Læserbrev

Danmark bør hjælpe krigsramte skoler

31. marts 2017

Boko Haram, som betyder ’vestlig uddannelse er forbudt’, har i løbet af seks år angrebet og ødelagt mere end 900 skoler og dræbt mere end 600 lærere og elever. Og siden 2009 har mindst 31 konfliktramte lande verden over oplevet en stigende tendens til, at elever, lærere og skoler bliver angrebet.

Angreb på skoler og skolebørn er et globalt problem, og derfor er der også brug for en global løsning.

På et topmøde i Buenos Aires i disse dage, hvor udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) også deltager, forventes en række lande at underskrive Safe Schools Declaration. Erklæringen har til formål at forhindre angreb på skoler, elever og lærere i konfliktramte lande. De tiltrædende lande binder sig til at efterforske og retsforfølge krigsforbrydelser, der involverer skoler, og til at arbejde for at minimere brug af skoler til militære formål.

Indtil nu har 59 stater tilsluttet sig erklæringen, men Danmark tøver, og det er svært at finde en god forklaring på hvorfor.

Beskyttelse af skoler og børn, der indgår i væbnede konflikter, er allerede en del af Danmarks nye militærmanual. En manual, der flugter godt med Safe Schools Declaration. Regeringens tilslutning til erklæringen ville således være en styrkelse af Danmarks militære værdier.

Alle vores nordiske naboer og flere af Danmarks samarbejdspartnere i både EU og NATO har tilsluttet sig. Og senest har Frankrig som det første permanente medlem af FN’s sikkerhedsråd underskrevet erklæringen.

Hvorfor ikke Danmark?

Martin Lidegaard er fra De Radikale

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu