Feminisme er blevet moderne. Flere og flere står i kø for at kalde sig feminister. Men feminismen lider under et identitetsproblem – for hvem er nu den ’rigtige’ feminist?
Identitetsproblemet knytter sig særligt til den fjerde bølge af feminismen: Nogle feminister vil gerne fritages for at se andre – og mere slutty, dullede – feminister med slikkepind i munden på skødet af en teddybjørn.
Den første feministiske bølge opstod i slutningen af det 19. århundrede og handlede primært om lige rettigheder, for eksempel stemmeret til kvinder. Den anden bølge begyndte med udgivelsen af Simone de Beauvoirs bog Det andet køn i 1949.
Den franske filosof problematiserede mandens høje rang og kvindens manglende frihed til selv at vælge. I 1990’erne tog den tredje bølge fat, da Judith Butler påstod, at idéen om kønnet var fiktiv og konstrueret.
Og nu er den fjerde bølge så kommet – med sutterne, teddybjørnene og Lolita-looket.
Det betyder ikke, at de andre bølger ikke længere er i bevægelse. I nogle lande er det stadig den første bølge, der er relevant, på grund af eksempelvis religiøs eller politisk undertrykkelse.
Ingen af de nævnte bølger kan betegnes som den rigtige, for de er alle sammen en vigtig del af udviklingen i kampen mod undertrykkelse og ulighed.
Den fjerde bølge har en frigørende etik. Feminister fra den fjerde bølger lader som om, at de er objekter, men udstiller samtidig manden – og måske også andre kvinder.
Feminisme som en filosofi afhænger ikke af udseende eller påklædning. Jeg troede, vi var kommet ud over klichéen om, at feminister og kloge kvinder skal ligne østtyske kampvogne.
Den fjerde feministiske bølge kan være med til at udstille det banale i de kønsforestillinger, som stadig florerer i de populistiske medier.
Det kreative ligger i tanken, ikke i kønnet.
