Kommentar

Kvindebevægelsen vender ryggen til de vigtigste kampe

Kære feminister. Vi håber, I havde en dejlig fest i går, og at I fik fejret alt det, I har opnået. Men mest af alt, håber vi, at I finder modet frem til at tage fat på kampen mod undertrykkelse af muslimske kvinder. For den foregår lige for næsen af jer. Hver dag
9. marts 2017

Lad os begynde med en lille historie:

Du bor på en hyggelig villavej i Danmark. Naboskabet er godt, folk omkring dig er flinke, og I føler, at I kan sende børnene på legepladsen uden bekymringer.

Der er jævnligt vejfester, hvor du og dine naboer kan spejle jer i hinanden og bekræfte hinanden i, at I kæmper for et fælles mål: opretholdelse af den gode stemning og et trygt nærmiljø. Alt er godt.

Der er dog én sten i skoen.

Der er dukket nogle mennesker op henne i nummer 23, hvor der er problemer med familielivet.

Børnene er beskidte og kommer ofte i skole med blå mærker. Moderen ser man ikke meget til, men når man gør, er det med solbriller på og et nedslået blik.

Forekomst af voldtægt og seksuelle overgreb mod kvinder sammenholdt med sanktioner mod disse overgreb Lysegrå: Voldtægt er sjældent ud fra en afvejning af forekomst, lovgivning og tabuerMørkegrå: Voldtægt er usædvanligt ud fra en afvejning af forekomst, lovgivning og tabuerBeige: Voldtægt er ikke usædvanligt ud fra en afvejning af forekomst, lovgivning og tabuerBrun: Voldtægt er almindeligt ud fra en afvejning af forekomst, lovgivning og tabuerRød: Voldtægt er karakteristisk for området ud fra en afvejning af forekomst, lovgivning og tabuerSort: Ingen data for områdetKilde: WomenStats-project. Data fra 2011.For mere information om databehandling bag kortet, se her
Læs også

Der foregår noget bag husets fire vægge.

Råb og skrig. Vredesudbrud. Ting, der bliver kastet.

Alle frygter, at det værste vil ske. At nogen kommer alvorligt til skade.

Alle ved, at det er noget skidt, men ingen tør sige noget eller gøre noget, for er det egentlig vores problem? Er det ikke bedst, hvis vi bare blander os uden om?

Naboerne lukker øjnene og fortsætter dagligdagen. Kæmper i grundejerforeningen for en bedre skolesti og fortsætter kampen for, at alle husker, at klippe ligusterhækken snorlige.

Det går nok væk, tænker I. Men det gør det ikke. Problemerne vokser ovre i nummer 23.

Ryggen til kvindeundertrykkelse

Lad os tage en historie mere:

I Danmark findes en kvindebevægelse. Meget er opnået, stemningen er god, og man føler, at man er ved at være godt på vej i forhold til ligestillingen mellem mænd og kvinder.

En gang om året markeres kampdagen med en stor fest. Her kan feministerne spejle sig i hinanden og bekræfte hinanden i, at de kæmper for et fælles mål: kønskvoter, ligeløn og som noget nyt: en kamp mod Donald Trump. Alt er godt.

Der er dog én sten i skoen.

Der er dukket en del mennesker op med muslimsk baggrund, og nogle af dem har problemer med ligestillingen. Imamer prædiker om stening og pisk af kvinder, hvis de er utro, og kvinderne holdes indespærret i små hjem, og må hverken tage et arbejde, eller snakke med andre end deres nærmeste omgangskreds.

Deeyah Khan er 37 år og født i Oslo. Hun fik succes som sangerinde, men det pakistanske miljø i Oslo kunne ikke acceptere, at en ung kvinde fik så megen opmærksomhed, og Khan blev udsat for trusler og overfald. Hun flygtede til London, men heller ikke her kunne hun få lov til at leve i fred.
Læs også

Når man ser kvinderne, er de ofte iklædt lange rober og tørklæder, og man kan kun se deres øjne. De kan ikke en gang smile til en, for man kan ikke se deres ansigt – de ligger under for et påbud om at dække sig til.

Der foregår noget inde i moskéerne.

Kvinderne opfordres til at være dydige og underkaste sig deres mænd. De rådgives om, at de skal levere seksuelle ydelser til deres mænd, selv om de egentlig ikke har lyst.

Kvindebevægelsen ved godt, at det er noget skidt, men tør ikke sige noget eller gøre noget, for er det i virkeligheden deres problem? Er det ikke bedst, hvis de bare blander sig uden om?

Kvindebevægelsen lukker øjnene og fortsætter dagligdagen. Kæmper for ligeløn og kønskvoter på arbejdspladserne. Sørger for, at kommuner ikke udgiver pinup-kalendere af kvinder og sikrer sig, at der er nok kvindesport i fjernsynet.

Hvis vi lukker øjnene, går det nok væk, tænker kvindebevægelsen. Men det gør det ikke. Problemerne vokser.

Vælg de rigtige kampe

I historien om villavejen er det selvfølgelig vigtigt, at naboerne råber op, underretter kommunen og får styr på situationen i fællesskab. Og lige såvel som det er vigtigt på villavejen, skal Kvindebevægelsen til at tage sig sammen og indse, hvilke problemer der er de vigtigste for kvindekampen i Danmark lige nu.

Det nytter absolut intet, at man tager skyklapper på og fortsætter sin kamp for alle de sædvanlige emner, alt imens muslimske kvinder i den grad undertrykkes, pakkes ind i lange rober og lever et liv i fangenskab lige for næsen af os.

Kvindebevægelsen er så drønbange for at blive sat i bås med os i Dansk Folkeparti, at de fravælger at beskæftige sig med den største trussel mod ligestillingen i mange år: langskæggede imamer og deres følge, der har bragt et hæsligt kvindesyn med til Danmark.

Kære kvindebevægelse: Det er på tide, at I siger stop!

Det er på tide, at I giver den gas med bannere og slagord ved Grimhøjmoskéen, når der opfordres til pisk og stening, og det er på tide, at I demonstrerer, når Hizb ut-Tahrir holder deres kvindehadende sammenkomster.

Kom nu ind i kampen for de muslimske kvinder og smid de skyklapper!

I går kunne vi fejre Kvindernes Internationale Kampdag. Når vi fejrer dagen næste år, håber vi, at kvindebevægelsen har taget fat om de rigtige problemer.

Karina Adsbøl er ligestillingsordfører
 for Dansk Folkeparti. Søren Espersen er næstformand for
 Dansk Folkeparti

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte Svensgaard

Det indlæg er ganske enkelt helt usmageligt. Vold i hjemmet er et kæmpe problem, men bestemt ikke et "særligt" muslimsk problem.