For nogle år siden var jeg ordstyrer til et arrangement om rødstrømpebevægelsen. Informations kantine var stuvende fuld og til min store glæde af helt unge kvinder. Den slags med pendlerkort til Trekroner, der kan deres Judith Butler og mener, at undertrykkelse kom i par af tre.
Panelet derimod bestod af et par hårde damer af ca. årgang 1945. De unge var kommet for at høre på kvinderne, der gik før dem, så der var lagt op til et stærkt generationsmøde.
Men det blev faktisk noget rod, og som ordstyrerinden indså for sendt hvor kæden sprang af: Kvinderne i panelet forstod ikke, hvad de unge kvinder sagde. Jeg indrømmer, der optrådte en hel del dyre ord, mens de unge italesatte de diskursive praksisser i reproduktionen af normativiteten. Men det var ikke det.
De grandvoksne kvinder fattede grundlæggende ikke, hvor den næste generation ville hen med deres kampe. Og endnu værre: De indså ikke denne kognitive begrænsning. Til sidst brød jeg ind og spurgte kvinderne i panelet: »Tror I, at I er den første generation i verdenshistorien, hvor mødre faktisk forstår – jeg mener rigtig forstår – hvad deres døtre siger?«
Der blev lidt stille.
Og så sagde de ja.
Uden blusel.
High five, søstre. Det er helt sikkert den attitude, der var nødvendig, da I vippede patriarken ved bordenden af stolen i et parcelhus i slutningen af 50’erne. Men den var tydeligvis ikke så egnet i en situation, hvor faklen (forhåbentlig) skulle gives videre.
Jeg kom til at tænke på episoden under de seneste ugers debat om de såkaldte fjerdegenerationsfeminister. Lad os glemme det navn. (Var det egentlig ikke bare noget, Zetland opfaldt til en ’tendensartikel’?) Men lad os ikke glemme, hvad debatten sagde os om feministers evne til at tale på tværs af generationer.
’Generationen’ blev i denne omgang repræsenteret af de tre kvinder i gruppen Girl Squad, Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen (Twerk Queen) og Katja Krarup Andersen. De ville 8. marts lave et photo shoot foran de smukkeste vinduer i landet, Dannerhusets, for at udtrykke respekt for kampene, der gik forud. Men de ville gøre det i netstrømper.
Og så flækkede internettet over midtpå i, hvad der ved første kig kunne ligne internettes normale kvindehad. Men det var grandvoksne, dybt begavede feminister der nu skrev om unge piger, at de var »gimper«, »Barbiedukker«, og ligefrem »klamme«.
Det var faktisk lidt chokerende, men så kom jeg til at tænke på noget, jeg har lært i terapi: At vrede altid er afmagt. Thi de forstod bare ikke – hvad også journalist Mette Fugl til sidst, til dels, erkendte i Politiken, hvor hun bad om en parlør til den nye feminisme.
Det vil jeg da opfordre Girl Squad til at udforme – om ikke andet som en øvelse. Men hvis generationerne skal mødes på halvvejen, kræver det at de, der gik først, lunter lidt efter og lytte imens.
For der står et sted i loven, at man kun svært kan begribe, hvad den næste generations kampe egentlig består i. For man har ikke levet i den næste generations kroppe, og politik laves også med kroppens erfaringer. Det lærte I os. For det private var politisk, og derfor begyndte revolutionen i basisgruppen.
Og derfor gjorde I jer fri af BH'ens polyestergreb, og bandt bleerne om hovedet, fordi I ikke længere ville være alene om at vikle dem om børnenumser, og iklædte jer arbejdstøj, fordi arbejdsmarkedet nu også tilhørte jer. Og jeres mødre så på jer og sagde: »Jo skat, det er fint, at du vil være arbejdsmediciner, men behøver at ligne noget, katten har slæbt ind imens?.« For hun fattede hat. Og hun så i stedet for at lytte.
Så kæreste søstre, der gik forud. Løft blikket fra Twerk Queens numse og hør på, hvad hun siger. For I er ikke – og det er sagt i stor kærlighed – den første generation af mødre, der faktisk forstår jeres døtre.
Ps. Et lille tankeeksperiment til weekenden: Hvor stiller det den feministiske debat, hvis de ikke, som I antager, ’spiller op til mændene’, men faktisk mooner til jer?
Anna von Sperling er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
Den parlør, som Mette Fugl snakker om, den vil jeg også gerne have.
Hvis man ønsker at ændre verden, så er det en super god idé at tale et sprog, som folk forstår.
For hvis man ikke forstår de der knudrede formuleringer, så er det ret svært at gå med på tankerne.
Hvis tankerne er gode og velfunderede, så skulle det vel være muligt at formulere dem, så de fænger.
Jeg forstår godt, at det kan virke krænkende at stille op i netstrømper foran Dannerhuset. Hvis de gjorde det i forståelse med de kvinde, som bor der, så var der nok ingen problemer.
Og saa vil jeg anbefale, at "gimperne" dropper numser og netstoemper og de "gamle" dropper akademia og andet fortid og at begge hold koncentrere sig om ordet, dvs samtale, kommunikation og sammenhold.
Er der ikke noget stereotypt i at feminismedebatten og lige rettigheder for kvinder ender som et hønsegårdsskænderi mellem netop...... kvinder.
Lidt et hypotetisk spørgsmål. Ville det også være feminisme hvis en dame stof på et gadehjørne og gav sig selv finger i fuld offentlighed for så at tale feminisme til de folk der stopper op og glor? På mig virker det mest af alt som billigt blikfang. Hvad med at holde hendes twerking adskilt og sige at det er en hobby istedet for at det er relateret til kvindekampen.
Artiklens indhold og kommentarsporet er vel blot udtryk for, at man (også kvinder) stadigvæk har svært ved at tage kvinder alvorligt. Hvordan de/vi ser ud vægtes åbenbart stadigvæk højere end noget andet. Også hos kvinder, som mener andre skal lægge netstrømperne væk etc. Der er lang vej endnu.
Hvad hvis mænd blev set på med de samme briller?
Knud Foldschack synspunkter omkring jura kommer ikke frem, fordi man skal forbi hans frisure og øjenbryn først og det tager et par år i medierne. Hvorfor kan den mand ikke bare være præsentabel? "jamen det han sigeer er yderst relevant", "jeg hører ikke hvad han siger, for jeg kan ikke komme mig over hans usoignerede udseende" - en samtale der aldrig har været og (forhåbentligt) ikke kommer.
@ David Henriksen: det ville være ulovligt, ligesom hvis en mand onanerer offentligt.Om det vil være et politisk statement uanset køn ved jeg ikke.
Twerk er hendes job (blandt andet) og hendes kandidatspeciale handler om twerk som feministisk praksis, så det er vel ikke urimeligt at det kommer med?
Form og indhold.
Kan de to sider af et budskab virkelig skilles ad?
I den anden ende af budskabet sidder der en modtager, som dels skal forholde sig til den indpakning, budskabet ankommer i og dels tage stilling til indholdet.
Hvis indpakningen af budskabet ligner noget som har det nøjagtigt modsatte indhold af hvad modtageren interesserer sig for, så er det vel lidt som at åbne en kasse som som på billedet viser saftig porno, og ved åbning af kassen finder modtageren en æske med sytråd og en opvaskebørste. Det er der nogen som finder underholdende og nytænkende. Andre gør ikke.
Tænker jeg.
Mette Poulsen. Hvis nu personen siger at det er et led i hendes feminisme-kamp? Ville det så være det?
At det kommer med er vidst kun fordi folk mener at det er tvivlsomt om det er fremmende for kvinde-kampen. Jeg ser ikke horder af unge kvinder med politiker-aspirationer der står i kø udenfor det lokale feministiske twerk-center.
At medierne giver det tid har nok mere at gøre med det sensationelle i det mere end at hun bliver taget seriøst som feminist. Bare fordi hun selv sætter et lille feminisme-klistermærke hen over deklarationen betyder det ikke at produktet har ændret sig fra at være mænd i en natklub der vil se kvinders røv uden at skulle betale for det på samme måde som på en stripklub.
Mette Poulsen: Føler du, at kvinder generelt ikke tages seriøst i fagspecifikke sammenhænge?
Jeg synes faktisk, at det er lidt af en stråmand, som du bruger mht. Knud Foldschack. Hvornår har du sidst set, at en kvindelig fagperson er blevet miskrediteret pga. hendes udseende? Og altså ikke fordi, at hun optræder i kitschy, opmærksomhedskrævende og letpåklædt outfit. Knud Foldschack er ikke absurd opmærksomhedskrævende og fremstår ikke på en måde, som bevidst flytter fokus fra hans budskaber. Det gør disse Girl Squad-piger.
Jeg tror, at langt de fleste er klar til at høre på, hvad pigerne har at sige. Men når man stiller sig op og tvangsfodrer omgivelserne med en barnlig, kikset pornoæstetik, må man sgu da ikke forvente at blive taget alvorligt.
Det har ikke noget med feminisme at gøre - Weiners politiske karriere var da også slut, da hans pikbilleder blev offentliggjort, og han er sgu da en mand. Ville vi tage en mand med et fagligt budskab seriøst, hvis vedkommende fik taget billeder, hvor hans stive lem er indbundet i en stram lædersæk eller et lignende fetich-outfit? Det kan godt være, at vi "burde" tage ham seriøst i en ideel verden, men jeg tvivler på, at vi ville gøre det.
@ David Henriksen: Det ved jeg ikke. I pricippet kan alt vel være en politisk happening? Det vil stadigvæk være ulovligt, ligesom brosten gennem bankvinduer er det.
Jeg er med på, at folk føler sig fine nok til at dømme andre ude på deres udseende/udtryk uden at forholde sig til indholdet. Og det er vel også det, som anken går på? At der stadigvæk er forskellige måder at se ud og være på for at være "rigtig" - lidt afhængig af miljø osv. Og de, som sidder på dominerene pladser i medierne som f.eks. Mette Fugl, bruger deres platform og taletid til kun at forholde sig til det ydre, som de ikke bryder sig om. Fremfor at forholde sig til postulater/argumenter/synspunkter og debattere disse. Noget som den generation af feminister iøvrigt selv har efterlyst - at kvinder skulle tages alvorligt og ikke blive reduceret til deres udseende.
@ Per Jacobsen: Det har jeg ikke tænkt over. Hvad føler du?
Stråmand = angribe et synspunkt modparten ikke har givet udtryk for. Slet ikke tilstede i det, jeg har skrevet.
Weiners politiske karriere tog et dyk, ja. Og ikke mere. Han kunne fint stille op igen, havde mange der bakkede hans kampagne op, og der var endda folk, som postede penge i at lave en dokumentar om, hvor hårdt det var at være ham. Den vandt i øvrigt flere priser. Han sendte pikbilleder rundt som politiker i offentligt embede; kvinderne hér går i stramt tøj og er debattører.
Carl-Mar Møller faldt mig lige ind - I al min "målløshed"! :o)
Fordi Pik Er Gud?
Det, som Anna von Sperlings artikel ikke handler om, er vel netop hvad f.eks. en Louise Kjølsen siger. Nu har jeg læst lidt omkring på nettet, og jeg har indtil videre ikke fundet noget af interesse. Jeg finder godt nok en masse referencer til alle detunge og 'akademiske' emner, som Louise Kjølsen efter sigende tager tager under grundig behandling, men indtil videre føres jeg af disse referencer blot rundt i ring. Jeg har endnu ikke fundet en eneste tekst, hvor Louise Kjølsen hæver sig - i både konkret og overført betydning - over et særdeles gennemsnitligt Lix-tal.
Er der nogen, som har et link?
For det kan vel ikke alene være det faktum,at Lone Kjølsen har en kandidatgrad, der skal få os til at falde baglæns i ren og skær benovelse?
Faktisk har jeg en snigende fornemmelse af - no pun intended - at kejseren vitterligt næsten intet tøj har på..
Og så lige et 'tankeeksperiment' til Anna von Sperling, siden hun nu synes at være i humør til det:
"Hvor stille det den feministiske debat - og i forlængelse heraf den offentlige debat i Danmark som sådan - hvis Louise Kjølsen og co. anskues, ihukommende Holbergs Rasmus Bjerg?"
*Berg, naturligvis
R ikke SL
Det der irriterer mig ved 4. generationsfeministerne er al denne facade. Hvorfor kan de ikke bare VÆRE smukke, velformede, veluddannede og sjove? De higer efter opmærksomhed, derfor er de ikke frie kvinder/mennesker.
Ældre kvinder har kæmpet med, at blive taget alvorligt trods deres køn, yngre kvinder vil blive taget alvorlig på grund af deres køn. Vi er trods alt kommet længere. Hvorfor kan de ikke bare være mennesker? Det ville være så rart.
https://www.pdf-archive.com/2016/09/22/louises-speciale/preview/page/1/
Tak, Torben Skov. Dit Google-Fu er mere veludviklet end mit ;)
Nærmere anmeldelse følger, men efter en - indrømmet - hurtig skimning af litteraturlisten i Louise Kjølsens speciale, kan det undre at der skule være tale om et kandidatur i psykologi...
Men, bevares, begrebet er selvfølgelig også blot et konstrukt, som uden videre kan dekonstrueres efter behov...
Det må af og til være træls at være censor på psykologistudiet
Jeg er ikke engang feminist, og jeg kan da sagtens forstå hvad Girl Squad siger. Det er noget i retning af:
"Hvis alle samfundets normer er sociale konstruktioner som frit kan ændres, så kan vi også afskaffe reglen om, at man ikke kan blive taget alvorligt når man har røven bar. Det vil frigøre folk der føler trang til at vise sig frem."
@ Torsten Jacobsen m.fl. mandlige debattanter og -onkler:
Hvis De vil vide mere om, hvad den numsevrikkende 'fjerdebølge-feminist' Louise Kjølsen fra event-bureauet 'Girl Squad' har gang i, så log dog ind på bureauets egen hjemmeside på internettet, hvor trekløveret averterer med deres helsebringende produkt, som de markedsfører under brandet 'twerk dance'.
Hvorfor DR's udmærkede kvindelige udenrigskorrespondent Mette Fugl, der mig bekendt aldrig har slået sig op som hverken første-, anden- eller tredjebølge-feminist i professionelt øjemed, lod sig lokke med på den galej i anledning af public service-kanalens sælsomme markering af 'kvindernes internationale kampdag' den 8. marts 2017, må guderne vide. Jeg fatter det heller ikke.
Måske skyldte Mette Fugl studieværten en tjeneste, og måske ville hun bare være flink overfor en mandlig kollega, der nødigt ville være alene om at interviewe den speed- og sortsnakkende 'numsefeministiske psykolog' med fare for efterfølgende at blive anklaget for mandschauvinisme og 'slut-shaming', hvis han kom til at ryste på hovedet eller trække på smilebåndet under seancen .. ;o)