Klumme

Hvad nu hvis den lille stemme i baghovedet har ret

Jeg har gjort ’Fuck det. Slap af. Det er ligemeget!’ til min livsfilosofi. Jeg er begyndt at bøje mig for det, jeg frygter. Det føles meget modigt 
13. marts 2017

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Det er et af de småfilosofiske spørgsmål, jeg afskyer. Et af den slags spørgsmål, man kan købe i plakatform og hænge over Ikea-sofaen i sin toværelseslejlighed med bad i køkkenet.

Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange? Højst sandsynlig kradse af. Som minimum komme frygteligt til skade.

For frygt er sund. Det er frygt for uønskede tilsætningsstoffer, der afholder mig fra at takke ja til gratis snitter i byen. Det er frygt for bøder, subsidiært hjerneskade eller en smertefuld død, der får mig til at overholde færdselsreglerne og cykle med lygter om natten. Det er frygt for hjertesorg, der får mig til at tage den hårde snak med ham, der ikke vil være min kæreste.

Jeg ville ikke være frygten foruden. Et andet småfilosofisk plakatbudskab lyder, at mod ikke handler om ikke at være bange, men om at være bange for noget og gøre det alligevel. Den holder også kun halvdelen af vejen. Indimellem handler mod om at være bange for noget og så lade være med at gøre det. Fordi der er en grund til, at man er bange.

Men det er fandeme svært at finde ud af, hvad det modige valg så er. Behøver man overhovedet være modig hele tiden? Indimellem er det rart bare at være en kujon. At gemme sig under dynen og vente på, at stormen driver over. At undlade at svare på de svære sms'er. At forsvinde uden at sige farvel. Give slip, når man har fået krampe i hænderne af at holde fast. Måske er det ikke meningen, at det skal være så svært.

Jo mindre jeg fokuserer på at være stærk og modig og #fierce og en #bosslady, desto mere hviler jeg i mig selv. Jo nemmere bliver det at være ligeglad med angsten, som plejede at bide mig i haserne. Det er en kedelig og ærligt talt lidt doven erkendelse, der gør sig dårligt på en plakat. »Fuck det. Slap af. Det er ligemeget!« Men meget af det, jeg har opnået, har jeg kun opnået, fordi jeg har nægtet at slappe af og er fortsat med blodsmag i munden.

Det var ikke, fordi jeg var modig. Det var, fordi jeg var angst. Spørg enhver, der har været ved at besvime, fordi der var for mange mennesker i kassekøen i Netto: Der er forskel på frygt og angst. Frygten er konkret, mens angsten er abstrakt.

Jeg har mange mentale skavanker, men angsten er den, der har fulgt mig længst. Det var angsten, der drev værket og fik mig til at løbe hurtigere, spise mindre, arbejde mere. Indtil jeg blev syg, og ikke kunne løbe længere.

Måske handler mod også om at kunne erkende, hvornår man har tabt. Eller hvornår man er nødt til at ændre retning. Og give slip, selv om man godt kunne blive ved med at holde fast, hvis man nu virkelig strengte sig an. Kramper eller ej.

»Jeg bliver ved, selvom jeg burde råbe pik og skride,« rappede Orgi-E på Suspekts sidste rigtigt gode album. Det er 10 år siden nu. Måske skulle de bare have råbt pik dengang, men fred være med det. 

Jeg råbte ingenting, men jeg skred fra det hele. Så måske er det i virkeligheden det, jeg ville gøre, hvis jeg ikke var bange. Det handler ikke om konkurrencestat, 12-taller, urimelige krav og neoliberalisme, eller måske gør det, men først og fremmest handler det om selverkendelse. 

Måske er den lille stemme i baghovedet ikke noget, der skal overvindes. Måske har den faktisk ret fra tid til anden.

Engang insisterede jeg på at trodse min højdeskræk og hoppe ud fra femmetervippen med min far i hånden. Min fætter turde, så turde jeg også. Jeg slog mig halvt bevidstløs, min far måtte bjærge mig ind til bassinkanten i livreddergreb, og jeg havde om muligt endnu mere højdeskræk bagefter. Det er ikke altid, man behøver trodse sin frygt.

Jeg har kvittet alle de motiverende budskaber. Bortset fra dette: Du vælger selv. Der er intet, man skal. Smid det på en plakat og hæng den op i entreen, i stuen, på gæstetoilettet. Og tilføj med fed sprittusch: Engang mellem er det okay bare at råbe pik og skride fra det hele. Prøv det. Det er sundt.

Selv overvejer jeg at printe den klumme her og smække den i en IKEA-ramme og finde et søm og hamre den op over min sofa. Den er alligevel for lang til flappen på en Ga-Jol-pakke.

Mikka Tecza er falleret universitetsstuderende og publikumsudvikler ved Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thoke Daetz Beck
  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
Thoke Daetz Beck, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frygt er en faktor, et forhold. Om den er sund er et spørgsmål om perspektiv - ligesom sundhed også har flertydige referencer. Naturligvis frygter ethvert menneske (erfaringsmæssigt) at komme til skade, men der er enorme forskelle på hvilken rolle denne frygt - blandt mange, mange andre betydende forhold i menneskers (følelses)liv, spiller ... hvilken vægt den har. Og hvordan den fortolkes og forvaltes. Det kan f.eks. meget let være ønsket om at få sagt farvel på en autentisk måde, som får mennesker til at konfrontere deres værste forventninger i relation til en kæreste, hvor frygten for at blive forladt ellers kunne trække i retning af undgåelse. Osv. osv. osv.

Torsten Jacobsen

"Efter mit Begreb gjør den, der vil skrive en Bog, vel i at tænke adskilligt over den Sag, om hvilken han vil skrive. Han gjør heller ikke ilde i at stifte, saavidt mueligt, Bekjendtskab med hvad tidligere er skrevet om den samme Sag"

Således indleder Søren Kierkegaard sit skrift om begrebet Angest. Et velment råd fra en af store, og hermed videregivet til 'publikumsudvikler' Mikka Tecza - ifald hun virkelig skulle nære ønske om at udvikle rammer og indhold til gavn for sine - og Dagbladet Informations - læsere.

For mon ikke dagbogsfomatet kræver - sagt med al respekt - en større ånd end den forhåndeværende, hvis videre udvikling for 'publikum' for alvor skal kunne finde sted?

Begrebet Angest, Søren Kierkegaard, 1844:
http://sks.dk/BA/txt.xml

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, du får min anbefaling på grund af henvisningen til et relevant filosofisk værk, dog må jeg kritisere din kritik af størrelsen på den ånd, som har forfattet denne klumme.

I mine øjne har Mikka Tecza et meget stort potentiale. Hendes skriverier er uhøjtidelige og morsomme, samtidig med at hun formår at sætte fokus på de meget centrale menneskelige brister, som vi alle tumler med i det daglige.

Og som publikumsudvikler på Information vil jeg tro, at det mere handler om at indfange og udvikle det unge publikum end at facilitere os gamle og halvgamle starutter, som har læst Kierkegaard. Vi har jo alligevel ikke andre steder at gå hen i dagens mediebillede.

I øvrigt tak til moderator for at fjerne mit irrelevante indlæg. Angst æder sjæle op, og det skal der ikke gøres grin med.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Jo jo, bevares. Form over indhold, den er feset ind. Sådan kan man selvfølgelig også fortolke begrebet 'publikumsudvikling'. Men så skal man sgu ikke undre sig over, at de gamle sure mænd under høje buh-råb forlader salen. Publikumsafvikling?

Men så må man jo blot håbe, at de nye og formfixerede generationer kan undvære lidt af cafépengene og de midler der ellers var afsat til et formfuldendt Netflix-abonnement....

Tillad en gammel, sur stodder at have sin tvivl..

Søren Roepstorff, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Aristoteles beskriver 'den gyldne middelvej' som sjælens faste holdning mellem to yderligheder, fx. 'tapperhed' midt mellem 'fejghed' og 'dumdristighed'.

Torsten Jacobsen

Nå, Niels Nielsen:

Du har nu en evne til at få det bedste – eller måske det værste? – frem i mig. Det må andre vurdere. Tilbage står, at jeg ikke længere føler mig helt tilfreds ved blot at læne mig tilbage, med en sur stodder-vrængen og et billigt grin spillende om læberne. Omend jeg fastholder, at begge dele er berettiget i mødet med denne klumme.

Så lad mig da vove pelsen, og forsøge at påpege hvor Mikka Tecza går galt i byen. Det kan – hvis det har din interesse – passende følge som en mere konkret kommentar i et kommende indlæg fra min hånd.

Men forinden vil det måske være på sin plads, at forsøge at nå til en form for forståelse af, hvilken funktion en klumme som nærværende kan og (ikke mindst) bør have i et dagblad som Information?

Jeg læser aviser for at blive klogere. Det kan derfor vel ikke overraske, at jeg som oftest bliver skuffet? Ikke mindst i disse år, hvor dagbladene er pressede på økonomien, de betalende læsere bliver færre og færre, og dagbladenes indhold derfor produceres under stadig mere utilfredsstillende vilkår. Tiden til fordybelse synes for det meste en utopisk drøm for indholds-producenterne, og resultaterne er derefter. Jeg er bestemt ikke den første til at bemærke eksistensen af denne onde spiral, hvor et fald i abonnements- og reklameindtægter medfører mere forjaget og til tider decideret underlødig journalistik, som så igen fører til fald i abonnements- og reklameindtægter og så fremdeles.

Ej heller er jeg vel næppe den første, som må give fortabt i forhold til at tilbyde en egentlig løsning på dette problem, denne tragedie? Så jo, bevares: Måske er det ikke nogen dårlig idé at hyre en person til at stå for ’publikumsudvikling’. Begrebet er mig ikke ukendt, da jeg tidligere har slået mine folder på Dramaturgi-studiet i Århus: Publikumsudvikling er også i de kredse et kontroversielt begreb. For hvem er det, som skal ’udvikle’ sig? Er det publikum, som skal udvikles, eller er det mediet? Det ’politisk korrekte’ svar er naturligvis: ”begge dele!”. Men om en sådan kimære overhovedet har gang på jord, står mildest talt ikke klart. Hertil kommer, at en fornuftig tilgang til publikumsudvikling under alle omstændigheder kræver ikke blot en klar strategi, men samtidig ressourcer i form af både tid og penge. Og har man for lidt af begge dele, byder kortsigtede strategier og komprosmisser sig desværre uden videre til. For så har man dog gjort noget, ikke sandt, uanset hvor lidt det i sidste ende forslår..

Du antyder, Niels Nielsen, at tiden er løbet fra relativt gamle stoddere, som du og jeg. Eller i hvert fald at Dagbladet Information er godt på vej til at være det. Løbet os forbi. Her søges og tilbydes ikke længere fordybelse, synes du at påpege, i hvert fald ikke i den form og med det indhold som gamle stoddere værdsætter. De yngre generationer vil have humoristiske og finurlige dagbogsindspark – jeg kan ikke læse dig (eller publikumsudvikler Mikka Tesza for den sags skyld) anderledes – i et autobiografisk facebook-tilsnit, som trækker mere på rent fænomenologiske betragtninger, end på det korpus af opsamlet viden, som vor kultur fortsat og trods alt tilbyder.

En sådan tilgang finder jeg fattig. Forarmet. Utilfredsstillende på enhver målestok. Jeg føler mig enddog ret sikker på, at den tillige er ’publikumsafviklende, i og med at et dagblad som Information dermed indmelder sig i et ’ræs mod bunden’, som det ikke kan vinde. Dertil er konkurrencen for stærk, og andre medier er allerede rigeligt oppe i fart. Et af de medier hedder forøvrigt Facebook.

Nej, Dagbladet Information skal efter min mening insistere på at bringe ikke blot meninger, men kvalificerede meninger til torvs. Ikke dagbogsnotater skrevet med ’venstre hånd’, men indsigtsfulde kommentarer, der sagtens såmænd sagtens kan have udspring i en personlig undren, men som så i det mindste bør udfolde sig til andet og mere end ’ flappen på en Ga-Jol-pakke’. Indsigtsfulde kommentarer, som bærer præg af en viden og en interesse i det emne man nu engang føler for at skrive om.

Lykkes det så aldrig i Dagbladet Information? Jo, heldigvis da. Men denne klumme er ikke et af de tilfælde, og der synes desværre at blive stadig længere mellem snapsene...

Søren Roepstorff og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

..og så lige til moderator, inden du evt. sletter mit indlæg:

Jeg klippede i begyndelsen af 90'erne en kronik af John Kenneth Galbraith ud af Information, og siden hang den gulnet, men evigt relevant, på min opslagstavle i årevis. Og lige siden har Information været 'min avis'! Kærlighed, kort sagt, omend til tider på trods..

Torsten Jacobsen

Og så lige endnu en sidste bemærkning i denne omgang - et lille kip med hatten til Niels Nielsens kommentar kl. 17.10 - der holder sig indenfor emnet: En indsigtsfuld kommentar om angst:

Sebatian, 80'ernes Boheme
https://www.youtube.com/watch?v=gApMRwDrCUc

Engang troede du, du kunne blive fri for andres virkelighed
og køre karrieren uden at fejle
angsten æder sjælene og du får ingen ro og fred
du er så fuld af splinter fra de knuste spejle
nu går du bare
frem og tilbage
ude og inde
uro i kroppen, længsel i sindet
pludselig væk igen, for 80'ernes boheme, bohemer
har kun sig selv og sit vanvid

Mal dit liv, design dig selv
hvis du ellers ender galt
kan det tage 100 år før vi forstår dig
billedet er kampen, kunsten at turde tænke selv
og du tænker på hvorhen den nye bølge får dig

Og følger strømmen
frem og tilbage
ude og inde
uro i kroppen, længsel i sindet
pludselig væk igen, for 80'ernes boheme, bohemer
har kun sig selv og sit vanvid

Frygten for at få nå de 40s frivillige hjernedød
Gør dig lidt mere panisk i din mening
Daglige elektrochok giver dig stoffer, stød for stød
og du ender som en rullende og grå forstening

det ruller bare
frem og tilbage
ude og inde
uro i kroppen, længsel i sindet
pludselig væk igen, for 80'ernes boheme, bohemer
har kun sig selv og sit vanvid

Sidst jeg så dig sagde du, du troede på alt og ingenting
og gav den som en syg enfant terrible
Negergudens værste band spilled Rotten is the King
Da punkeren blev som borger med en egen bibel

og bladrer i den
frem og tilbage
søger at finde
uro i kroppen, længsel i sindet
smider det væk igen, som 80'ernes boheme, bohemer
har kun sig selv og sin sære sandhed

frem og tilbage
ædru og svimmel
hvor er din pensel, hvor er din himmel
pludselig væk igen
som 80'ernes boheme, bohemer
har kun sig selv og sit vanvid

Torsten Jacobsen

*Mal dit liv, design dig selv
hvis du ender splittergal
kan det tage 100 år før vi forstår dig
billedet er kampen, kunsten at turde tænke selv
og du tænker på hvorhen den nye bølge får dig

Torsten Jacobsen

argh, så kan man ellers lære ikke at have tillid til 'da intarwebs':

Der er et par særdeles meningsforstyrrende slåfejl i ovenstående indkopierede sangtekst.

Så for en god ordens skyld, og med fare for at ligne et menneske besat (fem indlæg i træk), bringes her den korrekte tekst, såvidt vides.

80'ernes Boheme
by Sebastian

Engang troede du, du ku’ bli’ fri for andres virkelighed
og køre karrieren uden at fejle
Angsten æder sjælene og du får ingen ro og fred
du er så fuld af splinter fra de knuste spejle
nu går du bare

frem og tilbage ude og inde en uro i kroppen længsel i sindet
pludselig væk igen og 80’ernes boheme (bo – he – me)
har kun sig selv og sit vanvid.

Mal dit liv design dig selv, hvis du ender splittergal
kan det tage 100 år før de forstår dig
Billedet er kampen, kunsten at turde tænke selv
og du tænker på hvorhen ”Den nye bølge” får dig
og følger strømmen

frem og tilbage ude og inde uro i kroppen længsel i sindet
pludselig væk igen og 80’ernes boheme (bo – he – me)
har kun sig selv og sit vanvid

Frygten for at nå de fyrres ”frivillige” hjernedød
gør dig lidt mere panisk i din mening.
Daglige elektrochok giver dig stof og stød på stød
du ender som en rullende og grå forstening
vi ruller bare

frem og tilbage ude og inde en uro i kroppen længsel i sindet
pludselig væk igen og 80’ernes boheme ((bo – he – me)
har kun sig selv og sit vanvid

Sidst jeg så dig sae’ du du troede på alt & ingenting
og gav den som en syg ”Enfant terrible”
Neongudens værste band spilled’ ”Rotten is the King”
da punkeren blev som borger med sin egen bibel
og bladrer i den

frem og tilbage søge og finde med uro i kroppen længsel i sindet
Smider det væk igen som 80’ernes boheme (bo – he – me)
har kun sig selv og sin sære sandhed

frem og tilbage
ædru og svimmel
hvor er din pensel, hvor er din himmel
pludselig væk igen
som 80’ernes boheme, bohemer
har kun sig selv og sit vanvid

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, det er da så absolut det bedste i dig, du bringer til torvs, efter min ringe mening.

Og jeg er som altid enig med dig på nær nogle småting, men djævelen ligger jo i detaljen, så here comes:

Jeg mener ikke, at tiden er løbet fra os gamle brokkerøve, tværtimod, vi er jo de eneste, der er tilbage, der kan huske, hvordan verden så ud, før den gik af lave.

De unge er opvokset ligesom kanariefugle i et bur, og kan derfor ikke se tremmerne, men tror, at verden altid har været lige så restriktiv, som den er nu. Her kommer vi gamle så ind i billedet med vore erfaringer fra en anden, og på mange måder bedre (og på andre måder værre) tid.

Det er derfor, at jeg forsøger jeg at yde moralsk støtte unge skribenter som Mikka Tecza, som forsøger at formulere, hvordan det føles at befinde sig i et usynligt bur, uden at være trykket af den enorme teoretiske overbygning, som du og jeg slæber rundt på og som måske (!) står i vejen for at vi kan se, hvad de unge skal gøre.

Vi ser tremmerne, fordi vi har oplevet livet udenfor buret, og vi ved et langt stykke hen ad vejen, hvad vi selv skal gøre, men vi kan ikke diktere, hvad de unge skal gøre, da de ikke har vore erfaringer og den subjektive sikkerhed, som følger af disse erfaringer, og vores opgave må derfor primært være at gøre opmærksom på dette frie liv, og så håbe på, at de unge tager udfordringen op og tilkæmper sig frihed for sig selv.

For tiden er jeg ved at læse en tør og teoretisk afhandling om FSE, "feministisk standpunkts-epistemologi", som handler om erkendelse ud fra legemliggjort (embodied) erfaring, såkaldte "fortællinger fra neden" (writing from below), som igen involverer en repræsentativ praksis (fx personlige anekdoter) medieret af ideologi (feminisme, marxisme, you name it). Formålet med at anvende denne epistemiske praksis er at situere den teoretiske tænkning og give den jordforbindelse ved at forbinde de abstrakte teoretiske generaliseringer med konkrete, subjektive oplevelser og erfaringer.

At den kaldes "feministisk" skyldes, at den blev formuleret som et forsøg på at forholde sig til den særlige metode, kvindebevægelsen i 70erne og frem anvendte til at højne bevidstheden hos deres medsøstre: Den personlige udveksling af den særlige erfarede subjektive viden, som kvinder er i besiddelse af, netop i kraft af deres status som kvinder, og som ikke på daværende tidspunkt havde nogen plads i den mandsdominerede abstrakte epistemologi.

Jeg læser Mikka Teczas (og Anna von Sperlings, og Tine Byrckels, og Andrea Heilskovs, og...) selvbiografiske klummer, fordi de formidler subjektive oplevelser, som jeg så kan forholde mig til. Og selv om den medierende ideologi ikke altid er eksplicit, er den jo alligevel til stede mellem linierne.

Din kritik af genren er fuldt berettiget, hvis du forventer en avis med færdige og formfuldendte feministiske analyser af tilværelsen - selv har jeg det helt fint med åbne analyser, der ikke lægger sig skråsikkert fast på en bestemt konklusion, men netop foreslår forskellige handlemuligheder, så man selv kan gøre sine erfaringer.

"Du vælger selv!" foreslår Mikka Tecza, og det har hun jo ret i. Det ved du, og det ved jeg, men jeg tror, at der er mange, især unge, som endnu ikke helt havde regnet den ud, så for dem er det måske en ny indsigt?

Og så må vi heller ikke ikke glemme underholdningsværdien. Mikki er rebelsk på den morsomme måde, jeg bliver næsten altid glad af at læse hendes klummer.

Torsten Jacobsen

Hej Niels Nielsen, håber du stadig læser med.

Livet har det med at gribe ind i selv særdeles interessante diskussioner, så tilgiv mig venligst at denne diskussion blev underprioriteret de sidste par dage.

Først og fremmest tak for linket, og ikke mindst for at gøre mig opmærksom på forbindelsen mellem diverse 'selvbiografiske klummer' i nærværende dagblad, og så fænomenet 'writing from below'. Der gik sandt og sige en prås op for mig, idet jeg slet ikke var opmærksom på en sådan - ideologisk betinget - udtryksform. Mangt og meget står nu mere klart, og jeg må derfor straks tage forbehold for en påstand jeg fremkom med i mit tidligere indlæg:

Jeg kom vist for skade at hævde, at denne 'selvbiografiske' tendens var et udtryk for mangel på strategi. Det ser jeg nu som en misforståelse fra min side. Jeg er nu helt sikker på, at du har ret. At der er tale om en meget 'bevidst' strategi fra de skribenter du nævner, og min manglende evne til at indse dette hænger simpelthen sammen med, at jeg ikke var opmærksom på denne - ideologisk betingede - strategis eksistens.

Ikke dermed sagt, at alle skribenter som anvender denne 'selvbiografiske' henvendelsesform bevidst agerer ideologisk, for sådan er det jo med ideologiske strømninger: Selv planter med liden rod rives med.

Men hvad skal vi så mene om denne ideologiens invasion af det skrevne ord? Hvis din linkede tekst står til troende - 'inklusive hvad man ellers kan læse om 'writing from below' fra andre kilder - så er den valgte strategi bekymrende. Som det altid er bekymrende, når en på forhånd valgt sandhed skal gives sammenhængende udtryk.

For er det ikke et af postmodernismens mest vrængende ansigter, som manifesterer sig i den tekst du linker til, og, i forlængelse heraf, i de 'selvbiografiske' tekster, som bringes bl.a. her i Information? Jeg tror det. Hvad din linkede tekst angår, så har den flere problemer. Dels er den skrevet af en person, som tydeligvis ikke selv forstår, hvad han skriver om: Så knudret, abstrakt, og fremmedgjort kan man kun formulere sig - iblandet de ulideligt mange henvisninger og citater fra/til andre værker - hvis man mangler dybde i det emnefelt man søger at beskrive.

Dels er teksten ikke interesseret i nogen form for sandhed, der vedrører menneskers liv. Den er skrevet i en boble, og refererer kun til andre fænomener i samme boble. En selvopretholdende boble af Bullshit, hvis du vil tilgive mig den noget grove karakteristik. Studentikos, ville man vist kalde den, i gamle dage, førend de nymarxistiske 'social justice warriors' atter fik vind i sejlene.

Men det har de jo nu, må man med en vis rædsel medgive: Vind i sejlene. Snefnugs-brigaderne er mobiliseret - ikke mindst i amerikanske universitetsmiljøer - og i den igangværende/kommende lavine synes sigtbarheden at falde til lig nul. I det mindste hvad vedrører 'sandheden'.

Og så er vi tilbage ved min indledende anke: Jeg har - som tidligere sagt - intet imod at man 'fortæller fra neden', om noget man føler behov for at fortælle. Men hvis man ikke magter eller ønsker at binde denne unikke fortælling op til noget alment menneskeligt, så er man efter min mening fortabt i sig selv.

Og hvis det i sidste ende handler om, at man af ideologiske grunde afviser det alment menneskelige - her forstået som kulturens akkumulerede viden - enten fordi man tror det ikke eksisterer, eller (værre) fordi man udelukkende forstår den som en ond(patriarkalsk) og undertrykkende struktur, ja så er der ikke mere tilbage at snakke om.

Med andre ord og slutteligt taler vi om postmodernisme og socialkonstruktivisme. Hvis dét er ens ideologiske udgangspunkt - som du så rettelig synes at have gjort mig opmærksom på er tilfældet i skrifter som Mikka Tezcas - Jamen så gud bevare mig:

Min kritik blev pludselig endnu mere relevant, og ikke mindst akut nødvendig!

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, tak for dit svar.

For det første: Ikke alle skribenter, som bringer personlige erfaringer til torvs, gør det af bevidste ideologiske årsager. De fleste videregiver deres oplevelser fordi de selv synes, at der er tale om en god historie, måske endda med en opbyggelig morale, som de vil indvi andre mennesker i. Underholdning.

Omvendt: alle skribenter, som fortæller anekdoter, formidler en ideologi, hvad enten de er bevidste om det eller ej, da enhver fortælling holdes sammen indenfor og af en rammeforståelse, som jeg kalder ideologi, verdensanskuelse eller metafysik, alt efter hvilket humør, jeg er i.

Selv er jeg for det meste ret bevidst om, hvilken morale, mine egne anekdoter skal fremme, men jeg er også en helt igennem ideologisk person, der til stadighed forsøger at forholde mig bevidst til den metafysik, som jeg taler, skriver, handler og lever ud fra. Fordi denne metafysik netop er den på forhånd valgte sandhed, som du påpeger, og ikke en uskyldig og neutral anskuelse - en sådan findes ikke, efter min ringe mening.

For det andet: At skrive "fra neden" er ikke noget nyt og postmoderne, men en gammel genre - det nye og postmoderne er, at metoden ligefrem bliver ophøjet til en epistemologi, altså en måde at opnå viden på. Det kan man så begræde, jeg er dog så postmoderne inde i hovedet, at jeg blot ser det som endnu et værktøj i den mentale værktøjskasse. Det er almindeligt anerkendt, at kunst formidler en slags subjektiv sandhed, og da fortællinger er en slags kunst, må de så også formidle en slags sandhed eller viden.

Bemærk, jeg køber ikke alt, hvad postmodernisterne tilbyder, især ikke hvad de mere idealistiske af slagsen finder på. Mennesker uden jordforbindelse - fx studerende og andre unge mennesker - kan nemt komme helt op i skyerne ved at dekonstruere virkeligheden, så de ender med at tro, at verden er en sproglig konstruktion, at alt er relativt og at der ikke er nogen sandhed. Det er netop studentikost, som du skriver, og det har alle os intellektuelle vel prøvet at være på et eller andet tidspunkt.

Men vi skal da ikke afvise en indsigt, bare fordi den formuleres studentikost. Forfatteren af det lille skrift, jeg linkede til, er et ungt menneske, som lever mere eller mindre isoleret i et elfenbenstårn - et universitetsmiljø - hvorfor vedkommendes erkendelser selvfølgelig fremføres i den særlige lingo, som trives blandt akademikere in spe, og som kan være dybt besværlig at afkode for os udenforstående, men sådan er det nu en gang at gå på universitetet. Der giver det som bekendt point at bruge mange fremmedord, man får både bedre karakterer og opnår en vis status hos underviserne og - ikke mindst - hos det modsatte køn.

Jeg føler ligesom dig en vis modvilje mod de postmodernister, der har forlæst sig på teksterne og tror, at alt er tekst og tekst er alt. Og jeg er ligesom dig skeptisk over for konstruktivister, som tror, at månen er en sproglig konstruktion. Men på samme måde som jeg afviser positivismen som ideologi, samtidig med at jeg med åbne øjne forholder mig stærkt positivistisk til mine umiddelbare omgivelser (og derfor ikke forsøger at gå gennem væggene, men bruger døren), forkaster jeg postmodernismen og socialkonstruktivismen som de ideologier de er, samtidig med, at jeg ved, at sprog former verden.

Hvilket bringer mig til for det tredje: Er den indsigt, der formidles i den meget tørre tekst, interessant? Efter min mening, som håbløs teorinørd: ja da.

Du kalder det en selvopretholdende boble af bullshit, jeg kalder det abstrakt teoretisk tænkning, som forsøger at gribe en praksis og sætte den på formel. Hvilket jo kan virke som ekstrem spild af tid, hvis man ikke interesserer sig for teori og teoriers forhold til praksis. Men det gør du jo i andre sammenhænge, har jeg set, så det undrer mig egentlig, at du forholder dig så afvisende til en tekst, som oven i købet har gjort dig opmærksom på et fænomen, du ikke kendte i forvejen.

En teori er vel i al sin abstrakthed noget af det mest alment menneskelige, man kan forestille sig; uden mennesker, ingen teori, og uden menneskelig tolkning af de teorien, ingen mening.

For det fjerde: Hvis vi derimod ser på udgangspunktet for denne samtale, nemlig Mikka Teczas klumme, giver det mere mening at spørge: Er den indsigt, hun formidler, interessant?

Da vi befinder os indenfor de subjektive sandheders domæne, må der være tale om en smagsdom. At jeg finder hendes tekst interessant er ikke et krav til dig om at du skal finde den interessant.

Om Mikka kender FSE eller ej er ligegyldigt for denne smagsdom, men for mig har det en vis betydning, at jeg nu kender FSE, da denne studentikose epistemologi sætter mig i stand til at analysere Mikkas tekst og afkode den bagvedliggende ideologi. Og i mine øjne er der her tale om en alment menneskelig ideologi, der henvender sig til alle unge mennesker.

Da vi som erfarne mennesker med selvtilliden i orden allerede kender svaret på det i overskriften stillede spørgsmål, kan man sige, at vi ikke er en del af målgruppen, men det gør vel ikke teksten mindre alment menneskelig. Vi har bare øvet os, og så er det jo ingen kunst ;-).

Og selvom teksten kun skulle henvende sig til unge kvinder, og som sådan ikke er alment menneskelig, men et partsindlæg, ville den stadig finde nåde for mit blik, da jeg har stor sympati for feminister. Selvom de kan være besværlige en gang imellem.

Okay, det skal ikke være kunst, det skal være færdigt, så jeg stopper her.

Torsten Jacobsen

Jens Thaarup Nyberg,

Nej, det ved gud. Det er der da vist heller ikke andre end din nyopførte stråmand, som hævder?

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Lad os gemme diskussionen om postmodernismens forbandelse og 'Feminist Standpoint Epistemology' [sic] til en anden god gang. Lejligheder vil utvivlsomt byde sig til. Jeg takker uden ironi igen for linket til artiklen, som jeg har læst med en vis interesse. At denne interesse siden blev til irritation, skal ikke lægge dig til last. ;).

Og nej, det er måske at tage munden for fuld, at gøre den enkelte skribent (med)ansvarlig for, hvad der synes at være en ideologisk betinget redaktionel linje i Dagbladet information. Den ideologiske farvning, udtrykket, opstår jo netop i selektionen, og ikke nødvendigvis i det enkelte, partikulære debatindlæg som sådan. Så jo, bevares, Mikka Tecza frikendes pr efterkrav uden videre sværdslag fra min side.

Tilbage står så min indledende anke, som du vist (igen) søger at imødegå i dit 'for det fjerde':

"Hvis vi derimod ser på udgangspunktet for denne samtale, nemlig Mikka Teczas klumme, giver det mere mening at spørge: Er den indsigt, hun formidler, interessant?"

"Da vi befinder os indenfor de subjektive sandheders domæne, må der være tale om en smagsdom. At jeg finder hendes tekst interessant er ikke et krav til dig om at du skal finde den interessant."

Jeg fastholder, at indlægget er uinteressant. Det er det, fordi skribenten ikke synes egentlig interesseret i det emnefelt hun beskriver: Frygt og angst.

En sådan egentlig interesse ville, hævder jeg igen, nemlig komme til udtryk i teksten, i form af en forankring til det - i dette tilfælde enorme - korpus af akkumuleret viden, som vores kultur allerede er i besiddelse af. Angst er et eksistentielt grundvilkår, og som sådan er der skrevet hyldemeter om emnet, og det fra vidt forskellige udgangspunkter. Der er for mig at se ingen undskyldning for, i et efter sigende intellektuelt snoet dagblad som Information, at undlade at gøre blot en eller anden form for ophold ved dette skatkammer, inden man begynder at øse af sin egen - i sagens natur særdeles begrænsede - erfaringer desangående.

Der findes, kort fortalt, mindst 3 måder at gøre sig begreb om verden på.

1) - intuitivt/instinktivt
2) - refleksivt
3) - metarefleksivt (refleksion over egen refleksion)

Det jeg, efter nærmere eftertanke, finder så ulideligt irriterende ved f.eks. Mikka Teczas skriverier i nærværende dagblad, og i forlængelse heraf den redaktionelle insisteren på den enorme og efterhånden altdominerende relevans af lignende ensidigt partikulære betragtninger om dette og hint, er, at denne henvendelsesform stædigt fastholder både skribent og læser på niveau 2...

Helt i overensstemmelse med tidsånden, naturligvis. Ikke sært at så meget efterhånden går helt af helvede til...

Niels Duus Nielsen

Godt så, Torsten Jakobsen.

Jeg har nu igen læst Mikka Teczas klumme, og jeg må da give dig ret i, at det ikke er den dybeste tænkning, der her serveres. Måske hører netop dette skriv mere hjemme i Alt for Damerne end i Information.

Men på den anden side må Information følge med tiden, hvis den vil overleve som forretning, og nutidens ungdom synes ikke at være til lærde maratontekster - jeg husker dengang, hvor det simpelthen var umuligt at læse hele Information, hvis man også ville have et liv ved siden af; vore dages tabloidavis er noget mere overkommelig, med relativt korte tekster, der ikke skræmmer nogen på grund af lixtallet.

Så set i relation til den almindelige forfladigelse af kulturen er jeg ikke enig med dig i din kritik - skal det være læse-let foretrækker jeg rebelske læse-let-tekster a la Mikkas. Hun skriver sig netop efter min mening ikke ind i den gængse husmor-feministiske ideologi, som så mange andre kvindelige klummenister hylder.

Og i min verden er det tilladt for unge mennesker - alle under 30 - at opfinde den dybe tallerken igen, i hvert fald når det gælder erfaringer. Som forælder gjorde det selvfølgelig ondt, at jeg ikke kunne videregive mine dyrekøbte erfaringer, men måtte se til, mens mine børn begik de samme fejl som jeg selv, da jeg var i deres alder. Der er visse erfaringer, man åbenbart selv skal gøre sig.

Men at kulturen er forfladiget og at den almene dannelse efterhånden er blevet helt afskaffet i uddannelsessystemet er selvfølgelig en katastrofe.

Jeg kan ligesom dig godt blive dødtræt af reflekterende tekster, der ikke kommer ud af stedet; og faktisk tror jeg aldrig at danske intellektuelle har været så reflekterede og dermed handlingslammede som nu. På den ene side og på den anden side og vi skal alle sammen være her, også racisterne og halvfascisterne - som om intellektualisme er en konkurrence om ikke at støde nogen ved at have og fastholde et radikalt standpunkt.

En god jævnaldrende vens ti år yngre kone sagde engang, at hun havde stor respekt for min generation, fordi når først vi havde tænkt og talt og reflekteret og til sidst besluttet os for noget, kunne ikke ti vilde heste få os til at ombestemme os igen. For hende stoppede refleksionen aldrig, og hun misundte os, at vi kunne være så kompromisløse, fordi det for hende var tydeligt, at vi på den måde havde nemmere ved at nå resultater end hendes generation.

Morale: refleksion er godt, men på et tidspunkt skal refleksionen stoppe og afløses af handling, og skal der handles, nytter det ikke noget hele tiden at gå og have modforestillinger. Først når handlingen giver bagslag er der grund til igen at reflektere.

Det ved vi, for vi er de sidste mohikanere, der aldrig gik i børnehave - de højere magter se i nåde til vore efterkommere, der må henslæbe deres barndom i velordnede institutioner og derfor får et chok, når den kaotiske virkelighed pludselig presser sig på og viser sig ikke at være så perfekt, som man har forsøgt at bilde børnene ind.

Okay kæden er igen røget af, så jeg stopper nu. Det er altid en fornøjelse at udveksle tanker med dig, Torsten Jakobsen.

:-)

Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen; 18. marts, 2017 - 21:10
Apropos ståmand: i artiklens overskrift står, klart som blæk og beg, skrevet med usynlig blæk tvivl. Så et link til Enten - Eller ?
Men hun finder selv frem:
"Jo mindre jeg fokuserer på at være stærk og modig og #fierce og en #bosslady, desto mere hviler jeg i mig selv. "