Klumme

Vi må øve os i at huske, at vores lykke består af en hel del held

Medmenneskelighed opstår først, når man forstår, at man selv kunne have været den uheldige. Når vi spørger, hvordan vi dog har gjort os fortjent til at have det så godt, er svaret ofte: ingenting
31. marts 2017

For to uger siden var jeg i Bergen for første gang. Jeg tog toget fra Oslo, fordi jeg havde hørt, at det skulle være en smuk tur, og det var det. Da jeg sad i toget, fik jeg den tanke, at den person, der havde bestilt billetterne til mig, havde sørget for, at jeg kom til at sidde i præcis den side af toget ved præcis dét vindue, fordi det føltes som det helt rigtige sted at sidde, og det føltes, som om den rigtighed måtte have en årsag.

Det faktum – at jeg sad lige der, og susede igennem det sneklædte landskab, med Pirates of The Carribean-lignende landsbyer anlagt på bjergskråninger ned til helt stille, men enorme floder, kun for at blive afbrudt af et næsten mørke, når vi passerede igennem gamle tunneller hugget ud i klippen, kun for at komme til en ny helt vild sekvens af et fladt stykke land i forgrunden, der var så hvidt, at det var svært for øjnene helt at adskille bjerg, land og himmel – ja, det faktum virkede næsten ubegribeligt, hvis det skulle være resultatet af tilfældigheder. Hvis det bare skyldtes, at jeg var heldig, hvilket også ville betyde, at jeg kunne have været uheldig.

Lige i det tog havde forskellen mellem held og uheld nok været mindre vigtig. Der var sikkert en fin udsigt i den anden side. Det kan være, at der faktisk skete noget andet og mere spændene. Men det tænkte jeg ikke på. Jeg tænkte bare, at jeg var glad for at sidde, hvor jeg sad. Og så tænkte jeg, at det ikke nyttede noget at græde snot over, at jeg lige nu sidder og har det fantastisk.

Nogle gange må det være okay at være heldig. Nogle gange må det være okay, for eksempel at leve i et land som Danmark og at kunne tage en tur til Bergen, hvor min morfar boede, inden han immigrerede til Danmark, inden jeg overhovedet var tænkt på. Inden han mødte min mormor, og inden at jeg så – mange år senere – kunne gå med Anna i regnen ud mod Sandviken Kirke og pludselig stå foran mine oldeforældres gamle og skæve hus i Absalon Beyers Gate 48.

Ofte er der stor forskel på held og uheld. Når folk må flygte fra krig. Jeg er heldig, at ingen nogensinde har råbt til mig, at jeg skal tage og skride hjem, hvor jeg kommer fra.

Jeg tror ikke, der er noget at gøre ved, at verden er uretfærdig. Men det betyder ikke, at vi ikke skal øve os i at huske, at vores lykke også består af en hel del held. Det er derfor, vi siger ’held og lykke’.

Da jeg landede fra Norge, var det til nyheden om, at Maria Gerhardt, som jeg elskede som kunstner og menneske, var gået bort. Døden kan virke så tilfældig og uretfærdig nogle gange, fordi den er det. Som ven forsøger man at lede efter en forklaring, men finder ikke nogen. I stedet må man forsøge at finde trøst og fællesskab i, at sorgen også er udtryk for kærlighed, og i at nogle gange er der ikke mere, man kan gøre.

Hun observerede alt på en hundrededel af et sekund, det var ikke muligt at gemme sig for hende, og ofte var hun for nobel til at fortælle, hvad hun så. Forfatter og DJ Maria Gerhardt er død, 39 år gammel
Læs også

Til gengæld må vi så forsøge at gøre noget, der hvor vi kan, især for de uheldige, de ulykkelige og de syge. Det er det, Marias seneste bog, Transfervindue, gør – i øvrigt under genrebetegnelsen Fortællinger om de raskes fejl. Den minder os om, at når vi spørger, hvordan vi dog har gjort os fortjent til at have det så godt, er svaret ofte: ingenting. Og derfor skal vi både huske at sætte pris på det gode, og at de andre også altid kunne have været os.

Hver gang, jeg har mistet nogen i min nærhed, er jeg blevet trøstet, ikke bare af et konkret fællesskab, men også af den måde, folk har støttet hinanden. Dem med overskud har holdt om de andre, hvis ben næsten ikke kunne stå. Døden trumfer altid identitetspolitikken, som der står i Transfervindue.


Jeg ville ønske, at den hensynsfuldhed og kærlighed, der findes i sorgen; den bevidsthed om, at held og lykke ikke er demokratisk fordelt mellem os, også kunne gøre sig gældende i politik. Men desværre virker det modsatte i stigende grad til at være tilfældet.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu