Kronik

Vores samfund er røget i luksusfælden

Et liv i luksus er den ultimative drøm for det moderne menneske. Den har fortrængt den aristokratiske idé om ære og den religiøse idé om fromhed. Det er den virkelige trussel mod vores samfund
Et liv i luksus er den ultimative drøm for det moderne menneske. Den har fortrængt den aristokratiske idé om ære og den religiøse idé om fromhed. Det er den virkelige trussel mod vores samfund

Thomas Iburg/iBureauet

18. februar 2017

Adam Smith og Marx var uenige om mange ting, men på ét punkt var de enige: Pengeforholdet er det tungeste forhold mellem mennesker.

Jovist, medfølelse er en stærk drivkraft, men Adam Smith reserverede den til intime forhold, til familie og venner. Og Marx manede til nøgternhed: Alt »føleri« er druknet i »den egoistiske beregnings iskolde vand«.

Loyalitet, moralske hensyn og intimitet reduceres til private fornemmelser eller spændes på interessante måder for pengenes vogn.

Vi er fortrolige med det økonomiske marked. Alle kender de gamle karikaturtegninger af den velnærede kapitalist på bagsædet af sin Rolls Royce, omgivet af cigarer, champagne og yppige købepiger. Luksus af den vulgære eller forfinede slags er det synlige udtryk for hans økonomiske succes.

Moderne milliardærer dyrker den selvskabte rigdom og ser bort fra, at de har arvet, spekuleret, klippet kuponer, indgået i den økonomiske elites generøse belønningssystemer, modtaget statsstøtte og ladet andre arbejde for sig.

På baggrund af en indstuderet blindhed overbeviser de sig selv og måske andre om, at deres rigdom er skabt ved hårdt arbejde. Og er rigdommen enorm, er de selv enorme mennesker – og ikke, som en nøgtern analyse ville konkludere; parasitter på andres arbejde. Også her følges rigdommen op med kæleri for sanserne.

Ikke kun milliardærer drømmer om luksus. Drømmen har bredt sig og gennemtrænger samfundet. Er man heldig, kan man arve. Man kan spekulere, så penge på magisk vis avler flere penge. Man kan tilkæmpe sig adgang til udbetalinger, som står i et grotesk misforhold til ens indsats.

Man kan snyde i skat og flytte penge til skattely. Længere nede i hierarkiet kan man tilrane sig lidt ufortjente velfærdsgoder eller drømme om lottogevinster, som giver adgang til lystyachter, palmeøer og limousiner. Når alle gør det, gør alle det.

Luksus for andres penge

Ikke kun på det økonomiske marked er der succes at hente. Også politikere, sportsfolk, videnskabsfolk og mediestjerner kæmper om succes. Det handler ikke kun om deres store indsats, men også om de store penge, som følger i kølvandet. Nogle mennesker belønnes for deres næsten ufattelige dygtighed inden for videnskab, kunst eller sport. De bliver forbilleder, ikke blot på grund af deres dygtighed, men også deres livsstil, som udstilles i blanke magasiner.

En anden dygtighed udfolder sig behind the scenes, når mennesker på høje poster i de private eller statslige hierarkier benytter sig af muligheden for at sætte sugerøret ind i pengestrømmen. Fristelsen til at tilrane sig andres penge synes at være uimodståelig.

Ledere forhandler med andre ledere og med bestyrelser om generøse aflønninger, bonusser, fratrædelsesordninger og optioner. Det gælder i det private næringsliv, men også politikere og embedsmænd tager for sig og bevilliger sig luksus for andres penge.

Igen og igen afsløres det, hvordan der fuskes med offentlige midler, så folk, som administrerer andres penge, ikke blot tager deres solide del af kagen, men også rejser, spiser, tager familien med og holder våde fester. Luksusfælden klapper ikke bare om de arme stakler, som begærer mere, end de tjener, men også om den velbjergede elite, som begærer, mere end de fortjener.

Der er mange måder at definere ordet elite. Én af dem er, at eliten er deltagerne i denne fest. Givetvis kræver det dygtighed af en art. Men den er ikke kun faglig, også social. Det er ikke nok at være en god kunstner, hvis man ikke har adgang til et galleri eller en manager.

Det gamle ordsprog ’ene, men stærk’ gælder ikke mere. Også eliten udgør et netværk, man skal kæmpe sig ind i, hvis man ikke er født med en sølvske i munden.

Nyde fremfor at skabe

Drømmen om luksus er mere end en privat fantasi. Den iscenesættes i glødende billeder og trænger ind i alle forhold. Reklamer er ikke kun tilbud om billige indkøb, men først og fremmest livsstilsbilleder af overflod, skønhed og lykke, som opnås gennem køb.

Med mærkevarer skabes ikoner, så selv smagløse mennesker kan demonstrere deres købekraft. Det er ikke afgørende, at ingen – eller næsten ingen – er så rige, smukke og lykkelige. Eller at lykken falmer, bilen forældes, huset forfalder og at billederne bare forestiller modeller, som agerer på en kunstig scene.

Afgørende er det moderne billede af lykken, som har fortrængt den aristokratiske idé om ære og den religiøse idé om fromhed. Det store omsving skete helt tilbage i 1600-tallet, hvor merkantilismen og dens konkurrence om handel og kolonier ændrede Europas behovsstruktur.

En iværksætter kan starte en virksomhed med en ambition om, at den skal have et evigt liv. Men for tiden ser man iværksættere, som udvikler en app eller en it-teknik eller et brand, hvorefter de sælger den for multimillioner til en fond og hengiver sig til luksus af den art, man ser reklamer for overalt: dyre huse, store biler, et liv i yppig lediggang.

Drømmen var altså ikke at skabe en virksomhed, men at få privat succes og adgang til jetsettet med dets iøjnefaldende forbrug.

Mange virksomheder tvinges også til at udbetale stadig mere af deres overskud til aktionærer, så muligheden for at investere og ansætte forringes. Hurtige penge til hurtigt forbrug.

Fra utopi til dystopi

Der er en stemning af undergang og narrespil over denne jagt på luksus. En gammel historie vil vide, at passagerer om bord på Titanic sloges om stolene på dækket, lige før skibet sank. Det er sikkert en alternativ sandhed, for skibet sank i kulde og mørke. Men mens miljøet forfalder og den demokratiske verdensorden anfægtes, gentages Middelalderens dødedans. Deltagerne er ikke selvpinere eller flagellanter, men hedonister.

Det er ikke hensigten at moralisere. Det er for let og for udsigtsløst. Det er forsøgt fra prædikestole i tusind år uden stort held. Men både Adam Smith og Marx – tovholderne for de ideologier, som har præget tænkningen i de sidste par hundrede år – pegede på, at markedet er andet og mere end et udvendigt forhold mellem mennesker.

Det er trængt ind i sjælen og gennemtrænger alle forhold mellem mennesker. Markedet favoriserer konkurrence, individualisme og vækst, og denne treklang lyder overalt. Selv markedets modstandere håber på succes og sluses hermed tilbage i den kamp, de vil gøre en ende på.

Jo, der findes markedsfrie forhold, hvor mennesker ikke er redskaber for hinanden. De gør ting for deres egen skyld og nyder deres dygtighed, hinanden og naturen.

Uden de frie forhold ville de fleste dø. Men som Adam Smith gjorde opmærksom på, trives de i små grupper. Marx reserverede dem til den frie tid efter arbejdet. De binder familie og venner sammen, men kan ikke holde sammen på verdenssamfundet.

Alle mennesker kan ikke blive brødre. Der er for mange, og ikke alle er værd at forbrødre sig med.

Den utopiske tænkning er ikke udtørret. Den trives i tusindvis af små projekter, som blot ikke løber sammen i en stor flod og ikke har erobret fantasien.  De stærke drømme handler stadig om privat luksus, beskeden eller storslået.  

Obama fik mange til at drømme om fornyelse. Yes, we can. Da fornyelsen kom, skete det i et mere dystert regi, belagt med navne som Putin, le Pen, Erdogan, Orban, Farage og Trump. Det har sat ild til fantasien. Står vi over for indgangen til helvede – en verdenskrig – eller er det en skærsild, som skal rense os og rive os ud af vor luksuriøse bekvemmelighed? Svaret får vi snart.

Ole Thyssen er professor emeritus i filosofi ved CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Marie Mollerup
  • jørgen djørup
  • Jørn Vilvig
  • Ivan Breinholt Leth
  • Carsten Søndergaard
  • Flemming Berger
  • Ole Hilby
  • Britt Kristensen
  • Mihail Larsen
  • Torben K L Jensen
  • John Fredsted
  • Niels Duus Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Niels Ishøj Christensen
  • peter fonnesbech
  • Leo Nygaard
  • Erik Feenstra
  • ole rasmussen
Vivi Rindom, Marie Mollerup, jørgen djørup, Jørn Vilvig, Ivan Breinholt Leth, Carsten Søndergaard, Flemming Berger, Ole Hilby, Britt Kristensen, Mihail Larsen, Torben K L Jensen, John Fredsted, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen, Niels Ishøj Christensen, peter fonnesbech, Leo Nygaard, Erik Feenstra og ole rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Endelig en debattør der er endnu mere "grumpy old man" end jeg, men artikelens eventuelle pointer skæmmes dog af forfatterens kvindesyn. Det hedder "champagnepiger" og ikke "købepiger" når gentlemen taler.

Egon Stich, Søren Ferling, Flemming Berger, Lars Dahl, Bruger 196134, Henrik Nielsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Et fælles mål om at skabe værdi og fremdrift for vort samfund er blevet erstattet af en altomfavnende individuel grådighed.

Jeg så den anden dag, at heller ikke Euro Disney i Paris har tjent en krone hjem til samfundet, og er på fallittens rand. USA har vanen tro gennem alle årene, cirka 22 år, har overført alle de europæiske indtægter til skattely eller USA.

Søren Kristensen

Rigtig godt brølt! Må filosoffen få mindst lige så stort held med at sparke opad, som han har haft med at sparke nedad.

jørgen djørup, Carsten Søndergaard, Søren Ferling, Bruger 196134, Henrik Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Johannes Lund, Dan Jensen, Arno Victor Nielsen, Niels Duus Nielsen, peter fonnesbech, Anne Eriksen, kjeld jensen, Jens Erik Starup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Individuel grådighed er det ikke det, man i 1968 kaldte selvrealisering?

Søren Ferling, Nille Torsen, Henrik Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Pseudotilværelsens aktører på alle niveauer skal medvirke i den store omstilling.
Ellers vil højere kræfter nedbryde babelstårnet.

Søren Ferling, Henrik Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Man kender ikke sandheden om kommunisme og terrorisme, men sandheden om vestlige værdier er ret indlysende.

"Obama fik mange til at drømme om fornyelse."

Obama repræsenterede en populisme, som fik rigtigt mange med på vognen - og vi mangler i dén grad at se en kritisk diskurs om en præsident, som bedrog en hel verden fra sin teleprompter og siden gentog de narrestykker og nederdrægtigheder, og den korrupte omgang med det etablerede, som han slog sig frem på at skose. Obama var farlig, langt farligere end vi endnu ved om den truende Trump kan blive, for Obama tog afsæt i en velkendt amerikansk lede ved the establishment, en udbredt lede ved krig og fjendebilleder, og en resolut konfrontationskurs med Wall Street og det militærindustrielle kompleks, da hans politik formuleredes ... og der blev intet gjort ved noget af det. Tværtom fik den nogle nøk ekstra. Og bl.a. derfor er det patetisk at bevidne hvordan angiveligt kloge og velmenende opinionsdannere, herunder naturligvis opportunistiske politikere og magthavere, taler om Trump som en trussel og Obama som det gode, vi desværre måtte sige farvel til.

Egon Stich, Hans Aagaard, Jens Falkenberg, Martin E. Haastrup, Søren Ferling, Flemming Berger, Ole Hilby, Britt Kristensen, Henrik Nielsen, Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen, Johannes Lund, Jørgen M. Mollerup, Flemming S. Andersen, Jesper Nielsen, kjeld jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg køber altid med ekstra bacon, det har jeg lært... og muligheden for ligger, man kunne i denne sammenhæng, revidere hvordan symbolske magt udformer sig fra sundheds paradigmet i form at luksus. bare for at twist den lidt. Luksus er jo et synonym for overforbrug, hvor det ligemeget med ressourcerne betydning i ens ødsel tilstand. Luksus er jo det ypperligste man kan opnår i et liberal samfund, og i sig selv legitimere ideologien praksissen. Det jo politik.

Jeg køber altid med ekstra bacon, det har jeg lært... og muligheden for ligger, man kunne i denne sammenhæng, revidere hvordan symbolske magt udformer sig fra sundheds paradigmet i form at luksus. bare for at twist den lidt. Luksus er jo et synonym for overforbrug, hvor det ligemeget med ressourcerne betydning i ens ødsel tilstand. Luksus er jo det ypperligste man kan opnår i et liberal samfund, og i sig selv legitimere ideologien praksissen. Det jo politik.

Christian De Thurah

Ak ja, verden er i sandhed af lave. Hvornår var det nu, den var i lave?

Steffen Gliese, Jørgen M. Mollerup og Peter Møllgaard anbefalede denne kommentar

Drømmen om luksus ?????

Hvad der var luksus år 1900 er "fattigt" i dag - og det , vi idag anser for luksus, vil i overvejende grad blive oplevet som "normalt" af vores børnebørn.

Der var engang,hvor f eks et toilet i lejligehden/huset ( så man ikke skulle gå udenfor eller benytte en potte) var vildt afsindig luksus.- og der var engang, hvor man ikke tog et brusebad om morgenen, men blot vaskede sig 1 eller 2 gange om ugen ( "etagevask"/"truckervask" i koldt vand i et vandfad).

Der er ingen som helst grund til at antage at dagens mennesker er urealistiske "drømmere om luksus og lediggang" - men ofte er elitens medlemmer af den pudsige opfattelse, at det "almindelige folk" er præget af overfladiskhed og manglende omtanke.

Faktisk viser bl a husholdningernes indeståender på opsparingskonti , at de typiske danske familier er hamrende fornuftige og realistiske.

David Henriksen, Anne Lintrup, Steffen Gliese, Rikke Nielsen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Det bedste jeg har læst på information i lang tid!

Det vi ser er borgersamfundets korrelat til feudalsamfundets 'fromhed' blandt de bedende og 'ære' blandt de kæmpende. Borgersamfundets ypperste ideal er hyper-individualiseret hedonisme og luksus. Det er vel - på linje med fromhed og ære i feudalsamfundet - en måde hvorpå ideologien bekræfter nødvendigheden af det eksisterende samfunds beståen. Er luksus og individualisme vitterlig menneskets ypperste tinde? Da kan vi jo ikke gøre op med det kapitalistiske borgersamfund. Thyssen demaskerer det beskidte og dekadente i den regerende ideologis idealer, samt hvorledes den trænger ind i alle facetter af menneskets væsen. Jeg vil reservere lidt mere respekt for lektorer og professorer fra CBS i fremtiden.

Niels Duus Nielsen, Søren Ferling, Anne Lintrup, Henrik Nielsen, Erik Feenstra, Jørn Andersen, Flemming S. Andersen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

Et varmt tak for den artikel.

Jeg betragter mennesker, der forfalder til materiel luksus, for værende mennesker, der besidder ringe mod. Ringe mod til anstændigt (at påtage sig) at bære den fællesmenneskelige byrde, det er, overhovedet at være et menneske: først og fremmest eksistentiel angst i alle dens mange former. Og netop derfor er mennesker, der forfalder til luksus, til vellevned, ikke værd at se op til, tværtimod, for de mangler i mine øjne karakterstyrke. Deres mentale smertetærskel er i mine øjne pinlig lav og derfor noget, de burde skamme sig over. Der burde ikke være noget at bryste sig af. Når folk alligevel ser op til dem som forbilleder, så må det, formoder jeg, være fordi også de besidder ringe mod. I en global atmosfære gennemvædet af mangel på mod er vi naturligvis aldeles fortabte, hvad de store problemer angår: klimatruslen, ressourceudtømning, o.l.

Flemming Berger, Henrik Nielsen, Jørn Andersen og Ken Sass anbefalede denne kommentar

Dyriske instinkter styrer os, ikke samfundssystemet.
De stærkeste i flokken styrer - de svageste individer er tabere.
Som ved OL : Hurtigere, højere,længere - Smartere, rigere, mere magtfuld.
Tre skorstene på stuehuset er bedre end to, er bedre end een.
Misundelesesværdigt, ikke !

Jens Erik Starup

Luksus har vist til alle tider været anset for skadeligt for alle andre end en selv.

Vivi Rindom, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Styrter det luksuriøse demokrati, for manges vedkommende vil det betyde, at de mister deres kaffemaskine og deres arbejde.
Det kan man godt overkomme uden psykologhjælp.

"Ladet andre arbejde for sig" lyder nærmest som slaveri.

Jeg får en god ide og starter et firma. I starten knokler jeg selv - idealistisk som jeg er (troede jeg var) - men med tiden får mit firma så meget succes, at jeg får behov for at ansætte flere. Pludselig har jeg 100 ansatte, som hver især får en god løn af mig, penge de selv kan bruge til at forbruge eller spare op (og måske selv få en god ide). Jeg er nu direktør for mit eget snart store firma og jeg har købt mig en stor og behagelig Mercedes firmabil, da jeg kører meget ud til kunder. Pludselig banker Google på min dør og tilbyder mig 10 mia. for mit firma.

I forhold til din selvforståelse, har jeg, ved at få en god ide misbrugt 100 mennesker fordi de ansatte, i din selvforståelse, har mere ret til min ide end jeg selv har: Det overskud jeg evt. har fået, havde de mere krav på end jeg og jeg er derfor blevet en ond udbytter. Og jeg har endda været så ond, at jeg har købt mig en behagelig bil at udføre mit arbejde fra, hvorfor jeg da må være en overdreven kapitalist, der kun fokuserer på at vise mig frem med eliten og ikke på at passe mit arbejde bedst muligt. Og nu, hvor Google har fremsat et ekstremt købstilbud, fremstår mit oprindelige motiv efter ussel mammon tydeligt; jeg var aldrig en idealist men kun ude efter profitten (siger du). Punktum!

Den individuelles ret til at søge egen succes er ikke problemet og må ikke være problemet i et frit samfund - slet ikke i et velfærdssamfund som i Danmark, der er opbygget så snedigt at den, der har succes også giver en andel til den, der ikke har.

Den dag, hvor vi alle ikke skal have mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet længere, den dag vil mennesket ikke stræbe efter overskud længere. Indtil da, er det en naturlig del af vores DNA at sikre os selv og vores nærmeste de bedst mulige forhold (da konsekvensen ellers er at vi enten skal undvære eller forsørges af andre).

Ære og fromhed: Æren i at forsørge sig selv og sine bedst muligt, og fromheden i at afsætte hele sit vågne liv til at gøre dette.

Michael Kongstad Nielsen

Det skal mærkes at vi lever,
som Johannes Møllehave og Benny Andersen skrev.
Men jeg synes, at luksus er skabt til ikke at mærke noget.
Altså er luksus knapt nok liv.

Gustav Alexander

Rikke Nielsen,

Den nuværende økonomi bygger fundamentalt på udbyttelse af lønmodtageren. Renser man din kommentar for sarkasme, så forholder det sig jo sådan at den enkelte arbjeder nødvendigvis må producere mere end han lønnes for, hvis du skal have et merprodukt at geninvestere. Det betyder unægteligt at arbejderen fremmedgøres fra produkten af sit arbejde (og bestjæles af arbejdsgiveren) på daglig basis.

Det er mildest talt nogle deprimerende idéer du har om ære og fromhed. Det lyder af en puritansk arbejdsmoral med en tilhørende social konformitet. Jeg kan ikke se hvorfor vi skal gøre nød til dyd. Ære og Fromhed må være andet og mere end blot sadomasochistiske appeller til frigørelse gennem arbejde.

Egon Stich, Søren Roepstorff, Vivi Rindom, Lise Lotte Rahbek, Jens Falkenberg, Ivan Breinholt Leth, Flemming Berger, Ebbe Overbye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Dennis Jensen, selvfølgelig er ære og fromhed mere end at tage ansvar for sig selv og sine (meget mere). Men jeg har svært ved at forstå, at du ikke sætter en ære i at tage ansvar for dig selv, og at du derfor kritiserer mig for at gøre det (da det så skal opfattes som sadomasochistisk). Og jeg læser også en årsagssammenhæng heri til, at du mener, at hvis jeg klarer mig godt, så er det fordi jeg stjæler noget fra dig.

De 100 personer kan frit gå sammen om gode initiativer.
Og dele overskuddet, når de realiserer og stopper fornøjelsen.
Eller dække gælden, når de krakker.

Leo Nygaard, det er jo et frit samfund vi lever i, selvfølgelig kan de 100 personer vælge at gå sammen om gode initiativer; det er udelukkende deres valg.

Netop Rikke Nielsen. Måske de 100 kollektivt kunne presse ejeren til at dele en evt profit ved salg som en del af deres ansættelses aftale. Men det skulle modsvares af en forpligtelse til at dække er underskud.
Og så kniber det. Det viser arbejdsmarkedets historie gennem Anker Jørgensens fiasko med økonomisk demokrati.

David Henriksen

Robert Kroll du rammer sømmet lige på hovedet. Velskrevet. Tak fordi du læste mine tanker.

Jeg oplever nu i min omgangskreds ganske mange der oplever frihed og fritid som værende de primære ting penge (arbejde) kan købe. Ikke tasker eller designersko.

Ivan Breinholt Leth

Rikke Nielsen

Der findes en ærgerlig tilbøjelighed til at sammenblande logik og moral, når samfundsstrukturer analyseres. Du starter et firma, og du knokler for det. I sådanne firmaer arbejder ejeren ofte under samme forhold som de ansatte. Det kan endda ske, at hans/hendes indtægt er lavere end de ansattes. Den første Mercedes, kan man måske påstå, at ejeren har anskaffet for penge, som er et direkte resultat af hans eget arbejde. Men når han/hun har købt luksusbil nr 8, et slot i Frankrig og et privat jetfly, ved vi, at det ikke er muligt at anskaffe sådanne forbrugsgoder, selv for den som har den højeste løn, der findes på arbejdsmarkedet. (Måske hvis vi ser bort fra spekulanter i City of London og Wall St. der er jo også ansatte.) Disse forbrugsgoder er derfor anskaffet i kraft af andre menneskers arbejde.
Når vi er nået frem til den indsigt, kan vi begynde at diskutere moral: Er det rimeligt, at nogle mennesker kan ophobe store rigdomme, mens andre lever i fattigdom? Bør man indføre omfordelingsmekanismer f.eks. i form af progressiv beskatning? Hvordan skal det i så fald indrettes? Hvor store belønninger er rimelige for mennesker som vitterligt opfinder indretninger, som er til gavn for andre mennesker. Bør man belønne mennesker, som opfinder kemiske våben på samme måde, som vi belønner personer, som opfinder en medicin mod kræft? Bør vi belønne spekulation mere end produktiv innovation? Osv. osv

Søren Roepstorff, Vivi Rindom, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Problemet er, at evt. samfundsmæssige beslutninger om, hvad der er ret og rimeligt i forhold til disse spørgsmål, slet ikke er relevante, når vi blot overlader det til de højt besungne frie markeder. Vi er nødt til at tage magten over vores eget samfund, hvis vi vil give os selv mulighed for at beslutte på demokratisk vis, hvad der er ret og rimelig.

Egon Stich, Torben Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Send more money.
Den ærede professor emeritus vil sandsynligvis bare fortælle sine omgivelser, at han har svært ved at leve af sin pension alene … ;-)

Ole Arne Sejersen

Peter Jensen: Der er ingen grund til at blive så arrig på Obama. Han var jo bare establishments villige redskab.
Da en sort forsvarsminister, ja endda en sort udenrigsminister ikke længere var nok til, at man følte, at USA fremstod som det førende demokrati i Den frie Verden, var tiden kommet til at indsætte en sort præsident. Systemets valg var gennemtænkt. En Harvard-uddannet High Yellow med en indtagende familie. Tillige en skuespillerbegavelse med sceniske evner ud over det sædvanlige, med en fremragende replikbehandling, et smukt harmonisk kropssprog og en sympatisk mimik.
Obama var mao. et overbevisende exempel på det Hollywood tidligere kaldte a token black boy. Men her og nu tog magteliten sig af manuskriptet, og det er mere interessant end Obamas person.
Den vesteuropæiske elite hilste hans valg med jubelskrig og belønnede ham (og USA) med Nobels Fredspris. Skjult bag hele skuespillet fortsatte systemet med at handle i overenstemmelse med sin iboende logik. Her ændredes intet.

Ole Arne Sejersen, jeg beklager at jeg fik udtalt mig for personrettet - målet var blot at få bragt Obama (som fænomen og redskab for den etablerede magt, ikke som person/menneske) i et mere jordnært og retvisende perspektiv, således at benyttelsen af Trump som vikarierende waterpas bliver tydelig.

David Henriksen,
"Jeg oplever nu i min omgangskreds ganske mange der oplever frihed og fritid som værende de primære ting penge (arbejde) kan købe. Ikke tasker eller designersko."
Arbejdskraft kan købes for penge. Arbejderen eller (dys-)funktionæren sælger sin arbejdskraft til en "arbejdsgiver" (køber.) Kan også vores frihed og fritid købes og sælges, ligesom tasker, støvler, firmaer, statlige selskaber og infrastruktur?

"I kapiltalismen bliver alting gjordt om til varer."
(Karl Marx, Kapitalen.)

David Henriksen

Man kan klage over penge alt man vil men mennesker har altid byttet med hinanden og det kommer aldrig til at forsvinde. Måske først den dag vi kan designe og printe ALT i vores eget hjem ;) da vil andres arbejdeskræft være overflødig

Byttehandel og anden "retfærdig handel" er der da ingenting i vejen med. Og det har sket siden tidenes morgen. Men penge er ikke bare et byttemiddel, men også et middel til udbytning og svindel, og anden "pengemagt".
At printe "ALT" eller "CTRL-ALT" kan lade sig gøre med en almindelig "paperprinter".
Men jeg tvivler nu på, om en såkaldt 3D-printer nogensinde kan producere, for eksempel vand eller mad. Næppe. Eller hvad?

Jeg sys der er lige lovelig meget kritik af kapitalismen. Jeg ser ikke rigtig noget forslag til hvordan den nuværende samfundsstruktur kan ændres til det bedre. Ikke at jeg er for den i større grad ulighed verden over, tværtimod. Men en henvisning til universel minimal indkomst eller tilsvarende kunne havde været på sin plads i dette debatindlæg.

Intet nyt fra OT her: Spartas undergang var dets borgeres hang til forbuden frugter, dvs luksus - Blodsuppen var ikke nok i længden.
Jeg anskuer den af OT fordømte hang til arbejdsfrihed og luksus , som en direkte forlængelse af menneskets friheds trang. Lønarbejdet er desværre ensbetydende med en kraftig indskrænkelse af ens frihed både fysik og psykisk. Samtidig er lønarbejdet paradoksalt oftest også en kilde til tilfredshed og glæde i vor tilværelse, hvilket mange oplever først i pensionist tilværelse. Som Bob Dylan synger; "You got to serve som somebody"