Kommentar

Vi er nået til Kræftplan 4, men en seriøs Psykiatriplan 1 mangler stadig

Det er, som om politikerne overser, at de psykiatriske hospitaler er rigtige hospitaler, hvor mennesker er indlagt eller henvist til, fordi de er alvorligt syge
Det er, som om politikerne overser, at de psykiatriske hospitaler er rigtige hospitaler, hvor mennesker er indlagt eller henvist til, fordi de er alvorligt syge

Michael Drost-Hansen

2. marts 2017

»En aften sidste efterår modtog Psykiatrisk Hospital i Risskov en svært psykotisk patient, som blev aggressiv, hver gang personalet nærmede sig. Da den syge pludselig gik amok, tilkaldte personalet først nabohjælp og siden politi. En hel delegation af politifolk iført skjolde og skudsikre veste stormede værelset og overmandede patienten med hjælp af skum og peberspray.«

Sådan skildrer Dagens Medicin episoden, der var meget ubehagelig for både patient og personale. Den viser, hvordan hverdagen er blevet hårdere, sværere og mere uforudsigelig for både patienterne og personalet på de psykiatriske afdelinger i Danmark – den slags episoder oplevede man yderst sjældent for bare fem år siden.

Den negative udvikling går stærkt. Alle grupper af ansatte oplever i stigende omfang at blive udsat for vold og trusler på psykiatriske afdelinger og på bosteder. Inden for de seneste år har der været ikke mindre end fem drab på medarbejdere. Vold og trusler er desværre den barske hverdag.

Den udvikling afspejler både en forråelse i samfundet, stærkt stigende problemer med stof- og alkoholmisbrug og et utilstrækkeligt social- og sundhedsvæsen. Mange patienter bruger i dag stoffer, som fremmer aggression, psykiatrien er under et kraftigt politisk pres for at udskrive patienterne hurtigst muligt, og bostederne mangler ansatte til at tage hånd om beboernes alvorlige psykiske sygdomme og misbrug.

Konsekvensen er, at psykiatrien i både regioner og kommuner er fanget i en nedadgående spiral, hvor patienterne får det værre og værre, og hvor det bliver stadig sværere at rekruttere personale. Oven i det kæmper psykiatrien med et årtier langt økonomisk efterslæb, som langt fra er indhentet med den første psykiatriplan fra 2014.

Vold og trusler

En lang række undersøgelser dokumenterer, at personalet i psykiatrien udsættes for vold.

To ud af tre af medlemmer af FOA og Dansk Sygeplejeråd, som er ansat i psykiatrien, svarer i medlemsundersøgelser, at de selv har været udsat for vold og trusler inden for det seneste år. Det er et bekymrende stort flertal. Yngre Lægers undersøgelse viste, at ud af 300 tilfælde af vold mod en læge i 2016 fandt de 130 tilfælde sted i psykiatrien. En voldsom overrepræsentation. Alle faggrupper frygter udviklingen.

Men vold og trusler er desværre kun en del af de problemer, de ansatte kæmper med i psykiatrien. Det er veldokumenteret, at psykisk syge patienter udskrives op til weekenden fra psykiatriske hospitaler, selv om patienterne ikke er raske nok til at komme hjem.

Det sker ikke med personalets gode vilje. Men det er desværre en konsekvens af, at psykiatrien lider under et årelangt økonomisk efterslæb og nedskæring i antallet af senge. Underbemanding og krav om større effektivitet – to procent om året – sætter dagligt personalet under pres. Sundhedsvæsnet skal løse stadig flere opgaver, uden at der er penge med. Det går i sidste ende ud over patienterne, der er de svageste af vores medborgere.

Lad os lave en plan

Her tillader vi os at spørge, hvorfor vi i dette land er på Kræftplan 4, mens politikerne endnu ikke har vedtaget en seriøs, langsigtet og gennemfinansieret Psykiatriplan? Satspuljepartierne vedtog ganske vist en handlingsplan for psykiatrien med ekstra finansiering til 2015-2018. Men med den anden hånd har økonomiaftalerne efterfølgende år for år videreført det årlige to-procents produktivitetskrav, som systematisk æder af de nytilførte penge.

Men psykiatriske hospitaler – der er vores medlemmers daglige arbejdsplads – er altså rigtige hospitaler, hvor mennesker er indlagt eller henvist til, fordi de er alvorligt syge. Det er ikke og må ikke blive 2. klasses-hospitaler. Derfor efterlyser vi politikere, der vil og tør tage ansvar for psykiatrien. Som ved, at normeringerne skal øges - både flere senge og bedre ambulant behandling - og som erkender, at problemerne i psykiatrien ikke er lokale, men er et overordnet nationalt problem.

Det nytter ikke, at de psykiatriske projekter er finansieret gennem midlertidige midler, der igen falder bort. Det nytter heller ikke, at vi kun retter blikket mod behandlings- og socialpsykiatrien. Og det nytter slet ikke med psykiatriske festtaler, når der er valg.

Det er det lange, seje træk i dagligdagen, vi skal have gang i. Så patienterne får det bedre – så tvang undgås, så narkoen holdes ude, og så der er ro til det enkelte menneske, hvad enten det er patient eller ansat. Tænk hvis der var tid til at behandle patienterne tilstrækkeligt, når de er indlagt, så genindlæggelser kunne undgås.

Så igangsæt en involverende proces om en ny og langsigtet Psykiatriplan, hvor der er afsat tilstrækkeligt med ressourcer – vi er klar til at byde ind. Og så lover vi jer, at vores medlemmer bliver ved med at yde en kæmpe indsats i psykiatrien. For vi må løfte opgaven sammen.

Camilla Rathcke er formand Yngre Læger. Grete Christensen er formand Sundhedskartellet. Anja Mitchell er formand Overlægeforeningen. Karen Stæhr er formand FOAs social- og sundhedssektor. Nathali Schaap Degn er formand Danske Lægesekretærer/HK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Colin Bradley

I 1978 lykkedes det for en meget visionær italiensk psykiater, Franco Basaglia, at overtale byrådet i Trieste til at lukke det psykiatriske hospital helt og indføre i stedet en række små klinikker med mulighed for korttids indlæggelse på frivillig basis, samt en udvidet form for distrikts og social psykiatri med være- og mødesteder, botilbud, undervisnings og beskæftigelses tilbud. Tvang blev drastisk nedbragt. Modellen blev kåret som en stor succes og spredte til andre dele af Italien, kulminerende i vedtagelse af lov 180, hvilket sigtede mod ulovliggørelse af indespærring af syge mennesker på hospitalsafdelinger.
Der har været varierende rapporter om hvor godt eksperimentet også er lykkes i andre dele af Italien. Men Trieste fortsætter ufortrødent, og projektet er for længst ophørt med at være eksperiment og er nu indiskutabelt den etablerede psykiatriske behandlingstilbud i byen, som størrelsesmæssigt kan sammenlignes med Århus.
I første dele af 00'erne med LLR i spidsen som Indenrigs- og sundhedsminister, gentegnes Danmarks Indenrigskort, inkluderende hermed en ny fordeling af sundhedsopgaverne tidligere varetaget af kommunerne og amterne. I 2000 havde Løkke været i Rom med et sundhedsudvalg fra Frederiksborg Amt; her kan han muligvis have stiftet bekendtskab med Basaglias famøse eksperiment. Uanset hvad, blev en væsentlig del af strukturreformens anbefalinger til en ny vision for psykiatri med fokus på sidestilling af psykiatri med somatik, diagnose i stedet for sektor opdeling af indsatsen, udbygning af ambulant psykiatriske tilbud og overførelse af mange af rehabiliteringspsykiatriens opgaver fra amterne til kommunerne. Fidusen var selvfølgelig muligheden for lukning af flere af de dyre hospitalssenge, samt strammere styring af budgetterne ved at fratage de nye Regioner den mulighed Amterne havde for at inddrive egne skatter.
Hvis Løkke et al var blevet inspireret af den italienske eksperiment, så var det ikke Basaglias faglige begrundelser og resultater der fik mundvandet til at løbe men derimod tanken om at disse faglige argumenter kunne bruges herhjemme til at skære dybt i en væsentlig offentlige sundhedsudgift.
Desværre kunne succesen ikke repliceres her, heller ikke i den langt mildere udgave, der satsede mere på sammenlægning fremfor deciderede lukning af hospitaler. Det kunne den ikke i psykiatrien fordi de glemte at tage ånden med hjem fra Italien. De var ikke primært interesseret i hvordan man kan give borgerne en bedre og mere tillidsvækkende psykiatrisk tjeneste, men udelukkende i hvordan det kunne gøres billigere. Resultatet er så blevet at man har fået ingen af delene. Psykiatrien er ikke blevet billigere men indsatsen er blevet mærkbart ringere målt på alle andre parametre end lige de kvantative, som regeringens statistikere bruger til at måle stort set alting på.

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Marianne Bjerg, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Så rigtigt, og LLR fortsætter sin hærgen i "sundhedssektoren". Og i alle andre, her sidst er der fokus på "multisyge", der er for dyre i drift - fordi den måde man har sat den somatiske sektor sammen indbærer et vidt forgrenet net af specialister, som dog ofte er uenige.
Det indbærer så, at behandling og diagnosticering bliver mangelfuld og langtrukken, hvorved udgifterne eskalerer og folk, som er arbejdsledige, trækkes igennem et "helvede".

De stadig tiltagene politisk bestemte statistik, lov- og behandlingspakker gør sammen med IT-systemerne dagligdagen for behandlerne i alle grene af sundhedssektoren til en belastning.
I øjeblikket ser man også tiltag til at betragte fysiske sygdomme som psykiske, hvilket er en fordel i forhold til kravene om udredning, som kan fifles til en gang "mindfulness", som jeg ikke ønsker at sige noget ondt om, andet end at det må bruges i de rigtige sammenhænge.

Alle forsøg på at give et kvalitetstilbud til borgerne, psykisk, fysik og socialt falder til jorden til fordel for vores "dygtige håndværker" LLR`s asociale behov for at styrke økonomien i stedet...

Niels Duus Nielsen, Ole Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Trond - kommer naturligvis først - men embedet skal jo gerne se godt for ud "for de rette" for at overleve...
Det er muligvis et karaktertræk?