Kommentar

Farage møder Assange i skamløs illiberal alliance

En stor forbrødring er i gang mellem den regressive venstrefløj, højrepopulistiske demagoger og russiske gangsterkapitalister – alle er de forenet mod en fælles fjende: det liberale Vesten
Nigel Farages har besøgt Julian Assange på Ecuadors ambassade i London.

Nigel Farages har besøgt Julian Assange på Ecuadors ambassade i London.

Molly Riley

18. marts 2017

Nigel Farages besøg hos Julian Assange i Ecuadors ambassade i sidste uge var et afsløringens øjeblik. Det står nu klart, at det ekstreme højre og det ekstreme venstre glider i ét. 

Som i 1939, da Berlin og Moskva fandt sammen i fælles erkendelse af, at lighederne mellem deres totalitarismer var større end deres politiske forskelle, ser vi en ny alliance af antiliberalister tage form.

Illiberale kræfter kontrollerer nu både Det Hvide Hus og Kreml. Vi kan spore deres indflydelse i Brexit-højrepopulismens foragt for eksperter og i Labour-venstrefløjens alliancer med modoplysningsbevægelser.

Det gamle venstre-højre-skel giver lige så lidt mening i dag som i 1939. Farage, der manøvrerer i gråzonen mellem det yderste højre og det yderste venstre er et eksempel på det: Han ophidser til chauvinisme og spiller på racistisk frygt.

Hvad angår Assange, er han eksponent for ’det regressive venstre’. Så meget hader han det kapitalistiske Vesten, at han vil alliere sig med alle slags kræfter, uanset hvor reaktionære, når blot de er lige så antivestlige som han selv.

Politiske uoverenstemmelser har på ingen måde forhindret dem i at blive kammerater. Farage er inspiration for og ven med ​​Trump. Han beundrer Putins foragt for menneskerettighederne og had til EU.

Hvis Wikileaks var dedikeret til at afsløre al slags magtmisbrug og uretfærdighed, ville organisationen have min opbakning, men i karakteristisk regressiv stil har Assange allieret sig med gangsterkapitalister fra det nye russiske imperium. Sin loyalitet beviste han, da han lækkede russisk hackede e-mails fra Clinton-kampagnen og således hjalp Putins og Farages foretrukne kandidat med at vinde det amerikanske præsidentvalg.

Medier under angreb

Overalt bliver de liberale samfunds institutioner fordømt som en sammensværgelse. Det gælder ikke mindst i medierne. Se blot ’dokumentarfilmen’ All Governements Lie. Det er et fascinerende stykke propaganda, fordi flere forskellige illiberale bevægelser kunne have stået bag den. Kameraet panorerer hen over redaktionskontorerne hos The New York Times, CNN og The Washington Post, så vi ikke lades i tvivl om, at disse liberale medieorganisationer – og ikke Fox News eller Breitbart – er ’løgnernes medskyldige’.

Filmskaberne vil overbevise publikum om, at der findes en monolit kaldet ’medierne’. Denne idé gav ikke mening i det 20. århundrede, for hvad havde journalisterne på The New Yorker eller Financial Times til fælles med journalisterne på The National Enquirer eller The Sun? Øjensynligt intet. I dag, hvor internettet giver enhver mulighed for at starte sit eget medie, er det åbenlyst løgn.

Ikke desto mindre er fantasien om ’medierne’ populær hos de russiske propagandister. Tankegangen er, at ’russofobiske’ og monolitiske vestlige medier er forudindtagede imod dem, fordi de hader russerne, snarere end stiller sig kritisk til Putin-tsarvældets politikker og praksis.

»Nyhedsmedier er mere propaganda end journalistik,« forklarer en gravalvorlig stemme, der viser sig at tilhøre en ældre herre ved navn Noam Chomsky.

Snarere end at interessere sig for, hvorfor den revolutionære socialisme mislykkedes, hævder Chomsky og hans mange tilhængere på den nederlagsramte radikale venstrefløj, at masserne hjernevaskes af journalister til at stemme imod deres interesser. Alle journalister vel at mærke. Ikke dén og dén nyhedsorganisation – men medierne som en ondartet helhed.

Jeg har flere indvendinger mod den påstand, at det demokratiske samtykke skulle være ’manipuleret og fabrikeret’, men lad mig som dementi af tesen nøjes med at henvise til, hvad de angiveligt så hjernevaskede amerikanske vælgere præsterede i november.

Kun to avisledere på redaktionerne af USA’s 100 største aviser anbefalede at stemme på Trump, der ikke desto mindre vandt alligevel. Overflødigt at tilføje, Chomsky nu har sluttet sig til Assanges, Farages og Trumps march mod Moskva og gør sin egen påståede modstand mod propaganda til skamme ved selv at optræde for Putins propaganda-netværk.

Sejrherrer trækker offerkort

Trumps sejr modbeviser ikke blot de nederlagsramtes konspirationsteorier fra forrige århundrede, men viser også, hvor nyttige de teorier kan være for det 21. århundredes sejrherrer.

Putin og Trump fremstiller sig selv som ofre for at retfærdiggøre deres aggression. Fantasien om en monolit af liberale medier, der fabrikerer usandheder, tjener et dobbelt formål: Den tilsværter korrekt rapportering om deres forbrydelser og korruption. Og retfærdiggør deres løgne. 

Selvfølgelig må det give anledning til selvransagelse i de liberale demokratier, at mænd som Trump og Farage mobiliserer så mange. Men floskler om selvransagelse må ikke skygge for, at Putin, Trump, Farage, Assange og deres efterlignere ikke altid hjernevasker deres tilhængere på Chomsky-maner.

Populist-demagogernes beundrere fryder sig over, at de gamle anstændighedsregler for civiliseret offentlig debat er væk, og deler deres foragt for kendsgerninger, for menneskerettigheder, for udlændinge.

De ønsker en stærk mand, der kan tryne sine fjender, og føler sig underholdt af hans pralerier og imponeret over hans snyd. Mange af mændene synes, det er sejt med en leder, der praler af at tage kvinder på kønsdelene, eller som vedtager en lov, der legaliserer, at de kan tæve konen. Mange af kvinderne ser gerne en rigtig mand som magthaver.

Problemet er ikke kun løgnerne. Men også de mange millioner, som gerne vil lyves for.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

En pinlig omgang mudderkastning og tilsværtning. Chomsky (som i øvrigt ikke er "radikal socialist", som antydet af forfatteren) har intet til overs for Trump; faktisk anbefalede han at stemme på Hillary som den mindre af to onde. Ikke desto mindre placeres Chomsky nu i en opdigtet gruppe der bestående af Assange og Farage (?) - samt Putin og Trump. Cohen gentager i øvrigt påstanden om russisk hacking af DNC under valgkampen, som om det er et faktum.

Niels Ole Nielsen, Steen Holmgren, Michael Kongstad Nielsen, Gustav Alexander og Søs Dalgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Det interessante i artiklen er nærmere hvad der ikke står, end hvad der rent faktisk står. Cohen kritiserer den såkaldte "regressive" venstrefløj for at være "iliberal". Det er pudsigt - Her bekræfter han jo blot idéen om at venstrefløj er = centrum-venstre. Den direkte tendentiøse anvendelse af 'regressiv/progressiv', som ses hos centrum-venstre er tydeligere her end nogensinde.

Centrum-venstre (og deres allierede hos centrum-højre) har kæmpet en lang og sej kamp for et slags diskursivt monopol: Det opnås med vante politiker floskler om "ansvarlighed" (for det kan man ikke have, hvis man ønsker at bryde med de eksisterende samfundsstrukturer!) samt en monopolisering af begreber såsom progressiv/regressiv. Det vil Cohen ikke selv uddybe nærmere, men vi må antage at modstand mod finanskapitalen er = regressivitet. Venstrefløjen ser Cohen, rent ideologisk, ud til at synonymisere med Radikale Venstre. Altså en køn centrist.

Selv hvis vi giver Cohen ret i samtlig af hans præmisser, så må jeg stadig spørge, hvordan kan der være særlig "venstrefløj" i at støtte hvad Cohen selv kalder "det kapitalistiske vesten"? Er det mon det freudianske 'slip', der afslører forfatterens sande politiske standpunkt el. ønsker han bevidst at tale for en venstrefløj, som han ikke selv er en del af? Jeg forvirres.

Alt andet lige, så kan det aldrig være venstreorienteret at støtte den internationale finanskapital: Den borgerlige status-qvo i Vesten er anti-tetisk til solidaritet og socialisme. Det skal sønderbrydes og den her type socialfascisme - for at hente en sjældent indsigtsfuld analyse fra Stalin ang centrunm-venstre - er en gift i sindet hos lønmodtagerne. I må ikke gøre oprør, prædikes der, for nok er det etablerede uudholdeligt men ethvert alternativ ville være et mareridt! Hvor mange tiders undertrykkere har ikke prædiket denne sataniske gift for deres undersåtter? Cohens indlæg minder snarre om Andre Carnegie's 'Gospel of Wealth' fra slut 1800-tallet end noget venstreorienteret. Han tillader endda at kalde det "progressivt". Frækheden i et sådan udsagn gør ikke blodtrykket nogen tjenester!