Kommentar

Hvad nu hvis EU var nationalstaternes bedste beskytter?

Det er en overset sandhed, at EU beskytter sine nationer og udgør et skjold imod kaoskræfter fra den omgivende verden, uanset at skjoldet i mange henseender kunne trænge til forbedringer
Demonstranter i Bukarest danner EU's blå og gyldne fane med det farvede lys fra deres smartphones.

Demonstranter i Bukarest danner EU's blå og gyldne fane med det farvede lys fra deres smartphones.

Vadim Ghirda

Debat
1. april 2017

På én uge har vi fejret 60-året for Rom-traktaten og sagt farvel til Storbritannien som EU-partner.

Men det er i Bukarest, at vi finder det billede, der bedst opsummerer det europæiske projekts grundparadoks: Hundredtusinder af rumænske borgere gik i februar på gaden for at protestere imod korruption, og da mørket sænkede sig over Rumæniens hovedstad, brugte de farvede lys fra smartphones til at danne det nationale flag.

Og straks efter – med tilsvarende entusiasme – brugte de de samme lyskilder til at danne EU’s blå og gyldne fane. Begge flag var således lige vigtige og blev værdsat i samme grad af demonstranterne.

Nationalpopulister over hele kontinentet må have måbet. Hvad var dog dette? Et symbol for det foragtede EU omfattet af samme hengivenhed som nationens samlingssymbol?

Teologisk paneuropæisme

Da jeg var teenager, boede jeg i Alsace mellem Frankrig og Tyskland. I skolen lærte vi, at vi som europæere måtte bestræbe os på at overskride de nationalstater, der havde nedkaldt død og ødelæggelse over det europæiske kontinent. Det var i 1980’erne, da Jacques Delors med flere introducerede det indre marked og strukturfondene, der begge skabte stor opbakning til EU.

Der herskede dengang en næsten teologisk tiltro til, at en ny fælleseuropæisk identitet ville vokse frem. Noget af ånden lever videre i føderalistiske kredse, men vi må i dag erkende, at et Europas Forenede Stater ikke ligefrem ligner den løsning, der imødekommer bekymringer og prioriteter hos flertallet af europæiske borgere.

Alting beror i sidste ende på svaret på ét spørgsmål: Hvad binder mennesker sammen? Liberale EU-tilhængere mener, det er bedst at tilsidesætte de alt for eksklusive bindinger til den egne nation, hvis vi skal leve sammen i harmoni. Suverænitetsdyrkere derimod ser EU som sammenhængskraftens opløser – ja, som antitesen til menneskers primære identifikation: deres kulturelle og etniske tilhørsforhold defineret af geografiske landegrænser.

Den sidste fortælling vinder frem i flere lande i disse år. Men vi ser også tendenser gå i den modsatte retning som f.eks. det hollandske valg, hvor et massivt flertal stemte på pro-EU-partier. Alligevel er det nationalistiske figurer som Marine Le Pen, Viktor Orbán og Brexit-ideologerne, der skaber overskrifter.

National frihedskamp

Det nationalistiske spørgsmål har flere facetter. Da polakker og baltere revolterede imod sovjetisk herredømme, eller da antikoloniale bevægelser kæmpede for uafhængighed og national selvbestemmelse, var det umuligt for demokratisksindede ikke at omfatte disse undertrykte folkeslag og deres nationale aspirationer med sympati.

Hvordan forener man ønsket om national stolthed med forpligtelsen på EU som et frit tilvalgt projekt for delt suverænitet? Nuvel, det var præcis, hvad rumænerne gjorde i Bukarests gader. De neutraliserede det populistiske narrativ. De signalerede, at kampen for en nations bedste lader sig forene med en tro på det europæiske projekt – ja, at disse to orienteringer er flettet ind i hinanden.

Og faktisk lå samme erkendelse bag den europæiske konstruktion fra første færd. Ret beset var det nationalisme af en slags – eller patriotisme, om man vil – der motiverede EU’s stiftende fædre. Som historikeren Tony Judt bemærker i sit essay fra 1996, A Grand Illusion, var den nationale egeninteresse helt afgørende for Frankrigs initiativ til at oprette Den Europæiske Kul- og Stålunion (forstadiet til EU): Frankrig havde brug for tyske råmaterialer til sin økonomiske genopbygning (som Jean Monnet var en hovedansvarlig for).

Også Vesttysklands kansler Adenauer indså, at det var i hans eget lands interesse at indgå i en international samarbejdsordning. Samtidig havde Benelux-landene brug for, at der blev genskabt et marked i et revitaliseret Tyskland.

Praktiske fordele

Som Judt pointerer, var det således ikke idealisme, der drev europæerne i disse efterkrigsår – og få talte om at ’opgive suverænitet’. Det var en delt erkendelse af de mange praktiske og gensidige fordele, der for alle kunne ligge i at opbygge fælles strukturer.

Der er efter min mening ikke noget bedre tidspunkt end nu til at genoplive den indsigt. Hvor berettiget den slags retorik end kan være, så kommer vi ikke så forfærdelig langt med at sige, at EU er et værdibaseret fællesskab for fred og stabilitet – for det er ikke her, hvor de fleste europæeres bekymringer ligger.

Nationer danner det rige og unikke patchwork, som udgør Europa. Fællesskab giver numerisk styrke, hvilket er det budskab EU’s institutioner ynder at udbrede, men det bør kompletteres med et andet budskab: Snarere end at true dem er det europæiske fællesskab en beskytter af nationer. Ved at betone det forhold kan vi bedre komme de populistiske myter til livs.

Det er en overset sandhed, at EU beskytter sine nationer og udgør et skjold imod kaoskræfter fra den omgivende verden, uanset at skjoldet i mange henseender kunne trænge til forbedringer.

Europa står over for enorme udfordringer: Terrorisme, konflikter i Mellemøsten, migration, krig i Østukraine, besættelse af Krim, Kinas voksende globale ambitioner for slet ikke at tale om Donald Trump og tidens stadig mere autoritære og demagogiske statsledere – og nu også et aktiveret Brexit.

Nationalistiske udskejelser kan føre til mareridtstilstande. Den dyrt betalte lære må Europa selvfølgelig aldrig glemme. Men en effektiv måde at komme ondet til livs på, kunne udmærket være en bevidst rebranding af EU som nationalstatens bedste forsvarer.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Det kan meget vel være at EU i virkeligheden er nationalstens beskytter, men det er bare ikke det borgerne oplever til hverdag. Da jeg var barn og vi rejste til fx. Italien var mange ting forskellige fra det vi kendte. Pengene så anderledes ud og havde en anden værdi, bilerne var anderledes, sproget selvfølgelig og maden og skikkene osv. Vi fik sågar et stempel i vores pas, som bevis på at vi var fremmede. Der var virkeligt noget at komme efter for en turist, ude over det gode vejr. Mange af de forskelligheder, som definerer nationalstaten på det praktiske plan, er forsvundet eller udvandet og hvad er mere nærliggende end at give et overstatisligt EU skylden. EU har jo for længst et ry for at blande sig noget så inferiørt som agurkers krumning, for nu at tage det mest forhadte eksempel. Men det jo svært at vurdere hvor dybt kølen stikker, når vi aldrig får at vide hvordan det var gået, hvis vi ikke var blevet en del af fællesskabet. Måske var vi opslugt af Sverige, Rusland eller hvem ved, måske Kina eller USA? For klare os alene, det kunne vi i hvert fald lige så lidt dengang som vi kan i dag.

Jørgen Mathiasen

Der er noget symbolsk i at madame Nougayrèdes artikler bringes oversat til dansk med tidsforskydning. Den danske EU-debat er ikke det mest fremadrettede man kan komme i nærheden, som den 1,5 time lange til tider ørkesløse diskussion i Debatten viste.

Om borgerne har opdaget, hvilken nytte de har af EU, afhænger især af, hvilke borgere man spørger. Udsagnet passer på danskere. Hvor mange af kongerigets indvånere har opdaget, at den danske regering efter lang tids bestræbelser var ved at blive svævende af lettelse, da det lykkedes for den at få EU-kommissionen til at overtage forhandlingerne om Nordstream 2? Utvivlsomt de færreste, men i det mindste står det fast på Slotsholmen, at DK her var kommet ind i en vægtklasse, hvor man ikke har en chance for at klare sig.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

her læste jeg i starten en artikel om EU som et værn for nationerne - og forestillede mig så, at der o forslag til, hvordan man kunne opbygge det; det kunne være gode idéer eller dårlige idéer - solidariske forslag eller nationalegoistiske - men der kommer så ingen af delene. Ikke noget, der kan tømre landene sammen - ikke noget, der kan lade landene beholde deres egne karakteristikker, såsom skatteyderfinansieret velfærd.
Nej. Det, der foreslås som løsning på problemerne til sidst - det er "rebranding". Jamen, så bliver der nok ikke flere oprør i forstæderne til Paris - vel? Eller vrede blandt de fattiggjorte? Vel?
For nu kom de mørke kræfter jo lige akkurat ikke til magten i Holland - så går det nok ...

Flemming S. Andersen

Der er ingen grænser () for , hvor tåbelige argumenter der kan bruges af EU-tilhængerne, helt uden hverken blusel eller skam.

Dummere argument end dette i denne artikel, at EU skulle beskytte nationalstaterne, kommer vi dog nok til at vente et stykke tid på.
Man skal først have grint af rundt omkring, før nogen tør forsøge sig med en overgåelse i plat og dumhed.

Glenn Lynge Andersen

EU beskytter nationalstatene i den udstrækning samarbejdet sørger for, at den politiske magt der i kraft af globalisering og internationalisering ellers ville sive ud af nationalstaterne og ende hos bl. a. multinationale selskaber forbliver i et politisk rum (EU), der er defineret og styret af nationalstaternes fællesskab. EU sikrer, at magten beholdes på det politiske nievau, og ikke siver ud til dem der kun har økonomiske hensyn at tage.

Poul Sørensen

Nationalismen er så ømtået, nærtagen og selvovervuderende, at den er seriøst overlevelses truet af om sig gribende tendens til at mennesker uddanner sig.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Glenn Lynge Andersen: Hvordan gør EU det? Hvad er det for tiltag overfor de multinationale selskaber, du tænker på?
Du er godt klar over, at CETA - den "handelsaftale", som lige nu bliver godkendt, den "handelsaftale", som EU har forhandlet med Canada - og som Juncker har afsluttet forhandlingerne af - lige netop den aftale opretter nye, overstatslige domstolle?
CETA indeholder aftale om, at sager om øget miljøbeskyttelse - og arbejderbeskyttelse - skal afgøres af en ny domstol, som skal rangere over de nationale domstole - og formentlig også over EU-domstolen.
De multinationale firmaer skal udpege en tredjedel af dommerne.
Det er da netop at overføre beføjelser fra det politiske niveau til dem, der sidder på pengene!

Poul Sørensen, Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Mon ikke "damen" romantiserer lige lovlig meget omkring rumænernes flagdannelser med deres smartphones i Bukarest, hvor vi ser billedet af en lille sjat på omkring 2 - 300 mennesker udføre denne handling, - men "en svale lille gør som bekendt ingen sommer"!

Det kunne også udlægges således; "Nationalstatens kommer før EU", hvi s man har lyst og mod til det, - modsat forfatterens mening, uden der var eller er noget odiøst eller forkert herved.

Imidlertid syntes der mediemæssigt at være en tilstand af konsensus for EU og fortalernes herfor,
som åbenbart giver forrang for positive indlæg fra tilhængere til spalterne, og hvor kritikere og deres kritik alene udsættes for nedgørelse på den laveste fællesnævners vegne, syntes helt berettiget at bringe helt uden om den kritik der rejses på forskellige områder.

Her syntes det religiøse mantra at være, - "hensigten helliger midlet", hvor ethvert kritikpunkt fejes af bordet med ord som "populisme og populister", hvor man ikke tager udgangspunkt i kritikken, "men hvor man alene går efter manden og ikke efter "bolden" med disse skældsord.

For nylig havde Politiken en artikel fra en jurist, der sammenhold vort "NEJ" med den aftale det ser ud til vi får med EUROPOL, og vist er den ringere, som vel også var forventet.

Imidlertid er det kun en sammenligning mellem 2 sagsakters ord og udlægning der sammenlignes, hvorimod der ingen skelen er til den faktiske virkelighed omkring EUROPOL, - og dets virke, som på papiret lyder så godt, - men som set i hverdagens og virkelighedens perspektiv vist ikke helt lever op til disse floromvundne beskrivelser om lykken for borgerne i EU.

EUROPOL direktøren Rob Wainwright kom til Danmark kort før vor afstemning for at "booste" stemningen for et "JA" til EUROPOL op hos danskerne, og med sig i posen havde han følgende emner: "kampen mod grænseoverskridende kriminalitet(rockere)", men da EU officielt ingen indre grænser har, kan der næppe være tale om "meget grænseoverskridende" kriminalitet i den anledning.

Næste punkt var; "beskyttelse mod terrorisme", Noget landenes efterretningstjenester tager sig ganske godt af og samarbejder meget om, - så hvor EUROPOLs rolle her er, kan være vanskelig at bedømme, men lad os lige rekapitulere lidt fra medierne dengang: "Før afstemningen i Danmark havde EUROPOL 3 - 400 emner i deres registre, og 2 mdr. senere kunne man læse EUROPOL nu havde små 4.000 i terrorregistrene, og 1 måned senere læste jeg at Frankrig alene havde 15.000 i deres efterretningstjenesters registre"? - så set i det perspektiv er det svært at se EUROPOL rolle indenfor EU som noget særligt tryghedsskabende, for hvad med de andre landes efterretningstjenesters registre?

Endelig havde Rob Wainwright en særlig lille spidsfindighed med til alle de kvindelige vælgere i Danmark og deres børn og omsorg herfor, "beskyttelse mod pædofili som EUROPO opgave", - men hvordan var det så med sagerne fra Bornholm og i Norge og EUROPOL's rolle. Der var ikke meget indblanding fra EUROPOL's side, for det FBI i Amerika der gjorde opmærksom på begge sager.

Det ser umiddelbart lidt pauvert ud på resultatsiden for EUROPOL og dets rolle indenfor EU og for borgerne, som betaler mia. via deres skatter, - men lad os da lige kigge lidt ekstra på den "grænseoverskridende kriminalitet", for her kunne EUROPOL have spillet en stor rolle for 5 - 8 år siden, dengang EU blev frasvindlet 32 - 38 mia. via CO2 kvoter.

En uhyggelig masse penge, - men har EUROPOL så fremskaffet nogle af alle disse frasvindlede mia. og fået nogle tilbage i EU kassen(?), - NEJ, det har EUROPOL ikke, end ikke "fem flade ører" har EUROPOL fremskaffet indtil dato.

Det er fakta der altid affejes af eliten når de påpeges og fremkommer, og i stedet råbes der "populisme", men det ændrer altså ikke på virkeligheden, og bekræfter derimod at "man går efter manden og ikke efter bolden".

EUROPOL er en fin papirinstitution i EU med fine fornemmelser, der ikke understøttes af noget praktisk arbejde indenfor de områder de gerne vil have vi skal respektere dem for, men i virkeligheden er det blot arbejdspladser for elitens veluddannede børn, familie mm., for de må endelig ikke gå arbejdsledige som andre, men skal have en titel med fin løn og pension til, som EU's arbejdsslaver(skaffedyrerne) skal betale for med deres arbejdskraft, som ikke giver dem selv hverken beskyttelse, velstand eller velfærd for pengene.

Det vil være trist hvis EU køres i sænk af magtsyge politikere i EU uden de nødvendige ændringer i opfattelsen af de europæiske arbejderes indsats, - og det er ikke "populisme eller populisternes" skyld hvis det sker, - men derimod elitens egen skyld - politisk som mediernes, der som skødehunde uden virkelighedsindsigt på 1. hånd omgår og nedgør i selvforståelsen af egne evner, og manglende viden om hverdagslivet.

Morten Hansen

Natalie Nougayrède henviser i denne oversatte version af Guardians artikel til Tony Judts artikel fra 1996 "A Grand Illusion", men argumentet er ældre endnu. Allerede i 1993 lancerede Alan Milward (https://en.wikipedia.org/wiki/Alan_Milward) et digert værk, der argumenterede for EU som et strategisk nationalstatsprojekt i bogen med den sigende titel "The European Rescue of the Nation State" (https://www.goodreads.com/book/show/4079469-the-european-rescue-of-the-n...).