Kronik

Er fri abort stadig et feministisk krav?

Bliver den fri abort snarere brugt til at tæmme kvinden og hendes fertilitet, så hun kan yde en effektiv indsats i uddannelsesræset og på arbejdsmarkedet?
Rødstrømpernes demonstration 1. maj 1972 mod Fællesmarkedet og for fri abort. Et år senere blev aborten givet fri. Arkivfoto

Rødstrømpernes demonstration 1. maj 1972 mod Fællesmarkedet og for fri abort. Et år senere blev aborten givet fri. Arkivfoto

Jesper Stormly Hansen

8. marts 2017

Den danske regering med Ulla Tørnæs (V) i spidsen var klar til handling, da Trump med et af sine første præsidentielle dekreter genindførte den såkaldte GAG-lov, som tager de offentlige midler fra amerikanske organisationer, der giver støtte til abortvejledning og abort i udviklingslande.

Danmark trak 75 millioner kroner ud af den i forvejen stærkt barberede danske udviklingsstøtte for sammen med en række andre EU-lande at kompensere for den mindre amerikanske støtte.

Er adgangen til provokeret abort et fundamentalt kvindekrav, som vi er berettiget til at udvide til at gælde alle verdens kvinder? Og er det stadig det samme krav, som det var, da den danske kvindebevægelse kæmpede det igennem i 1973?

Dengang handlede det om retten til at bestemme over egen krop og dermed også til at skaffe sig af med en uønsket graviditet og ikke skulle udsætte sig for en kvaksalvers beskidte instrumenter eller offentlig udstilling. Syv år inden, i 1966, var p-pillen blevet frigivet, og det danske fødselstal var derfor faldet drastisk siden slutningen af 1960’erne. Dermed var fri abort reelt mindre aktuelt, end det havde været et årti inden.

Er det ikke snarere sådan, at abort i dag ofte er mere et krav end en rettighed? At abort ikke giver kvinder retten til deres egen krop tilbage, men derimod er blevet et redskab til at holde kvinderne i uddannelse og på arbejdsmarkedet så længe som muligt.

At det tværtimod er sådan, at kvinder holder sig på p-piller det meste af deres fertile liv, fordi det aldrig passer rigtig sammen med uddannelse, karriere og fundet af den rette partnerforældre at få et barn, før man er over den mest fertile alder?

Abort bliver således især relevant, når andre præventive midler har fejlet, og det passer rigtig dårligt ind i den enkelte kvindes liv og karriere at få et barn. Tidligere giftede man sig for bl.a. at skabe en tryg og gensidig økonomi og jura omkring et barn, men i dag fødes de fleste førstefødte uden for ægteskab, men formentlig har de oftest samlevende forældre.

Hvor det tidligere var en skam at få et barn, før ni måneder efter man havde indgået ægteskab, er det nu blevet det normale, og brudepar har ofte både fælles- og særbørn, når de i en moden alder indgår ægteskab, hvis de overhovedet gør det. Og de fleste har da også først fundet den partner, de kan se som blivende, når de er godt oppe i 30’erne. Til gengæld har de afprøvet flere kærester og mulige fædre end tidligere tiders kvinder.

Frihed som i Kina

I Danmark foretages der i øjeblikket cirka 15.000 aborter om året, svarende til at omkring en fjerdedel af alle graviditeter afsluttes med en provokeret abort. Det er især kvinder i 20’erne, som får abort, altså typisk den gruppe, som stadig er under uddannelse, og derfor ikke kan overskue at få et barn.

Samtidig er scanninger, fostervandsprøver m.m. blevet en rutine for alle gravide kvinder, og hvis en sådan prøve viser mulige fejl på fosteret, er det vanskeligt for den enkelte kvinde eller par at modstå en forventning fra det monitorerende system om, at hun aborterer fostret.

I Kina under et-barnspolitikken blev mange kvinder udsat for tvangsabort eller tvangssteriliseret, hvis de blev gravide for anden gang. Det medførte en stor opbremsning i fødselstallet, især faldt antallet af pigefødsler drastisk. I dag har Kina således en stærkt aldrende befolkning, hvor de gamle lever stadig længere, mens der mangler mennesker i den arbejds- og fødedygtige alder. Man kan næppe tale om kvindefrigørelse i denne form for abort.

Læs også

Man kan spørge sig selv, om det i realiteten er en lignende politik, man gennemfører i en række andre udviklingslande under overskriften ’Kvinders reproduktive rettigheder’.

Til trods for at den nyligt afdøde svenske statistikprofessor Hans Rosling netop påpegede, at problemet med verdens voksende befolkning ikke handler om et stort antal fødsler i mindre industrielt udviklede lande, men snarere om at folk også i disse lande lever længere som resultat af, at man i dag i højere grad kan bekæmpe sygdom, fattigdom og sult.

Betyder det så, at jeg argumenterer for, at Donald Trump er en nytænkende feminist? Nej, det gør det ikke! Men det betyder, at vi er nødt til at overveje, om graviditeter stadig skal ses som noget, der skal kontrolleres og reduceres på samfundsmæssigt niveau og endda med en generel antagelse om, at det er bedst for kvinderne, og at de kan beslutte det selv.

Velfærden halter

Der er mindst tre forskellige forsørgermodeller på spil i denne debat. For det første den konservative patriarkalske Trump-model, hvor manden er hovedforsørger og kvinden mor og husmor, og en udenomsægteskabelig graviditet stadig er en skam.

For det andet den neoliberale konkurrencestatsmodel, hvor alle, kvinder som mænd, først og fremmest skal profitmaksimere sig selv med uddannelse, karriere, efteruddannelse og pleje af professionelle netværk og derfor ikke kan tillade sig at føde børn når som helst.

Endelig er der den velfærdsstatslige model, hvor staten gennem daginstitutioner for børn, ældrepleje, barsels og omsorgsorlov m.m. kompenserer for alle de uligheder mellem kvinder og mænd, som opstår i forbindelse med fødsler, børneomsorg og pasning af familiens ældre. Og hvor man altså får de børn, som man ønsker sig. Netop som vi kender det i Danmark og det øvrige Norden i dag – ville mange hævde.

Vi lever i en brydningstid, og tiden er kommet til at kæmpe for disse værdier, som nu er truet. Så deltag i kampen. Det er nu, der er brug for dig, skriver Tania Dethlefsen
Læs også

Men nej, det er netop pointen: Det er ikke, som vi kender det i dag. Børn skal stadig passes uden for daginstitutionernes åbningstid; de ældre kan ikke blot forvente, at hjemmehjælperen opfylder deres sociale behov og plejebehov; og den nybagte mor kan ikke forvente, at barnefaderen påtager sig sin halvdel af omsorgsarbejdet og barselsorloven.

Det placerer i realiteten kvinderne i det samme dilemma: De vil hyppigt udskyde børnefødsler, føde færre børn, arbejde på nedsat tid, arbejde i job uden de store karrieremuligheder og trække sig tidligere ud af arbejdsmarkedet.

Så hvis abort skal være et reelt valg, skal alternativet: at få børn tidligere, tilsvarende være et reelt valg. Og reelt bliver det først, hvis omsorgsarbejde generelt opvurderes, og der dermed skabes ordentlige og fleksible daginstitutionstilbud, at fædrene faktisk tager halvdelen af barselsorloven og der generelt ydes bedre støtte til unge forældre af alle køn, således at det er attraktivt for alle forældre eventuelt at tage en pause fra arbejdslivet eller arbejde på nedsat tid i en periode.

’Soccer Mom’ ind ad bagdøren

Derfor kan man sige, at den fleksible arbejdstidsmodel, som nogle kommuner bl.a. København afprøver i øjeblikket med støtte fra de store kvindedominerede fagforbund (FOA og HK), forsøger at realisere en sådan omsorgsorienteret forsørgermodel.

Samtidig kan man frygte, at mændene ikke vil udnytte den og kvinderne tage den til sig med kyshånd, fordi den i hvert fald på kort sigt imødekommer deres familie/arbejdslivsdilemma. Sker det, ender man måske alligevel med en trumpistisk Soccer Mom-forsørgelsesform, hvor far tjener de fleste af pengene, og mor arbejder på nedsat tid og kører børnene rundt til deres forskellige fritidsaktiviteter.

Så det feministiske krav burde være, at man kan få lov til med samfundets støtte at få de børn, man gerne vil, når man vil det. Også selv om man er i 20’erne, under uddannelse og ikke kan regne med en betalende far for sit barn.

Dette hænger for mig også sammen med nogle mænds ønske om juridisk abort til mænd, netop i de tilfælde, hvor en kvinde ønsker at færdiggøre en graviditet uden den biologiske fars støtte eller nærvær. Jeg mener, at de skal have denne ret, også for at undgå, at kvinden gennemgår en for hende uønsket abort, fordi barnefaderen ikke vil have børn med hende, lige nu eller slet ikke.

Jeg er sikker på, at der er en del kvinder sidst i 30’erne og først i 40’erne, der kæmper med at få et barn med alverdens former for hormonal og teknologisk hjælp, som fortryder de aborter, de fik, mens de var mest fertile.

Karen Sjørup er lektor og kønsforsker ved RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu