Kronik

Bedsteforældre er reduceret til tyende i deres børns liv

Bedsteforældregenerationen er nyttige som børnepassere eller opvartere. Men samværet med børnebørnene foregår altid på døtrene eller svigerdøtrenes præmisser. Det gør relationen uligeværdig og uværdig
’Selv de bedste relationer mellem familiens ældste (min generation) og ’midtvejskvinderne’ krakelerer, når vi kommer bag om standardfraserne om kærlighed mellem bedsteforældre og forældre,’ skriver dagens kronikør.

’Selv de bedste relationer mellem familiens ældste (min generation) og ’midtvejskvinderne’ krakelerer, når vi kommer bag om standardfraserne om kærlighed mellem bedsteforældre og forældre,’ skriver dagens kronikør.

Polfoto/Maud Lervik

17. marts 2017

Børnene af den seksuelle frigørelse har travlt med at portrættere deres forældregeneration. Thomas Vinterbergs Kollektivet, Katrine Marie Guldagers romaner, Per Daumillers Det Store Flip etc.

Umiddelbart kunne fortællingerne, hvor vi afbildes fra børnenes perspektiv, være en relevant indgang til at forstå forholdet mellem dem og os i dag. Men nej. For det første forstyrres de af kildernes udsagnskraft. Det er post festum refleksioner. Pålideligheden er sløret af erindringsforskydninger. For det andet præges disse bøger og film af forfattere og filmfolks underliggende motiver.

Det træder klarest frem i børnenes satire over kollektiver, hippier. Det er altid nemmest at være bagklog. Men de belyser ikke deres egen rolle som magtmisbrugende.

Anklagerne står i kø

Man kan finde mange anklager mod 1960’ernes og 1970’ernes voksne – altså os – for ansvarsforflygtigelse, udsvævende sociale mønstre, der kan undskylde den adfærd, der nu viser sig hos vores børn. Er kritikken af os reelt en forsvarstale for deres egen dårlige opførsel? Man kunne få den mistanke.

Typisk siger døtrene i 40-årsalderen, at de har måttet være mor for deres mor, eller mor for deres far. Vores uansvarlighed dengang har påført dem traumatiske pligter, de som børn ikke var modne nok til, og som har gjort dem ude af stand til at tilgive, forstå, forholde sig konstruktivt. Det er de gamle ’følelseskolde’ eller ’uforstandiges’ skyld. De skulle hellere være blevet voksne. Det er deres egen skyld, at man kun kan bruge dem til børnepassere.

Åh, disse ræsonnementer er absurde: Døtrene savner deres mødre. De vil angiveligt så gerne forsones. De går i terapi. De vil gerne nyde familien af børn og bedsteforældre i harmoni. Men hvordan? Når nu vi gamle ikke forstår den skade, vi har forvoldt.

At påpege selvmodsigelse og selvbedrag i døtrenes påstand om at være mødre for deres mødre, er nærmest det værste, vi kan gøre, for så beviser vi jo blot, at de har ret. Vi forsvarer os, vi undskylder os, og vi forklarer deres følelser. Det beviser, at vi ikke har forstået en papand. Sådan føler de. Med følelser skal man ikke spøge.

En endnu mere primitiv opfattelse af vores løben fra ansvaret hører vi fra den del af de voksne børn, som ikke fik karrieren på gled: Vi er angiveligt græshoppegenerationen, som æder alt væk. Det er vores ejendomspriser og vores evne til at besætte de gode job, som nu er blevet utilgængelige goder for dem: De har ikke råd til huse, som vi har tjent fedt på, og de kan ikke få job, som vi nægter at forlade. Så de må bo i små, overfyldte lejligheder, som de betaler formuer for, og de har end ikke råd til det, for de har freelancejob og kan ikke få enderne til at mødes. Vores skyld!

Skamfulde

Børnene er nu midt i livet. Og jeg kender stort set ikke nogen bedsteforældre, som ikke giver udtryk for sorg og forbandelse over den behandling, børnene byder dem. Især døtrene synes at anføre konflikten. Det er ikke kønt.

Det er ikke børnenes skyld, hvis forældre har svigtet. Men det er børnenes ansvar at relatere modent og voksent til det. Børnene har selv børn nu og dermed ansvar for den næste generation. Men typisk bruger kvinder i 35-55-årsalderen børnebørnene som middel til udnyttelse af bedsteforældre.

Selv de bedste relationer mellem familiens ældste (min generation) og ’midtvejskvinderne’ krakelerer, når vi kommer bag om standardfraserne om kærlighed mellem bedsteforældre og forældre. Mine jævnaldrende lyver ikke. De er diplomatiske. De idylliserer. Det er problematisk, fordi den forsvarsmekanisme også indeholder selvbedrag. Idyllisering dækker over skamfuldhed. »Jeg må have været en dårlig mor, siden hun behandler mig så forfærdeligt (det har jeg ikke behov for at skilte med!)«

Tillige er adskillige af de bedstemødre, der nu er blevet enker eller fraskilte, afhængige af en god relation til børnebørn, så de bider ydmygelser i sig, resignerer for at opretholde en familieidyl, der frister døtrene til misbrug.

Passer du lige Clara?

Har vi nogensinde diskuteret, hvorfor stakkevis af brevkasseindlæg i kvindeugeblade, i sundhedsmagasiner og beretninger og interview i radio- og tv-programmer afslører, at den ældre kvinde eller disse bedsteforældre nægtes adgang til samvær med deres børnebørn? Hvem er det, der finder på sådan ondskab?

Her er den moderate udgave:

»Kommer du ikke lige over og passer Clara, mor? Hun er syg, og jeg skal på arbejde, ellers kommer jeg alt for langt bagud.«

...

»Nej, nej, Claes kan ikke passe hende, han er på forretningsrejse og kommer ikke hjem før på fredag.«

Denne forvridning af magtforholdet mellem mor og datter hører til det undskyldelige. Ja, den er ofte udtryk for gensidighed, som består i, at også døtrene gør noget for deres mødre.

»Vi betalte rejsen for mormor, og hun babysittede, når vi skulle på bar.« Eller: »Vi betalte noget af rejsen, og så delte vi udgifterne til maden: halvdelen til mormor og halvdelen til os. Selv om vi er fire og hun er én, så er begge parter dog hver sin familie, ikke sandt?«

Og næste gang datter og Claes skal i byen og skal bruge en babysitter, så ringer de da til mormor igen. Og så kan mormor og Clara nyde hinandens selskab uendeligt. Også selv om det udvikler sig til en vikarierende bedstemor, der ikke sjældent overtager moderrollen eller værre: Bliver til et ulønnet tyende.

Ikke et ondt ord om kærlighed til børnebørn. Det er ikke ærindet. Det er udnyttelsen af denne kærlighed, vi diskuterer. Og det er besværligt på den ene side at fremhæve bedsteforældres blokerede relationer til børnebørn og på den anden, at der er for meget af den. Men begge dele hører til problematikken. Betingelserne bestemmes ikke af bedsteforældrene, men af datteren. Eller mere iskoldt: af svigerdatteren.

Naturligvis er det mor, der bestemmer, men anstændighed sætter grænser for misbrugende mødre. Det ved bedstemor og -far. Hvorfor ved mor det ikke? Hvem har gjort hende immun for ordentlig opførsel? Hvorfor skal hun have andre regler end andre mennesker? Hænger det sammen med en generel velstandsforøgelse, som efterlader fundamental værdighed og respekt til glemslen? Er materialisering af familierelationer den naturlige omgangsform i et gennemsyret materialiseret samfund?

Flugten mod syd

En udvej er, at bedsteforældrene emigrerer. Tæl antallet af bedsteforældre i Sydens sol. Langt væk. Og spørg om deres motivation for at ’svigte’ familien, for at gøre sig skyldige i familie-disruption. Svaret vil altid være noget med lange vintre, behov for solskin, og hvad der nu er af økonomiske fordele. Men i sandheden ligger også det usagte: Flugten fra forpligtelser og misbrugende døtre. Ikke altid, men oftere end de fleste tror.

Er det ikke tankevækkende, at når der er etableret et liv, en bolig og behageligere omgivelser på f.eks. De Kanariske Øer, så kommer børn og børnebørn da ned og kigger ca. en gang om året. Og måske er der gensynsglæde ved juletid og runde fødselsdage.

Når børnebørn har været i det stedlige legeland, på stranden, på kameltur og i rutsjebaneparken, sover bedsteforældre den ’vidunderlige’ visit ud. De nød børnebørnene, men de var samtidig børnepassere og opvartere, til de blev blå og gule. De flygtende er atter blevet bekræftet i det misbrug, de flygtede fra.

Døtrene sidder på (børne)børnene, og de anvender blandt andet deres travle arbejdsliv som pression. Eller de griber til fiktive argumenter. Men de føler altså sådan. De gamle sidder på deres desillusionering. Der er ikke balance.

Ilja Wechselmann er pensioneret lektor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Gullev
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Espen Bøgh
  • Michael Friis
  • Niels-Simon Larsen
Ivan Gullev, Maj-Britt Kent Hansen, Espen Bøgh, Michael Friis og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var dog den groveste generalisering jeg længe har oplevet. Og sikke en ansvarsforflygtigelse. Et provokerende men derudover næste totalt uinteressant indlæg. Det bedste man kan sige om det, er at det måske bibringer et perspektiv på en sandhed som nogle befinder sig i. Og har en given svigermor det som beskrevet, så håber jeg hun er moden nok til at forholde sig til det og tage debatten. Alt andet vil jeg mene er uanstændigt.

Anders Jensen, Tine Friis, anne lindegaard, Sine Jacobsen, June Pedersen, Hanne Koplev, Mette Poulsen, Sidsel Katlev, Helene Brochmann, Benny Jensen, Rie Forchhammer, Kenneth Graakjær, Morten Damborg, Mikkel Madsen og Margit Tang anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Modigt skrevet. Håber IW ikke bliver mødt med udelukkelse af familien, for det er vel personlige erfaringer, der ligger til grund.
Bedsteforældre og børnebørn knytter sig til hinanden på en hel anden måde end forældre og børn. Derfor er det smerteligt, når man som bedsteforældre ikke så tit får lov at se sit barnebarn. Det sker for en af mine gode venner. Han er knust over det.
Hvis ingen kan holde ud at være sammen mere, så ved jeg virkelig ikke, hvad der er tilbage.

Anders Jensen, Ulla Holger, Peter Andersen, Vibeke Rasmussen, Ruth Gjesing, Jørn Andersen, Viggo Okholm og Britta B. anbefalede denne kommentar

Stop klynkeriet, bedstemor:
Ingen kan udnytte dig, hvis du ikke er villig til at lade dig udnytte.

Helene Brochmann, Benny Jensen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

I dyreriget er det normen at individet dør når den ikke er reproduktiv længere.
Årsagen til at mennesket lever længere og kan blive bedsteforældre er den evolutionære fordel der ligger i at de kan passe, pleje, opdrage og give tryghed for børnebørnene mens forældrene er aktive i tilvejebringelsen af livsfornødenheder.
Hvis man modsætter sig dette (både som forældre og bedsteforældre) gør man oprør mod ens biologiske formål. Hvorfor får man børn i det hele taget?

Uffe Andreasen

E.H. Din filosofi, som jeg godt forstår, er i virkeligheden en nedgøring af ældre, som i mine oldeforældres tid: gamle kom i aftægtshuset og deres værdi bestod kun i, hvorvidt de kunne bidrage arbejdsmæssigt, ellers ud med dem, som du jo også skriver. Ældre mennesker er ikke længere biologisk nedslidte, som de var i oldes tid, men lever længere i fin form, intellektuelt og sundhedsmæssigt, og vil ikke drømme om blot at være til tjeneste - så derfor halter dit biologiske ræsonnement.

Anita Sørensen , Niels Duus Nielsen, Peter Andersen, Hans Houmøller og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Mikkel Madsen

Det lyder meget som om forfatteren tager nogle problemer i egen familie og derefter postulerer, at det skulle være et generelt mønster for alle tilsvarende relationer.

Jeg er sjældent af den type, der brokker mig over redaktionelle valg, men denne her er simpelthen under vanlig Information-standard.

Jacob Lorensen, Tine Friis, anne lindegaard, Sine Jacobsen, Anders Jensen, Maiken Guttorm, June Pedersen, Mikkel Sørensen, Hanne Koplev, Torben Lindegaard, Mette Poulsen, René Arestrup, Sidsel Katlev, Helene Brochmann, Christel Larsen, Benny Jensen, Marie Jensen, Rie Forchhammer, Erik Jensen, Margit Tang, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørgen Wassmann, Jesper Frimann Ljungberg, Lise Lotte Rahbek og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

"Bedsteforældre er reduceret til tyende i deres børns liv. Bedsteforældregenerationen er nyttige som børnepassere eller opvartere. Men samværet med børnebørnene foregår altid på døtrene eller svigerdøtrenes præmisser."
Så faren er altså også udenfor regnestykket?

Hanne Koplev, Mette Poulsen, Christel Larsen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

UA. Fint de lever længere i fin form, intellektuelt og sundhedsmæssigt, desto mere vil de kunne bibringe deres børnebørn. Hvad værdifuldt kan de ellers bidrage med eller skabe? De fleste er jo ikke i stand til at kreere noget vedvarende på anden måde. Hvilken værdi har et liv som ikke er til for noget andet end bare at slappe af.
Kunne man ikke bare anskaffe en hamster i stedet? Man kan altid sende den til dyrelægen hvis man bliver træt af den.
Folk har i det moderne samfund glemt at forudsætningen for en pensionist/bedsteforældre tilværelse er at der er nok efterfølgende generationer der understøtter den og at man naturligvis gør sit bedste for at bidrage til dem.
Fertilitetsraten i Danmark er for lav og ens folkepension burde gøres afhængig af at man har reproduceret sig tilstrækkeligt.
Pensionsalderen er på vej op og årsagen er at vi ikke kan finde ud af det med børn, det ender med at vi skal arbejde til vi segner som 80 årige.

Uffe Andreasen

Kære EH. Udover at passe børn, "...hvad kan de (gamle) ellers bidrage med?", spørger du. For mit vedkommende, jeg er 73 år, sidder jeg i flere bestyrelser, skriver på en bog, rejser, går til kulturelle oplevelser, deltager i debatten hvor jeg giver erfaringer videre: blandt andet, som her, med at advare imod at gå den gamle reaktionære vej tilbage mht opfattelsen af ældre. De kan andet end at skifte ble, skal jeg hilse at sige.

Jacob Lorensen, Anita Sørensen , Peter Andersen, Jens Falkenberg, Hans Houmøller, Troels Brøgger, Majbritt Nielsen, Rie Forchhammer, Michael Friis, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

Det lyder som om der er en der har svært ved at slippe bestemmelsesretten. Jeg har svært ved at forstå hvad problemet egentlig er. Vil du ikke gøre dig behjælpelig overfor forældrene? Vil du have løn? Er du sur over at du ikke må give børnebørnene slik og fjernsyn?

Hanne Koplev, Mette Poulsen, Morten Damborg og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

Men er forfatterens børn ikke bare blevet præcis det hun har opdraget dem til?
Eller glemte hun at opdrage?

Ilja, du er helt forkert på den. Det er da meget bedre, at der er et reelt behov for, at man kommer som bedsteforælder og deltager i børnefamiliens liv og problemer. I stedet for en idylliseret og sporadisk besøgstradition. Børnebørn kan være søde eller irriterende, men det må man tage med, som det er lige nu. Der skal tørres røv og smøres madder. Ligesom da børnene var små. Man bliver brugt, men ikke udnyttet, som du skriver. Det kan jeg sagtens leve godt med. Og jeg siger nej, hvis det ikke passer mig lige nu - og forventer ingen sure miner på grund af det.

Jacob Lorensen, anne lindegaard, Sine Jacobsen, Hanne Koplev, Nina Højfeldt Lentz, Helene Brochmann, Majbritt Nielsen, Kenneth Graakjær og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
Morten Damborg

Jeg tror, virkeligheden er som med så meget andet. Der findes helt sikkert en gruppe voksne børn på min alder plus-minus (jeg er snart 38), der tager deres forældres hjælp som børnepassere for givet. Men det er jo nok bare nogle af de samme mennesker, der generelt bare tager andres hjælp for givet. Jeg tror forfatteren og denne omgangskreds uheldigvis er røget ind i en stime. Man kan grundlæggende gøre tre ting, når man møder udfordringer i tilværelsen:
A) Jeg kan godt selv!
B) Jeg kan ikke selv!
C) Hvem kan hjælpe mig?
En god leveregel er, at der skal siges A) 80 procent af gangene! Men nogle mennesker har bare svært ved at vælge andet end B) og C).

ps... det skal osse med at i disse papforældretider er der ofte mange bedsteforældre til at bære eventuelle pasningsbyrder. I vores tilfælde er der 7 bedsteforældre. Så bliver man ikke overrendt i nævneværdig grad - og kan altid henvise og forhandle.

Christian De Thurah

"Og jeg kender stort set ikke nogen bedsteforældre, som ikke giver udtryk for sorg og forbandelse over den behandling, børnene byder dem". Jeg kender stort set ikke nogen bedsteforældre, der giver udtryk for de følelser, og hvad beviser det så? Ingen ting - ud over måske, at vi er tilbøjelige til at omgås folk, der ligner os, og at vi er tilbøjelige til at generalisere ud fra, hvad der er normen i vores eget ekkokammer. Hvis artiklen så bare havde taget forbehold for dette, men nej, problemet fremstilles som alment gyldigt i de to generationer.
Det er det ikke.

Bjarne Bisgaard Jensen

Som med alt andet i livet må man sige til og fra og tage de smæk dette måtte give. Det gælder også bedsteforældre skulle jeg hilse og sige fra en af dem - mig selv.

Jesper Frimann Ljungberg

Svært at vide om man skulle ryste på hovedet eller grine.

// Jesper

Hanne Koplev, Christel Gruner-Olesen, Sidsel Katlev, Helene Brochmann, Benny Jensen, Lise Lotte Rahbek og Per Otto Borgen anbefalede denne kommentar

Når man bliver ældre bør man flytte sig for den næste generation og ikke blive ved med at tro at man stadig har samme status som en 18 årig. Det er simpelthen naturstridigt, og det forvirrer den nye generation at de gamle ikke flytter sig (mentalt) og tror vi alle er lige. Det er vi ikke, og det forstod de tidligere generationer, men det gør besteforældregenerationen ikke i dag.
Der er en uendelig tomhed i at sidde -som jeg gjorde forleden, på Folkeuniversitetet med 30 60+ ere der prøver at tvinge lidt indhold ind i deres liv ved at fordybe sig intelektuelt et tilfældigt emne. Vi sad og hørte om russisk historie og underviserens siger: "Ved i hvad de russiske bedstemødre gør - de passer børnebørn" I skulle have hørt en ramaskrig, "Det gør vi også" osv. Det ramte et ømt punkt. Det er nemlig ikke rigtigt. Danske pensionister passer ikke børn, de har travlt med at tilfredsstille sig selv. Her sidder 30 friske pensionister, og de har absolut ingen funktion i samfundet. Det er så tomt - så uendelig tomt. Jeg frygter at ende sådan. Underviserens fortalte også at i Rusland er det faktisk skrevet ind i grundloven at man skal passe sine gamle. Så de har en grundlæggende anden "kontrakt" imellem generationerne. Er det bedre? Det ved jeg ikke, jeg ved bare at vi har mistet noget essentielt, på ganske få år unden at jeg personlig har været bevist om det og uden at jeg personlig har følt at det her er et oplyst valg jeg gør. Jeg har aldrig ønsket mig et samfund hvor de gamle ikke bliver elsket. Og det gør de ikke i dette samfund. Gamle mennesker er lidt som børn, man er nødt til at se dem ofte og dagligt for at lære at holde af dem og alle deres luner, og vilkårene er bare ikke til det i det her samfund. Det er trist. I min barndom havde vi op til ti gamle vi så jævnligt og som vi holdt af og som var en del af familien. Den oplevelse får mine børn ikke. De får ikke følelsen af at være en del af en slægt. De er en del af den skrøbelige kernefamilie, og når de flytter hjemmefra så skal de vel bare klare sig selv, - vi får nemlig travlt med at rejse, hvis vi skal følge i vores forældres fodspor.

Peter Andersen, Christel Gruner-Olesen og Helene Brochmann anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Jeg nikker genkendende til at der er en tendens til at bedsteforældrene skal "passe" børnebørnene, ikke "se" dem.

Anita Sørensen , Carsten Mortensen og Uffe Andreasen anbefalede denne kommentar

Klynkeartikel, uden bund i min virkelighed!

Uffe Andreasen
Du giver gerne din erfaring videre, siger du, men hvor i al verden har du erfaret, at det at betegne yngelpleje som en primær funktion, er nedgørende for os ældre? Jeg er sandelig glad for, at jeg ikke bære på denne erfaring.

Uanset hvilken bog du vil skrive og hvilken forening du sidder i bestyrelsen for, kan du vel se, at reproduktion og yngelpleje er det ultimativt vigtigste, hvis vi vurderer menneskeheden i forhold til den største sammenhæng. Alt det andet vi også kan udrette, og hygger os med i livet, er i dette perspektiv mere eller mindre kun tidsfordriv - ikke sandt?

I et liberalt perspektiv er også mennesket et nytteobjekt, så det kan næppe undre at (mangen) ældre oplever at blive taget for givet og udnyttet. Det samme bliver deres børn jo - og børnebørnene såmænd også. Udnyttelsen er så at sige universel og det er håbløst at benægte den (omend det typisk er bl.a. håb, som afstedkommer samme benægtelse). Og naturligvis vil den allestedsnærværende utilitarisme styrke den sociobiologiske forståelse af menneskelivet (dvs. artens orden), hvormed abstrakter som yngelpleje og reproduktion gøres til signifikante motiver for menneskelig, social aktivitet.

Helene Brochmann

Tåkrummende privat og håbløst generaliserende indlæg. Hvis nogen har så dårlige relationer til deres børn og svigerbørn (jeg er ikke stødt på det), skulle de tage at tale med disse børn og svigerbørn, i stedet for at svine dem til i avisen. Jeg tror ikke dette indlæg gør nogen lykkeligere eller skaber større erkendelse, og hvad skal det så bruges til?

Sine Jacobsen, Anders Jensen og Sidsel Katlev anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Den artikel er ikke tåkrummende, Helene, den skaber rum til at man må have det sådan som beskrevet. Jeg har ikke denne problematik inde på livet, men fordi jeg er i bedstefar alderen kan jeg se en del som bliver udsat for det der beskrives. Der er noget om at de selfiestangsvingende facebookcheckende yngre generationer ikke har HELT tid til de børn de har ønsket at sætte i verden så videt jeg kan se, og IIIIH hvor smart: så har vi jo de gamle til at tage sig af dem, og de jo også så glade for at få lov.
Og til jer der brokker over at folk i en mere fremskreden alder vil noget selv der ikke har med børnebørn at gøre: Hvilke perspektiver giver brokkeriet jer når I bliver ældre.
@Omar
Det fællesskab du beskriver mellem unge og gamle bygger på reel respekt begge veje, det kan jeg også huske at have oplevet da jeg var barn. Velkommen tilbage til det, hvis vi kan blive enige, men der bliver nok ikke så meget tid til at checke Facebook, selvom jeg tænker at ingen måske så vil savne det fordi helheden har overflødiggjort det ! Halleluja

Anita Sørensen , Niels-Simon Larsen, Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Mortensen og Uffe Andreasen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Kællingesnak - ævl, kævl og kiv. Tag dog en ordentlig snak med din datter istedet for at belemre alle os andre med dine problematiske mor-datter-relationer.

til René Arestrup: Ilja er altså en mand, men han skjuler det sådan set godt i oplægget. Kan der være en grund til det?

René Arestrup

@Ole Thofte
ok, den missede jeg. Men jeg vil fastholde, at det er privat ævl, kævl og kiv. Dog ikke kællingesnak. Undskyld!

Mikkel Sørensen

Generaliserende artikel, hvis pointe kan afvises med følgende: Nå. JEG kender tilfælde, hvor det IKKE er sådan. Hvis artiklen støvsuges for "vi", "man", "alle" osv., står der kun en beskrivelse af forfatterens egne kendte forhold tilbage.
Der er desværre mange sådanne beskrivelser, hvor overskrifterne er konklusionener på "tendenser", der muligvis indeholder almene aspekter - muligvis ikke. Hvorfor? Svar: 1) forfatterne tror virkelig, at de beskrevne tendenser er generelle tendenser. Og/eller 2) Forfatterens egen forfængelighed.

Anna Robinson

Som typisk barn af Ilja's generation (født i 69), føler jeg næsten en instinktiv modvilje mod denne artikel. Den farves af så megen selvmedlidenhed og ansvarsfraskrivelse som den generation pr automatik møder min med. De kaldte os generation X, de var ekstremt nedladende i forhold til vores indsats på studie og arbejde (vi har nemlig været nødt til at gøre en indsats) og nu lever vi gudbedredet ikke engang op til deres bedsteforældreønsker, så de stakler må flygte til Spanien for at ikke gå under. En helt igennen usympatisk og forkælet artikel. Eller?

At Ilja skulle være en mand, faldt mig ikke et øjeblik ind, da jeg læste artiklen.
Derfor skrev jeg: "Stop klynkeriet, bedstemor...", hvilket ingen har fundet anledning til at kommentere.
Jeg mener dog godt, man kan tale om kællingesnak alligevel.

Karl Aage Thomsen

Jeg kender meget få, der bliver udnyttet, men de bliver det til gengæld i en sådan grad, at det med ordet tyende passer godt til dem. Men jeg mener også, at det er mest sønner og svigerdøtre der misbruger at farmor da har pligt til at passe ungerne, når der er behov for det. Jeg mener også, at mødre er mere vattede overfor deres sønner. Den lille dreng på 35 er sgu aldrig blevet voksen nok til at passe egne børn uden mors hjælp.
Katho

Caroline Pedersen

Jeg synes det bør tilføjes, at mange af de forældre, der nu er bedsteforældre, selv fik passet deres børn af deres forældre, da der dengang kun var få måneders barsel. Er den store forskel, at bedsteforældregenerationen har smagt på en frihed, deres forældre ikke havde?

Problemet med sådanne indlæg her er vel at den der skriver et indlæg ser et generelt problem ud af egen situation/utilfredshed. Den kultur og samfundsudvikling ændrer sig jo lynhurtigt og vi opdager det knapt. Arbejdslivets længe ændrer sig, skilsmisser er blevet almindelig, hvilket igen giver nye udfordringer. Forældre og børn bor i nogen tilfælde tæt på hinanden og det giver så mulighed for fællesskab og pasning samt hygge. Vi, som er bedsteforældre nu, er vel nu tressergeneration og oplevede friheden og trak for nogens vedkommende børnene med. Mine børn var med på Midtfynsfestival, men deres børn er så ikke med for stilen, sædvaner ændrer sig.Indrømmet: efter skilsmisser kommer der nye problemstillinger og ja jeg har ikke set mine børnebørn helt så meget, men trods alt passet og lidt ferie. Kort og godt er forholdene vidt forskellige og der er vist ingen generelle sædvaner, hverken nu eller før.

Troels Brøgger

@René
Hvor jammerligt ! når du finder ud af det er en mand er det ikke mere "kællingesnak"- er det chauvinistisk så det VIL noget :)

Jesper Frimann Ljungberg

Det sjove, er når der i forældre generationen er babyboomere og så ellers forældre der ligger sådan i yderkanten af generationen før (min bedsteforældre generation). Der er en meget stor forskel.
Babyboomerne er altid noget med "Jeg, mig og mig selv", hvorimod generationen før, der må man stikke dem et stykke chokolade i den ene hånd og et glas rødvin i den anden, for at de ikke går amok med at tømme opvaskemaskine, vaske tøj og vaske gulv.
Og det med at se børnebørnene har sku' altid været på forældrenes præmisser. Og man har bare mere travt i dag, det er ikke normen, at man har råd til at en går hjemme og passer børnene, som det var, da jeg var lille.

Og jeg blev da placeret hos bedsteforældrene tit, i længere tid før jeg gik i skole. Og jeg nød det til fulde, og det gjorde de også.

// Jesper

// Jesper

Søren W. Rasmussen

Kommer til at tænke på: Esaias Tegnér, der formulerede det berømte bonmot: "Det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta."

Debatindlægget oser mellem linjerne af personligt nid. Det er trist, men det er dog ikke nogen grund til at gøre det til et alment problem.Børn og bedsteforældre har alle dage nydt godt af hinandens selskab. Hvis forholdet bliver skævt, er det trist, men begge parter har jo ret til at sige til og fra.

Hvis man selv har haft et godt forhold til sine bedsteforældre (som jeg havde) så ønsker man nok også selv at være en god bedsteforælder. I hvert fald betyder det for mig personligt meget at have et godt forhold til mine børn, svigerbørn og børnebørn, og jeg bidrager med glæde hvor jeg kan.