Kronik

Flygtninges problemer undskyldes med traumer

Når velmenende repræsentanter fra Velfærdsdanmark møder flygtninge og indvandrere, har de en tendens til at forklare alle problemer med PTSD eller traumer. Men i mange tilfælde er diagnosen helt forkert og fører alene til, at flygtningene holdes fast i dårlige mønstre
Når velmenende repræsentanter fra Velfærdsdanmark møder flygtninge og indvandrere, har de en tendens til at forklare alle problemer med PTSD eller traumer. Men i mange tilfælde er diagnosen helt forkert og fører alene til, at flygtningene holdes fast i dårlige mønstre

iBureauet/Mia Mottelson

9. marts 2017

I mit arbejde som socialrådgiver kom jeg en varm sommerdag i kontakt med en familie, der var kommet til Danmark nogle måneder forinden. Et af deres børn var indlagt på sygehus, og af læger, sygeplejesker og andre fagfolk fik jeg at vide, at jeg kun kunne træffe familien om eftermiddagen, eftersom moren altid sov længe. Hun var træt og havde intet overskud.

Jeg spurgte fagfolkene, hvad grunden til det var, og fik at vide, at hun var traumatiseret. Familien kom lige fra Syrien.

Men da jeg endelig mødte familien og nysgerrigt spurgte ind til morens helbred, viste det sig, at der var en helt anden grund til, at hun ikke sov om natten: ramadanen. Hun var træt på grund af fasten og lå det meste af natten og så tv.

»Vi bor på sygehusets hotel og har ikke noget at lave. Så hvorfor skulle jeg så tidligt op, når det samtidig er ramadan?« sagde hun til mig.

I mit daglige arbejde går der ikke en uge, hvor jeg ikke hører om traumatiserede flygtninge med PTSD-symptomer. Men undersøgelser viser faktisk, at kun en tredjedel af flygtninge i Danmark har PTSD-symptomer. Alligevel bliver traumer eller PTSD konstant brugt som en forklaringsmodel for flygtninges problemer og udfordringer.

Når børnene ikke har en sund madpakke med, forsøger pædagogerne at forstå, hvordan PTSD-symptomer hos forældrene påvirker børnenes dagligdag. Når borgeren ikke vil samarbejde med rådgiverne, forklarer rådgiverne det med fortællingen om en traumatiseret flygtning, der afreagerer på systemet. Når ungen ikke sover om natten og ikke kommer i skole, forstår læreren det som et såkaldt ’sekundært traumatiseret’ barn. Og sådan kan jeg blive ved.

Disse psykologer, socialrådgivere, psykoterapeuter, læger, lærere, pædagoger og andre med de bedste intentioner glemmer, at flygtningenes problemer ikke altid bunder i traumer. Det samme gør sig jo heller ikke gældende for etnisk danske borgere.

Og når fagfolk ikke undersøger tilstrækkeligt, hvad problemerne handler om, bliver de i nogle tilfælde overbeskyttende. Vi risikerer, at klasselærere, pædagoger, socialrådgivere, terapeuter og psykologer glemmer alle de andre mere ’almindelige’ grunde til flygtningefamiliernes problemer.

Og som det var tilfældet med familien, jeg mødte på hospitalet i sommer, bliver flygtningene dermed ubevidst skubbet i retning af en uheldig selvopfattelse, for hvis alle andre siger det, ja, så må det jo være rigtigt, at de er syge og traumatiserede. Det gør det bestemt ikke nemmere for dem at blive en del af samfundet.

Alle veje fører til PTSD

Generelt er der i samfundet meget fokus på diagnosticering og præcisering af problemer, herunder sociale problemer. Denne kategorisering bliver også et middel til at forklare flygtninges sociale problemer. Og det er på det grundlag, at det besluttes, om de er berettigede til hjælp fra systemet.

Problemet er, at eksempelvis børne- eller familiesager, som muligvis kan omfatte almene sociale problemer som fattigdom eller alkoholproblemer, først og fremmest bliver forklaret med PTSD- og traumeproblemer. Og det resulterer nogle gange i en forkert socialfaglig indsats, der fastholder flygtningene i systemet.

Lad mig give et eksempel:

Jeg kender en flygtning, som fik bevilget terapi, fordi han er utålmodig og hurtigt bliver vred. Grundlaget for bevillingen var, at han måtte være traumatiseret. Første terapisession handlede om hans tidlige liv, og hvad han har set i Syrien? Tænkte han meget på Syrien, og hvad var der sket dernede?

Her kan jeg så spørge: Hvordan kom man i første omgang overhovedet frem til, at han var traumatiseret? Fordi han blev hurtigt vred og utålmodig? Det kan man jo sige om så mange mennesker. Hvis han havde heddet Hans og ikke Mustafa, var han så blevet sendt til traumebehandling?

Næppe.

Min erfaring er, at selv om socialarbejdere ikke kategoriserer alle flygtningeforældre og deres børn; selv om mange socialarbejdere siger, at de er klar over, at ikke alle flygtninges tilpasningsvanskeligheder handler om traumer og PTSD – så fører alle forklaringsmodellens veje alligevel til PTSD og traumer i sidste ende.

Andet end traumer

Flygtninge, der kommer fra en krigszone er ikke nødvendigvis traumatiserede. Og selv hvis de har traumatiske oplevelser i baggagen og oplever traumesymptomer, er det ikke ensbetydende med, at roden til deres nuværende problemer findes her.

En undersøgelse, som blev udført af The African Medical and Research Foundation i 1990’ernes viser, at selv om man har PTSD- og traumesymptomer, kan man godt fungere i samfundet, uden at det påvirker omgivelserne.

Fokus for studiet var rwandiske voksne, som havde oplevet massakrer eller var tæt på massakrerne. Samtidig havde de mistet mange i deres nærmeste familie. Denne gruppe blev sammenlignet med en gruppe, der var mindre direkte påvirket af begivenhederne. Undersøgelsen viste, at nogle symptomer på PTSD var fremherskende i begge grupper.

Imidlertid var begge grupper modstandsdygtige og aktive. Og derfor konkluderede forfatterne, at det er alt for reduktionistisk at betragte ofre som blot passive modtagere og bærere af negative psykologiske eftervirkninger.

Der er god grund til lige at tælle til ti, før vi stempler borgere med anden etnisk baggrund med PTSD.

Forskel på Peter og Ahmad

I den forbindelse er det gode spørgsmål, om man kan sammenligne Peter, som blev sendt i krig i Afghanistan og kom tilbage med PTSD-symptomer, med Ahmad, som er født og opvokset i Afghanistan.

Peter har haft et fredeligt liv før sin krigsdeltagelse, mens krig har været en fast del af Ahmads liv, inden han kom til Danmark. Vil man opleve samme reaktion hos dem begge? Har krigen påvirket dem på samme måde?

Det er langt fra sikkert.

Vi kan hurtigt blive enige om, at nogle flygtninge har sociale problemer, eksempelvis arbejdsløshed, dårlige boligforhold, problemer i familien, at ikke alle magter opdragelsen af deres børn og så videre. De flygtninge har brug for hjælp fra samfundet ligesom alle andre danske borgere med sociale problemer.

Men flygtningenes sociale problemer skal ikke altid forstås i en PTSD/traume-kontekst, men snarere i den samme kontekst som enhver etnisk dansk borger, der vurderes ud fra biologiske, psykologiske, sociale og samfundsmæssige forhold.

At det ikke sker i dag, er en af årsagerne til, at flygtninge og indvandrere er overrepræsenterede i de negative statistikker fra arbejdsmarkedet og kontanthjælpssystemet for ikke at tale om kriminalitetsstatistikken.

Hvis vi vil løse sociale problemer for borgere med anden etnisk baggrund, skal vi blive bedre til ikke at fokusere så meget på deres fortid.

Shadman Salih er socialrådgiver, cand.soc. i socialt arbejde og har konsulentvirksomheden Sivitas

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Søgaard
  • Jan Weis
  • ulrik mortensen
  • Mihail Larsen
  • Flemming Berger
  • ingemaje lange
  • Christian De Thurah
Ulla Søgaard, Jan Weis, ulrik mortensen, Mihail Larsen, Flemming Berger, ingemaje lange og Christian De Thurah anbefalede denne artikel

Kommentarer

Debatterne bliver langsomt mere tålelige på fremmedfronten.
Dette debatoplæg skal man ligefrem have et udenlandsk klingende navn for at kunne skrive uden at blive korrekset eller det, der er værre – en indenlandsk biodansker ville med det samme blive behæftet med alle mulige lidet sympatiske etiketter fra de sædvanligvis mistænkte egohumanister af egen avl, der indirekte selv er med til at fastholde flygtninge og indvandrere på deres slagne vej ind i overrepræsentationen i diverse negative statistikker …
En meget oplysende artikel – stærkt tiltrængt …

Egon Stich, Mette Poulsen, Troels Ingartsen, Mihail Larsen, Jørn Andersen, Ole Christiansen, Martin Lund, Flemming Berger, Britt Kristensen, Thomas Poulsen, Martin Sørensen, Svend Høg og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Det er da helt sagligt og i orden at se differentieret på flygtninges personlige problemkomplekser, ligesom det er det med danskere. Og den mulige tendens til at flygtninge også af fagprofessionelle i for høj grad forstås som traumatiserede kan sagtens være en subjektiv reaktion på dén diskrimination og heksejagt, som især muslimske flygtninge udsættes for i den milde, danske folkebrise.

Christel Gruner-Olesen, Lise Lotte Rahbek, Ole Frank, Niels Duus Nielsen, Per Klüver og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Forfatteren skriver selv at "kun" en tredjedel af alle flygtninge er traumatiserede, i mine øjne er en tredjedel rigtigt mange mennesker. Hvis det er argumentet for at se bort fra PTSD som en del af forklaringen på sociale og psykologiske problemer, så synes jeg ikke at det holder. Jeg har professionel erfaring med en gruppe af flygtninge fra et asiatisk land. Ikke alle er traumatiserede, men en del er og jeg er helt 100% sikker på at danskere, der havde oplevet, det de har, f.eks. tortur, ville være dybt traumatiserede. Det er bestemt heller ikke mindre skadeligt at blive tortureret eller lign. Hvis Nan er født et sted, hvor der var hersket ufred længe. Der er måske bare ikke samme sociale sikkerhedsnet eller behandlingsmuligheder som her og de mest traumatiserede begår måske selvmord eller går i hundene lige så stille, hvis de så ikke reagerer voldeligt overfor deres omgivelser. Jeg vil give skribenten ret i at traumer ikke forklarer alt og at ikke alle mennesker, der har oplevet noget traumatisk har PTSD. Ofte bliver symptomerne værre, hvis personen bliver fysisk syg eller arbejdsløs eller lign. Men mareridt, søvnløshed, flashbacks, angst og depression er virkeligheden for mennesker med PTSD og det kan have stor følger for både patienten og familien. Diagnosen PTSD stilles af psykiatere efter grundige undersøgelser og er altså ikke noget, man bare kan smide efter folk efter forgodtbefindende. Jeg synes at indlægget lægger op til en unuanceret negligering af traumer som årsag til sociale problemer hos flygtninge baseret på anekdoter.
Nej, det er ikke alle flygtninge, der er traumatiserede, men det er ikke ok at miskreditere dem der er.

Nille Torsen, Christel Gruner-Olesen, Lise Lotte Rahbek, Ole Frank, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Poul Sørensen og Randi Gredal anbefalede denne kommentar
Thomas Poulsen

Spændende artikel. Jeg har læst, at flygtninge på trods af hvad de måtte havde været igennem i gennemsnit er bedre til at få job og uddannelse end familiesammenførte indvandrere fra Afrika og Mellemøsten, og det kunne også tyde på, at systemet i dag ikke er godt nok til at analysere folks situation og stille krav til dem.

Poul Sørensen

Jeg må give Marie Jensen ret, jeg syntes også at indlægget virker lidt unuanceret. Når man tænker på hvor mange danske soldater der kommer hjem med PTSD, så kan man få den mistanke, at indlægget er mere sensationspræget end det er baseret på de virkelige kendsgerninger.

David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Fra Shadman Salihs speciale:

"Undersøgelsen viste, at de omstændigheder, flygtningene kommer fra, herunder flygtningelejr/land, krigszone eller kulturel baggrund, har en betydning for informanternes [socialarbejdernes] forståelse og forklaring af flygtningebørns sociale problemer."

"Dette er problematisk, idet flygtningebørns sociale problemer ikke forstås i en kontekst, hvor det er muligt, at biologiske, psykologiske, sociale og samfundsmæssige forhold spiller sammen."

"PTSD/traume bliver brugt som en forklaringsmodel for flygtningebørns problemer. Det vil sige, at en børnesag eller en familiesag, som muligvis kan omfatte sociale problemer som fattigdom, alkoholproblemer eller enlig mors/fars problemer, bliver forklaret med PTSD-/traumeproblemer, og familien (børn/forældre) bliver diagnosticeret med en psykiatrisk/social diagnose, der muligvis ikke kan hjælpe dem til at komme videre og finde en løsning på deres problemer."

Som det ses, går kritikken ikke så meget på på diagnosticeringen som sådan, men specifikt på fejldiagnosticeringer, som betragter traumatisering som den eneste grund til afvigende adfærd. Sigtet med kritikken er altså ikke at se bort fra hverken den primære eller den sekundære traumatisering, men derimod om at kombinere denne diagnose med den øvrige viden, der findes på området.

"Under socialarbejdernes kontakt til flygtningefamilien glemmer de at benytte sig af deres generelle
faglige værktøj og erfaringer", som der står i specialets konklusion.

Problemet er vel, at der ikke fra politisk hold er vilje til at lade socialarbejderne bruge deres værktøj og erfaringer. Ifølge diverse regeringer og beskæftigelsesministre kan alle sociale problemer løses ved at få de sociale klienter i arbejde, uanset om det er biologiske, psykologiske, sociale eller samfundsmæssige forhold, der ligger til grund. One size fits all, og det endelig må ikke koste noget.

http://projekter.aau.dk/projekter/files/204611629/Alle_veje_f_rer_til_PT...

Mette Poulsen, Poul Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Ole Frank og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Aha, en socialrådgiver udtaler sig om folk, flygtninge, der har ptsd! Hvilke kvalifikationer har denne socialrådgiver for at gøre dette! Ingen - ser det ud til!

Jeg arbejder p.t. og lige nu med med at undervise voksne flygtninge fra Syrien i dansk sprog og kultur.
Og jeg kunne da godt skrive et indlæg til avisen, og begynde med at fortælle om en syrisk kvinde på omkring 45-50 år, som næsten hver dag siger, at alt hun har lært den dag, ja, det forsvinder, når hun kommer hjem. Dette er bl.a. et af tegnene på ptsd, lærte jeg, da jeg arbejdede på en sprogskole, hvor vi havde et traume-team, der netop tog sig af at undervise flygtninge med traumer. Men det gør jeg ikke, fordi jeg passer mit arbejde gør jeg! Med at undervise de her flygtninge, der som regel (i hvert fald dem, jeg underviser lige p.t.) også er analfabeter...

Bare lige for at sige, at ja, der er altså også flygtninge, der har ptsd....og en tredjedel (eller måske op til 40 procent?) er altså også en del mennesker, faktisk mange mennesker. Dertil kommer, at min helt personlige erfaring er den, at mindst 20 procent, hvis ikke 33 procent (altså en tredjedel) har problemer med at lære dansk mm. fordi de oplevelser, de har mødt - enten i Syrien - eller på deres vej til DK - stadig sidder i dem. Også når de kommer til DK - også når de sidder i et lokale på en sprog-skole for at lære dansk kultur og sprog. Og derfor kan man ikke bare sige, at det kun er en tredjedel af alle flygtninge, der har ptsd; man kan godt, som jeg ser det, have problemer med at lære dansk, selvom man ikke har ptsd. Af de grunde jeg her har nævnt...

Poul Sørensen, David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, Ole Frank og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

To lose one's marbles.
Det er egentlig temmelig bekymrende for de berørte og må være maksimalt invaliderende, at man åbenbart kan tabe alle sine kompetencer på turen fra Syrien til DK, herunder dét at kunne arbejde, og det uanset, hvordan man er kommet frem – så måske ville tildeling af en krigsinvaliderente eller ligefrem førtidspension være det mest humanistiske svar fra dag ét og ingen ville kunne føle sig tvunget til at meddele en løgn eller stille en kvaksalverdiagnose …

@Peter
"en subjektiv reaktion på dén diskrimination og heksejagt, som især muslimske flygtninge udsættes for i den milde, danske folkebrise"

Det er en forklaring.

En anden forklaring er at nogle sagsbehandlerne lider af omvendt racisme (hvor er det er synd for de stakkels brune og man træder da heller ikke en hundehvalp på halen), eller den beslægtede kultur relativisme og den deraf følgende skam over at være privilegeret hvid og vestlig og derfor ikke vil pille for meget ved noget der minder dem om dette ubehag.

Claus E. Petersen

Hvis de i Sverige (jeg ved det godt, men det er jo fakta) havde haft samme samme indgangsvinkel for 20 år siden havde multikulturen måske ikke gjort så ondt på vores nordiske brødre og især søstre hinsidan.

"En anden forklaring er at nogle sagsbehandlerne lider af omvendt racisme (hvor er det er synd for de stakkels brune og man træder da heller ikke en hundehvalp på halen), eller den beslægtede kultur relativisme og den deraf følgende skam over at være privilegeret hvid og vestlig og derfor ikke vil pille for meget ved noget der minder dem om dette ubehag."

Jeg tror det er korrekt at der hos sagsbehandlere kan opstå en underliggende ærgrelse, fortrydelse, skam og selvdevaluering, hvis de i arbejdet bliver opmærksomme på elendighedernes historiske rødder og dén forrykte herrefolksmentalitet, som (bl.a.) Danmark har været og er repræsentant for. Og ligesom hvis der opstår sentimentalisering af flygtninges behov for hjælp/støtte eller anden form for forstyrrende modoverføring i samarbejdet/processen, bliver det svært at bidrage til noget positivt.

Derfor er det væsentligt at være opmærksom på diverse psykologiske faldgruber, hvilket mange fagprofessionelle da også er. Men desværre er der i en offentlig sektor, hvor omkostningseffektiviseringerne og NPM-udviklingen råder ... for der er hverken tid eller ressourcer til at føre de fornødne refleksions- og supervisionsprocesser, som kan bidrage til at negativ bias i sagsbehandlernes indsatser minimeres. Og som toppen af tragikomik udvikles der i stigende omfang modeller og programmer, som skal kompensere for at sagsbehandlere ikke har rum, tid og energi til at have refleksiv, personfaglig proces - mens IT cirkusset fortsat accelererer, kontrollen og dokumentationskravene forceres og arbejdsmiljøet kontinuerligt udfordres. Det ser ikke morsomt ud, og er det næppe heller. For nogen af os, på sigt.