Kronik

Danskhedsdebatten minder mig om stemningen i Sovjet, som vi flygtede fra

Jeg kunne selvfølgelig bare glæde mig over, at jeg ikke er muslim eller bor i Brøndby Strand. Men jeg er kommet hertil fra et land, hvor etnicitet beseglede folks skæbne. Det tror jeg ikke, nogen ønsker for Danmark
Indtil jeg var ni år gammel, boede jeg i et land, der var så ikkevestligt, at USA og Vesten var den største fjende, det mest forbudte og netop derfor det ypperste af ens drømme. Da Jeltsin blev den første folkevalgte præsident, strømmede det forbudte og forjættede, det vestlige, ind, og folk var rede til at dø for det. Nogle døde af en ustillelig sult efter vestlige burgere. De blev trampet ihjel i køen til den første McDonald’s, der åbnede i Moskva.

Indtil jeg var ni år gammel, boede jeg i et land, der var så ikkevestligt, at USA og Vesten var den største fjende, det mest forbudte og netop derfor det ypperste af ens drømme. Da Jeltsin blev den første folkevalgte præsident, strømmede det forbudte og forjættede, det vestlige, ind, og folk var rede til at dø for det. Nogle døde af en ustillelig sult efter vestlige burgere. De blev trampet ihjel i køen til den første McDonald’s, der åbnede i Moskva.

AP Photo

Debat
3. marts 2017

For nylig vedtog Folketingets borgerlige politikere, at jeg vistnok ikke er dansk. Den har jeg gået og tygget lidt på.  

Som jeg har forstået det, er man ikke dansk, hvis man selv eller ens forældre er kommet til Danmark fra et ikkevestligt land. Der er dog visse undtagelser.

For eksempel, når man som Naser Khader (K) føler sig dansk og har en »indgangsvinkel til tilværelsen her i Danmark«, som gør, at »vi alle sammen kan sove tryggere om natten«. Panik afblæst. Selv om jeg er det, I ville kalde førstegenerationsindvandrer fra et ikkevestligt land, er jeg som Naser Khader – ergo er jeg dansk.  

Og så kunne jeg selvfølgelig bare glæde mig over, at jeg ved et tilfælde hverken er muslim eller bor i Brøndby Strand. Eller over, at jeg aldrig har været i tvivl om min egen danskhed. Men nej. For med en tekst på syv linjer har I skrevet en hel masse mennesker ud af fællesskabet.  

Den evige diskussion om, hvem der er rigtige danskere, minder mig efterhånden om tilstandene i det land, mine forældre flygtede fra på grund af forfølgelse. I Sovjetunionen talte man også meget om lighed mellem borgere – men virkeligheden var en anden.  

Det forjættede land 

Indtil jeg var ni år gammel, boede jeg i et land, der var så ikkevestligt, at USA og Vesten var den største fjende, det mest forbudte og netop derfor det ypperste af ens drømme.

Jeg voksede op på den forkerte side af Jerntæppet. Så tæt på hjertet af Sovjetunionen, som man kunne komme – i centrum af Moskva. Jeg var barn af 1980’ernes politiske tøbrud, hvor folk ikke længere blev ’forsvundet’ med samme naturlighed som tidligere, og hvor Gorbatjovs perestrojka (omstrukturering) havde gjort plads til vestlige luksusvarer som spæd ytringsfrihed og enkelte leverancer af jeans.  

Sovjetborgerne havde udviklet en galoperende paranoia over for alt og alle, en udpræget aversion mod gabende tomme butikker og en glubende appetit på basale madvarer og frihed.

Efter at have ligget ude i skovene i Moskvas forstæder for at fange signalet fra Radio Frihed, som på gode dage ikke var blokeret derude, og efter at have tilbragt ufatteligt meget af deres liv med at stå i planøkonomiske butikskøer, der var så lange, at ingen anede, hvad de stod i kø til, var folk rede til at dø for frihed og kapitalisme. 

Da yderligtgående medlemmer af Kommunistpartiet, der mente, at Gorbatjovs reformprogram var gået for vidt, forsøgte sig med et statskup i august 1991, gik titusinder af moskovitter på gaden i protest. Almindelige mennesker tog hinanden i hånden og dannede beskyttende kæder rundt om parlamentsbygningen, der hed Det Hvide Hus. Nogle døde.

Da kupforsøget havde slået fejl tre dage senere, og der igen blev sendt nyheder i fjernsynet, tonede grynede portrætter af unge mænd frem på skærmen. Unge mænd, der var døde, fordi de havde været med til at stoppe kampvogne. Jeg var otte år gammel, men jeg kan stadig huske deres ansigter. 

De blev hyldet som nationalhelte. Jeltsin blev den første folkevalgte præsident for det, der kort efter blev til Rusland. Han brød uigenkaldeligt med kommunismen og inviterede markedskræfter og demokrati indenfor.

I skolen fik vi uddelt hjælpepakker med en slags Jaka Bov og Kinderæg med vidunderligt vestlige Mickey Mouse-figurer indeni. Det forbudte og forjættede, det vestlige, strømmede ind, og folk var stadig rede til at dø for det. Nogle døde af en ustillelig sult efter vestlige burgere. De blev trampet ihjel i køen til den første McDonald’s, der åbnede i Moskva. 

Besat af etnicitet 

I Danmark taler vi meget om lighed og ulighed. Alt efter politisk standpunkt slår nogle alarm over, at uligheden i Danmark vokser, mens andre bryster sig af, at Danmark er et af de mest lige lande i verden.  

I Sovjetunionen talte man også meget om lighed. Man hyldede det alternative faktum, at alle sovjetborgere var lige. Virkeligheden så noget anderledes ud. Godt nok var landbruget (tvangs)kollektiviseret, privat ejendom afskaffet og religion forbudt, men forskellene var til at tage og føle på.

Der var dem i partitoppen og dem uden for partiet. Der var dem, der havde de rette forbindelser og råd til bestikkelse, som kunne fremtrylle fødevarer, der aldrig nåede butikshylderne, adgangsgivende topkarakterer på universiteterne, et ekstra værelse i en kollektiviseret lejlighed eller udenlandsk champagne. Og der var dem, der hverken havde forbindelserne eller pengene. Der var dem, der havde det rigtige stående i deres pas, og dem med et pas, hvor der stod det forkerte. 

Teksten til den sovjetiske nationalhymne stod trykt på bagsiden af de standardiserede skolekladdehæfter, og vi kunne den derfor alle udenad fra barnsben.

»Den ubrydelige union af frie republikker har store Rusland smedet sammen for evigt. Længe leve det forenede, mægtige Sovjetunionen, skabt af nationernes vilje.«

Sådan lød de to første linjer. ’Nationerne’ stod i flertal. Folkeslagene fra Unionens 15 republikker – lige fra de persisktalende tadsjikere i syd over de sibiriske rensdyrnomader i nordøst til ukrainerne i vest – skulle have været lige. For evigt forenet af lighed for den kommunistiske ideologi.

Med over 200 forskellige etniske grupper kunne Sovjet have været en af verdenshistoriens største etniske og kulturelle smeltedigler. Men i realiteten var det et system besat af etnicitet.  

Ens etnicitet var mejslet ind i ens pas med hammer og segl og beseglede ens skæbne. I rubrikken ’nationalitet’ stod der ’jøde’ i min fars pas. Det havde der også stået i hans fars pas. Og i hans mors. Og i deres forældres.

I min mors stod der ’georgier’. Ingen af delene var synderligt populært, men ’jøde’ var det mest uheldige. Det afgjorde, hvilke uddannelser man kunne tage, hvilke job man kunne få, hvor meget forfølgelse og antisemitisme man skulle berede sig på, og hvilken fremtid ens børn gik i møde.

Selv når man ikke havde passet fremme, stod ens etnicitet at læse i ens ansigtstræk. Sovjetborgere var eksperter i etnicitetsbestemmelse. Ved at kaste et enkelt blik på en person, kunne alle afkode, om personen var armenier, tatar, usbek, georgier, jøde eller noget andet forkert. 

Kløfter mellem danskere 

Det var politisk forfølgelse og det livslange etnicitetsstempel, mine forældre flygtede fra. Så jeg kunne få en fremtid, der blev formet af mine evner og drømme – ikke af mit mørke hår, mine brune øjne eller mit jødiske efternavn. Og sådan er det også gået. Personligt har jeg ikke mødt andet end kærlighed og tolerance.  

Siden dansk blev mit primære sprog, har jeg ikke en eneste gang haft behov for at spørge mig selv, om jeg følte mig dansk. For mig har spørgsmålet om danskhed været en selvfølge og samtidig knap så påtrængende.

Jeg er først og fremmest menneske, og dem, jeg møder på min vej, er for mig først og fremmest mennesker. Hvor hippieagtigt det end lyder, føler jeg mig først og fremmest som verdensborger. Og det, jeg har taget til mig fra danskhedspakken, er blandt andet tolerance, fordomsfrihed, solidaritet og rummelighed.

Kære bekymrede politikere. Jeg kunne godt glæde mig over, at jeg hverken er muslim eller bosiddende i Brøndby Strand. Men jeg er også bekymret. Over de kløfter mellem danskere, som I – måske uforsætligt – graver dybere og dybere.

Jeg tror ikke, der er tale om misforståelser og ordkløveri. Ord betyder noget. Ord er med til at skabe virkeligheden. Selv når de ikke bliver skrevet ind i borgernes pas, er ord lidt efter lidt med til at stemple mennesker, dele dem op i grupper og slå ligheden itu.

Frihed gør os i mine øjne danske. Også friheden til først og fremmest at være menneske – fri for etniske og religiøse brændemærker. Og tanken om at dræne vores samfund for den frihed – den gør mig bekymret.

Evelina Gold er journalist 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Jamen herre Gud da - det frie valg, er jo grumme relativt!

Gammelkommunist? ...

Troels Brøgger

@Michael Pedersen
Hvad er du ?

Søren Ferling

@ Troels Brøgger

Jeg mener at globalismen er vor tids kommunisme eller nazisme - en ideologi som har sat sig for at omkalfatre hele verden med alle nødvendige midler og uden hensyn til ofre.
Derfor mener jeg den bør modgås kompromisløst.

Sider