Farage møder Assange i skamløs illiberal alliance

Nigel Farages besøg hos Julian Assange i Ecuadors ambassade i sidste uge var et afsløringens øjeblik. Det står nu klart, at det ekstreme højre og det ekstreme venstre glider i ét. 

Som i 1939, da Berlin og Moskva fandt sammen i fælles erkendelse af, at lighederne mellem deres totalitarismer var større end deres politiske forskelle, ser vi en ny alliance af antiliberalister tage form.

Illiberale kræfter kontrollerer nu både Det Hvide Hus og Kreml. Vi kan spore deres indflydelse i Brexit-højrepopulismens foragt for eksperter og i Labour-venstrefløjens alliancer med modoplysningsbevægelser.

Det gamle venstre-højre-skel giver lige så lidt mening i dag som i 1939. Farage, der manøvrerer i gråzonen mellem det yderste højre og det yderste venstre er et eksempel på det: Han ophidser til chauvinisme og spiller på racistisk frygt.

Hvad angår Assange, er han eksponent for ’det regressive venstre’. Så meget hader han det kapitalistiske Vesten, at han vil alliere sig med alle slags kræfter, uanset hvor reaktionære, når blot de er lige så antivestlige som han selv.

Politiske uoverenstemmelser har på ingen måde forhindret dem i at blive kammerater. Farage er inspiration for og ven med ​​Trump. Han beundrer Putins foragt for menneskerettighederne og had til EU.

Hvis Wikileaks var dedikeret til at afsløre al slags magtmisbrug og uretfærdighed, ville organisationen have min opbakning, men i karakteristisk regressiv stil har Assange allieret sig med gangsterkapitalister fra det nye russiske imperium. Sin loyalitet beviste han, da han lækkede russisk hackede e-mails fra Clinton-kampagnen og således hjalp Putins og Farages foretrukne kandidat med at vinde det amerikanske præsidentvalg.

Medier under angreb

Overalt bliver de liberale samfunds institutioner fordømt som en sammensværgelse. Det gælder ikke mindst i medierne. Se blot ’dokumentarfilmen’ All Governements Lie. Det er et fascinerende stykke propaganda, fordi flere forskellige illiberale bevægelser kunne have stået bag den. Kameraet panorerer hen over redaktionskontorerne hos The New York Times, CNN og The Washington Post, så vi ikke lades i tvivl om, at disse liberale medieorganisationer – og ikke Fox News eller Breitbart – er ’løgnernes medskyldige’.

Filmskaberne vil overbevise publikum om, at der findes en monolit kaldet ’medierne’. Denne idé gav ikke mening i det 20. århundrede, for hvad havde journalisterne på The New Yorker eller Financial Times til fælles med journalisterne på The National Enquirer eller The Sun? Øjensynligt intet. I dag, hvor internettet giver enhver mulighed for at starte sit eget medie, er det åbenlyst løgn.

Ikke desto mindre er fantasien om ’medierne’ populær hos de russiske propagandister. Tankegangen er, at ’russofobiske’ og monolitiske vestlige medier er forudindtagede imod dem, fordi de hader russerne, snarere end stiller sig kritisk til Putin-tsarvældets politikker og praksis.

»Nyhedsmedier er mere propaganda end journalistik,« forklarer en gravalvorlig stemme, der viser sig at tilhøre en ældre herre ved navn Noam Chomsky.

Snarere end at interessere sig for, hvorfor den revolutionære socialisme mislykkedes, hævder Chomsky og hans mange tilhængere på den nederlagsramte radikale venstrefløj, at masserne hjernevaskes af journalister til at stemme imod deres interesser. Alle journalister vel at mærke. Ikke dén og dén nyhedsorganisation – men medierne som en ondartet helhed.

Jeg har flere indvendinger mod den påstand, at det demokratiske samtykke skulle være ’manipuleret og fabrikeret’, men lad mig som dementi af tesen nøjes med at henvise til, hvad de angiveligt så hjernevaskede amerikanske vælgere præsterede i november.

Kun to avisledere på redaktionerne af USA’s 100 største aviser anbefalede at stemme på Trump, der ikke desto mindre vandt alligevel. Overflødigt at tilføje, Chomsky nu har sluttet sig til Assanges, Farages og Trumps march mod Moskva og gør sin egen påståede modstand mod propaganda til skamme ved selv at optræde for Putins propaganda-netværk.

Sejrherrer trækker offerkort

Trumps sejr modbeviser ikke blot de nederlagsramtes konspirationsteorier fra forrige århundrede, men viser også, hvor nyttige de teorier kan være for det 21. århundredes sejrherrer.

Putin og Trump fremstiller sig selv som ofre for at retfærdiggøre deres aggression. Fantasien om en monolit af liberale medier, der fabrikerer usandheder, tjener et dobbelt formål: Den tilsværter korrekt rapportering om deres forbrydelser og korruption. Og retfærdiggør deres løgne. 

Selvfølgelig må det give anledning til selvransagelse i de liberale demokratier, at mænd som Trump og Farage mobiliserer så mange. Men floskler om selvransagelse må ikke skygge for, at Putin, Trump, Farage, Assange og deres efterlignere ikke altid hjernevasker deres tilhængere på Chomsky-maner.

Populist-demagogernes beundrere fryder sig over, at de gamle anstændighedsregler for civiliseret offentlig debat er væk, og deler deres foragt for kendsgerninger, for menneskerettigheder, for udlændinge.

De ønsker en stærk mand, der kan tryne sine fjender, og føler sig underholdt af hans pralerier og imponeret over hans snyd. Mange af mændene synes, det er sejt med en leder, der praler af at tage kvinder på kønsdelene, eller som vedtager en lov, der legaliserer, at de kan tæve konen. Mange af kvinderne ser gerne en rigtig mand som magthaver.

Problemet er ikke kun løgnerne. Men også de mange millioner, som gerne vil lyves for.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen