Læsetid 6 min.

Medierne er altid klar med råd om, hvordan jeg plejer min spiseforstyrrelse

Faste er sundt; man bliver tyk af hvede, frugt på tom mave feder ligeså meget som kage; alt, hvad du ikke forbrænder, gør dig fed. Mediernes mange kostråd giver mig trøst og bekræfter mig i, at jeg som anoretiker gør det rigtige for min krop … og tak for det
Emma Wolff er aldrig blevet behandlet for sin anoreksi, og den er nem at vedligeholde i en kultur, hvor velmenende kostråd og fitnessfiksering aldrig rigtig giver ro. Foto: Tor Birk Trads

Emma Wolff er aldrig blevet behandlet for sin anoreksi, og den er nem at vedligeholde i en kultur, hvor velmenende kostråd og fitnessfiksering aldrig rigtig giver ro. Foto: Tor Birk Trads

Tor Birk Trads
18. marts 2017

De fortæller mig i Magasinet Skøn, at min krop har brug for en pause. »Ja, for pokker,« tænker jeg, og gemmer min palæo-nøddebar med påskriften »kun 158 kcal«, så langt ned i tasken som muligt. Det er nok ikke godt, at jeg spiser den nu.

At faste er sundt, fortæller de mig. Det giver kroppen mulighed for at slippe af med alle de affaldsstoffer, der har hobet sig op. Ellers er man ikke sund – jeg vil jo gerne være sund, det kan I vel nok forstå? Så jeg faster minimum 12 timer ad gangen, ellers har det ingen effekt, har de fortalt mig.

De skriver i et videnskabeligt magasin, at tarmbakterierer er altafgørende i forhold til ens disponering for overvægt. Hvis ikke man har sunde tarmbakterier, bliver man tyk. Jeg vil ikke være tyk.

Derfor kan jeg ikke spise hvede. Måske urhvede, nede fra helsebageren, for de har lovet mig, at den slags hvede har en helt anden effekt på kroppen. Så måske kan jeg spise det i små mængder. Jeg tør nok ikke.

Hvis man spiser frugt på tom mave, er det faktisk det samme som at spise en træstamme fra bageren. Vidste du det? Det fortalte de mig på P4, inden jeg gik ud af døren i morges, og det var faktisk en ernæringsekspert, som var i studiet. Så jeg gav min banan til den hjemløse mand på Klostertorvet. Ingen har godt af træstammer, det ødelægger også tænderne.

Medierne skubber kærligt på

Jeg blev aldrig indlagt for den spiseforstyrrelse, jeg havde, da jeg var 11. Jeg undslap, fordi jeg græd og nægtede at blive vejet.

I dag stresser og presser jeg mig selv gennem tilværelsen med arbejde og uddannelse og anoreksi, som gør mine dage tunge. Det er så absurd nemt for mig at vedligeholde og pleje sygdommen, for jeg finder trøst og bekræftelse i det, medierne fortæller mig. Og det er ikke så lidt, og tak for det. Min spisevægring er forelsket i det, de fortæller mig i medierne.

Ikke for at forsøge at ophøje spiseforstyrrelsen, for det kan den godt lide, men den er faktisk temmelig unik. Den bærer elementer af mange andre psykiske lidelser – depression, skizofreni, angst, BDD. Den kan antage mange skikkelser, påvirkes let.

Gennem mit 24-årige liv er jeg blevet kaldt alt fra borderliner til sociopat. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg rent faktisk hellere ville være en af de andre diagnoser, og det er bestemt ikke et forsøg på at bagatellisere dem.

Hvis jeg var borderliner, var det måske nemmere at gebærde sig uden alle de stemmer i hverdagen … og nu tror du måske for alvor, at jeg er skør, men stemmerne er dem i medierne, som fanger mig overalt, og som fortæller mig, at det, jeg gør, er sundt, korrekt og stærkt.

Jeg gør lige nøjagtigt alt det, de fortæller mig. Og lidt til. For de fortæller mig også, at man ofte undervurderer kalorieindholdet i en fødevare. Jeg skal ikke stole på min egen dømmekraft, råber crossfit-træneren.

Bliver jo nødt til at træne

Apropos crossfit. Jeg bliver nødt til at gå i fitness, minimum fem gange om ugen. Hver uge. Jeg har jo, gennem min anoreksi øget risiko for knogleskørhed, og den risiko kan mindskes betragteligt, hvis jeg holder mine muskler stærke. Det kan I vel nok forstå? Det har jeg læst på sundforskning.dk. Så det er OK.

Al træning og fysisk aktivitet er OK, for de fortæller mig i radioen og i programmet Lægen flytter ind, at man skal forbrænde dét, man indtager, ellers bliver man overvægtig. Ingen i dagens Danmark har brug for tandsmør. Det sætter sig som »dårligt fedt«, siger de.

»Strong is the new skinny«, fortæller de mig i et program på DR3.

Jeg kan bære den kolossalt tunge værktøjskasse på mit fritidsjob som handywoman, med en smøg i den anden hånd. Når min muskulatur er markeret, er jeg jo blot et aktivt menneske med en naturligt lav fedtprocent, slank og smuk. Det fortæller de mig.

Kalorietælling, udrensningskure og kosttilskud skaber tryghed for mig. Tryghed gennem kontrollen. Kliché. Men de siger jo til mig, i serien Sandheden om kalorier på DR, at jeg skal tælle kalorier. At vi dumme, tykke og ukontrollerede mennesker konstant skal læse, hvor mange kalorier en fødevare indeholder. Herefter skal vi fortælle os selv, at så mange kalorier har vi slet ikke brug for. Kalorier er onde.

De fortæller mig også, at jeg skal få styr på mit blodsukker. Hvis man er tyk, så er man dum. For man bestemmer faktisk selv, om man vil være tyk. Hvis du gør det, medierne fortæller dig, bliver du ikke tyk.

Men nu er det pludselig OK at være lidt tyk, fortæller ny forskning mig – det kan faktisk være sundt nok, hvis alt det, du spiser, altså er blomkål. Men det er selvfølgelig løgn, en tam undskyldning, som de, der stadig har lidt hvalpefedt, kan bruge som skjold mod mediernes fatshaming.

Det lykkes mig i perioder at tro på min facade og de ting, jeg ønsker at udstråle. At jeg spiser ganske normalt, og at jeg ikke tvangsmotionerer. Jeg kan præstere at være inaktiv et (helt!) halvt døgns tid, og spise lidt mere chokolade, end jeg forbrænder.

Disse perioder er næsten skizofrene for mig. De bringer lykkefølelse og styrke, samvær med dem, jeg elsker, men samtidig dyb ulykkelighed. Jeg ved, at de gode perioder blot er endnu et led i vedligeholdelsen af den spiseforstyrrelse, jeg har levet med i så mange år. Og at perioderne afløses af tilbagegang og stagnering.

Hvis jeg skal holde mig ude af det enormt ineffektive, offentlige behandlingssystem, må jeg ikke komme længere ned end 41 kilo. Og netop derfor muntrer min spiseforstyrrelse sig med at give mig sunde minder, hvor jeg rent faktisk vægtøger og overkommer ekstremt angstfyldte spisesituationer. For den ved præcis, hvornår den skal stikke sit grimme ansigt frem igen og begynde at diktere, så vægten går ned. Øjeblikket er typisk inde, når den møder de hellige reklamer og medier.

Et anorektisk samfund

Vi må og skal stille os kritiske over for de informationer, vi bombarderes med fra medier og offentlige instanser, men jeg kender faktisk ingen, som på en sund måde er i stand til at filtrere alle de informationer om kost og motion. Jeg kender derimod mange sunde, stærke og intelligente mennesker, som er velreflekterede og robuste. Selv de bliver nervøse, når der serveres kage.

Selvfølgelig skaber den ekstreme motions- og kropsfokusering i vores samfund en modreaktion, og det er ikke noget nyt. Sundhedstrends og modreaktioner lever af hinanden.

Lige nu er der eksempelvis næsten åben krig på de sociale medier. På den ene front står det holistiske, selvhelbredende, gurkemejespisende segment, som består af mange anerkendte kokke og selvudnævnte sundhedsguruer. De tager afstand fra de officielle kostråd. På den anden finder vi modreaktionen, som repræsenteres af det mere videnskabelige, lægelige og akademiske segment, som gør op med bandlyste fødevarer.

Hvad skal vi tro på? Jeg er ikke dum, uoplyst eller ureflekteret. Jeg er anorektiker. Jeg tror stadig på meget af det, de fortæller mig fra begge sider, hvis min anoreksi synes, det passer ind i nogle af mine syge, asketiske mønstre. Jeg lever i et anorektisk samfund, så jeg adskiller mig faktisk ikke fra normen – kun i kraft af min skikkelse.

Emma Wolff er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Kristian Laursen
    Kristian Laursen
  • Brugerbillede for Maiken Guttorm
    Maiken Guttorm
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
Niels Nielsen, Poul Solrart Sørensen, Kristian Laursen, Maiken Guttorm, Carsten Mortensen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Viggo Okholm

Emma:
Egentlig uhyggelig læsning, der fortæller mig at du har tabt din hjernes og tankes magt til en verden af madspekulanter. Jeg kan håbe du og dit sind tager den sung de magt mod sund fornuft, der fortæller at mad generelt er et nødvendigt middel for at leve i balance og slappe af i det. Det er ok at være slank, hvis man har det godt med det, men ikke fordi diverse kostkonsulenter og trendsættere tager magt.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Anorigtig eller ikke rigtig klog? Nogle bliver kønnere af at tabe sig, andre kommer til at se skrækkelige ud. Hvis du ikke selv kan tolke dit spejlbillede eller har svært ved at mærke efter, så få venner eller familie til at hjælpe dig. Det er det de er der for. Men du skal aldrig spørge en moderedaktør. Madspekulanter? De har alverdens råd og der er altid et eller andet nyt der skal prøves. Det kan man gøre ved siden af, for sjov skyld, men man skal selvfølgelig ikke tage det for alvorligt. Det er lidt lige som med madopskrifter. Kan du lide at lave mad, så finder du din egen stil og lægger til og trækker fra. Held og lykke med din anoreksi.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Nåe ja. Glemte lige spiseforstyrrelse. Det er der ikke noget der hedder. Med nutidens fastfood og de forskellige "bars" og prefab sandwiches osv. kan man sagtens spise, selv om man bliver forstyrret, med mindre begge hænder er optaget af noget andet. Og hvis du alligevel føler dig forstyrret, så udsæt evt. måltidet for en stund eller til du kommer hjem. Det tager du ikke skade af. Det er altid en rigtig god idé at lære sig at lave ordentligt mad, for man ved jo aldrig hvad de kommer i de der "bars".

Brugerbillede for Carsten Mortensen
Carsten Mortensen

Ja, de kravler på hinanden for at komme til at fortælle hvad andre skal eller burde.
Livet er noget man selv skal erobre - og det er ikke blevet lettere!

Niels Nielsen, Casper Hansen, Rikke Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maiken Guttorm
Maiken Guttorm

Kære Emma. Når du er kommet forbi de velmenende råd i kommentarerne, som i øvrigt ligger i forlængelse af emnet for dit debatindlæg, så skal du vide, at nogle af os genkender det du skriver. Jeg kan genkende dine eksempler, jeg kan genkende trangen til at få ro for stemmerne i radioen, TV'et, avisen og på nettet, som hele tiden vil os noget - vel at mærke lave noget om på os. Jeg holdt op med at tro stemmerne en dag 'en undersøgelse' havde fundet indikatorer på, at havregryn kunne være kræftfremkaldende. Det var lige præcis dér, de, sikkert dårligt rapporterede, undersøgelser mistede betydningen for mit vedkommende. Men bare fordi man ikke længere tager det alvorligt, betyder det ikke, at man kan slippe for at høre på det. Og af og til blive påvirket. Du har en del af dig, der næres af informationerne, hvilket gør det sværere at slippe. De bedste ønsker fremover.

Brugerbillede for Peter Jensen

Det anorektiske samfund er vist en tilsnigelse, men et forstyrret samfund med en bizar medieproduktion er der vist en hel del om. Man kunne fristes til at skrive at sådan er kapitalismen, og det skyldes nok at der er noget om det. Profitmaximering og en velopdyrket grådighed trækker hovedparten af den kedelige informations- og dissocieringsdynamik, som den pæne pige i artiklen er fanget i. Fremmedgjort i en forfærdeligt forfængelig kultur - hvor det centrale spørgsmål for mange bliver hvem og hvad de skal tro på ... fremfor hvad der kan mærkes, hvad refleksion og intuition viser, hvad vore historiske erfaringer giver os. Kropløst, sanseløst, åndløst og historieløst.

Brugerbillede for Rune Rasmussen
Rune Rasmussen

Kære Emma Wolff

Jeg betragter din kronik, som en du har skrevet for at få hjælp. Et forsøg på at nå ud til nogen, der kan medvirke til at få dig til at ændre kurs væk fra det selvdetruktive og frem imod det selvkærlige. Jeg har ikke synderligt forstand på anoreksi, derfor vil jeg råde dig til at søge al den hjælp, du kan få til din sygdom, så erkendelsen af at det netop er en sygdom får helt fat. Der er ingen højere autoritet i dit liv end dig selv. Få fat i den autoritet, din egen via hjælp fra andre relevante personer, så den udraderer alle de andre, der netop forsøger via medier eller andet at komme med "velmenende" råd. Kæmp imod den stemme i dig, der vil have dig til at fortsætte med anoreksien. Jeg læste en enkelt bog om anoreksi, som jeg hørte godt om fra andre for at prøve at forstå lidt af sygdommen. Måske den også vil være brugbar i dit forløb: https://www.goodreads.com/book/show/623533.The_Secret_Language_of_Eating...

Held og lykke med det hele.

@Søren Kristensen

Sjældent har jeg set mere misforstået, forfærdelig mansplaining, og en mere malplaceret kompliment på værst tænkeligt tingsliggørende facon som i dine kommentarer. Du henvender dig til Emma Wolff som via denne kronik måske for første gang i meget lang tid har betroet sig til nogen, hvem som helst, og fortæller hende, at hun "ser virkelig sød, farlig og sexet ud på billedet og jeg kan godt forstå du gerne vil se sådan ud, som 25-årig". Du opfordrer hende med andre ord til at forblive syg og ikke bare forblive syg men dyrke en sygdom, der kan udvikle sig til en livsfarlig af slagsen. Det ville klæde dig, og i øvrigt enhver anden, at holde op med at komme med den slags og i stedet netop holde kæft, som du selv er inde på, indtil du evt. har sat dig ind i f. eks. anoreksi, som der her er tale om. En anoreksi hvis følgevirkninger står tydeligt frem, hvis man kigger på Emma Wolffs ben på billedet.

Rikke Nielsen, Charlotte Svensgaard og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Rune Rasmussen: meget enig med dig i dit indlæg, men ikke enig i den noget hårde kritik af Søren.
Mon ikke Emma kan læse Sørens forsøg på sort humor mellem linjerne ?
Jo anoreksi er en forbandet lidelse og kan være svært at forstå for omgivelserne. Vores hjerne og tænkemekanisme er i det hele taget ikke altid hensigtsmæssig for individet og dets sin altid. her e ringen lette løsninger og medicin bliver oftest et valg mellem pest og kolera og sætningen :tag dig sammen er lige så nyttesløs og skadelig.

Brugerbillede for Rikke Nielsen
Rikke Nielsen

Jeg er meget enig med dig i, at vi lever i en anoerektisk samfund - eller kvinder gør. Det vidner Søren Kristensens dybt perfide kommentar omkring at konsekvensen af din sygdom er sexet. Hvor lavt kan man egentlig tillade sig at falde! Anoereksi er ikke en forbandet lidelse; anoereksi er en dødelig lidelse og det er jo også derfor Emma hele tiden skal passe på med de 41 kg.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Beklager mine perfide udtalelser, da det viser sig at anoreksi ikke har noget at gøre med hverken sex, kostråd, modebranche eller andre former for ydre transaktioner, men slet og ret er en medfødt disposition/hjernefejl. Man bliver hele tiden klogere og hvor er det godt endelig at få lagt myterne om anoreksiens opståen, hensigter og konsekvenser i graven. Men selvfølgelig ærgerligt for Emma, der nu må konstatere, at der også er noget galt med hendes hjerne.

http://jyllands-posten.dk/livsstil/familiesundhed/sundhed/ECE3460418/For...

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Alle religioner har spiseråd, der udgør religioens indentitet og det samme gælder nogen nationaliste retninger så som danskhed, hvor alle bør spise and eller flæskesteg den 24 dec. Endvidere kræver danskheden at man skal drikke øl flere gange om ugen - og i den sammenhæng overrasker det mig, at DF ikke har foreslået at sende folk med anaroksi tilbage til der hvor de kommer fra, de jo har helt klart ikke tilpasset sig danskheden....
... spøg til side, men vi spørge os selv hvordan religionernes fiksering på, hvornår og hvad man må spise og så annoreksi.... det kan være der gemmer sig en "kræsen nisse" i disse sammenhænge som fortjener mere opmærksomhed.