodet objektiv sprogbrug i 1980, da Statistisk Tiårsoversigt for første gang brugte ordet. Sjovt nok nogenlunde samtidig med, at nyliberalismen begyndte at opnå praktisk og ideologisk overherredømme.

Sjældne populister

Det tredje eksempel på, at magten har held til at udbrede sit verdensbillede, er begrebet ’populisme’, der jo er kommet meget frem i de seneste år. Ordet signalerer uansvarlighed, så derfor omgives det nyliberalistiske centrum – der for 30 år siden var det yderste højre – af en højre- og venstrepopulisme, f.eks. Le Pen i Frankrig og Syriza i Grækenland.

Det er min fornemmelse, at partierne til venstre har fanget denne sproglige juleleg, mens nogle på højrefløjen ikke har og derfor gladeligt kalder sig selv ’populister’. Men hvorfor dog kalde dem – eller sig selv – populister? Der findes jo langt mere dækkende og neutrale betegnelser, såsom ’nationalister’ eller ’nationalkonservative’.

Mit sidste eksempel knytter sig til de ’globaliseringskritiske’ bevægelser såsom Attac, der havde vind i sejlene for 15 år siden. Globaliseringskritiske … Altså også modstandere af internettet, multikulturalisme, international handel som sådan? Selvfølgelig ikke, Attac var blot modstandere af, at globaliseringen foregik på kapitalens betingelser. Men med dette begreb blev vi – jeg var selv med i Attac – stemplet som reaktionære.

Vort sproglige modtræk var at tale om kampen mod ’nyliberalismen’. Det begreb er rimeligt præcist, og den sprogkamp blev faktisk vundet. Alle taler i dag om ’nyliberalisme’, mens ’globaliseringskritik’ nærmest er udgået af sproget.

Moralen er, at man skal være meget bevidst om det politiske sprog. Og passe på ikke at overtage modstandernes begreber.

Hvis en mand generelt kalder kvinder ludere, siger det noget om manden. Det afspejler hans bevidsthed. Men sproget er ikke blot et passivt spejl. Det påvirker verden, i dette tilfælde ved at skubbe befolkningen en lille smule i retning af et mere vulgært kvindesyn.

Anders Lundkvist er politisk økonom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Michael Friis
  • Ebbe Overbye
  • Mihail Larsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Peter Knap
  • Trond Meiring
  • jørgen djørup
  • Peter Jensen
  • Jan Weis
  • Grethe Preisler
  • Bill Atkins
  • Niels Duus Nielsen
Robert Ørsted-Jensen, Jakob Trägårdh, Michael Friis, Ebbe Overbye, Mihail Larsen, Palle Yndal-Olsen, Peter Knap, Trond Meiring, jørgen djørup, Peter Jensen, Jan Weis, Grethe Preisler, Bill Atkins og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Verbalstrategi.
Det har da altid – i hvert fald før i tiden - været god venstrefløjsstrategi, at undgå at overtage modstandernes ord og begreber, opfinde sine egne helst lettere ironiserende med passende øgenavne, for ellers var man politisk set ’færdig’ og diskursmæssigt uinteressant …

I Danmark har venstreorienterede også i vid udstrækning taget udtrykket 'ledig' om arbejdsløse til sig; et udtryk som konnoterer i retning af at den arbejdsløse (som mangler et arbejde) er til disposition (og altså ikke nødvendigvis mangler et arbejde) for hvem der måtte kunne bruge vedkommendes arbejdskraft. Blikket flyttes altså fra den arbejdsløses mangelsituation til omverdenens dispositionsmuligheder, hvormed vi relaterer os mindre empatisk til den arbejdsløse.

Vi kunne også tage et lidt ældre eksempel; udtrykket velfærdsstat gledet i baggrunden til fordel for velfærdssamfund - som konnoterer i retning af at det er samfundet, og ikke staten, som har skabt velfærden ... og det er også samfundet, der som en både abstrakt og diffus entitet, har ansvaret for velfærden.

Og jeg nævner så igen ikkun de farlige og epidemiske begreber; 'liberal', 'økonomisk vækst', 'frihandel', samt 'arbejds- og boligmarked'. Jeg undgår selv konsekvent at benytte sådanne begreber, hvis ikke det netop er for at kritisere begrebet og hvad det indebærer.

Som udsprunget populist kan jeg kun anbefale Anders Lundkvist og andre skabspopulister: Kom ud af skabet og mærk glæden ved at stå ved det du er.
Peter Knap. Formand for og eneste medlem af foreningen "Bevidste Populister".

'Populisme' betegnede tidligere, fra 1800-tallet og stadig i 1970-erne, en progressiv, socialistisk og tildels økologisk bevægelse, som nok har været angrebet af privatformuende jordejere og kapitalister med klakører, såpas længe, at begrebet nu mest bruges som smedeord, og den gængse brug og opfatning af begrebet 'populisme' er overvejende en anden, end hvad den tidligere var.
Højrefløjen har altså stjålet og "vundet" begrebet. Man kan dog godt argumentere for 'venstrepopulisme', men så skal man gøre det meget klart, hvad det så er for noget, for ikke straks at fordømmes.

Apropos sprog skaber virkelighed! Nej - effekten af topskattelettelser på samfundsøkonomien kan ikke diskuteres.

Der er ingen effekt!

https://economix.blogs.nytimes.com/2010/11/18/were-the-bush-tax-cuts-goo...

"There is not conclusive evidence, however, to substantiate a clear relationship between the 65-year steady reduction in the top tax rates and economic growth. Analysis of such data suggests the reduction in the top tax rates have had little association with saving, investment, or productivity growth. However, the top tax rate reductions appear to be associated with the increasing concentration of income at the top of the income distribution..."

http://graphics8.nytimes.com/news/business/0915taxesandeconomy.pdf

Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg synes altså, at Anders har ret i, at vi skal tage ordene og deres anvendelse seriøst.

Meget af diskussionen i dag foregår på de præmisser, at vi er enige om, hvad vi snakker om netop ved at kunne bruge diverse ord og udtryk om diverse begreber og tilstande. Det er desværre blot ikke altid sådan, at vi er enige om ordenes betydning.

På en hel række områder er det sådan at højrefløjen har 'vundet' krigen om ordene og deres betydning !

Det fænomen - at det typisk er højrefløjen der 'vinder' - skal forstås i sammenhæng med, at det typisk er højrefløjen der præger debatten (og dermed manipuleringen) via deres ejerskab af de medier, hvorigennem debatten foregår.

Jeg læste for nylig noget om at netop det her med ordenes betydning og deres normative fortolkning på en positiv/negativ skala ('good' vs. 'bad') er meget manipulerende på vores evne til at forholde os korrekt kritisk til diverse begreber og tilstande.

Anders eksempel med fx. ordet skattetryk er et godt eksempel:
- Ordet tryk i denne forbindelse er ubetinget normativt negativt - der udøves et tryk på noget der tilbageholder dettes frihedsgrad.
- Der opstår derfor en forventning om at skattetryk er noget negativt noget - Selvom en velfærdsstats grundlag bygger på en solidarisk og progressiv beskatning, som burde forekomme helt naturlig og positiv for alle.

Forestil dig i stedet at det hed skattegave ...
(gave er jo modsat tryk et positivt ord)

Hvis vi havde verdens største skattegaver det ville da være fantastisk positivt, (hvad det jo rent faktisk også er).

Modstil dette mod fx. den tendens der er til, hvorledes rige mennesker omtaler sig selv positivt, når de donerer penge til velgørende formål. Vi kunne altså også kalde det skattedonation - og igen ville højere beløb være forbundet med normativ positivitet.

Henrik Plaschke

Rasmus Knus:

Der er forskel på at påstå, at der ingen effekt af topskattelettelser er, og at der ikke er de positive effekter på vækst og beskæftigelse, som Finansministeriet m.fl. påstår.

Thomas Piketty har i sin Kapitalen i det 21. århundrede (Gyldendal 2014) en række betragtninger, der er relevante for disse spørgsmål. Han viser eksempelvis, at lønningerne til toplederne i amerikansk sammenhæng har meget lidt at gøre med disses mulige bidrag til deres virksomheder, og han påpeger endvidere en sammenhæng mellem de øverste lønninger og beskatningen af disse:

”Når man ser på de udviklede lande i deres helhed, konstaterer man, at faldet i indkomstskattens højeste sats fra 1970’erne til i dag er tæt forbundet med stigningen i den rigeste percentils andel af nationalindkomsten i samme periode. Konkret er der en næsten perfekt korrelation mellem disse to fænomener: De lande, der har sænket den højeste sats mest, er også de lande, hvor de højeste indkomster – og navnlig aflønningen af de store virksomheders ledere – er steget mest. Omvendt har de lande, der ikke har sænket den højeste sats særlig meget, kunnet opleve en meget mere moderat fremgang i de høje indkomster... Ifølge de klassiske økonomiske modeller, der hviler på teorien om den marginale produktivitet og arbejdsudbuddet [og som Finansministeriet m.fl. baserer deres forståelser på], kunne forklaringen være, at faldet i den højeste sats har stimuleret topledernes arbejdsudbud og produktivitet i de pågældende lande, og at deres marginale produktivitet (og altså deres løn) derfor er blevet meget højere end i de andre lande. Denne forklaring er dog ikke særlig plausibel. Som nævnt … er teorien om den marginale produktivitet en model, der – ud over at være en smule naiv – har mange empiriske og begrebslige problemer med at forklare, hvordan lønningerne i toppen af lønhierarkiet fastsættes.

En mere realistisk forklaring er, at sænkelsen af den øverste skattesats, som har været særlig massiv i USA og Storbritannien, radikalt har transformeret den måde, hvorpå topledernes løn fastsættes og forhandles. For en leder er det altid svært at overbevise de forskellige parter i en virksomhed … om, at en stor lønforhøjelse … virkelig er berettiget. I perioden 1950-70 havde en amerikansk eller britisk leder ingen større interesse i at kæmpe for at få en sådan lønstigning, og de forskellige involverede parter var mindre villige til at give ham den, for 80-90 % af lønstigningen ville under alle omstændigheder gå direkte til statskassen [ja topskatten var høj dengang!]. Fra og med 1980’erne er der helt andre spilleregler, og alt tyder på, at lederne er begyndt at gøre sig betragtelige anstrengelser for at overbevise de forskellige parter om, at de skal tildeles ikke mindre betragtelige lønstigninger. Eftersom det er meget vanskeligt objektivt at måle en topleders bidrag til sin virksomhed, og eftersom der hersker megen indavl i lønudvalgenes sammensætning, har toplederne haft relativt let ved at overbevise de pågældende parter om, at de fortjente disse lønstigninger.

Denne forklaring hænger desuden også godt sammen med den kendsgerning, at der ikke findes nogen statistisk signifikant relation mellem sænkelsen af den højeste marginale sats og vækstraten i produktiviteten i de forskellige udviklede lande siden 1970’erne… BNP’ets vækstrate har været næsten nøjagtig den samme i alle de rige lande siden 1970-80’erne… at væksten siden 1970-80’erne ikke har været højere i Storbritannien og USA end i Tyskland, Frankrig, Japan, Danmark eller Sverige... Med andre ord synes sænkelsen af den højeste marginale sats og stigningen i de høje lønninger ikke at have stimuleret produktiviteten (i modsætning til, hvad udbudsteorien forudsiger), eller i hvert fald ikke tilstrækkelig til, at det er statistisk synligt på den samlede økonomis niveau...” Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede, p. 520-22.

Så langt er vi heldigvis endnu (?) ikke i Danmark og det øvrige Europa. Men der er vist ikke megen tvivl om, hvor forbilledet for tilhængerne af lavere indkomstskatter er at finde.

Men hverken hensynet til retfærdighed eller til økonomisk fornuft berettiger til dette forsvar for skatterettelser til de mest velhavende dele af befolkningen.

Men ja, det er effekter af topskattelettelser. Men om disse effekter så er ønskelige, er en anden sag. Det handler vist først om fremmest om fordeling og klassepolitik – i forklædt form.

I øvrigt har Anders Lundkvist helt ret i, at det er problematisk at benytte udtrykket skattetryk om samfundets nødvendige finansiering af den offentlige sektor. Betaling af skat er prisen for at leve i et – nogenlunde – civiliseret samfund.

Peter Jensen, Rasmus Knus og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

Kære Henrik

Jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger herunder den skjulte klassekamp fra oven. Min anke var blot på den sproglige dimension - effekter på samfundsøkonomien - eftersom der ikke er evidens for udbudsøkonomernes claim om en trickle-down effekt, produktivitetsforbedringer etc., der kan aflæses på GDP - altså samfundsøkonomien som helhed. Selvfølgelig er der fordelingsøkonomiske og dermed politiske effekter af topskattelettelser.

Mvh.
Rasmus