Læsetid 3 min.

Den dag Joachim B. Olsen sagde noget fornuftigt

Det er svært at håndtere, når man pludselig er enig med dem, man plejer at være uenig med. Hvis man rækker dem en lillefinger, tager de så hele sjælen?
Det er svært at håndtere, når man pludselig er enig med dem, man plejer at være uenig med. Hvis man rækker dem en lillefinger, tager de så hele sjælen?
Jens Dresling
20. marts 2017

Forleden hørte jeg Joachim B. Olsen deltage i en tv-debat om pensionsalderen. Han sagde en del ting, som virkede fornuftige, blandt andet noget om den højere gennemsnitslevealder for alle grupper, også de ufaglærte med hårdt fysisk arbejde. Han sagde også nogle ting, som virkede helt hen i vejret. Men overvejende var han en mere nuanceret debattør, end jeg havde troet.

Må man være enig med dem, man plejer at være uenig med?

Det spekulerer jeg også på, når den yderste højrefløj taler om social kontrol af kvinder i indvandrermiljøer. Jeg tænker, at de måske har ret.

Jeg tror på, at social kontrol af kvinder i indvandrermiljøer findes. Men jeg er tilbageholdende med at give udtryk for det, for jeg er bange for, at det er vand på en forkert mølle. Og jeg kan være meget skeptisk over for deres motiver for at kære sig om indvandrerkvinder.

Pinkwashing hedder det, når man positionerer sig som homoforkæmper, men ens dagsorden i virkeligheden er en anden, for eksempel at distancere sig fra muslimer.

Og greenwashing hedder det, når store virksomheder pludselig markedsfører sig som miljøforkæmpere, men bruger flere penge på at reklamere for deres grønne profil end på reelt at tage miljøhensyn. Vel det, man i min barndom kaldte falsk reklame.

Og femiwashing kan man måske kalde det, når Inger Støjberg pludselig synes, at det er utrolig kvindeundertrykkende med kønsopdelt svømning. Kvindekampen bliver taget som gidsel i en anden, underliggende dagsorden.

Men sådan er det måske bare i den politiske debat, både den på Christiansborg, og den vi selv deltager i. Man spænder et argument, en sag eller en ideologi for sin egen vogn, hvis det passer ind i ens eget kram. Eller hvad?

Det er i hvert fald den mistanke, der gør mig loren ved at erklære mig enig med den yderste højrefløj, når den taler om for eksempel social kontrol. For hvis jeg gør det, føler jeg mig spændt for en vogn, der er tungt belæsset med fremmedfjendskhed.

Dynamikken bliver let sådan, at hvis den yderste højrefløj taler for noget, så taler jeg imod. Hvis Joachim B. Olsen er for atomkraft, så er jeg imod. Selv om han måske har en pointe. Jeg trækker instinktivt kontra.

Jeg tænker tit på, at hvis det ikke havde været for DF, så ville venstrefløjen måske have forholdt sig anderledes til det kvindesyn, der eksisterer i visse indvandrermiljøer. Så havde jeg ikke selv været så bange for at stille mig kritisk.

Det gør mig ensidig i debatter, jeg ved det godt. Men jeg har ikke tillid nok til de politikere, jeg er så dybt uenig med, til at give dem ret. Rækker man dem en lillefinger, så tager de hele hånden. Det er i hvert fald min frygt.

Det er dér, anklagen om, at de andre spænder en sag for deres egen vogn, bliver så kompliceret. For er det mine modstandere, der handler ud fra forkerte motiver, eller er det mig, der nægter at give dem kredit for mærkesager, som i virkeligheden er helt okay? Er det i virkeligheden mig, der spænder dem for den forkerte vogn?

Min pointe er ikke, at dem, jeg er politisk uenig med, ikke pinkwasher eller greenwasher eller vasker deres argumenter i andre suspekte farver – det gør de sikkert. Pointen er måske, at jeg som modpart næsten ikke lytter efter, hvad de siger, fordi jeg er for bange for konsekvenserne. Jeg stoler ikke på, at en modpart i en politisk debat kan håndtere den åbenhed.

Det er nemt nok at sige, at vi skal diskutere sagligt med hinanden. At vi skal forholde os åbent og spørgende, at vi hele tiden skal forsøge at blive klogere. Det er bare så svært at praktisere. Fordi vores motiver – både mine modstanderes og mine egne – er så mudrede, så komplekse, så uigennemskuelige – nogle gange også for os selv.

Julie Top-Nørgaard er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Leo Nygaard
    Leo Nygaard
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Pernille Elholm
    Pernille Elholm
Leo Nygaard, ingemaje lange og Pernille Elholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Julie Top Nørgaard,

Jeg tror sgu du trænger til en ferie. En ferie fra 'venstrefløjen'. For det er da ved gud noget af et morads, du der er havnet i: Ontologiske og epistemologiske spørgsmål sammenblandes i én pærevælling, indtil alt fremstår 'mudret, komplekst, uigennemskueligt'. Motiver giver du større betydning end viden og indsigt, og derfor er du gået vild.

Ferie, som sagt! 'Doctor's orders'....

For jeg kender skam godt den udgave af 'venstrefløjen' du refererer til: Den med ondt i både ontologien og epistemelogien. Den 'venstrefløj', som for efterhånden længe siden valgte side til fordel for motivets renhedsgrad, og dermed i samme bevægelse lod verden bag sig. Joh, jeg kender den udmærket. Så tillad mig at dele en lille hemmelighed med dig, som forhåbentlig kan fremskynde dine ferieplaner:

Den er - ved nærmere eftersyn - ikke specielt 'venstresnoet', denne din fremmanede version af 'venstrefløjen', om hvilken vi taler. Ikke hvis vi med 'venstrefløj' forstår noget i retning af en stræben mod solidaritet...

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Naive folk kan tilsyneladende let besnakkes, men hvis du synes Joachim B. Olsens synspunkter er geniale, så er det jo ikke sikkert, at du har ret.

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Mht. det kvindesyn med socialkontrol mv. var også ret almindeligt i Danmark for godt 50 år siden. Det glemmes ofte i debatterne. De danske kvinder gjorde selv opgør fra det mandsdominerede samfund , det tog lang tid. Mon indvandre kvinderne med eller uden hjælp ikke også kan gøre det samme.

Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Anne Eriksen, Jane Nielsen, Karsten Aaen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for June Beltoft

Selvom jeg aldrig har set mig selv som "blå" eller "højrefløj" og ofte farer til tasterne for at harcellere, når politikere fra især visse partier fra den boldgade er ude med deres one-liners, så betyder det ikke at jeg ikke af og til oplever at de har en pointe med et eller andet konkret.

Ligeledes kan jeg også i visse sager sagtens være uenig med partier/politikere, som jeg grundlæggende sympatiserer med og endda stemmer på.

Så længe man er bevidst om sine egne værdier og holdninger er det såmænd ikke så "farligt" fra tid til anden at være enig med "de andre" om et eller andet. Måske er det endda ganske sundt med lidt nuancer på farvepaletten...

Brugerbillede for jens Lysdal

Fint og ærligt reflekterende indlæg.
Jeg tror vi er en del der godt kan genkende situationen og fornemmelsen BÅDE fra den (såkaldt) ene og den (såkaldt) anden side og det gør debatten mindre konstruktiv og løsningsorienteret.

Brugerbillede for Erling C Havn
Erling C Havn

Kan man ikke både være enig og uenig med debatører?
Når Joachim B. Olsen f.eks. påpeger at også folk med hårdt fysisk arbejde lever længere, så er det uomtvisteligt rigtigt. Det er bare ikke det, det hander om. Det handler om hvor længe man er i stand til at udføre hårdt fysisk arbejde i et tempo som arbejdssituationen kræver. Den tid bliver ikke nødvendigvis længere fordi man lever længere - ofte med en del hjælp fra lægevidenskaben.
Og man kan vel godt acceptere at nogle indvandrerkvinder er udsat for social kontrol uden at acceptere, at det er et hovedproblem for kulturudviklingen i Danmark.
Det er vel i virkeligheden meget få standpunkter, som ikke har en eller anden pointe. Problemet er hvad pointen bliver brugt til.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, michael povlsen, Kim Houmøller, kjeld jensen, Randi Christiansen, Jane Nielsen, Sune Keller, Karsten Aaen, Gert Lindberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

Jeg kan godt lide den her type indlæg. Indlæg fyldt med tvivl, for man er kun et ordentlig menneske hvis man altid er i tvivl. Det gælder også den blå fløjl som jeg tilhører.

Jeg kan også sidde og høre folk tale om basisindkomst og andre socialistiske tiltag, som jeg burde være imod, men som ret beset bare giver rigtig god mening, når man er træt af at livet handler så meget om arbejde.

Joachim bliver hadet og udskammet, men det er utrolig tit han faktisk har ret. Detektor er efter ham, men han har ret hver gang nærmest, og senest blev han udskammet for at mene at det ikke var nedslidning på arbejde der gjorde at folk med lav uddannelse døde tidligere, men deres sundhedsvaner. Han havde ret igen. Men hans facon og positioner gør ham bare så hadet, og det er ærgerligt, ligesom det er ærgerligt når jeg på forhånd diskvalificerer holdninger fra venstrefløjen pr. automatik. Det må vi alle være bedre til at undgå.

ingemaje lange, Niels Nielsen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

Dorte Sørensen, det ligger i dit svar at det er en kamp de selv skal ligge og rode med. Det synes jeg er en synd pointe. Vi burde jo netop være solidariske og kæmpe for alle og ikke lade nogen kæmpe deres egen kamp. Jo flere der er med i kampen, jo mindre bliver man til DF'er af at støtte den.

Brugerbillede for Søren Ferling
Søren Ferling

"Det er nemt nok at sige, at vi skal diskutere sagligt med hinanden. At vi skal forholde os åbent og spørgende, at vi hele tiden skal forsøge at blive klogere. Det er bare så svært at praktisere. Fordi vores motiver – både mine modstanderes og mine egne – er så mudrede, så komplekse, så uigennemskuelige – nogle gange også for os selv."

Dette afslutende afsnit kan også 'ekstremistisk højreorienterede' som mig være enig i.

Jeg mener at en løsning er at ophøre med at deltage i holdkampe - de stribede imod de prikkede eller whatever. Det er det naturligt menneskelige at gøre - gruppetænkning er en del af det - men den tænkning eller de følelser, er ikke velegnet til at finde sandheden - den er evolutionært udviklet til at vinde over det andet hold - til at sikre at min stamme overlever, mens de andres stamme bliver fordrevet eller elimineret.

Næste skridt er at give sandhed højere status end magt - det er uhyre svært for mennesker, fordi vi er kulturdannende og dermed gruppetænkende - og fordi vi er sociale, hvilket betyder at udstødelse fra flokken er lig med døden - derfor er vi uhyre tilpasningsivrige som udgang.

Sandhedsøger fordrer bare at man holder sig til sandheden, uanset, hvem det er enig eller uenige. Det handler om at have et operationelt sandhedskriterium og det igen kræver fri tænkning, der igen udelukker ideologier, fordi de indeholder cirkellogik og dermed reelt er irrationelle trosforestillinger.
Tænker man i 'min fjendes fjende er min ven' vil ens position og tænkning blive korrumperet.

Man må også opgive opdelingen af menneskene i de gode og de onde og indse at man ikke på forhånd kan tildele sig rollen som den gode, hvis man vil finde sandhed. Det er svært, for mennesket er fra naturens side supremacistisk og egocentrisk og etnocentrisk.

Så, fordi mennesket er et lidenskabeligt væsen, er vores vej til sandhed uhyre vanskelig og slet ikke noget vi er udviklet til - derfor kræver det en højt udviklet kultur, som nok er noget under nedbrydning i vores tid - under indflydelse netop fra ideologier.

Til de konkrete eksempler du er inde på, så mener jeg at din rådvildhed kommer af at du tænker sort/hvidt - at, når konservative ikke finder at f.eks. gaypride eller homo'ægteskaber' er toppen af civilisationen, så betyder det at konservative hader bøsser og vil skyde dem ved daggry. Uanset at mange har levet og arbejdet sammen med flere seksuelle minoriteter, haft dem som venner og selv er det nogle gange.
Denne hysteriske polarisering og tagen monopol på bestemte meninger er mildest talt ikke konstruktiv og nok mange gange heller ikke ment sådan, da mange på din fløj er konfliktsøgende og søger at dæmonisere alle meningmodstandere - og er utilgængelige for rationel debat.

Derfor er det også opmuntrende at møde en tekst fra venstrefløjen, der lægger op til både fri tænkning og samtale.

Brugerbillede for H.C. (Hans Christian) Ebbe
H.C. (Hans Christian) Ebbe

Den dag oplever vi aldrig.

Jeg vil vove at påstå at man har et alvorligt problem hvis man ikke kender sine egne motiver...eller også så lyver man bare.

Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

Joachim B. Olsen er professionel landsbytosse for højrefløjen. Det kan derfor ikke overaske nogen at han så tit siger helt idiotiske ting. Det er dog heller ikke specielt overraskende at han i ny og næ tager sig en slapper og siger nogen nogenlunde fornuftige ting. Det behøver dog ikke at betyde at han har kvittet sit normale arbejde som landsbytosse.

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

At overveje Joachim B. Olsen som en seriøs debattør er da en lakmusprøve på en enhver demokrat.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Hvis man er rød, er man ikke blå og omvendt. Politiske hoveder tager parti, som partiet gør. Man spørger, hvad mener vi i denne sag.
Der er masser af "sager", hvor denne opskrift ikke dur.
Blot nævne den sidste for mig selv - enig med Villumsen og EL i stillingtagen til Tyrkiet/valgdeltagelse i andre lande, herunder Danmark - selv om jeg ikke er rød.

Men jeg tror ikke, befolkningen tænker så bundet af nogle ulve, man skal hyle sammen med. Det er kun politisk engagerede og debatterende folk der gør det.
Det behøver man ikke at lede længe efter her for at finde - også lige herover.

Ros til Top-Nørgaard for at lukke op for posen.