Læsetid 6 min.

Er Christina Hagen til store sorte pikke?

De selvbiografiske skrivestrategier i samtidslitteraturen udfordrer vores forestillinger om forfatternes og litteraturens autoritet. Er forfattere infantile, sexistiske, racistiske, når de i eget navn skriver infantilt, sexistisk, racistisk?
Forfattere – som her Christina Hagen – er så meget med i værkerne, at de i princippet må betragtes som fiktive figurer, mener kronikørerne Camilla Schwartz og Jon Helt Haarder

Forfattere – som her Christina Hagen – er så meget med i værkerne, at de i princippet må betragtes som fiktive figurer, mener kronikørerne Camilla Schwartz og Jon Helt Haarder

Tor Birk Trads
24. marts 2017

Det ligner et frontsystem: Christina Hagen udtaler med udgangspunkt i sin nye bog Jungle, at hun er infantil, overfladisk og foretrækker store pikke (18. februar).

Asta Olivia Nordenhof svarer på sin facebookside »røv til dette interview« og nægter at være på samme hold som Hagen. Et hold, der fremviser, og derved ifølge Nordenhof accepterer (måske endda producerer), det uetiske – det infantile, det kyniske, det racistiske.

Læser man ned ad Nordenhofs side, finder man mange, der glæder sig over, at nogen endelig siger fra over for særligt racismen. Andre er betænkelige ved hendes reaktion, ikke mindst afslutningen: »Tag parti«.

Måske fordi det æstetiske værk gerne skulle kunne noget andet også. Og hvem skal egentlig tage parti i teksten? Er det forfatteren, protagonisten, privatmennesket? Eller er de mon alle sammen den samme for Nordenhof? 

Christina Hagens nye, spredte bog ’Jungle’ skriver nærmest døsigt om at fortabe sig og går i tomgang undervejs. Men når den er god, er den helt afsindig
Læs også

For Christina Hagen forholder det sig i hvert fald anderledes. Det står ikke med småt, men klart og tydeligt lidt nede i interviewet. Christina Hagen skelner mellem forfatteren og privatmennesket, og hun skelner altså mellem den figur, hun iscenesætter i værket (som sig selv), og den hun også er uden for værket – ikke skarpt, mere som en diffus uafgørlighed.

Virkelige fiktive personer

I første omgang er det nok den gamle traver om, hvorvidt kunsten skal være opbyggelig og etisk forsvarlig, der er på spil. Mere tidstypisk og interessant er spørgsmålet om, hvor forfatteren selv står i den problematik, nu hvor de autofiktive greb er blevet mere reglen end undtagelsen.

Der er to aspekter i dette: Garanterer den biografiske forankring tekstens vederhæftighed, og giver den så omvendt forfatteren immunitet mod kritik – fordi det jo i givet fald er hende selv, vi kritiserer?

Nordenhof og Hagen stiller sig helt forskelligt her, men deltager begge i den formentlig største forandring af det litterære landskab det sidste halve til kvarte århundrede: at litteratur og fiktion ikke længere er gift, men har et mere åbent forhold. Mange har nok lagt mærke til, at skønlitteraturen nu til dags ofte er befolket med rigtige personer.

Kristina Stoltz, Linn Ullmann og Delphine de Vigans seneste romaner leverer tilsammen en ny og udfordrende platform til forståelse og eskalering af autofiktionen – hinsides Karl Ove Knausgård. Poul Behrendt samler op på årets store debat om autofiktion. Og leverer et alfabet til autofiktionens tredje fase
Læs også

Færre har tilsyneladende overvejet, at bevægelsen også går den anden vej: Virkelige personer, ikke mindst forfatterne selv, dukker meget direkte op i teksterne, jo vist. Men forfatteren er jo dermed en del af værket og må i princippet læses som en slags fiktiv figur, en hvis udtalelser ikke nødvendigvis skal tages for pålydende, en der på egne og alles vegne sender sig selv ind i forskellige områder af virkeligheden for at se, hvad der så sker.

De fleste har lært i skolen, at man skal skelne mellem fortælleren af en tekst og forfatteren bag den. Det skel har for en del samtidige forfattere rykket sig, så det nu går tværs igennem dem selv – men det betyder netop ikke, at værket så kun kan tale med én autentisk, helst moralsk forsvarlig stemme. Måske er det på tide, at vi også lytter til de stemmer, som ikke vil sige det, vi godt ved, er det rigtige?

Snurrende moralsk kompas

Det er forfejlet at forlange, at ’Christina Hagen’ skal tage parti, være for eller imod f.eks. racisme. Det står sådan set ikke bare i interviewet, men også i Jungle. Hun skriver i en lille tekst om sine få gode venner:

»De ved, at de fleste dage er jeg ubeskrivelig kedelig. De ved, at jeg kun går i seng med mænd, jeg er forelsket i, og at min identitet som forfatter kun fylder 10 procent af mit liv. Jeg synes, det er uinteressant at være forfatter. Jeg vil hellere være et menneske.«

Udtalelser som den står i skærende kontrast til værkets ellers så kyniske og nydelsesgale jeg.

Pointen er ikke, at Christina Hagen er en rolle og hendes udtalelser ’i virkeligheden’ er uproblematiske. Hun undersøger, hvad der sker, hvis hun – som sig selv – siger det, vi ikke vil høre, nemlig at grimheden og kynismen aldrig bare er samfundets strukturelle racisme og noget, de andre gør og tænker; også dem, der mener det godt, kan komme på dybt vand. Christina Hagen viser os i eksempelvis Jungle og Boyfrind, hvem vi også er. Men hvad er det så, hun viser os?

Christina Hagen arbejder med en gennemgående infantilitet i både bøgernes indhold og deres form: dårligt sprog, barnlig håndskrift, børnetegninger, grimme fotos, rastløshed, objektfikseret seksualitet, pubertære provokationer. Rendyrket voksenfobi som hos en lang række andre samtidige forfattere: Cecilie Lind, nævnte Nordenhof, Hanne Viemose, Stine Pilgaard. Overalt finder vi en uopløselig dobbelthed af prisværdig protest og konformt selvoptagede krav om opmærksomhed.

I Jungle kombineres den voksenfobiske position med forskellige projekter. Et af dem er at påtage sig det kyniske blik og det objektiverende begær, vi er så vant til at se hos mænd, at vi næsten ikke kan få øje på det mere. Hun forsøger sig som sugar mommy for at få noget ungt kød, ikke mindst en stor, velfungerende, sort pik.

Og der er ikke skyggen af medfølelse med den fattige og lidt flæskede, meget unge mand, bare screenshots af hans erektion og en ubehageligt snurrende nål i teksternes moralske kompas. Her er det svært ikke at tænke på Michel Houellebecq.

Tør vi se med Hagens øjne?

Vi er også i Jørgen Leth-land, men der er tilsyneladende langt til både Armani-butikken, huset på Haiti og de lækre øjeblikke i kokkens datters købte kusse. I første del af Jungle beskriver Hagen sin fornøjelse ved all inclusive.

Alt er inkluderet hos Hagen, hun kan lide det hele, alt det tacky, også de sorte mænd, der fremstår som herligt pålidelige kneppemaskiner. Og dog er det som hos Leth vel også det vestligt eksotiserende blik på ungt brunt og sort kød, der selv bliver synligt – i Hagens egne øjne. Tør vi se i dem, tør vi se med dem?

Leth er mere direkte til stede i bogens bedste afdeling, »Jylland 4ever«, hvor det ikke så meget er Bounty-land, der eksotiseres, men Jyde-land.

Her er vi på åh så autentisk afstand af københavnsk hipsteri, her er, ja igen, gode pikke, dejlig dårlig indretning og en ståen ved livet i dets fulde og smagløse udstrækning. At der også er mere på færde, fremgår af denne fantastiske turnering af en slags omkvæd fra Leths Det perfekte menneske: »Heller ikke i dag tog vi livet af os.«

Undervejs i læsningen af Jungle ryger læseren op i loftet flere gange, men Hagen kommer os i forkøbet ved at have indsat en intellektuelt kritiserende figur ved navn Lone Nikolajsen, der kommenterer på vidtløftighederne efter hvert afsnit:

»Det er en klassisk problemstilling, hvorvidt kunsten, når den konfronterer os med fænomener og strukturer i verden, vi ikke bryder os om, reproducerer – og derved styrker – dem, eller om den blotlægger og tydeliggør dem, så man har et bedre afsæt for en kritik af dem.«

Og det er vel sagens kerne her i dette frontsystem.

Identitetsundviger

Livet i senkapitalismen er lidt som et uendelig langt afsnit af Kender du typen? Vi får vores identitet, idet andre læser os rigtigt på vores indretning, madvaner, møbler, meninger, partnere og børn.

Christina Hagen er med sine vildt strittende referencer noget vanskelig at få med i det subjektiveringsshow, på linje med andre semifiktive figurer som Yahya Hassan: De nægter at stille op til klassefotoet af generation etik som henholdsvis sympatisk præmieperker og korrekt kapitalismekritisk københavnerforfatter og peger dermed – måske! – på identitetsundvigelsen i det at være ubehagelig, ambivalent og utilregnelig som protestform.

Samtidig ligger der en interessant potentialitet i Hagens selvfremstilling, en slags ’det er mig’ og ’ikke mig’ på samme tid, som modsat Nordenhofs insisteren på absolut sammensmeltning med sit jeg velvilligt – nærmest lystent! –åbner et mere mangfoldigt fortolkningsrum.

Camilla Schwartz og  Jon Helt Haarder er lektorer i dansk litteratur ved Institut for Kulturvidenskaber, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for emil groth

Det eneste jeg tænkte på da jeg læste artiklen, var nymphomaniac, hvor man ser en sund, målrettet sort klinge som giver konsekvent pul.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Dejligt at se ordet "senkapitalisme" på tryk igen. Jeg troede det var helt afløst af "neoliberal" ?

Brugerbillede for Benny Jensen

Jeg indrømmer gerne ikke at have den nødvendige åndelige habitus til den slags artikler, men jeg må erkende at forsøget på læsning fik mig til at tænke på den uhyrlige anklage omkring forfatterskab og navlepilleri blandt unge, danske, kvindelige forfattere.