Regeringen har udviklet sig til Danmarks dyreste varmestue. Her sidder borgerlige ministre, der alligevel ikke kan få deres politik gennemført, og hvad gør man så? Jo, der er altid nogle lavthængende frugter at plukke og nemme point at hente hjem.
Forskningscentret KVINFO har længe været en torn i øjet på regeringens liberale ministre, for de kan ikke lide, at folk går rundt og mener ting for offentlige penge.
Og man må sige, at regeringen har ramt plet at dømme efter venstrefløjens smerteskrig målt i decibel. Samtidig med, at Folketinget giver Mærsk en skatterabat på 3,5 milliarder kroner, er medierne fyldt med indignerede forsvarstaler for KVINFO, der altså står til at miste adskillige millioner kroner.
Kulturminister Mette Bock, der går for at være en af de fornuftige LA-ministre, hævder, at det er en ren »biblioteksfaglig« beslutning.
Derved understøtter hun den fordom, mange af os har mod Liberal Alliance: At det er et kulturløst parti, for hvem et bibliotek bare er et fysisk sted, hvor man opbevarer bøger.
Inger Støjberg er mere direkte. Hun beskylder KVINFO for at bedrive venstreorienteret propaganda.
Det er enten forfriskende ærlig snak at indrømme, at man vil lukke munden på dem, man er uenige med. Eller også er det usmageligt fra et parti, der opretter Kaj Munk-centre og Bent Jensen-kommissioner.
Liberalisternes ideal om den værdineutrale stat, der for alt i verden ikke må understøtte nogens meninger, er muligvis et ædelt princip, men i et land så småt som Danmark er det bundløst naivt. Vi er bare ikke mange nok til, at markedet kommer til at levere forskning og diskussion af høj kvalitet.
I gamle dage blev vi truet østfra af raketter. Det gør vi sådan set stadig, men nu bliver vi også bombarderet med fake news og twitter-hære af internettrolde. Venstrefløjen ville afruste Danmark militært under Den Kolde Krig, i dag står LA for en tilsvarende afrustning af vidensproduktionen.
Og nej, himlen falder ikke ned i et populistisk-dystopisk mareridt af kvindehad og Fox-Fake News, hvis KVINFO mister sine støttekroner. Men derfor kan det alligevel godt være et lille skridt på den uheldige vej.
Men måske KVINFO også skulle spørge sig selv om, hvorfor borgerlige kvinder ikke kan se sig selv i projektet? Om man er for eller imod 4. bølgefeminister og numse-twerk, kommer man ikke uden om, at blå feminister findes (selv om de muligvis vil kaldes noget andet), og KVINFO ikke gør meget for at rumme dem.
Når der bliver buhet af en blå ligestillingsminister ved et KVINFO-8. marts-arrangement og klappet af kvinder, der bærer tørklæde, så sender det et signal. Og hvad med forskningen? Er det ikke helt ærligt nogen gange en gang popsociologi og diskursanalyse?
Man kan også undre sig over, hvordan KVINFO endte i en situation, hvor de var så afhængige af skattekroner. Det giver sig selv, at organisationen ikke kan gennemføre udviklingsbistand uden offentlig støtte, men det er dumt ikke at sørge for en vis folkelig forankring.
Hvad med alle de veluddannede mænd og kvinder, der forsvarer KVINFO i avisernes spalter, vil de også give deres støtte, hvis den skal findes i deres egne lommer?
De borgerlige – især DF – er efter feministerne, fordi de ikke gør nok for minoritetskvinderne (læs: muslimer), og det er da også komisk at se akademikerfeminister vride sig for at undgå at forholde sig til det kvindesyn, der desværre er udbredt i mange muslimske miljøer.
Især fordi kontrasten er så stor til de endog meget små sko, man går i, når der skal peges på hverdagssexisme i majoritetskulturen. Men KVINFO bruger faktisk 80 procent af deres ressourcer på internationalt arbejde samt deres mentorordning rettet mod minoritetskvinder. Hvad gør de borgerlige feminister? Hvor er deres mentornetværk, og hvor ligger de kvindekrisecentre, hvor de er aktivister i deres fritid?
Jeg tror i øvrigt, jeg har et forslag, der vil kunne stille alle tilfredse. Debattøren Rasmus Brygger er tidligere formand for LA Ungdom og samtidig kvindesagsforkæmpernes mediedarling og kælefeminist. Udpeg ham til KVINFO-direktør så kan alle sige, at de har vundet noget.
Niels Jespersen er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
"Liberalisternes ideal om den værdineutrale stat, der for alt i verden ikke må understøtte nogens meninger, er muligvis et ædelt princip, men i et land så småt som Danmark er det bundløst naivt. Vi er bare ikke mange nok til, at markedet kommer til at levere forskning og diskussion af høj kvalitet."
Mig bekendt har regeringen eller dens støttepartier ikke sagt, at den/de vil høre op med at støtte forskning, eller at kritikken af Kvinfo skulle bunde i, at Kvinfo driver forskning. Bunder den ikke snarere i princippet, at nogens meninger netop ikke udgør forskning?
Man eller vi samler ind til alt muligt, og de 3,5 milliarder som regeringen har samlet ind til Mærsk- familien kunne de vel også finde nogle millioner til Kvinfo.s forskning. Men ellers kunne de såkaldte venstredrejede i radio og tv vel også få en indsamling stablet på benene i løbet af kort tid, så industriens Goliatter kan få noget billig reklame og samtidig trække beløbet fra i skat. Godt gået i familien uliberal alliance.
Katho
Il
venstrefløjen fjerner Lomborgstøtte fra finanslov, en mand der taler de blå efter munden. De blå fjerner støtte til rød forening.
Ærlig talt hvis ikke de kan gøre så lidt ideologisk så kan det da virkelig være ligegyldig med regeringsmagt
Hmm var KVINFO ikke en aktiv medaktør til den blå regering tilbage i 2002, da man fjernede Videnscenteret for Ligestilling fra finansloven???? Og fra Ligestillingsloven? Tror jeg, at jeg har hørt en lille bitte fugl synge om!