Kronik

Kast Luthers arv i favnen på de unge – men kald det for Guds skyld ikke kristendom

Når unge mennesker skammer sig så meget i dag, er vi nødt til at tale til dem i et sprog, de forstår. Netop tv-serien ’Skam’ har formået, hvad den danske folkekirke ikke har: at udbrede det enkle budskab, som hele vores lutherske arv bygger på
Den norske tv-serie ’Skam’ er den mest gennemførte udlægning af det mest enkle budskab i kristendommen – uden kristendoms omklamrende patent. Her drikker de unge sig fra sans og samling. De fejler fortrinligt. De falder. Men hver gang, hver gang samler de hinanden op igen. Så enkelt er budskabet. Den, der falder, den skal du samle op, skriver dagens kronikør.

Den norske tv-serie ’Skam’ er den mest gennemførte udlægning af det mest enkle budskab i kristendommen – uden kristendoms omklamrende patent. Her drikker de unge sig fra sans og samling. De fejler fortrinligt. De falder. Men hver gang, hver gang samler de hinanden op igen. Så enkelt er budskabet. Den, der falder, den skal du samle op, skriver dagens kronikør.

NRK

4. marts 2017

Ungdommen er ikke, hvad den har været. Den drikker mindre, er mindre kriminel, mere pligtopfyldende og langt mere optaget af at leve op til samfundet krav end tidligere generationer.

Vi har været så vant til at klandre ungdommen for at være egoistisk, doven, udannet og skamløs, at vi fuldstændig har overset, at det forholder sig lige modsat i dag. Problemet er ikke, at de unge ingen skam i livet har, men at deres liv er fuld af skam. 

Modsat skyld, som jeg oplever, når jeg har gjort noget forkert, er skam følelsen af, at jeg er grundlæggende forkert. Det er en følelse af blottelse, som tabet af ens badebukser, hvor det i ét øjeblik pludselig afsløres, hvem jeg virkelig er. Og at den, jeg er, ikke er god nok. Skam er følelsen af, at jeg er forkert, selv om jeg altid gør alting rigtigt.  

Det er denne følelse af personlig utilstrækkelighed, der er den dominerende i ungdommen i dag. Derfor inddeler de tiden i klokketimer for at presse præstationen til det maksimale. De både frygter verdens straf og straffer sig selv.  

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed. 

Kald det noget andet

Jeg havde for nyligt fornøjelse af at tale for et voksent publikum på Testrup Højskole. Temaet var »Arven efter Luther«. Jeg sagde det til dem, som det er: At ungdommen ikke er, hvad den har været. At vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. At den unge generation er ved at miste sig selv.  

En far rejste sig fortvivlet op og sagde: »Hvad har vi gjort forkert? Hvad skal vi gøre? Jeg har selv børn i den alder …«  

I ren overraskelse over det meget direkte spørgsmål fór en tanke igennem mig. Det, jeg egentlig ville sige. Det, jeg skulle have sagt. Men jeg sagde det ikke … I stedet trak jeg i land og forsøgte vist at sige, at det måske ikke var så slemt alligevel. At han i hvert fald ikke skulle bebrejde sig selv.  

Men her er, hvad jeg skulle have sagt: »Tag den lutherske arv, tag selve kernen i kristendommen, og kast den med al jeres kærlighed lige i favnen på de unge. Men lad – for Guds skyld – være med at kalde det kristendom. For så hører de det ikke.« 

Eleverne ser Luther som en slags god oprører, fortæller Janne Skovbjerg, der underviser i religionskundskab på 8. og 9. klassetrin. ’Men de erfarer også, at der er et tvist. Men de får også at vide, at han var ikke bare sådan en flink og rar mand,’ siger hun. Maleri af Ferdinand Pauwels (1830–1904)
Læs også

Det er en paradoksal tid, vi lever i. Sjældent har vi på samfundsniveau været så forhippede på at fastslå vores identitet som objektivt kristne. Og sjældent har det mest enkle kristne budskab i så høj grad været dømt ude som religiøs tossesnak.  

Men hvad er så det enkle budskab, vi ikke vil høre i dag? Hvad er kernen i den reformation, der i år fylder 500 år? Det er, at netop fordi dit liv ikke bliver afgjort af din personlige præstation, netop derfor er du sat fri til noget helt andet, nemlig at elske næsten. Det er meget enkelt. Vi mennesker har en trang til kærlighed. En dobbelt trang.

Vi har en trang til at tage imod den kærlighed, vi tørster efter, og en trang til at give af den kærlighed, der flyder over. Men så længe jeg går rundt i den illusion, at hele mit liv alene afhænger af min personlige præstation, så er jeg så at sige bundet til mig selv og mit eget præstationsprojekt.  

Luthers pointe er den modsatte. Netop fordi mine gerninger ikke afgør en skid i det store regnskab, netop derfor er jeg sat fri til at realisere kærligheden i stedet for at realisere mig selv. 

Skammen skjuler sig 

»Vi mennesker trenger mennesker,« som Noora hvisker William i øret i den afgørende scene af den norske tv-serie Skam. Forud for de forløsende ord går Nooras egen fortabelse i skammen. En isnende følelse af blottelse og tab af kontrol har sendt hende i brædderne. Eller i hvert fald i seng. Der ligger hun og skammer sig, ude af stand til at tage imod den kærlighed, som byder sig. Der tikker en sms ind: »Trenger du noe?« Noora slår blikket ned, selv om hun er alene.  

Det er det sære ved skammen, at dens væsen er at skjule sig. Vi slår blikket ned og lukker os inde i os selv – med os selv. Vi ved egentlig godt, hvad vi trænger til, men skammen lammer os. Hvis skammens væsen er at skjule sig, så er skammens stemme tavshed. 

Skam er den mest gennemførte udlægning af det mest enkle budskab i kristendommen – uden kristendommens omklamrende patent. Her drikker de unge sig fra sans og samling. De fejler fortrinligt. De falder. Men hver gang, hver gang samler de hinanden op igen. Så enkelt er budskabet.

Den, der falder, den skal du samle op. Det er det, der er Guds vilje. Det er det, der er vores pligt. Og det gør de så, indtil den ene kaster op ud over den anden, alt sammen til tonerne af »Dejlig er Jorden«. Aldrig har forkyndelsen lydt så smukt. 

Selv samme opkastende pige, Vilde, vender stærkt tilbage og er senere selv den, der samler den faldne Noora op, idet hun forkynder de berømte ord: »kroppen din trenger potet«. For hvad betyder ’potet’, altså kartoffel? Kartoffel betyder venskab. Akkurat ligesom en kop kaffe efter en date ikke betyder kaffe, men betyder noget andet og mere.

At kroppen trænger til kartoffel betyder, at sjælen trænger til omsorg, til venskab, til mennesker. Og det er netop det, hun tilbyder. Et menneske, der ser det andet menneske som mere end den anorektiske krop, hun er fanget i, og som mere end den skam, hun har tabt sig selv ned i. 

Et sprog, vi kan forstå 

Den største velgerning, skriver Søren Kierkegaard, er at hjælpe et andet menneske til at stå ene. Det er det, vi gør, når vi kommer ud over vores eget præstationsprojekt og hjælper den op, der er faldet ned. At stå ene er ikke vores egen opgave, men noget vi hjælper hinanden med. At blive et enestående selv er ikke et selvrealiseringsprojekt, men en kærlighedens gerning. Og det underfulde er – pointerer Kierkegaard i sin kristelige tale – at det er noget, ethvert menneske kan gøre.

Det kræver ingen forudsætninger. Det kræver ingen særlig viden, en særlig klogskab eller særlige talenter. Ethvert menneske – selv det mest utilstrækkelige selv – kan gøre det største, det sande, at hjælpe et andet menneske til at stå ene. 

Hvis religiøse argumenter dømmes ude i den offentlige debat, så må vi jo lade være med at tale religiøst. Serien Skam har formået, hvad den danske Folkekirke ikke selv har formået: At udbrede det enkle budskab, som hele vores lutherske arv bygger på, i et sprog, som vi kan forstå. Men når nu de unge selv taler skammens sprog i dag, var det så ikke en idé at møde dem der, hvor de er – i det sprog, som engang var kirkens eget? Alt andet er da synd og skam. 

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at dette budskab er genuint kristent. Men målet er ikke at gøre verden kristen, men at gøre verden bedre.

Vi er nødt til ikke kun at tale om den skam, de unge føler over en diagnose, men også om den skam, der fører til diagnoser. Og jeg er ikke villig til at tabe en hel generation på gulvet, blot fordi jeg selv har en trang til at kalde det kristendom.

Så bliver det jo bare mit eget teologiske præstationsprojekt. Og det tæller gudskelov intet i det store regnskab. 

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole. Han har for nyligt udgivet bogen ’Hvorfor er vi så enestående? Om reformationen og individet’ samt ph.d.-afhandlingen ’Utilstrækkeligt enestående’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ian Borges R. Salmandar
  • gregers hoff
  • Ulla Søgaard
  • Ole Christiansen
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Henrik Brøndum
Ian Borges R. Salmandar, gregers hoff, Ulla Søgaard, Ole Christiansen, David Zennaro, Steffen Gliese og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Beklager, det er en fremragende artikel, som udlægger tingene, som de er, i evangelisk-luthersk lys. Det kan jo heller ikke undre nogen, at en norsk - norsk! - serie formår at omsætte troens gave til moderne dramatik.

Ian Borges R. Salmandar, Søs Dalgaard Jensen, Henrik L Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar

Endnu en prædiken/postulater/luther-tekst-reklame i Information.

Endnu en smart frisk-fyr Luther-reklamerende teolog, der udspyr løgnagtige standard floskler om kristendom.

Selv dyr udviser næstekærlighed, det har Kristendommen ikke opfundet blot tyvstjålet.

Gud dømmer dig ikke på dine gerninger, siger Lutherdommen; men det gør virkeligheden. Facit: Forvirrede, hjernevaskede, handlingslammede folk, som er guf for kirkens og dermed statens magthavere.

Læsere: Læs lige Stjernfeldts og Thyssens artikler igen. Teologer læser ikke kristendoms-kritiske artikler og hvis de gør, går de ikke ind i debat og argumentation; men griner bare og siger kritikerne ikke har forstået kristendommen rigtigt. Ren bund-niveau Facebook polarisering fra uni-kandidater.

Jørn Andersen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Det er en interessant artikel. I lyset af kommentarsporet skulle forfatteren måske anvende samme pædagogiske trick i aviserne, som han gør overfor de unge. En del mennesker ser ud til at reagere meget voldsomt på ordet "kristendom" og "lutheranisme".

Det er utvivlsomt sandt at en af Luther's store - og bedste - pointer var menneskets befrielse fra sit eget præstationsræs. Jeg kan dog ikke lide at Lutheranismen diskuteres alene udfra Luther. Vi må også se hvordan lutheranismen udviklede sig sidenhen. Den Lutherske Ortodoksi og den følgende Sociale Disciplinering kan jo siges at have haft den modsatte effekt: Her gjorde man jo præsten til statens/kongens repræsentant i lokalsamfundet og sørgede for sociale repressalier i form af band, tilståelse af synder samt det fortsatte tiende. Det muliggjorde om noget at den sociale kontrol med almuen blev endnu lettere og dermed kunne udbytningen - og præstationsræset for at bruge forfatterens terminologi - eskaleres endnu mere!

Vi skal selvfølgelig ikke gøre Luther fuldstændig ansvarlig for den efterfølgende lutherske ortodoksi, men det er vel ligeså forkert at adskille manden fra hvorledes hans idéer i realiteten blev implementeret og approprieret.

Det ærgrer mig i øvrigt at der, efter kommentarsporet at dømme, ikke er plads til mere positive indstillinger overfor Luther. Det bekræfter jo højrefløjens mistanke om at man på venstrefløjen blot vel hælde hele den kulturelle arv (for de er Luther om I vil det eller ej) ud med badevandet.

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Ian Borges R. Salmandar, Steffen Gliese og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Hvorfor skal religion hele tiden blandes ind i diskussioner om kærlighed, om etik, om moral, som om religion på en eller anden måde på disse områder sidder inde med en afgørende visdom eller indsigt, der ikke kan erhverves på anden måde?

Det er en tragedie, der tilsyneladende ingen ende vil tage: De til enhver religion tilhørende såkaldt 'åbenbarede sandheder' - 'sandheder', hvorom der ikke kræves, og frem for alt ikke må afkræves, nogen bevisbyrde - er en vedvarende hindring imod (yderligere) humanistiske fremskridt på denne planet.

At milliarder af voksne mennesker i det 21. århundrede nærer en barnagtigt antropocentrisk forestilling om, at 'skaberen' af hele universet skulle være specielt optaget af mennesket på dette lille 'våde klippestykke' i omløb om en gennemsnitlig stjerne i en gennemsnitlig galakse, burde i mine øjne være en eklatant pinagtighed - hvilket det ganske åbenlyst ikke forekommer at være.

jørgen djørup, morten rosendahl larsen, Ian Borges R. Salmandar, Hanne Ribens, Lars Bo Jensen, Reka Nielsen, Claus G. Jørgensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Gorm Ridder-Jensen

De floskler og det idiotiske nonsens, Hasse Eskildsen og Eskild Nielsen klandrer Hjortkjær for, er de vist selv fremragende repræsentanter for! Der er netop ingen floskler og nonsens i Hjortkjærs kronik - det er en tolkning af et luthersk budskab, der taler ind i vores tid. Det er de herres egne forstokkede opfattelser af Luther, de læser ind i Hjortkjærs tekst - en tekst der er fri af dogmatiske opfattelser og står åben og givende overfor den ungdom, der bakser med at danne dem selv sammen med andre.
Som forfatteren selv siger - det er ikke interessant at kalde budskaber for kristendom, det er interessant at hjælpe den man kan hjælpe, også uden at sætte sine egne præferencer forrest. Hvorfor man så vælger at opfatte kronikken som et stykke med slet skjult propaganda, siger vist mere om læserne og deres manglende evne til at fjerne egeninteresser fra deres omgang med andre.

Niels Duus Nielsen, Kenneth Jacobsen, Steffen Gliese, Gustav Alexander og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jo mere præster af alle religioner forhipper sig på at præstere, jo mindre hippe bliver de. Det dilemma må de bare lære at leve med. Det er derfor de unge, som bare samler deres næste op mens de brækker sig helt ureflekteret, er så hippe.

Niels Duus Nielsen og Ian Borges R. Salmandar anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Fredsted,
Hvorfor skal religion blandes ind i spøgsmål om etik og kærlighed? Tjo, hvorfor skal Platon altid blandes ind i diskussioner om sjælen? Det er jo det naturlige sted at starte, hvis du har en historisk forståelse for hvorledes man har tænkt om begreberne gennem tiden. Hader man derimod religion uden nogensinde at have interesseret sig for det, så er det klart, at man vil ønske en kunstig adskillelse af begreberne "religion" og dets implicitte emner: Kærlighed og etik. Det virker dog som et forsøg på at gøre begreberne historieløse, hvilket de ikke er. Det moderne menneske omfandt dem ikke: De har desværre - for dig - en fortid i før- og tidligt moderne samfund, som er relevant at forstå.

Hasse Eskildsen,
Det er tydeligt at du ikke er interesseret i forståelse og indsigt men nærmere afvisning og had. Det er i øvrigt forkert at påstå, at indoktrinering er blevet sværere i dag. Det er tværtimod lettere end nogensinde før. Vi kan jo notere os hvorledes neoliberale økonomer følges og lyttes til som præster. Regeringen kalder endda nogle af dem "vismænd". Kan det blive mere sindsygt?

Dit problem består i at tro at religion altid er en konservativ størrelse, der trækker samfundet tilbage. Det er en meget vant ny-ateistisk floskel, der desværre sjældent anfægtes. Det er i sagens natur også svært at anfægte, når så mange nyateister nægter at læse om religion. De vil blot forbeholde sig retten til at hade det.

Ian Borges R. Salmandar, Karsten Aaen, Troels Brøgger, Kenneth Jacobsen, Steffen Gliese, Trond Meiring, Gorm Ridder-Jensen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Hasse Eskildsen -

Hvis Luther, som du postulerer, "er ekstremt uinteresant for andre end sektens medlemmer", kan man jo undre sig over, at du og andre hadere så hastigt farer i blækhuset, når som helst Luther debatteres. Information vil nok fortsætte med at skrive om kirken og kristendommen, ikke mindst fordi artiklerne debatteres livligt.
Og så er den lutherske folkekirke jo netop ikke en sekt, ifølge ordets definition, idet den omfatter et flertal i den danske befolkning, ligesom de lutherske kirker i vore nabolande. Hvordan man end forholder sig til sagen, udgør de protestantiske kirker i Nordeuropa en væsentlig faktor i samfundets udvikling, som ateistiske sekterikere er nødt til at tage i betragtning, uanset hvor selvkloge, de måtte være.

Du er velkommen til at bande Gud, Jesus og al religion langt væk, men behovet for en mening med tilværelsen kan ikke bandes ud af verden, den vil altid blive genopfundet, blomstre i nye former, degenerere og genopstå. Det væsentlige er ikke formen, men indholdet betragtet i et dybere perspektiv.

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Gustav Alexander og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Prince: Colonized mind

Upload: a child with no father
Download: no respect for authority
Upload: a child with no mother
Download: a hard time showing love

If you look, you're sure gonna find
Thru'out mankind's history
A colonized mind
The one in power makes laws
Under which the colonized fall
But without god
It's just the blind leading the blind

https://www.youtube.com/watch?v=31rwry9iRFs

Øverste kommentar: A non- Prince fan told me after listening to a few of his songs. She said "He was Preaching and teaching folks and they didn't even know it. He was dangerous in the eyes of those in power, because he had they attention and love of both Black, White, Hispanics and world renown."

NB: Kald det for Guds skyld ikke kristendom.

Trond Meiring

Tolsgaard og Eskildsen,
Jeg er mere eller mindre enig med jer begge. Men, med Tolsgaard i, at det er forskel på kirken(-e) og kristendom.

Sören Tolsgaard

Hasse Eskildsen -

Luther var et menneske med fejl og mangler, men han medvirkede dog stærkt til, at biblen blev gjort forståelig for hvermand (meget mere nødvendigt i Nord- end i Sydeuropa, hvor man stadig kunne forstå latin), hvilket var et væsentlig skridt på vejen mod oplysning og moderne samfundsudvikling.

Kristendommen udvikler sig dialektisk, ikke mindst i de protestantiske lande med høj grad af religionsfrihed og sekterisk knopskydning. At bilde sig ind, at man har fundet de vises sten, blot fordi man vender ryggen til de religiøse begreber, er at skyde over målet i forhold til de mangeartede bestræbelser, som udfolder sig blandt mennesker, som ikke blot omfatter mentalt retarderede, men alle de, hvis livssyn indebærer en tro på den åndelige verden, som kan være mere eller mindre velbegrundet. Man er ikke nødvendigvis mere oplyst, blot fordi man helt kategorisk afviser den åndelige verden.

jørgen djørup, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Trond Meiring og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Claus G. Jørgensen

Det er rart at se en bondefanger selv afslører sine tricks. Her er det at gøre alment menneskeligt til noget specielt kristent. Vi fortæller ikke, vi vil prædike kristendom. Næh, det er først, når vi har fået dem ind i folden, vi fortæller vores intention. Så kan det være, vi kan overbevise dem om, at noget alment menneskeligt, er udtryk for kristendom.
Kristne har aldrig skyet nogle midler, ej heller løgn og bedrag.

morten rosendahl larsen og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Selv blandt Informations kommentatorer kan man næsten se, hvem der er medlemmer af folkekirken og hvem der ikke er... Jeg synes det er trist, at så mange stadig mener, at Luther er relevant i nutiden, han gjorde ting der var nødvendige dengang (oversatte biblen...), men i næsten alt andet var han nærmest den den direkte modsætning til de ting, de fleste her ellers mener er vigtige. Jeg synes "folkekirkemedlemmerne, skulle tænke lidt mere over, om de mener religiøsitet (troen på guder) stadig er relevant! -Det bør inkludere, om Luthers mening om verden, som han ville have den udført, har nogen som helst mening i dag, Luthers tanker er jo stadig grundlaget for folkekirken!

Gustav Alexander

Hasse Eskildesen,

Jeg synes ofte religionskritikken på venstrefløjen - og særligt den yderste, som jeg selv tilhører - ender i selvsamme positivistiske fremtidskridtsbenovelse, som vi generelt og med rette ellers kritiserer højrefløjen for. Dit had til religion tager som præmis at religion på et ontologisk plan er væsensforskellig fra anden filosofisk tanke og navnligt altid vil være skadeligt. Du kalder det jo en "mental virus". Det er simpelthen historisk forkert. I reformationstiden - og i mange andre tider - blev religiøs fundamentalisme (i reformationens tilfælde bibelsk fundamentalisme) også brugt til at udfordre de eksisterende produktionsforhold, øvrigheden, den institutionaliserede religion og Luthers støtte til de reaktionære kræfter. Thomas Müntzer, Karlstadt og mange andre anvendte jo bibelen til at argumenter mod Feudalsamfundet som en ukristelig institution, der ikke kunne påvises i Bibelen. Man henviste her, ofte, til Den Apostolske Kirke og særligt passagerne i Apostlenes Gerninger om et "Community of all Believers" der skulle holde al i fælleseje. Gendøberne i Schweiz og Sydtyskland fornægtede troskab mod adel og lutheransk, protestantisk såvel som katolsk ekklesiasi, da det i deres øjne gik på kompromis med deres ypperste loyalitet mod Gud. Er en sådan proto-kommunisme også en "mental virus" i dine øjne?

Indoktrinering er bestemt ikke blevet sværere eller mindre udbredt i dag end i tidligt- og før moderne samfund. Medier, digitalisering og globalisering har jo ikke blot ledt til den udbredte dissemination af flere idéer. Det har først og fremmest givet maghaverne mulighed for at udbrede deres egen ideologi endnu mere intensivt. Det er dét du ser, når samtlige aviser til højre og venstre i hele vesten rapporterer om eksempelvis Rusland Syrien på præcis samme måde. Det er dét du ser, når samtlige aviser og netmedier i fællesskab afviser "populismen", som synonymiseres med enhver modstand mod finanskapitalsens internationalisering gennem EU. Tilbage hos den politiske midte fra V til SF og Alternativet, står ikke løsninger men et vagt og utopisk håb om det nuværende samfunds uendelige beståen. En idé der gøres endnu mere latterlig af selvsamme politikeres afvisning af yderfløjenes "utopiske" tankegang.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Claus G. Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Katolisisme til Lutherranisme er vel blot det at et gammelt magtmonopol afløses af et andet og at mennesker bliver frigjort af den nye orden er en stor løgn og illusion - magthaverne fik blot en mere disciplineret og ensrettet arbejdskraft der ikke satte spørgsmåltegn ved magtens legitimitet.
Luther var blot et nyttigt redskab i kampen om det verdslige i datidens politiske magtkampe mellem kirke og fyrstemagt.

jørgen djørup, morten rosendahl larsen, Niels Duus Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Katolisisme til Lutherranisme er vel blot det at et gammelt magtmonopol afløses af et andet og at mennesker bliver frigjort af den nye orden er en stor løgn og illusion - magthaverne fik blot en mere disciplineret og ensrettet arbejdskraft der ikke satte spørgsmåltegn ved magtens legitimitet.
Luther var blot et nyttigt redskab i kampen om det verdslige i datidens politiske magtkampe mellem kirke og fyrstemagt.

Hanne Ribens, Reka Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Claus G. Jørgensen

@Dennis Jensen
Som jeg læser Hasse Eskildsens indlæg, så bygger hans påstand om religion som værende en "mental virus" ikke på en analyse af religions betydning igennem tiderne, men derimod på en undersøgelse af religionens indflydelse på hjernen. Og der tyder en neurologisk undersøgelse på, at religiøsitet er en særlig tilstand i hjernen som kan udløses af andre. "Mental virus" skrives i gåseøjne, fordi det ikke er en virus i medicinsk forstand, men udtryk for smitsomhed.

Steffen Gliese

Tro er en vidunderlig evne i mennesket - og hvem ved, måske også dyrene, thi dyr viser sig jo, efterhånden som vi kommer tættere på dem og kan udforske adfærd, at ligne os meget mere, end, nå ja, tro og videnskab har været enige om at berette.
Mange mennesker beholder deres barnetro livet igennem og gør gerne modstand overfor systematisk beskæftigelse med sagen, som vi vel dårligt kan kalde materien; men ingen synes at beholde deres barnetro med større iver end dem, der betragter videnskaben som leverandør af sandheden. Videnskab kan andre levere andet end foreløbige hypoteser, og heldigvis for det.

John Fredsted

@Dennis Jensen: "Hader man derimod religion uden nogensinde at have interesseret sig for det, så er det klart, at man vil ønske en kunstig adskillelse af begreberne "religion" og dets implicitte emner: Kærlighed og etik."

Såvidt jeg kan se, så handler religion først og fremmest om at frelse sig selv, om at vide sig frelst, om at vide sig sikker på, at man 'står forrest i køen'. Etisk og kærlig adfærd indenfor en sådan ramme har det med at antage et opportunistisk islæt: man skal optjene nogle 'point' hos den 'store regnskabsfører' - og dermed er der ikke længere tale om kærlighed.

morten rosendahl larsen, Hanne Ribens og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Sören Tolsgaard: I dit svar til Hasse Eskildsen skriver du blandt andet: "At bilde sig ind, at man har fundet de vises sten, blot fordi man vender ryggen til de religiøse begreber, er at skyde over målet i forhold til de mangeartede bestræbelser, som udfolder sig blandt mennesker, som ikke blot omfatter mentalt retarderede, men alle de, hvis livssyn indebærer en tro på den åndelige verden, som kan være mere eller mindre velbegrundet. Man er ikke nødvendigvis mere oplyst, blot fordi man helt kategorisk afviser den åndelige verden."

Hvorfor dog det? Åndelighed er da ikke synonymt med religiøsitet. Man kan da sagtens være dybt religiøs, men meget lidt åndelig; og man kan sagtens være et dybt åndeligt/spirituelt menneske uden at være religiøs. Der er verden til forskel på de to begreber.

Niels Duus Nielsen, Claus G. Jørgensen, Trond Meiring, Hans Larsen, Michael Kongstad Nielsen, ulrik mortensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

"Enhver er salig i sin egen tro" og i sidste ende en hindring for en åben dialog om så at sige alting der er vigtigt for et samfund.

Lars Bo Jensen

Hvis der findes en almægtig gud, kunne hun så ikke skrive det med flammeskrift på himlen, oprette en Facebook profil eller på anden måde stoppe alle de religiøse kontroverser der skaber krig og ødelæggelse.

Sören Tolsgaard

John Fredsted -

Et religiøst menneske kan have en meget begrænset og endda meget materialistisk horisont, men vil dog sjældent benægte eksistensen af en åndelig verden. Blandt erklærede ikke-religiøse ser man i højere grad en kategorisk benægtelse af den åndelige verden, der betragtes som en illusion, mens en dyb tro på den materielle verden som det eksistentielle fundament er udbredt.

Henrik Leffers –

Når du gør gældende, at det er let at se, hvem der er medlemmer af folkekirken og finder Luthers tanker relevante i nutiden, tror jeg muligvis du forregner dig lidt. At finde den historiske analyse relevant er ingen hindring for udvikling. Religiøsiteten er under forandring, også hvad folkekirken angår. Troen på en åndelig verden vil dog nok fortsat gøre sig gældende i vide kredse, både i og uden for folkekirken.

Steffen Gliese

Luthers største gave var teologisk metode, som også er den, som de moderne humanvidenskaber har som forlæg i form af filologi, filosofi og hermeneutik.

Michael Kongstad Nielsen

Enig med Fredsted: - der er masser af betydninger af ånd, som ikke er religiøse.
ånde, sjæl, bevidsthed, 'stedets ånd', liv, spirit, spiritus, akvavit, mod, gejst, se i ånden, tjenende ånd, opgive ånden, han er min onde ånd, bevidsthed, åndsnærværelse, ånden fra 68, osv.
Gå på opdagelse i ordbogen, også den gamle ODS, men her DDO,
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5nd

Søren Rehhoff

@ Lars Bo Jensen

"Hvis der findes en almægtig gud, kunne hun så ikke skrive det med flammeskrift på himlen, oprette en Facebook profil eller på anden måde stoppe alle de religiøse kontroverser der skaber krig og ødelæggelse".

Selv hvis Gud, forudsat han/hun eksisterer, åbenbarede sig på en eller anden måde, ville der sikkert stadig være mange, der ville affærdige det som et sansebedrag eller også ville man snakke om, at der måtte være en naturlig forklaring-

Niels Duus Nielsen og Ian Borges R. Salmandar anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

Credo Piscis,
hvad fiskene tror,
Gud har en robåd med
udenbordsmotor.
Piscis Dei,
i hav som på jord.

John Fredsted

@Sören Tolsgaard [16:22]: Dine betragtninger (henvendt til mig) er jeg bestemt ikke afvisende overfor. Dem har du sikkert ret i.

Bjarke Hansen

Religion indeholder vel både godt og skidt. Men det er grundlæggende det stof, som har skabt civilisationen og dermed f.eks. demokratiet. Uden en sammenbindende religion var vi forsat en samling "lokale" grupper som bekrigede hinanden.

Ian Borges R. Salmandar, Steffen Gliese og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

John Fredsted -

Godt så, og det er da væsentligt at pointere, at man næppe er et bedre eller værre menneske ved blot at være religiøs - eller det modsatte.

Michael Kongstad Nielsen -

Jo, de mange betydninger af ord som "ånd" og "åndelig" satte mig netop i et dilemma ifm. at besvare Fredsteds indlæg. Det er mig derfor om at præcisere at jeg talte om en "åndelig verden", og ikke om de mange mere eller mindre begrænsede bibetydninger af begrebet. Det store skisma handler om, hvorvidt verden i bund og grund er af åndelig natur, eller åndelige tildragelser snarere betragtes som afledt af den materielle verden, som mange modernister hævder. Det bliver der nok ikke enighed om foreløbig;)

Trond Meiring

Eller måske, hvis vi kan transcendere den paradigmatiske, vestlige dualisme;
måske er det åndelige og det legemlige/udstragte bare to sider af den samme sag eller substans, forskellige modi eller attributter, for at benytte Spinoza's terminologi.
Begge er der hele tiden, og kan gribe ind i hinanden. Om man så anser det materielle eller det ideelle for at være det primært bestemmende, er så et spørgsmål om ontologi, verdensanskuelse og historieopfatning, eks. Hegel eller Marx. Selv har jeg hang til det sidste (marxisme), men marxismen er jo også en "ideologi". Buddhisme (uden Gud) tiltaler mig også.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Man kan ikke danne nogen meningsfyldt teori om et objekt (universet) ved at betragte det udefra (fra ingenting) når man er en del af det samme univers.

Michael Kongstad Nielsen

Sören Tolsgaard, jeg skal ikke blande mig yderligere i din og Fredsteds debat - det kommer der ikke noget godt ud af, kan jeg mærke.
Med hensyn til din kommentar til mig vil jeg bare sige, at det åndelige og det materielle efter min mening lever samtidigt og side om side. Ånd er norrønt, som ordbogen siger. Altså før Kristi. Dengang, før kristendommen var ånden særdeles bevidst blandt mennesker. Mange udbredte den til naturen, hvilket kristendommen ikke var skrap til. Den mente kun, menneskene havde sådan en, hvilket efter min mening var en stor fejl. Som græsk ånd i oldtiden inddrog Pan og andre guder i forståelsen af naturen, således gjorde nordboerne det også.

Moderne mennesker ser tv. og nogle ser norsk SKAM. Der dyrker man sexualiteten, men har et åndeligt problem med det. Hvorfor? Måske fordi seksualiteten bør begrænses af hensyn til befolkningstilvæksten. Det er mere svært at forklare, hvorfor brug af svangerskabsforebyggende midler så er forkert, som katolikkerne åbenbart mener det. Rent åndeligt naturligvis.

.

John Fredsted

@Sören Tolsgaard: "Godt så, og det er da væsentligt at pointere, at man næppe er et bedre eller værre menneske ved blot at være religiøs - eller det modsatte."

Det afhænger noget af, synes jeg, om man som religiøs evner at lade religion være en privat sag, eller om man mener sig berettiget til på grundlag af religionens såkaldte 'åbenbarede sandheder', som jeg omtalte i en tidligere kommentar, at prøve at bestemme over, hvordan andre mennesker skal leve deres liv. Men, bevares, der findes naturligvis også masser af ikke synderligt religiøse, der forsøger at bestemme over andre menneskers liv.

Torsten Jacobsen

Skærer man den luthersk/kristne indpakning væk - en øvelse der uden besvær burde være til at overkomme for modne mennesker - har Christian Hjortkjær da bestemt fat i noget.

Skam er som stress: Gavnlig i nuet/konkret opståede situationer, men dræbende som kronisk tilstand. Et skamløst menneske opleves i bedste fald af andre mennesker som ubehøvlet, i værste fald som sociopat. Et menneske uden skam i livet er ikke et menneske, som man ønsker i sin nærhed. Skam er adfærdsregulerende, og derfor er evnen til at føle skam en grundlæggende forudsætning for at kunne indgå konstruktivt i sociale fællesskaber.

Men som sagt er kronisk skam dræbende. Både mentalt og hvad angår det fysiske helbred - to sider af samme mønt. Og derfor er det bestemt værd at undersøge og om muligt ændre de forhold, som får nogle mennesker til at gå rundt og skamme sig hele tiden. Ikke mindst er situationen kritisk for teenagere/unge mennesker, som befinder sig i en kritisk psykologisk fase: På tærsklen til en egentlig grundfæstelse af det voksne individs 'jeg'. Den kerne - den psykologiske konstitution - som al videre udvikling kan og må bygge på.

Skam er en følelse, og som sådan udspringer den af de forestillinger, som individet gør sig om sig selv og sin omverden. 'Omverden' her forstået som de sociale fællesskaber, som individet indgår i.
I næsten al den tid, som mennesket har udviklet sig til den menneskehed vi kender i dag, har sådanne sociale fællesskaber bestået af maksimalt 70-100 individer: Storfamilien, klanen, stammen, den lille landsby. Hvilket er med til at forklare hvorfor skam er en så voldsomt smertefuld og ubehagelig følelse, som man hurtigst muligt har brug for at komme af med: At blive udskammet af de små sociale fællesskaber har i størstedelen af menneskehedens historie været lig den visse død. Enten gennem udstødelse eller ved henrettelse. At forbryde sig mod stammens eller familiens normer og regler var utvivlsomt dødsensfarligt. Og med god grund. Der var formentlig ikke plads til liberale/liberalisme i disse samfund.

Så ja: Tiden og ungdommen er i sandhed ikke, hvad den har været: Liberalismen regnes - i det mindste på disse breddegrader - for et grundvilkår, og de sociale fællesskaber som unge mennesker forventes at skabe sig selv i, tælles ikke længere i hundreder af individer, men, i kraft af mediernes og internettets udbredelse og evige tilstedeværelse, millioner og atter millioner. De sociale hierakier er gået i opløsning, i en bestemt tiltrængt frigørelse, men denne frigørelse har en skyggeside, som det er værd at være sig bevidst.: For på denne grænseløse markedsplads, hvilke normer og regler skal man da binde an til? Hvilke idealer forventes man at leve op til? Hvilke fordringer kan man stille til sig selv og andre? Hvordan måler man sit liv, på en målestok der tilsyneladende rækker op i himmelen?

Alt flyder, som en skrev ovenfor. Alt flyder, ja, og vi flyder med. At overleve - endsige leve og leve godt - i et sådant grænseløst kaos, kræver modenhed, overblik, dybde. Ellers er man fanget på overfladen, kastes nådesløst hid og did, indtil man overvældes og går helt til bunds. Men hvordan skal man finde eller udvikle modenhed, dybde og ro, hvis man er så uheldig at være født ind i de sidste årtiers evindelige larm? Er det ikke for stort et krav at stille? Til de fleste?

Eller bør de vitterligt blot skamme sig?

morten rosendahl larsen, Karsten Aaen, Marianne Bjerg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Hasse Eskildsen,

Der kan efter min mening ikke herske tvivl om, at religionen tilbyder mennesket noget, som det i den grad har brug for: Afgrænsning.

Men jeg er helt enig med dig i, at bivirkningerne er alvorlige: Kuren kan vise sig - og har ofte gennem historien - vist sig værre end sygdommen.

Torsten Jacobsen

Et lille eksempel på Hvor Jordan B Peterson 'kommer fra':

[...] We need to wake up, individual man and woman alike, and we need to do it now. Each of us must take the world on our shoulders, insofar as we are capable of that, and adopt individual responsibility for the horrors and suffering its existence entails. In that we will find the Meaning without which Life is merely the suffering that breeds, first, resentment and then the desire for vengeance and destruction. We need to take responsibility, instead of incessantly insisting on our rights. We need to become adults, instead of aged children. We need to tell the truth. We need justice and compassion, conjoined; not judgment and pity, which crush and devour."

http://jordanbpeterson.com/2016/12/new-years-letter/

Poul Sørensen

Det løber mig koldt ned af ryggen når jeg læser denne artikel og hvis jeg var ung og mine forældre i stedet for at være ærlig overfor mig, søgte ind i Luthersk antisemtisk hjernevask, og forsøgte at hjernevaske mig med at alle svarene findes i biblen. En kristendom der tager ansvaret fra den enkelte til at gøre en forskel og prædiker at det hele komme ned ovenfra fra den "hellige" åndeverden.... så ville jeg nok også drikke mig fra sans og samling....
Her er lidt om Luthers arv:
"Om Jøderne og Deres Løgne" Titlen på et stærkt antisemitisk værk skrevet og udgivet i Wittenberg 1543 af Martin Luther. Bogen er en af de største kilder til antijødiske citater og tager som udgangspunkt at Gud definerer jøderne (Israels Børn) som en ond hore.
Martin Luther havde oprindelig håbet at omvende jøderne i Tyskland til kristendommen, men blev med tiden stadig mere hadsk mod dem. Allerede da han i 1528 fik et maveonde af at spise kosher-mad, mente han, at det var et jødisk komplot for at tage livet af ham. Han foreslog også flere gange at kosher-fødevarer skulle forbydes i alle kristne lande.
Mange af de citater og holdninger til den mosaiske religion eller jøder som sådan, der tillægges andre, kommer således fra Martin Luther.
Vogt dig derfor for Jøderne og pas paa, hvor de har deres Skoler, da disse ikke er andet end en Satans-rede, hvori der kun findes Indbildskhed, Løgn og Modbydelighed, til aller bitreste og giftigste Skændsel for Gud og alle Mennesker, som var det Djævelen selv. Og hvorsomhelst du ser eller hører en Jøde undervise, da tænk kun, at der hører du en giftig Basilisk, hvis Udseende alene er nok til at forgive og dræbe Folk.

- Luther var ikke en stor mand, men vulgær hadefuld person, der af sin samtid blev kaldt den anden pave
Luther mente endvidere at kvinder der nægtede at have sex med deres mænd burde henrettes. Luther hadede kvinder næsten lige så meget som han hadede jøder.

Jesper Nielsen og Ian Borges R. Salmandar anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, jeg tror, at du har ret i, at også dyr er religiøse. Jeg har haft både hund og kat, og er ret sikker på, at hunden troede, at jeg var Gud, mens katten troede, at den selv var Gud. Det var i hvert fald sådan, den opførte sig.

Oprindeligt var religion et middel til at holde sammen på de forskellige flokke af mennesker, der, som de sociale dyr, de er, er programmerede til at arbejde sammen for føden. Religionernes ritualer tjente således som en slags mentalt klister, der holdt de forskellige individer sammen og forhindrede, at de brugte deres sprogligt determinerede bevidsthed på at undertrykke hinanden.

Men fordi mennesker er mere udspekulerede end hunde og katte, var der selvfølgelig nogen af dem, der regnede ud, at religion var en smart måde at få magt over andre mennesker på. Således går det jo desværre altid: Enhver nutidig frigørende teknologi har potentialet til at blive fremtidens undertrykkende ideologi.

Lutheranismen har været med til at forme det samfund, vi lever i i dag, bl. a. i kraft af en frisættelse FRA den katolske kirke og et fokus på den individuelle tro. Luthers frisatte os TIL individualismen, hvilket han selvfølgelig skal have tak for, men individualismen som sådan er idag blevet sin egen værste fjende i form af en udbredt narcissisme, så det er på måske tide, at vi finder en eller anden form for modvægt, der igen kan sætte fællesskabet i centrum. Religion eller ej - uden fælles mentalt klister går det ikke.

Torsten Jacobsen og Ian Borges R. Salmandar anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Kreative mennesker forstår at vende skammen mod dem, der påfører andre den. Fx. da Edward d. 3.´s elskerinde tabte sit ene strømpebånd under et hofbal, og Edward samlede det op og udbrød: "Skam få den, der tænker ilde herom". Det blev indskriften på hosebåndsordenen, og er en munter omskrivning af, hvem der med rette bør bære skammen.

Poul Sørensen

Skammens funktion er, at hindre mennesker i at få forbindelse til den verden de lever i og samtidigt tvinge mennesker ind i en parrallel verden så som den religioner og sekter tilbyder, hvor man kan "leve" hvis man opgiver at være sig selv til fordel for en bibelsk identitet til eksempel.

Mange af jer aner aldeles ikke, at Luther altså gik ind for at kristne mennesker blandede sig i politik - ud fra næstekærlighedens budskab. Og at kristne mennesker gjorde gode gerninger! Ikke for at blive frelst eller for at vise sig bedre end andre (kristne), men fordi det nu engang er det som kristne mennesker bør gøre - af hjertets renhed.

Al den tale om at at Luther afviser gerningsretfærdighed er en myte! Luther gik jo netop ind for en en god kristen mand - af et rent hjerte - gjorde gerninger. Man skulle bare ikke tro, ifølge Luther, at man blev frelst udelukkende ved at gøre gerninger. Luther mente at man skulle tro på Bibelens bogstaveligste ord! og at man skulle tro på Guds nåde og barmhjertighed for alle vi syndere....For Gud bestemmer selv hvem han vil frelse!...

Poul Solrart Sørensen - hvad mener du egentlig her?

Jeg kan så sige, at jeg ikke er helt enig her. Fordi skammens funktion stammer fra familien, hvor mors eller fars øjne ser ud. Og udskammer os, hvis vi f.eks. gør noget, som vi ikke må ifølge vor familie-historie:

Hvis vi f.eks. udtrykker vrede, frustration eller græder, udskammer fars og mors øjne os. Dermed lærer vi at disse følelser/emotioner er forkerte, nogle vi skal skamme os over...og dermed begraver vi dem - for at blive elsket af vores forældre...

Kasper Andreasen

Skam og kristendom er forbundne størrelser. Det ligger i Første Mosesbog kapitel om uddrivelsen af Paradis. Gud håner og udskammer Adam og Eva. Og det ligger i ideen om arvesynden: Mennesket er per definition skyldigt, usselt og skamfuldt.
Det ligger ikke tilsvarende i islam, og det kan vi ikke acceptere. Hvis der er noget som hidser os op, er det storskrydende indvandrerdrenge i store biler, med alt for meget selvværd og fuldkommen uden skam i livet. Heldigvis har vi snart fået kristnet dem alle (i muslimsk forklædning) ved at håne deres sprog, deres kultur og alt andet der før gjorde dem stolte. Nu kryber de som de gode kristne de reelt er blevet forvandlet til. De sidste skal vi nok få has på. Vi undlader blot at kalde det kristendom.

Kasper Andreasen

Det kristne ligger selvfølgelig også i folkeskolen hvor lærere til alle tider har udskammet børn (og forældre) for manglende moralsk kompas, for at være uopdragne og så videre. De kan slet ikke dy sig, de lærere, for det er retten til at være systemets udskammere der først og fremmest definerer deres magtposition. Mere kristent kan det næsten ikke blive.

Sider