Kronik

Kast Luthers arv i favnen på de unge – men kald det for Guds skyld ikke kristendom

Når unge mennesker skammer sig så meget i dag, er vi nødt til at tale til dem i et sprog, de forstår. Netop tv-serien ’Skam’ har formået, hvad den danske folkekirke ikke har: at udbrede det enkle budskab, som hele vores lutherske arv bygger på
Den norske tv-serie ’Skam’ er den mest gennemførte udlægning af det mest enkle budskab i kristendommen – uden kristendoms omklamrende patent. Her drikker de unge sig fra sans og samling. De fejler fortrinligt. De falder. Men hver gang, hver gang samler de hinanden op igen. Så enkelt er budskabet. Den, der falder, den skal du samle op, skriver dagens kronikør.

Den norske tv-serie ’Skam’ er den mest gennemførte udlægning af det mest enkle budskab i kristendommen – uden kristendoms omklamrende patent. Her drikker de unge sig fra sans og samling. De fejler fortrinligt. De falder. Men hver gang, hver gang samler de hinanden op igen. Så enkelt er budskabet. Den, der falder, den skal du samle op, skriver dagens kronikør.

NRK

4. marts 2017

Ungdommen er ikke, hvad den har været. Den drikker mindre, er mindre kriminel, mere pligtopfyldende og langt mere optaget af at leve op til samfundet krav end tidligere generationer.

Vi har været så vant til at klandre ungdommen for at være egoistisk, doven, udannet og skamløs, at vi fuldstændig har overset, at det forholder sig lige modsat i dag. Problemet er ikke, at de unge ingen skam i livet har, men at deres liv er fuld af skam. 

Modsat skyld, som jeg oplever, når jeg har gjort noget forkert, er skam følelsen af, at jeg er grundlæggende forkert. Det er en følelse af blottelse, som tabet af ens badebukser, hvor det i ét øjeblik pludselig afsløres, hvem jeg virkelig er. Og at den, jeg er, ikke er god nok. Skam er følelsen af, at jeg er forkert, selv om jeg altid gør alting rigtigt.  

Det er denne følelse af personlig utilstrækkelighed, der er den dominerende i ungdommen i dag. Derfor inddeler de tiden i klokketimer for at presse præstationen til det maksimale. De både frygter verdens straf og straffer sig selv.  

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed. 

Kald det noget andet

Jeg havde for nyligt fornøjelse af at tale for et voksent publikum på Testrup Højskole. Temaet var »Arven efter Luther«. Jeg sagde det til dem, som det er: At ungdommen ikke er, hvad den har været. At vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. At den unge generation er ved at miste sig selv.  

En far rejste sig fortvivlet op og sagde: »Hvad har vi gjort forkert? Hvad skal vi gøre? Jeg har selv børn i den alder …«  

I ren overraskelse over det meget direkte spørgsmål fór en tanke igennem mig. Det, jeg egentlig ville sige. Det, jeg skulle have sagt. Men jeg sagde det ikke … I stedet trak jeg i land og forsøgte vist at sige, at det måske ikke var så slemt alligevel. At han i hvert fald ikke skulle bebrejde sig selv.  

Men her er, hvad jeg skulle have sagt: »Tag den lutherske arv, tag selve kernen i kristendommen, og kast den med al jeres kærlighed lige i favnen på de unge. Men lad – for Guds skyld – være med at kalde det kristendom. For så hører de det ikke.« 

Eleverne ser Luther som en slags god oprører, fortæller Janne Skovbjerg, der underviser i religionskundskab på 8. og 9. klassetrin. ’Men de erfarer også, at der er et tvist. Men de får også at vide, at han var ikke bare sådan en flink og rar mand,’ siger hun. Maleri af Ferdinand Pauwels (1830–1904)
Læs også

Det er en paradoksal tid, vi lever i. Sjældent har vi på samfundsniveau været så forhippede på at fastslå vores identitet som objektivt kristne. Og sjældent har det mest enkle kristne budskab i så høj grad været dømt ude som religiøs tossesnak.  

Men hvad er så det enkle budskab, vi ikke vil høre i dag? Hvad er kernen i den reformation, der i år fylder 500 år? Det er, at netop fordi dit liv ikke bliver afgjort af din personlige præstation, netop derfor er du sat fri til noget helt andet, nemlig at elske næsten. Det er meget enkelt. Vi mennesker har en trang til kærlighed. En dobbelt trang.

Vi har en trang til at tage imod den kærlighed, vi tørster efter, og en trang til at give af den kærlighed, der flyder over. Men så længe jeg går rundt i den illusion, at hele mit liv alene afhænger af min personlige præstation, så er jeg så at sige bundet til mig selv og mit eget præstationsprojekt.  

Luthers pointe er den modsatte. Netop fordi mine gerninger ikke afgør en skid i det store regnskab, netop derfor er jeg sat fri til at realisere kærligheden i stedet for at realisere mig selv. 

Skammen skjuler sig 

»Vi mennesker trenger mennesker,« som Noora hvisker William i øret i den afgørende scene af den norske tv-serie Skam. Forud for de forløsende ord går Nooras egen fortabelse i skammen. En isnende følelse af blottelse og tab af kontrol har sendt hende i brædderne. Eller i hvert fald i seng. Der ligger hun og skammer sig, ude af stand til at tage imod den kærlighed, som byder sig. Der tikker en sms ind: »Trenger du noe?« Noora slår blikket ned, selv om hun er alene.  

Det er det sære ved skammen, at dens væsen er at skjule sig. Vi slår blikket ned og lukker os inde i os selv – med os selv. Vi ved egentlig godt, hvad vi trænger til, men skammen lammer os. Hvis skammens væsen er at skjule sig, så er skammens stemme tavshed. 

Skam er den mest gennemførte udlægning af det mest enkle budskab i kristendommen – uden kristendommens omklamrende patent. Her drikker de unge sig fra sans og samling. De fejler fortrinligt. De falder. Men hver gang, hver gang samler de hinanden op igen. Så enkelt er budskabet.

Den, der falder, den skal du samle op. Det er det, der er Guds vilje. Det er det, der er vores pligt. Og det gør de så, indtil den ene kaster op ud over den anden, alt sammen til tonerne af »Dejlig er Jorden«. Aldrig har forkyndelsen lydt så smukt. 

Selv samme opkastende pige, Vilde, vender stærkt tilbage og er senere selv den, der samler den faldne Noora op, idet hun forkynder de berømte ord: »kroppen din trenger potet«. For hvad betyder ’potet’, altså kartoffel? Kartoffel betyder venskab. Akkurat ligesom en kop kaffe efter en date ikke betyder kaffe, men betyder noget andet og mere.

At kroppen trænger til kartoffel betyder, at sjælen trænger til omsorg, til venskab, til mennesker. Og det er netop det, hun tilbyder. Et menneske, der ser det andet menneske som mere end den anorektiske krop, hun er fanget i, og som mere end den skam, hun har tabt sig selv ned i. 

Et sprog, vi kan forstå 

Den største velgerning, skriver Søren Kierkegaard, er at hjælpe et andet menneske til at stå ene. Det er det, vi gør, når vi kommer ud over vores eget præstationsprojekt og hjælper den op, der er faldet ned. At stå ene er ikke vores egen opgave, men noget vi hjælper hinanden med. At blive et enestående selv er ikke et selvrealiseringsprojekt, men en kærlighedens gerning. Og det underfulde er – pointerer Kierkegaard i sin kristelige tale – at det er noget, ethvert menneske kan gøre.

Det kræver ingen forudsætninger. Det kræver ingen særlig viden, en særlig klogskab eller særlige talenter. Ethvert menneske – selv det mest utilstrækkelige selv – kan gøre det største, det sande, at hjælpe et andet menneske til at stå ene. 

Hvis religiøse argumenter dømmes ude i den offentlige debat, så må vi jo lade være med at tale religiøst. Serien Skam har formået, hvad den danske Folkekirke ikke selv har formået: At udbrede det enkle budskab, som hele vores lutherske arv bygger på, i et sprog, som vi kan forstå. Men når nu de unge selv taler skammens sprog i dag, var det så ikke en idé at møde dem der, hvor de er – i det sprog, som engang var kirkens eget? Alt andet er da synd og skam. 

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at dette budskab er genuint kristent. Men målet er ikke at gøre verden kristen, men at gøre verden bedre.

Vi er nødt til ikke kun at tale om den skam, de unge føler over en diagnose, men også om den skam, der fører til diagnoser. Og jeg er ikke villig til at tabe en hel generation på gulvet, blot fordi jeg selv har en trang til at kalde det kristendom.

Så bliver det jo bare mit eget teologiske præstationsprojekt. Og det tæller gudskelov intet i det store regnskab. 

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole. Han har for nyligt udgivet bogen ’Hvorfor er vi så enestående? Om reformationen og individet’ samt ph.d.-afhandlingen ’Utilstrækkeligt enestående’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ian Borges R. Salmandar
  • gregers hoff
  • Ulla Søgaard
  • Ole Christiansen
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Henrik Brøndum
Ian Borges R. Salmandar, gregers hoff, Ulla Søgaard, Ole Christiansen, David Zennaro, Steffen Gliese og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sören Tolsgaard

Det er nemt nok - og i grunden alt for nemt - at udskamme fortidens forældre, og med dem kristendommen og de fleste af fortidens kulturer, for at fylde ungdommen med mytologiske forbud og formaninger, som i bund og grund blev meddelt af hensyn til næste generations eget bedste, dog ofte vel vidende, at det gavnede som en skrædder i helvede, for enhver generation må jo gøre sine egne erfaringer, måske i sidste ende lidt klogere.

Nu har vi effektive P-piller, adgang til gratis og desinficeret abort, medicin mod de fleste kønssygdomme og reele sociale tilbud til enlige mødre, om end de kan svigte i takt med nationaløkonomiens nedture. Sådan har betingelserne aldrig været før, der har ikke været hverken medicinsk indsigt eller økonomisk overskud til at undgå utilsigtede følger af sexuelt samvær og svangerskab. Det udstiller blot vores personlige historieløshed og arrogante selvovervurdering, når vi placerer nutidens kultur på en piedestal ift. de naturgivne vilkår, som vore forfædre måtte leve med.

Familier har altid søgt at beskytte ungdommen, og især kvinderne som den mest udsatte faktor ift. den nødvendige reproduktion, mod sexuelle overgreb. Denne beskyttelse har givetvis til tider givet sig udslag i en overbeskyttelse, hvor kvinder blev deformeret for at forhindre uønsket sexualitet (de kristne har langtfra været de værste i så henseende), men manglende formaninger har også medført ulykkelige omstændigheder, og alle forældre har naturligvis villet hjælpe deres døtre. På den anden side har man ofte, især i krigskulturer, opfordret mænd til at begå overgreb mod overvundne fjenders døtre, og dyrkelsen af og stoltheden ved brutalitet, som kendetegner sådanne kulturer, synes fortsat at være en skamplet på menneskehedens skyldregister.

Vi arbejder os i bedste fald frem mod et mere civiliseret stadium. Det forekommer mig dog, at en fuldstændig skamløs sexualitet, som den af og til har givet sig udslag i de priviligerede og/eller afsporede samfundslag, hvor den munder ud i sexuel besættelse, promiskuitet, prostitution, pædofili, sadisme og nekrofili, næppe er vejen frem. Martin Luther var sikkert på mange måder begrænset og endog perverteret af sin tid, men går man tilbage til Jesu Kristi oprindelige evangelium (før Paulus) finder man en moralsk opbyggelighed på et etisk grundlag, som er aktuelt den dag i dag - kaldet kristendom eller ej.

Marianne Bjerg

"Eller bør de vitterligt blot skamme sig?"

Artiklens budskab er i realiteten klart nok.
Men hvad nu hvis vi vender artiklens "diagnose" lidt på hovedet - måske skammer ikke blot de, men vi (alle) os for lidt?

En påstand kunne derfor være at vi skammer os for lidt og ikke for meget.

Skam er, i min optik, en overset følelse, der altid er tilstede i enhver mellemmenneskelig relation uanset karakteren af samspillet.
Skam kan derfor betegnes som et grundvilkår i den menneskelige eksistens - medfødt men også tillært som nogle teorier antager.

Men da skam er en følelse der også fungerer som moralsk kompas, er det en følelse vi ikke kan undvære - vi er nødt til at kunne føle den - den kan ikke kun begribes via rationalet.
Alt for ofte glemmer vi i vores hektiske og travle liv, at stoppe op og via pausen mærke efter og mærke os selv.
Spørgsmålet er så her om vi alle i realiteten, ikke er på vej mod en øget mangel på at kunne føle os selv i vores jagt på det næste materielle fix eller i jagten på selvopfattelsen af at være det travle og uundværlige menneske.
I værste fald kunne spørgsmålet være om vi er på vej mod en form for følelsesløshed, hvor netop en følelse som skam ikke er muligt at føle.

Hvis vi ikke kan føle skammen som en del af livet eller revers måske anser skam som en uudholdelig følelse, ender vi netop med at blive forført at en overfladisk kulturel underholdningsindustri og dermed ude af stand til, at mærke os selv.
En cirkelslutning er begyndt og artiklens præmis kan antages at være fejlagtig.
Spørgsmålet kunne derfor være, om det er for meget skam der er tale om, eller om skam forveksles med en række andre faktorer der spiller ind i de unges liv, som igen netop udelukker følelsen af skam.

Et afsluttende spørgsmål er efterfølgende, om de unge (og vi alle) i realiteten skammer sig for meget eller om de blot løber væk fra sig selv?

Så et svar kunne være. Ja - de burde blot skamme sig.

Poul Sørensen

Karsten Aaen
Skammen er en del af vores psyke - det er en del af vores instinkt. Skam er ikke noget der kommer fra vores far eller mor, men de kan selvfølgelig have haft uddybet skammen i vores barndom ikke mindst hvis det er strækt troende forældre, der intet ved om menneskers natur.
- Skammen hindre os i at forbinde og styrke vores bånd og følelse til verden. Skammens funktion er, at vende vores opmærksomhed væk fra verden, samtidigt med at det også skaber en lede ved ens egen indre følelse.... skam er noget hæsligt noget, men det har nok til formål, at gøre os så svækkede at andre ser os som unseelige og ufarlige .
Religioner er selvfølgelig glade for skammens undertrykkende muligheder og religionere opfinder masser af forskellige regler som de kan bruge til at få folk til at skamme sig.

Sören Tolsgaard

Tja, da Kristus udfordrede de skriftkloge til at kaste den første sten efter en kvinde grebet i hor, gjorde han dem først og fremmest grundigt skamfulde med disse ord:

"Lad den, som selv er ren, kaste den første sten."

Jo, skammens betydning kan i høj grad vendes om, så dens mål bliver at ophøje vores adfærd, så vi af dyb selvindsigt søger tilgivelse fremfor hævn.

Jannike Willoch

Men altså. Skam er full av religiøse referanser. Fra Jesus-t-skjorten som går på omgang, til O Helg natt når Isak og Even forenes. Og masse masse mer.

Sider