Læsetid 4 min.

Måske bliver vi endnu mere småborgerlige i vores behov for tryghed end vores forældre

I de seneste ti år har min generation lidt under, at tidligere generationers rebeller har tjent kassen på boligmarkedet, så vi nu har en situation, hvor de fleste unge er blevet rodløse, prekære seriefremlejere, alt imens flere og flere fristeder bliver afkrævet at se pænere og pænere ud
3. marts 2017

Fra jeg flyttede hjemmefra som 20-årig, har det taget mig næsten 10 år, før jeg nu sidder her igen: i en lejlighed, der er min egen.

Det er selvfølgelig ikke helt sandt, det er det sjældent, når jeg siger meget kategoriske ting. Men i går var jeg igen lykkelig for første gang i meget lang tid. Jeg har brugt hele min ungdom på at flytte rundt fra sted til sted, i boligsituationer, som jeg holdt meget af, men som også altid var forbundet med en vis klaustrofobi. Fordi jeg ikke bare kunne gøre noget andet.

Og nu sidder jeg så her, ved mit bord, som er mit, og jeg har lige været ude at skide med åben dør, egentlig dumt, når jeg tænker på, at Malte kommer forbi lige om lidt, men altså her sidder jeg og ved, at for min generation, og især i de større byer, så er det at kunne bo alene – og at have råd til det – et gigantisk privilegium.

På mange måder synes jeg lige nu, at det er dumt, at jeg ikke bare danser halvnøgen (gider ikke påtvinge andre min nøgentrang på den måde) rundt i min etværelseslejlighed og hører Gili eller Smertz eller Grand Prix meget højt i stedet for at sidde her og tænke på, hvor lettet jeg føler mig, og også ovenikøbet sidde og skrive om det.

Men hvis jeg skal blive ved med at have råd til den nøgendansende frihed, så skal jeg jo for det første skrive noget til aviserne. For det andet er jeg også næsten lidt skræmt af den lettelse, jeg føler lige nu.

En af grundene til, at jeg tænker over de her ting, er, at det i dag, mens jeg skriver det her, også er præcis 10 år siden, at kommunen ryddede Ungdomshuset.

Folk har en tendens til at glemme, hvordan vi kom her til, hvor vi er. Det gælder både aktivister og politikere, men måske især politikerne, når de nu igen står i nyhederne med deres automatreaktioner om, at »de unge« skal »opføre sig ordenligt«, og at det er chokerende, at nogle er »imod det etablerede samfund«. Men hallo, når min verden indimellem var ved at vælte, så var det fandme der, jeg tog hen og sov.

Jeg tænker på, hvor folk mon tager hen nu. Og at i de ti år, der er gået, har min generation lidt under, at de tidligere generationers rebeller har siddet og tjent kassen på boligmarkedet, så vi nu har en situation, hvor de fleste unge er blevet rodløse, prekære seriefremlejere, alt imens flere og flere fristeder bliver afkrævet at se pænere og pænere ud. 



Måske skal jeg selv blive bedre til at være glad for, at jeg er et sted, som jeg faktisk godt kan lide. Jeg har købt nogle pæne salt- og peberkværne fra et dansk designmærke, og jeg har fået en altan, hvor jeg kan stå og ryge og være mig selv, ligegyldigt hvad tid på døgnet det er.

Jeg fortæller mig selv, at det her måske kan give en nødvendig ro og energi til at forsøge at tænke over og handle på, hvordan vi som samfund kan kæmpe mere for dem, som får færre og færre steder at gå hen.

Men samtidig bliver jeg også bange for, at nu er det så det, jeg er blevet: tilfreds og etableret.

Helt sikkert er det i hvert fald, at en stor del af mine venner og bekendte og deres bekendte har levet et næsten backpackeragtigt liv på boligmarkedet. Jeg ved ikke, hvad konsekvenserne af det bliver.

Måske bliver vi endnu mere småborgerlige i vores behov for tryghed end vores forældre. Men jeg forestiller mig også, at det kan være, at vi har en helt anden erfaring af, hvor svært og stresset det faktisk kan være ikke at vide, hvor man skal sove om tre måneder, og at den erfaring lige netop ikke bare fører til, at jeg f.eks. selv bare bliver taknemmelig for nu at kunne være med i det etablerede boligsamfund (en slags bedrift, der lige nu virker til faktisk at trumfe kravet om det faste parforhold).

Kære fremtidige og trygge selv, jeg håber, at jeg også når at huske, hvor vigtigt det lige præcis kan være at etablere sig på andre måder, hvor det at stole på og byde sine sofaer til venner er vigtigere end roen og freden.

om en ny person med en ny lejlighed ville jeg i hvert fald hade, hvis nogen nu skulle komme og fortælle mig, at jeg skulle indrette mig pænt, fordi jeg ikke synes, at en reol skal hænge på den og den måde.

Men at indrette sig anderledes betyder jo forhåbentlig ikke nødvendigvis at være imod indretning generelt.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Niels Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

København i firserne var jo ikke bedre, så det er mange generationer, der har levet med omflytning og kort fremleje. Fra jeg var 19, til jeg blev 27, nåede jeg at bo 13 forskellige steder. Derefter har jeg boet 3.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Da jeg flyttede til København i 70erne, var der heller ikke boliger nok, så jeg blev installeret i et slumstormerkollektiv, mod at stille min tid til rådighed for bevægelsen.

Politikerne kunne bygge nogle flere boliger, det ville så løse et af de problemer, der fører til optøjer og gadekampe. Og derefter kunne de gøre noget ved ungdomsarbejdsløsheden, og seniorarbejdsløsheden, og der er mange andre ting at tage fat på.

Men politikerne gør intet for at bedre den brede befolknings kår. Så måske er deres inaktivitet i virkeligheden et led i en større plan, en slags omvendt elendighedsteori, hvor det etablerede Danmark fremprovokerer radikale reaktioner blandt de underprivilegerede med det formål at få småborgerskabets opbakning til at militarisere politiet og samfundet?

Selvfølgelig er der mange, som bliver småborgerlige med alderen. Når man har sit på det tørre bliver modstand noget ydre, som ikke vedrører ens egen situation. Derfor må det handle om at huske, hvordan det var, dengang man var underprivilegeret, og ikke tro, at den hellige grav nu er vel forvaret, for det er den ikke.

Steffen Gliese, Carsten Wienholtz og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nej, Emil Eiberg-Jensen - for tabet af lejligheder på i hvert fald Vesterbro skyldes bydelsløft og gentrificering.
Problemet med manglende boliger i København skyldes i hvert fald konkret to beslutninger: at kommunen solgte sine udlejningsejendomme i 1986, og at man i stedet tiltog sig anvisningsretten til en andel af boligerne i den almen sektor, samt at Landsbyggefonden ikke er beskyttet til det formål at renovere og bygge for, men lejlighedsvis bliver udsat for politikeres tyveri af det, der reelt er lejernes opsparing i boligen; dette sidste er alvorligt med til at hæve huslejerne i den almene sektor, hvor de reelt skulle falde over tid.