Kronik

Har man adopteret, bliver man aldrig en almindelig kernefamilie

Før vi adopterede vores søn fra Madagaskar, tænkte jeg, at vi ville blive en helt almindelig familie. Nu har jeg indset, at vi altid vil være anderledes
Før vi adopterede vores søn fra Madagaskar, tænkte jeg, at vi ville blive en helt almindelig familie. Nu har jeg indset, at vi altid vil være anderledes

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

28. marts 2017

Dragen blafrer diffust i vinden, men den stiger ikke til vejrs. Jeg bliver ved med at løbe. Alligevel ender den endnu engang i græsset. Jeg standser forpustet.

»Må jeg løbe med den?« spørger min fireårige søn, der står ved siden af mig.

Han lyder ikke forpustet, selv om han har løbet den samme distance som mig, endda i gummistøvler. Sammen vikler vi snoren omkring håndtaget, og så giver jeg ham det. Min mand holder dragen op i vinden. Dens lange hale snor sig hen over plænen foran operaen. Vi venter. Så tager vinden fat, og min søn løber. Og så sker det. Dragen stiger op. Først tøvende, men så beslutsomt.

»Hold fast,« råber min mand et sted bag mig.

Jeg ser på vores søn. Han holder godt fast, og sejren er ikke til at tage fejl af. Jeg anstrenger mig for ikke at vise, hvor rørt jeg bliver. Det er vores Madagaskar-dag. Hvert år den 16. oktober markerer vi vores første møde. Den dag vores adoptivsøn og min mand og jeg mødtes for første gang.

Sorgen vil altid være der

Det første år tænkte jeg, at vi fejrede dagen. Det tror jeg endda, jeg sagde højt. Jeg sagde nok noget i retning af, at vi skal fejre hinanden som en slags fødselsdag. I hvert fald tænkte jeg, at det største og bedste, der er sket i mit liv, skal fejres. Det skal fejres, at vi har fået hinanden.

Det er stadig det største og bedste, der er sket i mit liv, og jeg er stadig lige taknemmelig, men jeg er også blevet klogere. Den dag er nemlig også symbolet på noget andet, for den markerer også et tab.

Helt konkret oplevede min søn et tab, da vi forlod børnehjemmet med ham, fordi hans velkendte, trygge omgivelser og omsorgspersoner blev taget fra ham, og uanset hvor mange gange han havde set på billeder af os, havde hørt os omtalt som ’mama’ og ’papa’, var vi fremmede.

Det har selvfølgelig ændret sig. Nu er vi velkendte, en tryg havn, vi er hans mor og far, men det ændrer ikke ved en sorg, der altid vil være hans.

Når børn spørger deres biologiske forældre, hvorfor de har fået dem, er det et næsten absurd spørgsmål, fordi barnet jo ikke ville være der uden forældrene. Der er ikke noget før og efter.

Spørgsmålet er derimod helt anderledes konkret, når et barn spørger sine adoptivforældre, hvorfor de har fået det. Barnet eksisterede jo, før de kom til. Hvis ikke vi havde adopteret vores søn fra Madagaskar, havde han stadig været der. Han havde haft et liv, et sprog, et land og mennesker omkring sig, som ligner ham. Dertil kommer, at adoptivbørn pr. definition har mistet deres første familie. Selve adoptionen baserer sig på et tab.

Selv om vi ikke ved noget om vores søns oprindelige forældre, er de varigt forbundet til ham. Ikke kun gennem kroppen, men også gennem hans spørgsmål og tanker.

Selv om vi ikke kender deres konkrete historie, ikke ved, om de lever, så ved vi, at deres historie også er præget af tab. De har måttet give deres barn fra sig, og uanset hvor nødvendigt det har været, er det en tragisk hændelse.

Jeg står ved det smertefulde

Som forælder må jeg tage på mig, at min største glæde er forbundet med sorg. Sådan er det, og det skal jeg rumme, ikke forsøge at fjerne. Kun ved at være ærlig omkring begyndelsen, at stå ved det smertefulde, at fortælle det, jeg ved, og ikke gætte og digte om alt det, jeg ikke ved, kan jeg forsøge at give min søn mulighed for at få før og efter til at hænge sammen. Jeg skal give ham mulighed for at være med til at fortælle sin livshistorie, den fulde historie.

»Jeg tror min Madagaskarmor er død,« siger min søn en aften, hvor jeg putter ham. »Ellers ville hun have beholdt mig.«

Noget i mig har sådan lyst til at give ham ret, og jeg har lyst til at sige:

»Ja, min skat, ellers ville hun have beholdt dig.«

Men det siger jeg ikke. Jeg bliver nødt til at holde mig til sandheden, så selv om det føles næsten ubærligt, siger jeg, at jeg ikke ved det. At ingen ved det, selv om jeg hellere end noget andet vil give ham en af de brikker, han mangler til sit puslespil.

»Men hvordan kom jeg så hen til børnehjemmet? Kørte jeg i taxa? Eller på cykel?«

Igen må jeg sige, at jeg ikke ved det. Jeg må stå sammen med ham i uvisheden, mærke sorgen, tabet og det smertefulde ukendte sammen med ham. Ved at gøre det, håber jeg, at jeg viser ham, at han har ret til hele sin historie.

Vi er anderledes

Min søns livshistorie er også vores families historie, og selv om det kan føles forkert, næsten farligt at insistere på, at vi på grund af den er en anderledes familie, så har jeg fundet ud af, at det er nødvendigt. Vi bliver nødt til at vriste os fri af kernefamiliens logik.

Vi er en familie med flere lande, med flere forældre, med tab og en masse ukendt, med før og efter, hvor det ene ikke er bedre end det andet og med flere farver. Sameksistensen af alt det er vores kerne, og det er derfra kærligheden, respekten, samhørigheden og trygheden springer.

Jeg synes, det er svært over for andre at insistere på, at vi er en anderledes familie. Det bliver tit mødt med en ’lad nu være med at gøre et nummer ud af det’-holdning eller et ’hvorfor vil du hænge fast i det svære’.

Dertil kommer, at adoptionsdebatten de seneste år har ændret sig og er blevet mere kritisk. Jeg tror, de fleste adoptivforældre er bange for at sige noget om deres familieliv af frygt for at komme til at såre, genere eller provokere nogen, måske mest af alt deres børn og de voksne adopterede. Mig selv inklusiv.

Samtidig er det netop debatten, der har gjort mig klogere. At turde lytte og give plads til adoptionshistorier har for mig været helt afgørende for at kunne udvikle mig som mor. Det har f.eks. været en stor gave, at min søns primære pædagog i børnehaven selv er adopteret.

Ikke kun, fordi han har en direkte forståelse for, hvor komplekst det er at være adopteret, men også fordi han tør dele erfaringer og give gode råd. Og gennem artikler, debatter og bøger, uanset hvor kritiske de er, har jeg også fået lov til at få indblik i, hvordan det føles at være adopteret.

Den erfaring har gjort det lettere at blive ved med at insistere på, at vi ikke er en kernefamilie. Vi er noget andet. Vi er anderledes. Jeg håber, at jeg ved at insistere på det anderledes, viser min søn, at det ikke behøver at være farligt eller forkert.

Ingen har Danmark-dag

Den anden dag spurgte min søn, hvorfor de andre børn i børnehaven ikke har en Danmark-dag, og i stedet for at rode mig ud i en lang forklaring, sagde jeg det, jeg tænker, er det mest dækkende svar: »Fordi vi er anderledes«.

Han tænkte et øjeblik over det og ville så vide, om vi var anderledes på samme måde som Viktor, der har en Korea-dag. Heldigvis er vi anderledes sammen med andre. Vi er slet ikke alene, og både som familie og for ham som adopteret er der andre at spejle sig i. Det er helt uundværligt.

Men hvad gør vi så med den 16. oktober fremover? Vi bliver ved med at markere dagen, men vi taler ikke længere om den som en fødselsdag, der skal fejres.

Maria Roslev er freelanceskribent og oversætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Benny Jensen
  • ingemaje lange
  • ulla enevoldsen
  • Ole Frank
  • Niels Duus Nielsen
Viggo Okholm, Benny Jensen, ingemaje lange, ulla enevoldsen, Ole Frank og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er muligt at det er forskelligt for jer, men som far til to adoptivdøtre har jeg aldrig tænkt over nogen forskel. Vi er en "kernefamilie" hvad det så end er :)

Anne Eriksen, Casper Hansen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Tak for en medrivende beretning.
Jeg ved ikke om man kan dele jeres Madagaskar-dag op i enten en glædens- eller en sorgens dag. Personligt har jeg altid drømt om mit egen pre-Danmark liv, fordi jeg som barn havde den barnagtige forestilling om at livet der ville være bedre. Derfor syntes jeg at det er befriende for din søn at du håndtere hans drømme og tanker. En Madagaskar dag kunne jo være en dag hvor man gjorde noget på en Madagræsk måde?

Jeg undre min forøvrigt over den stædige brug af og længsel efter at være en "kernefamilie", uanset om man er en far med navnet Signe eller om man er noget andet. Alle familier har forskellige værdier, problemer, politikker osv, som nettop gør dem til en unik familie.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ulrik Gutt-Nielsen, Anne Eriksen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Aniella Bonnichsen

Jeg har læst din artikel med interesse Maria, dejligt at du gør dig disse refleksioner for det er bestemt anderledes at være adoptivfamilie end at være en kernefamilie med hjemmelavede børn. Jeg har delt din artikel ind i Adoptionstrekanten, som er en gruppe, jeg administrerer. Jeg er selv forfatter til den første bog her i Danmark om adoption skrevet af en biologisk mor: ”Mit barn – hvor er du?” Det mest hjerteskærende ved adoption er uvisheden – for dit barns vedkommende uvisheden om hans egen fortid, hvad er der sket, hvad er baggrunden for adoptionen, hvorfor? For mit vedkommende har det været uvisheden om mit barns skæbne, det har næsten ikke været til at leve med, og det var ikke mit eget valg – min søn blev taget fra mig umiddelbart efter fødslen, og jeg måtte leve i mange, mange år uden kontakt med min søn, uden at vide om, han var levende eller død. I dag er vi lykkeligt genforenede. Jeg mener, at de anonyme adoptioner skulle afskaffes, og mange børnehjem burde nedlægges – kun børn som er reelt forældreløse eller børn, hvis forældre står i en meget vanskelig situation skulle midlertidigt være på børnehjem. Da børnehjemmet Enat Alem i Etiopien blev lukket på grund af børnehøstere viste det sig jo, at stort set samtlige børn havde familier, der godt kunne tage sig af dem. Rigtig mange børn bliver jo på papiret gjort forældreløse simpelthen for at blive ”adopterbare”

Ulrik Gutt-Nielsen

Kære Maria. Måske kunne din søn overveje at gå til FDF? Og jo virkelig har vi en Danmark dag. Det kunne være Valdemars dag. Mange steder er der masser af flag den dag. Held og lykke.

Jeg er selv opvokset som adoptivbarn i DK. På trods af, eller på grund af, flere besøg i mit fødeland og tæt kontakt med min plejemor, føler jeg mig som et typisk eksempel på en klassisk dansk kernefamilie. Jeg tror det er op til den enkelte familie at definere eget liv og familie forhold og ikke generalisere.

Helge Jørgensen

Ja man er anderledes som adoptiv-familie - sådan er det. Er selv a-barn. Mine forældre holdt ikke Sorø-dage (der er jeg født). I det hele taget blev der ikke gjort så meget ud af det. Kan ikke huske, at jeg ikke har vidst det. A-ordet.
Antager at det er blevet en kende mere udfordrende at have A-børn fra flere kontinenter i dag pga. de vulgære politiske vinde.
Det vigtigste er at huske på, at de forældre, der væger at adoptere, er af en hel særlig støbning. De er fantastiske, de gør det af ren og skær kærlighed. Husk denne uegennyttige handling, der giver tusindevis af børn et nyt og bedre liv.