Klumme

Dunk mig i hovedet med dit faktum

Nogle gange tænker jeg, at jeg måske troller alle jer andre med mit mig, mig, mig. Altså ikke med vilje, bare som en slags ubevidst politisk protest. Jeg protester over den kropsløse analyse, tal og statistikker, retoriske tryllenumre og illusionen om, at der findes én sandhed
2. marts 2017

Jeg taler ret meget om mig selv. Jeg sidder lige her i sofaen, solen skinner, og taler ret meget om mig selv. Ikke fordi jeg godt kan lide mig selv, men fordi jeg godt kan lide at eksemplificere min pointe og binde den til virkeligheden, til en eksistrende krop i verden og til en erfaring.


Jeg tænker, det er en form for protest.
 Jeg protesterer imod den magt, der kommer til udtryk gennem sproget: At mine følelser ikke betyder noget, jeg skal bare tage mig sammen, gøre min pligt, arbejde gør fri.

Vi taler ikke om smerten. Vi taler IKKE om smerten. Det er så taberagtigt med alle den tvivl, sorg, frustration, forvirring. Eller bare undren. Stille og rolig undren.
 »Offermentalitet,« siger de så, inde i sproget, eller »narcisistnasser« (det er det værste, man kan sige. Det siger meget om en kultur, hvad det værste, man kan sige, er).



Jeg synes, vi taler meget om det objektive, om det effektive og det produktive – men det er, som om der er i gang med at ske noget andet, inde i sproget.
 Jeg taler om klummerne. Blogs. Sociale medier. 


»Hvad skal jeg bruge det til!?« snerrer du så måske i kommentarsporet, og det er jo o.k., jeg synes bare, det er noget nærmest sådan lidt eksistentielt foruroligende i, at noget ikke har legitimitet, medmindre man kan bruge det til noget. Nogle gange tænker jeg, at jeg måske troller alle jer andre med mit mig, mig, mig. Altså ikke med vilje, bare som en slags ubevidst politisk protest. Jeg protester over den kropsløse analyse, tal og statistikker, retoriske tryllenumre og illusionen om, at der findes en sandhed.


Det sidder jeg lige her i sofaen, og solen skinner, og protesterer lidt over.



Derudover vil jeg have klimaforandringerne og den sociale ulighed ned i min virkelighed, hvor jeg kan røre ved det – og gøre noget.

Jeg er så træt af at føle mig magtesløs. Jeg føler mig altid magtesløs, når vi taler om verdenssituationen. Jeg føler mig mindre magtesløs, når vi taler om mig. Eller dig. Jeg vil GERNE tale om dig! Jeg gider bare ikke at tale om politikerne længere. Det er, som om de tror, de kan sige hvad som helst – at der ikke behøver at være sammenhæng imellem det, de siger, og det, de gør. Jeg bliver sindssyg af det.
 Jeg er så træt af alle de store tomme ord. Jeg kan godt lide små ord.
 Jeg kan godt lide ord som ’jeg’ eller ’dig’ eller ’os’.

Det er meget populært blandt de intellektuelle at være imod ændringen i sproget. Imod klummer, blogs, sociale medier. Det meget populært at bruge ord som ’selvoptaget’, ’navlepillende’.

I modsætning til alt det her ... ligegyldige ... har vi så den selvopofrende, noble, analytiske, objektive (ja, undskyld) mand, som skriver politiske analyser eller deltager professionelt i paneldebater og ikke er så ... pinlig. Det vil sige personlig. Dunk mig i hovedet med dit faktum! Jeg kan godt blive lidt træt af det. Også det med kønsfordelingen.

Det er meget populært blandt de intellektuelle at se klummer, blogs, sociale medier som noget kvindeligt. Ureflekteret. Yack yack yack og kan du stave til dum? Men jeg har tænkt over noget.
 Stort set hver eneste blog og hver eneste lille klumme begynder med, at fortælleren SITUERER sig selv.


»JEG sidder HER. Der er sket det og det. Det får mig til at føle ditten og datten.«

Erfaringen har en baggrund. Erfaringen rækker uden for selvet og knyttes til virkeligheden, virkelige mennesker, virkelige begivenheder.
Jeg kan godt lide det. Jeg kan godt lide at vide, hvem afsenderen er, og hvad afsenderen føler. Faktummet ligger for mig i den konkrete erfaring, i håndens og i handlingens politik. Ikke i spin eller intellektuelt distance.


Jeg kunne godt tænke mig, at vi måske snart kunne tale lidt om, at objektiviteten ikke findes. At den er verdens største illusion og svindelnummer, som godt nok gav os den moderne videnskab, men samtidig tog det komplicerede fra os, det mangefacetterede og det selvmodsigende. Og følelserne. Som så blev kvantificerede.


Jeg håber, vi snart kan tale om subjektiviteten som kvalitativt udgangspunkt i stedet. JEG får lyst til at sige, at det nye sprog er vigtigt. Måske endda udtryk for en form for paradigmeskift. Måske skulle man ikke hade det så meget, intellektuelt set.



Nå. Men nu skal jeg ned og fodre høns.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Leffers

Endnu et eksempel på, at Information, og den øvrige "frie" presse, vil have "alternativt fakta", der er baseret på følelser! Pressen ser det som den bedste måde at få fat på flere betalende kunder. Jeg (og verden) har ikke brug for dine følelser omkring klimaforandringer, og alle de andre ting du nævner her, der er rigeligt med FAKTA allerede, der viser, at tingene ikke fungerer i dag! Hvis vi begynder at gøre, som du skriver her, så vil verden blive delt i grupper, der har helt forskellige "følelser" omkring f.eks. klimaforandringer, som ikke har nogen relation, til den viden der allerede findes! Der findes ikke nogen nemme måder at få en realistisk forståelse af verden, fordi det kræver at man sætter sig ind i tingene! -Der er kun en "vinder" ved det, og det vil blive den mest populistiske gruppe, som hårdnakket vil benægte fakta! -Der er måske en grund til, at verden dunker dig i hovedet!

Jeg skal tillade mig at blive lidt højrøvet og fra mit maskuline højalter udtale, at indlægget lissom mangler lidt dialektisk tænkning. Selvfølgelig eksisterer det objektive og selvfølgelig eksisterer det subjektive og den smukke balancegang (dialektik) mellem dem eksisterer også - men ikke hos alle, som de seneste begivenheder jo klart viser. Anerkender man klimatruslen og den sociale ulighed fatale samfundsmæssige konsekvenser og deres nedslag i ens egen person, anerkender man også denne dialektisk elementer: det objektive og det subjektive. Det er også denne dialektik, der gør verden forunderlig og uendelig smuk, men også farlig og uforudsigelig, fordi subjektiviteten ikke helt forstår det objektive. Men balancen kan ødelægges og det objektive kan forandres til et monster, når det tager form af ren subjektivitet. Der findes måske ikke en sandhed derude, men ikke alt subjektivt har gyldighed i den objektive verden, og alternative fakta dur bare ikke - uanset deres dybeste subjektivitet.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Ole Falstoft anbefalede denne kommentar