Læserbrev

Jung var ikke nazist

17. marts 2017

Som man kunne vente, når nogen i danske medier vover at udtale sig om Freud, rykker Christian Braad Thomsen ud med korrigerende kommentarer, han selv opfatter som faktuelle (»Freud kunne umuligt agte Jung«, den 11. marts). De er identiske med de synspunkter, han har udtrykt i sine bøger for 20 og 30 år tilbage, og handler om Jungs påståede nazisympati. De er gode kilder til datidens opfattelser, men stemmer ikke overens med moderne forskning i psykoanalysens historie.

Lad os her nøjes med den påståede antisemitisme. Jungs formandskab for det nazistisk styrede selskab for psykoterapi var ikke kun for et tysk, men et internationalt selskab, og gennem det kunne Jung sikre de jødiske medlemmer. Jungs udtalte sig naturligvis negativt om jøder for at gøre indtryk på nazisterne, ellers havde de opdaget bedraget og fyret ham på stedet, som de også havde gjort, hvis de havde læst Jungs analyser af Hitler, hvor han blev erklæret farlig og sindssyg. Som formand for Selskabet for Psykoterapi kunne Jung hjælpe jødiske terapeuter til London, hvad den britiske psykiater E. A. Bennet bekræftede skriftligt i 1961.

Naivt kan man hævde, at Jung i virkeligheden mente sine negative udtalelser om Freud. Naturligvis gjorde han ikke det. Allerede efter krigen blev sagen undersøgt af en uafhængig instans, og konklusionen blev såmænd bragt i et psykoanalytisk tidsskrift i 1946 under overskriften: »Jung – forsvarer for Freud og jøderne«. Nyere udgivelser af breve og andre dokumenter bekræfter dette indtryk, ligesom det er kommet frem, at Jung virkede som hemmelig agent for de allierede i deres forsøg på at diagnosticere Hitlers psykologi i håb om at aflæse hans næste træk. I arkiverne har Jung agentnummer 488.

Aksel Haaning er fra Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
  • Hans Aagaard
Torben Lindegaard og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu