Her den anden nat forestillede jeg mig, at jeg var blevet gammel (omkring 60) og sad til en familiefødselsdag. Jeg havde et cirka 12-årigt barn til bords. Den planet, hvorpå familiefødselsdagen foregik, var præget af klimaforandringer. Fremtiden var usikker for min 12-årige borddame.
Hun ville vide, hvad jeg gjorde i sin tid. Mens den var der. Tiden altså. Jeg svarede, at jeg blandt andet var vegetar og altid sorterede mit affald. Så spurgte hun, hvorfor jeg ikke var blevet veganer, og hvad med bæredygtighed helt generelt: Havde jeg været en ansvarlig forbruger? Og hvad med politisk aktivisme?
Jeg svarede, at jeg havde haft lidt travlt med at fortælle mine mænd, hvordan de skulle opføre sig – gerne på skrift i diverse danske medieproduktioner.
Så bemærkede hun, at det ikke lød, som om jeg havde gjort særligt meget. Her greb jeg til skrappere midler og sagde, at jeg jo heller aldrig havde fået børn, så fremtiden var, strengt taget, ikke mit problem. Så sagde hun, at det lød som ansvarsfralæggelse.
Så afbrød jeg mit tankeeksperiment, for barnet var næsvist og begyndt at vinde diskussionen. Men tilbage står spørgsmålet: Hvad skal vi egentlig svare, når fremtidige generationer vil vide, hvorfor vi ikke gjorde mere og gjorde det hurtigere?
Den vigtigste bane er kort
Det er ved at være tid til, at vi forbereder en god forklaring.
Når et barn i fremtiden for eksempel spørger, hvorfor det var vigtigere for dig at spise skodcookies fra Netto til en 10’er end at boykotte palmeolie, så eftertiden også kunne få fornøjelsen af vildtlevende orangutanger og ikke bare den deprimerede Mona fra Aalborg Zoo, tror jeg, at der skal falde et bedre svar end, at det var du næsten nødt til, for du håbede på en bestyrelsespost i Fedfront, og det betød virkelig meget for dig at kunne vise verden, at man kan elske sig selv og samtidig være sin egen største sundhedsrisiko.
Og hvis det samme barn spørger dig, hvorfor det var dig magtpåliggende at spise så meget kød, når du kendte den afledte klimabelastning, tror jeg også, det er godt at have et comeback parat, der er bedre end: ’Har du smagt bacon?’
Overordnet set foreslår jeg en strategi, hvor vi kryber til korset. Klima var den lange bane, men der skete bare hele tiden noget på den korte. Vi glemte rent at vælge vores kampe med omhu. Vi kommer for eksempel til at skulle indrømme, at vi brugte megen tid på bagværk og farver.
For der var dengang, at en orangefarvet minister fejrede, at hun ikke kunne lide brune med lagkage, og lige efter var der satirekagen som var svar på lagkagen, men den var for farlig, så det blev der også debat ud af. Endelig var der dengang med den lyserøde mandehørmskage, der ikke kunne være lyserød, for det er ikke en drengefarve.
En million nuancer af muslim
Og nu jeg er ved det, kommer vi nok også til at skulle vedkende os, at vi brugte megen tid på bryster og bølger, for det var en mere tilgængelig debat og også lidt pirrende, fordi det nogle gange lignede en slags strippoker; hver gang fjerdebølgebrysterne tog et slag, tog de som regel også noget mere tøj af.
Hvad kvinder havde på og ikke havde på var en kilde til evig diskussion, for kvinder kunne også have for meget tøj på, hvis de eksempelvis iklædte sig burka eller niqab. Så stod der tit nogle mænd klar til at fortælle dem, at de undertrykte sig selv med deres påklædning, og det blev de her mænd aldrig trætte af at snakke om, så jeg har i skrivende stund lagt øre til dem i rundt regnet halvdelen af min levetid, og jeg tror ikke, nogen har flyttet sig noget særligt i de år.
Til gengæld er vi i min familie begyndt at snakke om, at burkaen får en tur på trommen igen med henvisning til Lars von Triers Riget, og det er en lidt snæver reference, men det er bare en anden måde at sige på, at det er så cirkulært, at det er barokt. Alligevel er der altid sendetid til de her mennesker, og det tror jeg også, at vi som mediebranche kommer til at skulle forklare. Hvorfor var der så lidt tid til klima og altid tid til en million nuancer af muslim?
Et eksempel kunne være, at ingen dansk kanal endnu har vist BBC’s naturdokumentarserie Planet Earth II. Det er ellers en stilfærdig påmindelse om, hvad og hvem vi risikerer at sige farvel til, hvis klimaforandringerne får lov at fortsætte i uændret tempo.
Men så er der alligevel flere, der hellere ville have noget mere med kage, så jeg kan se bagedyster og kageeventyr på op til flere sprog. Så måske er svaret til sin tid, at der gik kage i den på flere niveauer.
Måske sidder der nogle nu og tænker, at man ikke kan sige, at noget er vigtigere end andet. Og det kan man måske heller ikke, så lad os bare tage den forklaring med som plan B.
Amalie Langballe er journalist
Vi var drevet af "ussel mammon", og vi har da også indimellemledt efter en - planet B.
Det var ikke med vilje, men........det føltes så rart, selv om det var FAKE.
Jeg undrer mig over, hvor hurtigt et samfund kan trækkes i fascistoid retning. Det drejer sig blot om, at magteliten bliver enige.
"det er så sundt at gøre vores børn til individualister"!
I dag står vi i et samfund som egoister omgivet af egoister. Hver med sit individuelle projekt, mig selv!
Det der undre mig, er hvem forventede der skulle komme noget godt ud af det.
Vi kommer ikke til at have et svar til de kommende generationer. Der er ingen undskyldning for at have overladt magten til et vækstparadigme, der har den umulige forudsætning, at fortsat eksponentiel vækst kan lade sig gøre på en klode af begrænset størrelse.
Vi forbruger allerede nu jordens ressourcer hurtige end de gendannes, med den konsekvens at der dannes færre nye ressourcer hvert år, det kan ikke fortsætte.
@Lars Bo Jensen
Jeg tror desværre at det er anerkendt selv om de påstår noget andet.
Den hysteriske grådighed der blomstrer minder mig om en udtalelse jeg overhørte.
Det var en der snart ville til Afrika på jagt og skyde et næsehorn. For som han sagde, der var ikke så mange tilbage så det skulle være snart.
De vil have skrabet så meget til sig inden det går galt, at de kan skide på alle andre, når det er gået galt.
En halv anbefaling herfra, for den syrlige glasur i sidste afsnit af artiklen.
Det er spørgsmål om distinktion, herredømme, diskurs, struktur og individualisering af problemstillingerne.
For mig står det klart. Verden står ikke til at rede. Ingen med politisk og økonomisk magt tager klimaforandring alvorlig. Kun kort sigtet økonomisk vækst har interesse. Der er jo snart valg igen. Hvis ingen med magt tager det alvorlig, hvorfor i al verden skulle jeg så gøre det? Og en ting er sten sikkert. Vi kan ikke spare os ud af situationen. Vi kan i bedste fald udvikle os ud af det. Et lyspunkt i mørket er der dog. EU og Kina synes enige om at forsætte en bæredygtig udvikling alt i mens Trumps USA ønsker mere kul på bordet af egen nyttig interesse. Mod Løkke har det på sin dagsorden i aften? Ha ha ha. Nej, han har kun viljen til samarbejde, samt lovninger om at øge det danske krigsbudget væsentligt de kommende år. For hvad skal vi da med klimaet det billige skidt? I øvrigt er der jo masser af penge, og dermed kortsigtet økonomisk vækst, i klimaforandringer. Der skal produceres masser af "klimaværn" for at holde vandet ude og masse af krigsmateriel til at holde de kommende klima flygtninge ude.
Tak for kaffe.
Man kan håbe på at det ændrer noget, starter noget, at skrive ironiserende artikler om sig selv og samfundet, til en avis hvor stort set alle læsere deler ens verdenssyn og dermed klimabekymringen. Men er det nok at være ironisk overfor sig selv og andre, ændrer det noget ifht. klimaet, eller giver det bare en masse ros fra folk, der tænker ligesom én selv? Hvis man tror på at journalistik kan ændre noget - og det gør man vel, hvis man er journalist - skulle man måske bruge sin skarpe pen til også at komme ud i andre fora? Hvad med at skrive en artikel, som har samme budskab som denne til fx ekstra bladet? Dét synes jeg kunne være spændende og fedt at se!
Det gode ved det hele er at verden består, men menneskeheden forgår. Og det er vel i grunden ikke så galt!
Der kommer f.eks. 60.000 nye biler på verdens veje hver dag året rundt. De skal fodres med benzin og olie - Og det er kun biler. Dertil kommer milliarder af nye ting og sager, samt milliarder af mennesker hvis højeste drøm det er at kunne forbruge som du og jeg. Den skude bliver vist "noget" svær at vende.
Jeg tror begrundelsen handler om hamsterhjulet.
Mens vi løber rundt og rundt og rundt derinde, er det nemmere at håndtere 10 sekunders nyhederne og de letfordøjelige mainstream holdninger, som ikke kræver for meget hjerneaktivitet.
At skulle sætte foden ned og kæmpe for miljøet - eller for fred i verden - ville selvsagt kræve, at hamsterhjulet blev stoppet (i hvert fald for en periode) og det er angstfremkaldende for de fleste.
Rigtig godt indlæg forøvrigt :-)
Klimaet og miljøet kan ikke repareres politisk, det skal ske nedefra, som en konsekvens af et kollektivt klarsyn og hvornår har vi sidst set det?
Hvordan fik du hende til at lægge sin nye smartphone fra sig?
Jeg vil vædde på, at efter katastrofen vil alle uden undtagelse højlydt bedyre, at de skam var med i kampens forreste linie, men at "alle de andre" var ligeglade. Ligesom efter Besættelsen, hvor alle uden undtagelse kom ud af skabet som de frihedskæmpere, de ikke turde være, dengang det kunne have gjort en forskel.
"Jeg nåede det lige", som værnemageren siger, da familien undrer sig over, at han møder op med maskinpistol og armbind. ("Bal i den borgerlige").
"..vegetar og altid sorterede mit affald.."
hehe...
Stereotyper er nu engang bare sjovere :)
Som et lille PS: Så bliver Løkke Rasmussens håndtryk meget analyseret i P1-morgen (og sikkert også mange andre steder) - ja der var hevet en kropsprogsekspert ind osv..... Løkke Rasmussen fik nærmest et 12-tal for sit kropsprog - jamen "helledusedig" .
Dog blev det bemærket af en af DRs USA journalister, at mødet mellem Løkke Rasmussen og præsidenten næsten ikke var nævnt i medierne i USA.
Der findes et ord på engelsk for den her slags mangelfuld argumentation. Det kaldes 'whataboutery' og så kan man mere eller mindre perfidt nedgøre og negligere andre menneskers bekymringer. Især angrebet på Fed Front er usympatisk. Det er okay at være bekymret for kloden, men lad os da lige hate på en gruppe mennesker, der om nogen lider under det nuværende kapitalistiske system, og som forsøger at gøre noget ved nogle af de skader kapitalismen påfører os alle sammen.
Hvis man giver nissen skylden så går man ikke helt galt i byen....
Det er præcis den "disconnect" at jeg nærmest har meldt mig ud af "dagligdags danmark". Hvorrdan kan folk være optagede af den slags petitesser når vores eksistens grundlag er truet og alle FNs klimaprognoser er blevet smadret?
Ja, at blive stillet ansigt til ansigt med fremtidige generationers retfærdige harme over vores manglende omhu overfor denne smukke klode er da noget der kan gøre mig helt dårligt tilpas.
Et tankeeksperiment jeg læste om forleden gik på at vi imorgen fik bevist at klimaændringer faktisk ikke var menneskeskabte og at jeg jo så nu ikke længere behøvede at lave ændringer i mine daglige rutiner for at afbøde bi-virkningerne af mit moderne liv på klodens formåen til at overleve.
Så kunne jeg jo overveje hvad jeg ville ændre i mine daglige rutiner...Ville jeg stoppe med at cykle? ville jeg spise mere kød? ville jeg undlade at sortere mit affald? ville jeg rejse mere?
Var mine valg virkelig funderet på overvejelser for miljøet?