Læsetid 6 min.

Jeg er mor til et menneske, der er kommet på gale veje

Hvordan motiverer man kriminelle til et andet liv end det som fængselsindsat? Og er det vigtigt? Søren Pape mener ikke, at resocialisering af bandemedlemmer skal prioriteres, men hvem skal så sikre, at de fungerer som mennesker og måske kommer ud på den anden side?
Resocialisering er ikke i fokus i den nye bandepakke. Tværtimod. Ikke med et eneste ord nævnes den indsats, der er nødvendig for at motivere et menneske til at indgå i et exit-forløb. Ikke med et eneste ord nævnes de nedskæringer, som underminerer muligheden for besøg og giver fængselsbetjentene så meget at lave, at de ikke har tid til at se sig selv som mennesker, der kan gøre en forskel, skriver dagens kronikør.

Resocialisering er ikke i fokus i den nye bandepakke. Tværtimod. Ikke med et eneste ord nævnes den indsats, der er nødvendig for at motivere et menneske til at indgå i et exit-forløb. Ikke med et eneste ord nævnes de nedskæringer, som underminerer muligheden for besøg og giver fængselsbetjentene så meget at lave, at de ikke har tid til at se sig selv som mennesker, der kan gøre en forskel, skriver dagens kronikør.

Unger Anthon
11. marts 2017

Da vi klager over, hvor svært det er at få en besøgstid, så vi kan være sammen med vores søn, er fængselsbetjenten helt med: »Der er snart skåret så meget ned på besøgene, at vi ikke kan få vores timer,« siger han. »De, der har siddet her rigtig længe, har haft ret til tre besøg om ugen, men det er også skåret ned nu.«

Han ryster på hovedet og forstår godt, at vi synes, det er mærkeligt, at man bygger en fin ny besøgsbygning og samtidig skærer ned på de besøg, som er de indsattes link til verden udenfor. Til det liv, der gerne skal blive bedre på den anden side af tunnelen.

I over et år har min søn været opbevaret i arrester og fængsler. Vi har besøgt ham i Holbæk, Ringsted, Hillerød, Køge, Frederikssund og København.

Som del af et uigennemskueligt puslespil har han været flyttet fra sted til sted, og vi har taget fri fra arbejde og siddet der sammen med skiftende betjente, empatiske eller ligeglade, hjertelige eller professionelle, hjælpsomme eller afvisende. Alle med avisen, bogen eller telefonen foran sig, men skarpt lyttende til vores samtale. Indtil dommen faldt, og vi fik fri tale og privatliv og tidspunkter, der ligger bedre i forhold til et normalt arbejdsliv.

I Vestre Fængsel bestilles besøg en uge frem, og uanset hvad man ellers beskæftiger sig med, skal man være klar ved telefonen kl. 14.00, hvor besøgsbestillingen begynder. Alligevel kan man regne med at være nummer 27 i køen, vente i en time og måske ikke få en tid.

Jeg er mor til et menneske. Et menneske, der ved, han er kommet på gale veje, men endnu ikke kan se en alternativ vej.

Når vi besøger ham, har vi det rart. Vi snakker om indretning af stuen, om politik, arbejde, fødselsdage, gæster, musik – men vi snakker også om den frustration og usikkerhed, der er min søns dagligdag. Og vi snakker om frustrationen og sorgen, der fylder hos os.

Og noget rykker sig, når han ser os alle fire, når vi har det rart, når han mærker, at vi er der og altid vil være der, når vi uden fordømmelse stiller ham spørgsmål til refleksion. Og jeg tænker, at det kunne rykke endnu mere, hvis vi kunne besøge ham oftere.

Ingen tid til motivation

Resocialisering er ikke i fokus i den nye bandepakke. Tværtimod. Ikke med et eneste ord nævnes den indsats, der er nødvendig for at motivere et menneske til at indgå i et exitforløb. Ikke med et eneste ord nævnes de nedskæringer, som underminerer muligheden for besøg og giver fængselsbetjentene så meget at lave, at de ikke har tid til at se sig selv som mennesker, der kan gøre en forskel.

»Fængselsbetjentene er søde på den her afdeling,« siger min søn. Og han beskriver, hvordan de laver sjov med de indsatte, finder en håndfuld rullepapir, når han har glemt at købe og trænger til en smøg, siger, at de forstår frustrationen, bakker op om fodboldtid i hallen, leder efter løsninger i stedet for problemer.

Og det betyder noget. Det betyder noget, at man som indsat bliver mødt relevant og empatisk af personalet. At der er tid til at stille spørgsmål og reflektere sammen. Tid til sammen at finde mening i tilværelsen. På den afdeling kæmper de, og min søn beskriver, hvordan fængselsbetjentene selv giver udtryk for, at de har for travlt. Hvordan de beder de indsatte klage opad i systemet, så det bliver synligt, at de er for få til at løfte opgaven.

Min søn beklager sig sjældent. Det gode forhold til fængselsbetjentene på denne afdeling gør, at han accepterer at vente i halve timer på at blive låst ud fra badet eller toilettet. At han accepterer ikke at vide, hvornår gårdturen falder den dag, og hvor lang den bliver. Accepterer at skrive mange anmodninger, før socialrådgiveren indfinder sig. Accepterer, når noget ikke kan lade sig gøre. Men han kan høre den råben og skrigen, der er på afdelingen nedenunder.

Menneske i et fællesskab

Min søn er blevet god til at spille Fifa. Og god til at stirre ind i væggen. God til at vente. I over et år har han siddet til opbevaring. Intet andet.

Han vil gerne i skole, men det har kun kunnet lade sig gøre i én af de mange arrester, der har været hans midlertidige bopæl. Når man er dømt efter bandelovgivningen, kan man ikke gå i skole eller arbejde sammen med andre. ’Skolearbejdet’ har derfor bestået i at se en masse dokumentarfilm og lave referater af dem. Og ingen har fulgt op på noget af det.

At kunne vente er selvfølgelig også en kompetence af værdi. Alligevel er det svært at forstå, at min søn på fjerde måned efter domfældelsen venter på at blive overført til det fængsel, som han skal afsone i (det syvende). Når han begynder sin afsoning, vil han kunne komme i en form for uddannelse eller job. Finde mening i noget. Lave sin egen mad.

Læs også

Jeg ved, at det at mestre et fag eller være på vej mod noget, der kan betyde et regulært job i den anden ende, er en vigtig faktor i resocialiseringen af et menneske, der har begået kriminalitet. At nye fællesskaber er af stor betydning. Andre ved det også, selv om man ikke skulle tro det.

Jeg er mor, og selv om jeg tager afstand fra det, min søn har gjort, så er han for altid min søn, og familiens hjem er også hans. At han ved dét, er også en vej tilbage.

Den nye bandepakke lægger op til, at dømte kan nægtes adgang til de kommuner, hvor de har begået kriminalitet. Sker det for min søn, vil han ikke kunne besøge familien, deltage i fødselsdage, konfirmationer, jul, nytår eller andre mærkedage. Han vil ikke kunne være i familiære omgivelser, ikke kunne opleve det almindelige levede liv, som også er en del af vejen til en beslutning, der kan føre til en bedre fremtid.

Jeg forestiller mig, at det mentalt må være endnu værre at blive lukket ude end at blive lukket inde. At følelsen af at være ekskluderet, ikke at passe ind, ikke at være en del af noget giver et skub i retning af de kriminelle eller radikaliserede fællesskaber, som samfundet netop ønsker at opløse.

Det er klart, at min søn ligesom alle andre må modtage straffen for det, han har gjort. Og det er klart, at det drejer sig om at undgå gentagelse og sikre retsfølelsen. Men for alle parters skyld er det nødvendigt at give ham og alle de andre muligheden for et andet liv, muligheden for at vælge anderledes.

Holdninger frem for fakta

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mener, det er »spild af ressourcer at resocialisere bandemedlemmer (…), som ikke har nogen intention om at forlade bandemiljøet« (Fængselsfunktionæren 17. januar).

Hans holdning skriver sig ind i en diskurs, hvor mennesker kun er mennesker, hvis de opfører sig som samfundet ønsker. Gør de ikke dét, smider vi dem til (hjem)lande, som de aldrig har boet i, nægter dem at færdes på deres hjemstavn efter endt afsoning og gør livet i fængslet hårdt. »Det skal være hårdt at være i fængsel. Det skal ikke føles godt,« fastslog justitsministeren i et interview i Information i fredags (10. marts).

Og nej, Søren Papes beslutninger er ikke funderet i undersøgelser, der viser, at metoderne virker. Det siger han selv (DR den 26. januar). Beslutningerne er kun funderet i holdninger.

Jeg ønsker mig, at vi som samfund arbejder på at sikre, at alle borgere kan leve et meningsfuldt liv uden frygt for kriminalitet. Derfor bliver vi nødt til at arbejde med de mennesker, der begår kriminaliteten. Forebyggende og resocialiserende. Og i høj grad motiverende. Give dem fællesskaber, mening i tilværelsen, rum for refleksion. Ingen vælger et kriminelt liv, hvis der er et alternativ.

Vi bliver nødt til at arbejde med dem, der begår kriminaliteten. For deres egen skyld, og for samfundets. Og måske for fængselsbetjentenes sikkerheds skyld.

Jeg er mor til et menneske, som jeg af hele mit hjerte ønsker et godt liv, som også kan bidrage til det store fællesskab. Med bandepakken svigter Søren Pape os alle sammen.

Anne Andresen er pårørende til fængselsindsat

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
  • Brugerbillede for Nanna Wulff M.
    Nanna Wulff M.
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Martin Madsen
    Martin Madsen
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Mette Poulsen, Nanna Wulff M., David Zennaro, Martin Madsen, Kristen Carsten Munk og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Johanna Haas

Tak til Anne Andersen for et indblik og et velfunderet opråb, der er skrevet, så selv justitsministeren burde kunne forstå det.
Forstemmende er de konklusioner man blandt andet kan drage: hårdhed for hårdheden skyld, pinsel for pinslens skyld er åbenbart det, der i dagens Danmark for politikernes popularitetsbsrometer op at ringe.
Hvem er samfundet hård ved for hårdheden skyld? Hvem piner samfundet for pinslens skyld?
Alle dem som falder udenfor samfundet; dem som den almindelige borger aldrig tror, hun eller han kommer til at tilhøre.
Jeg ønsker Anne Andersens søn et godt liv efter endt afsoning - med den mor, den familiære opbakning og den vilje til refleksion som Anbe Andersens søn har skal det nok lykkes for ham trods nedskæringer og forringede muligheder for besøg med mere.
Men hvad med dem, som ikke er så heldigt stillet? Hvad med dem, som er afhængige af, at systemet har ressourcer i tilstrækkelig grad til, at de fængselsansatte fremtræder menneskelige, konstruktive og imødekommende og kan give input til dem, hvor familien ikke kan gøre det?
Og hvad med den mentalitetsændring man kan frygte opstår hos fængselsbetjentene med justitsministerens fordummende og brutaliserende udtalelser?
Det er forskel på de mennesker, der søger ind som og arbejder som fængselsbetjente for at hjælpe til at resocialisere og dem, der søger ind, fordi tanken om magt over andre virker tillokkende. Ministerudtalelser som justitsministerens øger risikoen for at fængselsbetjente af den første type får sværere ved, at sætte sig igennem overfor den anden type. Samfundsdiskursen har direkte indvirkning på arbejdsmiljøet og på intentionerne hos de ansatte.

Svend Erik Sokkelund, Carsten Wienholtz og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Anne Andresen

"Ingen vælger et kriminelt liv, hvis der er et alternativ."

Det er da i hvert fald løgn.

Et af de store problemer ved resocialisering af bl. a. bandemedlemmer er netop det fald i respekt, indkomst, adrenalin-sus m.v, som vedkommende oplever ved overgang til et 8-16 arbejde.

Brugerbillede for Pernille Haagensen
Pernille Haagensen

Kære Anne, det kunne have været mig der skrev din kronik, Jeg har desværre samme historie med min dejlige søn. Min eneste trøst var, efter en anholdelse, at nu fik han da endelig ro til at komme videre med en uddannelse. Nu fik han endelig mulighed for at få diverse selvudviklende kurser ... ny chance! Men ak, da min søn betegnes som banderelateret, sidder han nu i cellen 23 timer i døgnet og de eneste mennesker han må omgås er bandemedlemmer, han er fastlåst i mere end en forstand. Jeg gruer for at få en søn løsladt, jeg ikke kan genkende. Så pøj pøj.

Carsten Wienholtz, Lise Lotte Rahbek, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bent Andersen
Bent Andersen

Kære Anne. Din søn havde de samme valgmuligheder som alle andre unge, men i stedet for at tage en uddannelse valgte han at blive kriminel. Jeg forestiller mig endda, at han stod i lære som småkriminel, før han viste sig kvalificeret til en position i bandemiljøet. Godt. Kan vi så blive enige om, at han ikke er et offer? Og at samfundet nødvendigvis må beskytte sig - os andre - imod ham ved at markere, at hans valg har konsekvenser? Når han løslades, har han igen de samme valgmuligheder som andre unge. For eksempel at begynde på en uddannelse og i det hele taget med egne næver skabe en tilværelse, hvor han ikke udsættes for de ubehageligheder, han for tiden oplever i fængslet. Det eneste, han skal gøre som nyt, frit menneske, er sådan set at lade være med at udsætte samfundet - os andre - for de ubehageligheder, der skaffede ham en dom og et fængselsophold. Nej, det er ikke synd for din søn. Det er...konsekvens.

Brugerbillede for Mette Poulsen
Mette Poulsen

Din søn har en lang kamp foran sig: accept af egne fejltagelser, ønske og vilje om noget andet, hårdt arbejde for at ændre sin livsbane OG accept af at egne tidligere fejlvalg får indflydelse på nutiden og fremtiden, måske for altid.
Hans valg om en kriminel livsbane har konsekvenser for familien, kæresten og vennerne. Og måske falder nogle fra. Måske bliver det bøvlet med at fejre fødselsdage. Måske det er bøvlet at skulle vente i telefonkø kl 14. Og hvad så? Det er nok også lidt bøvlet for dem, din søn har solgt narko til, banket, afpresset eller hvad han nu har gjort. Alt bøvlet er direkte konsekvenser af din søns handlinger.
Jeg håber, din søn kommer på rette spor for sin egen, sin families og for samfundets skyld.

Brugerbillede for Morten Lynge

"...men hvem skal så sikre, at de fungerer som mennesker og måske kommer ud på den anden side?"
Hvad med... dem selv...? Ellers må de vel blive siddende...

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Hvad er det for noget vrøvl om, at han har valgt at blive kriminel?
Det er jo ikke lissom han har stået og valgt mellem to veje, vel.
Han har udført kriminelle handlinger - altså handlinger som gårr imod vores fælles regler og love. Det er sgu da ikke det samme om at han har valgt konsekvent at gå over for rødt, køre imod færdselsretningen, myrde alle de mennesker han ikke kan lide, eller altid stjæle slik fra børn.
Hold nu op med detder valg-retorik.

Vi lever allesammen liv, hvor vi indimellem træffer tåbelige, dumme eller ondskabsfulde beslutninger. Selv de mest gloriepudsende, bedrevidende moraliserende, nedladende skiderikker begår fejl. Fordi vi er mennesker. Mennesker er for størsteparten nogenlunde fornuftige, men nogle gange går det galt. Og så bliver vi straffede af fællesskabet - hvis lovovertrædelsen bliver opdaget.

Det er det der sker bagefter, som ovenstående indlæg handler om. Ikke om hvorvidt man skal fordømme loveovertrædelser, for det er der næppe den store uenighed om.
Mene hvad skal vi stille op med menneskene bagefter? Har de så overstået deres straf, eller skal vi blive ved med at straffe dem og gøre dem til u-mennesker for altid?

Dorte Sørensen, Svend Erik Sokkelund og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming S. Andersen
Flemming S. Andersen

Ingen bliver bedre mennesker af at afsone en fængselsstraf.
Omvendt er der typer samfundet ikke er tjent med går løs rundt i samfundet, før de holder op med at skade andre og rets eller hævnfølelsen skal også have sit stålpund.

Men vi skal ikke blive hverken middelalderlige, katolske eller overdrevent konservative hævngerrige i hovedet, for det gavner ingen.....heller ikke Papes galluptal.

Brugerbillede for Bent Andersen
Bent Andersen

Samfundet kan række og strække sig så-og-så-langt i forhold til hver enkelt af os. Hver kriminel er et menneske. Hver kræftpatient er et menneske. Hver flygtning er et menneske. Hver narkoman er et menneske. Hvert barn er et menneske. Når jeg bliver lidt ældre, er jeg et gammelt menneske. Hvis vi allesammen rækker armene op mod Mor Danmark og hvisker 'bær mig'. Altså. Hvor meget kan vi forlange af hende?
Og, Lise Lotte Rahbek. Tak for belæring. Altid godt at høre fra de yderste banaliteter. Mildemagter , Lise Lotte. Manden er hard core bandekriminel. Mor skriver fortvivlet om sin lille drengs lidelser. Men, stadig, hvordan skal Danmark kunne administrere og betale for alle de særhensyn?

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Bent Andersen
Jeg er egentlig ikke interesseret i, hvad du mener om mennesker, som du kalder hardcore bandekriminel, medmindre du kender fyren og hans vilkår.

Det der KAN være interessant, er hvad du mener der skal ske med mennesker under og bagefter deres straf, når samfundet ikke skal hjælpe dem?

Brugerbillede for Helle Walther
Helle Walther

Det de fire unge er sigtet for er slemt, men de er ikke dømt. Endnu.Pape er meget sort hvid i alt, men han bør lytte til forskningen, der siger at strengere straffe til ikke hårde kriminelle aldrig har hjulpet. Jeg ville lytte til de, der har skoen på, fængselsbetjentene og politiet. Jeg ser intet forkert i en lille julegave til max 100 kr, til indsatte, eller at unge under 18 år kan afsone hjemme, mens de passer skole osv og overholde de regler der er sat. Der er i 9 ud af ti tilfælde en grund til folk havner i kriminalitet. Det skal de ikke fastholdes i, men ud af, så vidt det er muligt. Det er en samfundsopgave.

Og offeret skal klart hjælpes på alle måder, og gerningsmanden konfronteres med det han/ hun har gjort. Det er så primitivt kun at sige hårdere straffe til lt og alle som pape gør, det mener jeg.