Der er sket meget inden for de seneste 10-15 år i forståelsen af, hvad det vil sige, at sindet bliver sygt. Flere og flere kendte ansigter stiller sig frem og siger, at de også har haft stress, depression og angst. Der sker en aftabuisering af, hvad det vil sige at knække sammen og ’gå ned’, som vi ofte kalder det.
Jeg er en af dem, der ’gik ned’. Og af samme grund føler jeg det nødvendigt at blande mig i den kamp om sandhed, jeg ser, hører og møder i det daglige. For i det sprog, min omverden bruger om min og andres situationer, sker der alt for ofte en reducering af noget meget komplekst.
Jeg fik stress i november 2014. Fra november til midten af februar 2015 sumpede jeg mere og mere hen i min lejlighed, omgivet af mennesker, der ikke forstod mig, og som gav udtryk for, at jeg bare skulle have lidt fri, og så ville jeg blive god igen.
Men i februar fik jeg et veritabelt sammenbrud. Lægen mente, jeg skulle indlægges på Psykiatrisk Afdeling med en meget svær depression, men mine forældre fik heldigvis lov til at passe mig derhjemme i stedet.
Det er jeg så taknemmelig og lykkelig for i dag. Jeg blev mødt af et system, der gerne ville placere mig.
Godt, du har en svær depression, og ud fra den diagnose skal vi behandle dig. Du har også angst, så vi må se, om du passer ind i vores angstpakke her på Psykiatrisk Afdeling. Nå, du passer ikke lige ind i vores angsttilbud, men så får vi dig til at passe ind. Lige nu passer du ind i sygedagpengeforløbet, men efter et halvt år skal vi revurdere, om du stadig har samme diagnose, for måske skal du over i en ny kasse. Nu hedder det Ressourceforløbsydelse. Altså, når du har en depression, skal du snakke med en psykolog for at blive rask. Du skal også tage medicin og vente på virkningen, for så får du det godt igen.
Sådan gik jeg fra at være Sofie til at være en patient. Der findes efterhånden kun én dominerende forklaring, når man som menneske ikke længere kan træde rundt i samme trædemølle som andre. Så er man syg.
Jeg forstår godt den diskurs. Vi har fået et sprog til at forstå os selv. Det giver diagnoserne os. Derfor er det også blevet debatteret, om diagnoserne har taget overhånd, men det er ikke den debat, jeg vil skrive mig ind i. Jeg føler nemlig, at jeg ligger midt imellem den kamp om sandhed, hvor de diagnosevrede og de diagnoseglade stiller sig op med armene over kors over for hinanden.
’Mennesker trenger mennesker’
Diagnosen var faktisk god ved mig. Den gjorde, at folk forstod. Og når man er langt nede, har man virkelig brug for at blive forstået.
Det gode ved diagnoserne er, at de har givet os et fælles sprog til at tale om det svære ved at være menneske. Men den uheldige følgevirkning er, at vi i den forbindelse degraderer det at være menneske til at være rask eller syg. Og når man er syg, skal man blive rask, og så bliver alting godt. Færdig. Punktum.
Så enkelt er det bare slet ikke, og diagnosen gav mig ikke en bedre selvforståelse. Den gav mig ’symptombeskrivelser’, en forståelse af, at det var normalt at være træt, irritabel, tom, apatisk etc. Men mennesker er jo ikke bare summen af symptomer, er vi? Jeg manglede svar og indsigt, og her var rådet fra de fleste, at jeg skulle finde en psykolog eller psykiater.
Men »mennesker trenger mennesker«, som det lyder i tv-serien SKAM – mennesker trænger ikke til psykologer.
Jeg var i den heldige situation, at mine forældre satte deres liv på standby og stod til min rådighed 24/7. Min mor fik plejeorlov, og det var måske det, der reddede mig. For man har brug for at tale med nogen – det vil jeg aldrig nogensinde argumentere imod.
Men vores diagnosesprog er et problem, for hvordan taler vi med andre mennesker om det mørke og de følelser, vi ikke forstår? Når du møder en omverden, der er lige fattig i sit følelsessprog, som du selv er, så kan det være svært at række ud og blive mødt.
Eksistentielt sammenbrud
Jeg fandt svar i litteraturen fra det 19. århundrede. Dengang før psykiatrien og Freud vandt indpas. Emily og Charlotte Brönte gav mig en indsigt i menneskets indre dimensioner, fordi de skriver om alle vores mange følelser på den mest naturlige måde.
Jeg kunne spejle mig i disse kvinders beskrivelser af fortvivlelse, skam, usikkerhed og angst som et hverdagsfænomen. Det ramte mig dybt, fordi jeg selv var præget af angst, som jeg hidtil kun havde forstået i den diagnosekontekst, jeg kunne læse mig til. Altså, som noget sygt, der skulle fjernes.
Jeg hørte en klog mand sige for nylig, at han hellere ville kalde en depression for ’et eksistentielt sammenbrud’, og det ramte mig virkelig. For det er netop, hvad min toårige sygdomsperiode har lært mig.
Jeg brød eksistentielt sammen i februar 2015. Jeg kunne ikke længere være den, jeg ikke var. Og den eneste vej tilbage til mig selv var igennem smerten og lidelsen. Jeg måtte mærke alt det, jeg havde pakket væk.
Og jeg kunne ikke have klaret det selv. Mennesket har brug for at blive forstået. Vi har brug for et fælles sprog til at tale om alt dét, et menneske rummer.
Vi rummer nemlig også skam, skyld, forladthed, ensomhed, usikkerhed, angst, tristesse, meningsløshed. Begreber, vi ikke er gode til at tale åbent om, medmindre vi kan sætte en diagnose på samtidig. Det er synd at gøre så alment menneskelige følelser til sygdomssymptomer.
Spørg ind
Berøringsangst er for mange pårørende et problem, når det kommer til at tale åbent om smerte og lidelse. Men jeg har endnu ikke hørt om et menneske, der har været ’gået ned’ og ikke har ønsket at være åben om det.
Personligt længtes jeg efter, at andre ville spørge ind til mig. Sådan oprigtigt. At de ville høre på mig; høre om konteksten for mit eksistentielle sammenbrud (eller depression, om man vil) i stedet for blot at sige ’nå ja, hun er syg. Hun har en depression’.
Nu er jeg ikke det, man vil kalde et privat menneske. Jeg er nok nærmere berøringsbegejstret end berøringsangst. Men jeg vil alligevel gerne slå et slag for en større nysgerrighed.
I stedet for at lade dig spise af med, at din ven eller søster er syg og har en ’depression’, så spørg ind til, hvilke følelser disse personer har. Hvad er det for en smerte, de mærker? Angst er ikke bare en sygdom. Sorg er ikke noget, man kommer over, men man lærer at leve med den. Tristhed er en tilstand, ikke et symptom.
Vi ødelægger det for os selv, når vi tænker i diagnoser og kasser og symptomer, for vi begrænser derved også vores muligheder for at strække begreberne ud og forstå os selv som hele mennesker. Vi kan ikke flygte fra smerten, for den vil altid indhente os.
Vi må heller ikke være bange for smerten, for vi kommer igennem den. Jeg har skreget smerte ud, og det har brændt mig indeni, men jeg føler mig lige så hel i dag, som da jeg var et barn på syv år, der levede i fred og fryd.
I dag føler jeg mig heldig. Jeg fandt min vej, og det var ikke ved at se mig selv som patient. Det var tværtimod, da jeg gav slip på patientrollen og begyndte at se mig selv om et helt menneske, der rummer alle mulige forskellige nuancer af følelser. Jeg fandt mine sparringspartnere i mine forældre. De var mine mennesker. Mennesker trenger mennesker, og mennesker trænger til et fælles sprog.
Sofie Traulsen er lærerstuderende
Tak til Sofie Traulsen for at dele sin udviklings historie med os! Du har været meget heldig og privilegeret med dedikerede familiebånd, der kunne hjælpe dig igennem din krise.
Hvis jeg skal tillade mig at generalisere, er dit budskab, at familie, venner og i lige så høj grad "behandlingssystemet" hellere skulle møde personer med angst og depression som mennesker i en speciel kritisk fase i livet mere end som "patienter". Med det krav rammer du, selv om du ikke ønsker det, nok alligevel ned i skismaet mellem diagnoseglade og diagnoseskeptiske behandlere. Som jeg har forstået det, påpeger diagnoseskeptikerne jo netop, at almen menneskelige reaktioner sygeliggøres via de konstant ekspanderende diagnostiske klassifikationer. De klassifikationer som sundhedsvæsenet arbejder efter.
Det er et deraf afledt problem, at vi alle efterhånden har accepteret denne sygeliggørelse, og i stedet for at forholde os til den angstes og deprimeredes besvær som medmenneske til medmenneske foreslår, at den "syge" søger læger, psykolog eller psykiater.
I ruinerne af et sundhedsvæsen arbejder man med guidelines og "laminatark", der foreskriver bestemte handlinger, når særlige kombinationer af symptomer forefindes. Strukturerne arbejder ikke for, at behandlerne udvikler eller bruger en "medmenneske til medmenneske" tilgang!
Tak fordi du delte din historie. Dejlig du har det godt igen. Gid alle der har det svært havde så stærke og uselviske familiebånd. Gid alle orkede at nuancerer diagnoser og se individet. Gid alle fik at opleve kraften i eksistentiel ansvarstagen og i udvidelsen af ord og handling. Men det at skrige smerten ud ændre ikke tilstanden for alle og den udvidelse af ord og det eksistentielle skal ikke bare rumme priviligerede menneskers nedturer, men også alvorlige livsvilkår og biologiske og sociale belastninger, det kræver et liv at lære at leve med. At komme sig over stress, en enkel depression, et dødsfald, kærestesorg osv rummer i sig selv nuancer for hver enkel, men at rumme kroniske tilstande med psykisk sygdom er bare noget der kræver andre ord end denne artikel rumme og skal vi udover diagnosernes kasser så skal vi jo heller ikke begynde at tro at kasserne mest rummer disse lettere tilfælde. Når det er sagt så er det da værd at tænke over at der altid er en X-Factor og deri et håb. Om det er eksistentielle historier, kærlighed eller ord, så skal man søge derhen hvor man kan mærke man er et rigtigt menneske. For det er som menneske man skal stå vilkårene igennem.
Tak for den gode artikel Sofie.
Jeg har selv været indskrevet i det psykiatriske system i 15 år, fra 1999-2016. Jeg har haft ni psykoser i denne periode. Disse psykoser fortalte mig, at der var noget galt med mit liv. Jeg fik ikke mærket efter og lyttet til mit inderste under jagten på succes og normalitet. Nu kan jeg godt forstå min diagnose, men også de begrænsninger der er forbundet med kategorierne. Tænk nu, hvis det syge er, at vi tilstræber et fiktivt normalitetsbegreb, når vi grundliggende er unikt, forskellige, eller tænk hvis det syge ikke er noget, der foregår i hjernen, men mellem mennesker, fx objektivisering - nemlig at man behandler hinanden som ting og objekter istedet for unikke mennesker, med hver sin fantastiske historie.
Der skulle have stået 1999-2014