Læserbrev

Arbejdsudbudsreformer er virkelighedsfjerne

23. marts 2017

I 11 måneder fik jeg fornøjelsen af at være medlem af Folketinget som stedfortræder for Stine Brix. I den periode hørte jeg utroligt meget om behov for arbejdsudbudsreformer og vældig lange og kloge taler om, hvordan nedsatte ydelser styrkede motivationen og mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Nu har jeg blot på den uge, jeg har været tilbage på mit dejlige arbejde på jobcentret i Hjørring, haft kontakt med tre borgere, som alle har mistet deres bolig og forsørgelsesgrundlag, alene fordi de ikke har kunnet navigere i det system, der officielt skulle hjælpe dem.

Borgere, som har ydet deres bedste og forsøgt at leve op til kravene, men som er faret vild i NemID; 225-timersregel; indkaldelser, der kommer i digital post, som de ikke har adgang til; rådighedsregler og så videre. Straffen falder prompte – lever du ikke op til kravene, bliver du sanktioneret.

Vi har skabt et system, som er så kompliceret, at de borgere, som egentlig skulle hjælpes, har behov for bistand og vejledning for at kunne finde rundt i det, blot for at kunne opretholde basale livsfunktioner, som brød på bordet og tag over hovedet.

Især de borgere, som af en eller anden grund falder lidt ved siden af, hvad mainstreamøkonomer anser for at være velafrettet potentiel arbejdskraftsressource i konkurrencestaten, bliver presset helt urimeligt hårdt på deres levevilkår.

De skal leve op til en moralsk forventning om, hvad man kunne levere – ikke som menneske – men som en del af et produktionsapparat.

Det er en besynderlig tanke, at værdi alene skabes på arbejdsmarkedet. Menneskeværd ophører med at eksistere – her tæller kun menneskets produktionsværdi. Hvis du ikke kvalificerer dig til en plads i lønarbejdernes rækker, skuffer du samfundets forventninger til dig. Det er en temmelig kynisk tilgang.

Måske alle de, der taler for arbejdsudbudsreformer og kan holde lange taler om sammenhæng mellem lave ydelser som motivationsfremmende, skulle komme med en tur ud i virkeligheden blandt de mennesker, der mærker konsekvenserne.

Peder Hvelplund er folketingskandidat for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
  • Hans Larsen
  • Ebbe Overbye
  • Søren Roepstorff
  • Carsten Svendsen
  • Dorte Sørensen
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
  • Ole Christiansen
Per Klüver, Hans Larsen, Ebbe Overbye, Søren Roepstorff, Carsten Svendsen, Dorte Sørensen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Ole Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Et bevis på, at reglerne er umulige at finde ud af, er, at man kan få tildelt en mentor i kommunalt regi, som hjælper med at finde rundt i systemet.

Denne mentor udfører den funktion, som alle sagsbehandlere udførte i gamle dage: Håndholdt støtte, personligt kendskab til klienten, professionel socialrådgivning og ikke mindst kendskab til systemet og dets regler.

Desværre er mentorordningen noget, man skal kvalificere sig til - kun de, som efter en screening viser sig et være særligt elendige får tilbudet - og selv når man slipper gennem nåleøjet, er ordningen tidsbegrænset. Når tiden rinder ud, og de allermest akutte problemer er løst, skal man tilbage til sin jobkonsulent, som kun interesserer sig for, om man er arbejdsmarkedsparat.

Hvis der skulle opstå nye problemer - fx at man bliver hjemløs på grund af 225-timersreglen - må man stille sig op i køen og håbe på, at hjemløs kvalificerer som elendig nok til et nyt tilbud.

Spørger man sin jobkonsulent om hjælp til et sådant socialt problem, bliver man henvist til at klare sine problemer selv - ikke fordi jobkonsulenten ikke gerne vil hjælpe, men fordi hun ikke har tid på grund af de mange samtaler hun har med alle de andre arbejdsmarkedsparate, som heller ikke kan finde et job.

Steffen Gliese

Som bekendt er det fanden, der har skabt lønarbejdet, som alt for meget energi i samfundet går med at opretholde, men mindre og mndre med at lønne efter fortjeneste.
Ideen om, at mennesket pludselig efter 5.000 års åndelige manifestationer og mangfoldighed skulle være degenereret til alene at kunne æde og skide, er tragisk.
Det så ellers rigtig godt ud i hele min barn- og ungdom; men så væltede de en mur, og hele verden blev et amokløb.

I tilknytning til Niels Nielsens kommentar om et offentligt system med så høj kompleksitet og så meget bureaukrati, at det offentlige er nødt også at finansiere mentorer (vejvisere) til dé, som har hjælp behov, er supersygehusbyggeriet i Skejby (Region Midtjylland) nu så stort og uoverskueligt, at man har måttet entrere med Røde Kors mhp. nødhjælp til patienter, som ikke kan finde rundt. Stærkt illustrativt.