Klumme

Det giver ikke mening at erklære sig for eller imod abort

Kampen om aborten har været lige så uhyggelig, som den stadige samtale er påtrængende. Det store spørgsmål er ikke, om man er for eller imod abort, men hvornår og hvordan man er tilhænger
11. marts 2017

Der er noget frygteligt ved den amerikanske kamp om abort. Hadet til kvinder, som foretager frie valg; fordømmelse, som mobiliserer til voldelige optøjer; og påberåbelsen af Vorherre som polititsk overdommer.

Abort er et af de anliggender, hvor amerikanerne falder uden for resten af den vestlige verden, og hvor europæere har kigget forundret mod USA og tænkt, at der er et eller andet fanatisk og uhyggeligt, som de ikke har civiliseret i verdens stormagt.

Også Irland og Polen har konservative abortlovgivninger, men i de fleste vesteuropæiske lande er abort ikke et tema, som sætter huse i brand eller en rettighed, som bliver truet. I hvert fald ikke indtil videre. Men måske kommer det ind over Europa nu, hvor den liberale konsensus bliver politisk og moralsk udfordret.

Og så må man spørge sig selv, hvorfor det er gået så galt i USA, at den fortløbende samtale er blevet til en kampzone, som aftvinger alle politikere trosbekendelser?

Den amerikanske forsker Morris Fiorina, som har undersøgt de amerikanske kulturkampe, har et interessant svar.

De offentlige positioner i debatten om abort er absolutte, radikale og moralske. Hvis du er imod abort, hedder det, at du er ’pro life’, ’for livet’. Den position, som inspirerer vold og had, er formuleret positivt: Man går ind for livet, og dem, som har en anden holdning, skulle være imod livet.

Og hvis man ser dem som livsmodstandere, er det ikke svært at blive rasende. Den anden position er også formuleret positivt: ’pro choice’, ’for valget’. Og hvis man er imod den position, er man imod menneskets frihed.

Det er to ideologiske positioner: En konservativ, der hævder, at mennesket er sat i nogle rammer, som det ikke skal gøre sig til herre over. Man sluger Vorherre og gør sig til Gud, hvis man går ind for abort.

Den liberale position hævder på den anden side, at menneskets fremskridt i historien er sket gennem frigørelse fra naturens begrænsninger og fra de kulturelle begrænsninger, som har været legitimeret med naturen – for eksempel at manden er fysisk stærkere, så han skal bestemme, eller kvinden føder børnene, så hun skal passe hjemmet.

Det er to stærke moralske positioner, som er forbundet med stærke politiske positioner. Du kan enten holde med livet selv eller med friheden. Det skaber en god offentlig slåskamp med idealer, absolutter og verbale sværd i luften.

Det er i øvrigt interessant, at de fleste liberale, som er tilhængere af abort, er modstandere af dødsstraf, mens mange af de konservative, der hævder forpligtelsen på menneskets oprindelige kontekst, ikke er engageret i kampen mod den globale opvarmning, som truer med at ødelægge livsgrundlaget på jorden.

Fiorina har også undersøgt amerikanernes holdning til abort i forskellige, konkrete tilfælde. Og det viser sig, at næsten ingen er totale tilhængere af det frie valg, og næsten ingen er totale modstandere af abort.

Mere end ni ud af ti amerikanerne var tilhængere af abort, hvis fødslen ville være livsfarlig for den gravide kvinde, og mere end fire ud af fem af amerikanerne var tilhængere af abort efter voldtægt. Til gengæld er langt de fleste både konservative og liberale amerikanere modstandere af at bruge abort til at vælge kønnet på sit barn. 

Den generelle konklusion er ifølge Fiorina, at amerikanernes positioner »ikke alene er mindre ekstreme, men de er også mere usikre og ambivalente« end dem, man finder hos deres politiske ledere.

Det relevante spørgsmål for de fleste er ikke om, man er for eller imod abort, men derimod under hvilke betingelser man er for og imod. Og lige så vel som den ideologiske kamp for eller imod abort taler til brutalitet og kvindehadet i fællesskabet, forekommer den fortløbende samtale om betingelserne for abort påtrængende.

Europæiske liberale har en tendens til – med henvisning til den amerikansk abortkampzone – at afvise diskussionen en gang for alle. Men abort er så vigtigt et tema, at enhver generation bør diskutere det med sig selv. Og blive ved med at kunne begrunde det for sig selv.

Når man er tilhænger af det frie valg og mener, at tabet af det valg vil være et frygteligt tilbageskridt for ligestilling og frihed, må man erkende, at det ikke er et rent juridisk anliggende. Ethvert samfund, som tager sine borgeres frihed alvorligt, bør blive ved med at diskutere betingelserne for retten til abort, så de enkelte ikke står alene med tavse, tabuiserede refleksioner over et livsafgørende valg. 

Rune Lykkeberg er chefredaktør for Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Læs biblen og spørg dig selv om du virkelig vil lade sådan en gud bestemme.....og endvidere kan man spørge sig selv; om man virkeligt skal sætte uønskede børn ind den verden, som vi lever i.

Niels Duus Nielsen

"Men abort er så vigtigt et tema, at enhver generation bør diskutere det med sig selv."

Enig - og det skal ikke diskuteres en gang for alle, men løbende, hver gang et evt. behov for abort opstår.

Da jeg var ung og uansvarlig og totalt uegnet til forældrerollen, var jeg anledning til et par aborter, men så på et tidspunkt blev jeg faktisk far, hvorefter jeg ændrede holdning, og besluttede, at alle de fostre, jeg fremover vil blive anledning til, skal have lov at vokse i deres mors mave og blive til børn, forudsat at moderen ikke har vægtige grunde til abort. Hvis dette skulle være tilfældet har jeg alligevel ikke noget at skulle have sagt.

Hvordan andre forholder sig til deres potentielle børn må være deres sag - at jeg selv ikke ønsker at deltage i flere aborter giver mig jo ikke ret til at afgøre, hvad andre måtte ønske.

Og hvad amerikanernes forhold til abort angår, er det vel et af de punkter, hvor man som europæer må ryste på hovedet og erklære, at "de er skøre, de amerikanere".

Egon Stich, Henrik L Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar