Klumme

Man kan ikke sælge babypudder ved hjælp af pornovideoer

Virksomheder, der lader robotter placere reklamer på nettet, oplever i stigende grad, at de ender på websider, der skader virksomhedens brand. Resultatet kan blive, at pengestærke annoncører presser Google, YouTube og Facebook til at redigere indholdet på deres platforme hårdere
Virksomheder, der lader robotter placere reklamer på nettet, oplever i stigende grad, at de ender på websider, der skader virksomhedens brand. Resultatet kan blive, at pengestærke annoncører presser Google, YouTube og Facebook til at redigere indholdet på deres platforme hårdere

Tor Birk Trads

Debat
29. marts 2017

Der var engang, hvor medie- og reklamebureauernes eksperter placerede reklamer i de medier, de regnede med blev frekventeret af målgruppen for det produkt, de ville sælge. Annoncer for hygiejnebind kom ikke i Euroman, annoncer for motorcykeltilbehør hørte ikke til i Alt for Damerne. Det var kendt som Libresse-faktoren.

I dag bruges en større og større del af reklamekronerne på digitale medier, og eksperterne er erstattet af digitale robotter, der lynhurtigt placerer annoncer dér, hvor computeren ved, at målgruppen findes. Uberørt af menneskehænder placeres annoncer og reklamevideoer overalt på nettet, uden at annoncørerne har nogen anelse om, hvor reklamerne optræder. Det kaldes programmatic advertising.

Det var netop den automatik, der betød, at reklamer for Nordea og Ikea sidste år endte i Karen Jespersens og Ralf Pittelkows indvandrer- og islamkritiske Den Korte Avis. De to store annoncører anede ikke, at computeren havde placeret deres annoncer dér, men da de fik det at vide, greb de ind og standsede den trafik.

Den globale gigant Google er den platform i verden, der placerer allerflest reklamer. Alene i Danmark købes der for mere end to milliarder kroner reklameplads hos Google, der ikke bare er en søgemaskine, men også ejer verdens største og hastigst voksende netvideovirksomhed, YouTube. Her øges mængden af videoforlystelser af alle slags med 400 timer om dagen.

YouTube har ufatteligt mange brugere. Hundreder af millioner. De ser tilsammen en milliard timers videoer hver dag – i mange tilfælde tvangsindlagt til et reklamespot, som kan vælges fra efter nogle sekunder.

I aviser og tv er der redaktionel kontrol med annoncerne. Stødende, racistiske eller pornografiske annoncer standses naturligvis, hvis de er i strid med mediets overordnede etiske og redaktionelle linje. Det sker ikke på YouTube. Her er tilsyneladende ikke meget kontrol med ret meget, bortset fra de værste terrorvideoer.

Nu er annoncørerne imidlertid ved at opdage, at de ikke har kontrol med, hvor de annoncerer. The New York Times beskrev i sidste uge, hvordan flere store firmaer nu standser deres annoncering, ikke mindst på supersitet YouTube. Det er giganter som medicinalfirmaet Johnson & Johnson, televirksomheden AT&T og den britiske supermarkedskæde Marks & Spencer, der vil trække deres annoncer, fordi de har opdaget, at de er med til at finansiere voldsvideoer, porno og racisme.

Google har tilsyneladende ingen skrupler ved at anbringe den slags indhold, eller også er opgaven med hver dag at kontrollere alle de 400 timers nye daglige videoer så stor og kostbar, at man ikke ønsker at nedbringe sin indtjening ved at gøre det. Også virksomheden LYFT, der er en stor konkurrent til Ubers pirattaxitjeneste, har standset deres annoncer på YouTube, fordi de ifølge The New York Times opdagede, at reklamerne blev bragt sammen med en racistisk skinheadvideo.

Der er milliarder på spil på begge sider. Man kan naturligvis glæde sig over, at der er en lille bevægelse hen imod større anstændighed. Og hvis der skal ske et lille fremskridt, må man kynisk konstatere, at de eneste, der for alvor kan sætte det i gang, er de meget store globale virksomheder.

Det er en slags klodernes kamp, vi måske ser en spæd begyndelse på. En kamp, hvor anstændigheden kun kan genvindes, hvis Google og Facebook erkender, at de ikke bare er profitjagende techvirksomheder, men i stigende grad også indholdsmedier med et indhold, som de kan redigere, hvis de vil.

Når 43 procent af danskerne bruger Facebook til nyheder hver uge – og syv procent bruger YouTubes videoer som nyhedskilde – er der større og større grund til bekymring. Ikke bare for informationsniveauet, men faktisk – og jeg ved, det lyder lidt bombastisk – for selve demokratiet.

Det lyder næsten for absurd, men måske er en del af løsningen, at de meget store virksomheder nu har fået øjnene op for, at pengene kun bliver ved med at rulle ind, hvis de sikrer deres brand med en vis portion anstændighed.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Virtual Unreality.

Den myndige borger bliver i dag udbyttet, foragtet og fremmedgjort på mange måder, for ikke at sige umenneskeliggjort af de sociale medier og masseødelæggelsesvåbnet IT i de forkerte hænder …

Som om et af markedets seneste påfund - ’programmatic advertising’ og ikke hele mediet er det værste og mest samfundsnedbrydende, de hidtil har fundet på med risiko for at påvirke den frie valgdeltagelse og manipulere de demokratiske handlinger, hvilket stadig må være op til den myndige borger – suverænen – at kæmpe imod, men det er næsten en sisyfosopgave at blive fri for galskaben …

Ifølge Marx bliver flertallet i de traditionelle klassesamfund foragtet eller umenneskeliggjort på to måder – politisk i det undertrykkende herredømmes ordninger, hvis resultat er det undertrykte, servile menneske – og samfundsmæssigt i systemet af indholdstømmende arbejde, hvis resultat er den proletariske psyke …

Til disse to deformeringer kan i dag suppleres med den tredje form for menneskeforagt, menneskets blottelse i systemet af vulgariserende, prostituerende og fordummende kommunikationer – denne medietidsalderens interaktive kræft - noget Marx ikke har kunne forudse …

Markedet har her sat sig på ’den frie vilje’ og har algoritmisk helt styr på, hvad borgerne har af forbrugsvaner, og ved ofte før end borgeren, der nu er reduceret til gemen forbruger, hvad denne sandsynligvis vil købe fremover ud fra deres mediale adfærd, som efterlader utallige elektroniske spor i cyberspace, en ny vare, som kan handles frit – man er netop af markedskræfterne reduceret til både forbruger og produkt …

En fjerde form for mediekræft er en forudseelig form for perverteret kommunikation – Virtual Unreality - hvor løgne, halve eller eventuelt hele sandheder sendes ud i det digitale univers som en ekstra udfordring også for progressive intellektuelle, der får påtvunget andres oftest underlødige tanker og meninger, som de ikke selv har udvalgt – ytringsfrihedens asymptotiske degenerering henimod det totalitære samfund med masseadfærd og flokintelligens, kun forbundet af elektroniske TV-kabler og programmer styret af det massemediale tilbud om fælles triviale seeroplevelser uden oplysningsmæssig substans …

Pludseligt var der sort af ensrettede TV-glanere, tomme i blikket ligesom ’det sidste menneske’ af ensrettede, men billedrige mediers affald, fyldt med virtuel gemenhed helt i overensstemmelse med deres massekarakter og travlt optaget af at starte den næste shitstorm …

Så sluk for de postfaktuelle massemediale fordummelses-, tortur- og forfølgelsesinstrumenter og start med igen at købe bøger hos den lokale boghandel, mens han stadig eksisterer … ;-)

Her er et andet aktuelt forslag til læsestof på samme slagmark -
The New Era of Digital Deception. Just Because the Internet Told You, How Do You Know It's True?
http://www.goodreads.com/book/show/18693919-virtual-unreality
som desværre heller ikke kan siges helt fri for denne satans personlige omklamring som et eksempel på markedets totalt overgearede galskab … ;-)

Henrik L Nielsen

I går var der en artikel her i Information der modsagde den sidste, bombastiske, påstand om at de social medier skulle være til fare for demokratiet. Og det var baseret på forskning og ikke en mavefornemmelse.
Anstændigheden er også en sjov størrelse, den har det med at ændre sig.