Klumme

Jeg har gået og tænkt på Mette Frederiksen, når hun ikke har tøj på

Jeg tegner dig nøgen, det er min ret … Men det er kan godt fremkalde præstationsangst at satiretegne et andet menneske nøgent i hævnpornoen og den kropslige politiks tid
16. marts 2017

Jeg har gået og tænkt på Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, når hun ikke har tøj på.

Og jeg er ikke den eneste! Da Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for nylig formulerede et fælles politisk projekt, klædte et par tegnere Frederiksen og hendes modstykke fra DF, Kristian Thulesen-Dahl, af.

I Roald Als’ version fra Politiken er de to ledere på vej i seng, (hun i chemise og røde højhælede), mens de i Morten Ingemanns tegning fra Ekstra Bladet er i fuld gang med en doggy (DF bagest).

Det var nogle ret gode tegninger, der lignede, men rundt om blev folk vrede, og de skrev om det på Facebook, så andre kunne håne dem for deres troskyldige indignation. »Når man som kvinde samarbejder med en mandlig kollega i dansk politik, er dette åbenbart, hvad man må finde sig i,« skrev Trine Bramsen (S). Det er ikke et billede af sex, det er satire, svarede Ekstra Bladet.

Men besværgelsen ’det er satire’ rejser spørgsmål. Hvad er egentlig det satiriske ved – i et samfund, der betragter sig selv som frisindet – at tegne nogen, der har sex?

Da verden var bornert skildrede tegnere magthaverne nøgne for at punktere deres ophøjethed. James Gillray tegnede i 1792 hertuginden af Yorks berømte, yndige små fødder i fodenden af en seng mellem hendes mand, hertugens, store plader. Billedets titel: ’Fashionable Contrasts’. Man ser kun fødderne, men man ved, der er sex. Det er godt lavet.

For nylig gentog The Guardians tegner Steve Bell motivet, da premierminister Theresa May aflagde visit hos Trump i USA. Bells tegning viser Mays leopardprikkede højhælede sko på et lagen med Trumps (små) orange fødder imellem. The special relationship illustreret.

Bells twist – der fik Englands Trine Bramsener til at gå bananas – var, at May lå med hælene i vejret, så det stod klart, at Trump (som Tulle) tog sin politikerkollega bagfra.

Både Als og Ingemann viser forbrødringen mellem S og DF som noget fordækt, og begges tegninger er kritiske over for i hvert fald Socialdemokratiet. Hos Ingemann sidder en laset kat på servanten og hvæser Poul Nyrups ord ad de to knaldende politikere. »Ja, stuerene … det bliver I sgu aldrig!« Og hos Als må maleriet af Anker Jørgensen vendes om mod væggen, så han ikke ser noget, der kan give ham en senfølgereaktion i det hinsides.

Frederiksen bliver taget bagfra, May bliver taget bagfra. Og selv om det virker knibsk at anse det for noget i sig selv nedværdigende, kan jeg ikke lade være at tænke, at tegnerne, når nu de har valgt den stilling, måske alligevel har villet fremkalde den tanke, at en højrefløjsmand i begge tilfælde griber og dominerer en kvinde, som har syndet.

Det er ikke et billede af virkelig sex, som EkstraBladet skrev, men det er måske et billede – hvad end det er med vilje eller ej – af magtens realiteter i en lidt bornert verden.

Dansk bladtegning er ikke så opdateret, når det gælder politisk sex. Traditionen er f.eks. rig på libertiner-tegninger af bare damer, men pikke er halvsjældne. Philip Ytournels tegning fra 2010 af Dansk Folkepartis daværende ledelse nøgne (Thulesen-Dahl igen) fik berettiget opmærksomhed. DF’erne havde krævet nøgenhed i en danmarksfilm til ære for muslimerne, så Ytournel tegnede dem klædt af.

I Frankrig, derimod, er politiske pikkemænd et yndet objekt for satirikerne. Jeg har set tegneren Plantu fra Le Monde demonstrere sin metode i et fint lokale på den franske ambassade. Hurtigt tegnede han en mand med en lille pik, vistnok præsident Hollande. »Og så – bip!« – sagde Plantu, idet han drejede pennen hurtigt – »tegner jeg altid en lille dråbe fra spidsen.« Ellers fungerede det ikke. Både fandenivoldsk og kalkuleret.

Tidens kønsdebat er så kropslig og så selvbevidst. Kvinder fra den fjerde feminismebølge gør deres kroppe til et komplekst statement, når de viser den frem. Men en så betydningsladet krop er – trods synligheden – også lidt utilnærmelig.

Kan man tegne den uden samtykke? Mine forestillinger om folks inderste tanker, derimod, kan jeg tegne uhæmmet. Det virker paradoksalt. 200 år efter Gillrays tegning af magthavernes fødder, sidder magten gudhjælpemig stadig – og tilsyneladende i stigende omfang – i kroppen.

I øvrigt skylder nogen at vise vejen og tegne Lars Løkke med den helt rigtige penis.

Christoffer Zieler er bladtegner og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu