Kronik

Når ens kære dør, må man genopdage sig selv

Når jeg som præst møder mennesker i sorg, giver mange af dem udtryk for at være blevet lukket ude af livet og ikke engang kunne kende sig selv. Det er i arbejdet med sorgen, at man indser, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv for altid
Når jeg som præst møder mennesker i sorg, giver mange af dem udtryk for at være blevet lukket ude af livet og ikke engang kunne kende sig selv. Det er i arbejdet med sorgen, at man indser, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv for altid
30. marts 2017

Som præst møder jeg mange mennesker i sorg. Den verden, de før har stået op til med største selvfølge, er pludselig blevet en helt anden. I ikke så få sjælesorgssamtaler, f.eks. i sorggrupper, hører jeg i begyndelsen tabet formuleret i sætninger som: ’Jeg havde aldrig troet, det ville blive sådan her’ og ’jeg kan ikke kende mig selv mere’.

Vi forandrer og ændrer os ved tabet af en elsket. Og ændring kan være radikal. Men hvordan lever vi videre med denne forandring? Det spørgsmål går igen i de mange samtaler, jeg har. For på den ene side går livet videre, bussen kører stadigvæk ude på vejen, og der skal købes ind. På den anden side er vi som mennesker forandret for evigt.

Denne dobbelthed som et grundvilkår for sorgen kan man se i Kenneth Lonergans film Manchester by the Sea. Her møder vi den ordknappe vicevært Lee, som tager sig af folks trivielle hverdagsproblemer. Man kan ikke undgå at fornemme, at noget har gjort ham tavs. Et telefonopkald ændrer imidlertid Lees hverdag. Han får meddelelsen om sin brors død, og broderen har endda skrevet Lee på som værge for sin søn.

Nu skal Lee og nevøen Patrick få det nye forhold til at fungere, og deres første fælles opgave bliver at få arrangeret begravelsen hos bedemanden. Han møder dem med ansigtet lagt i de perfekte, sørgmodige folder. Da Lee og Patrick kommer ud af butikken, spørger Patrick sin onkel Lee, hvorfor bedemanden så ud som han gjorde, »for folk dør da hele tiden«.

Og det gør de. Vi siger sågar, at det eneste, vi med sikkerhed ved om livet, er, at vi skal dø. Og samtidig er filmen jo en stor, mesterlig påmindelse om, at selv om folk hele tiden dør, så gør det en verden til forskel, når vi mister dem, vi elsker. Lees fortid, som han ellers har gemt bag andres hverdagstrivialiteter, kommer op til overfladen i al dens afmagt og knust skønhed.

Filmen viser, hvordan det helt almindelige spørgsmål »hvordan har du det?« kan synes umuligt at svare på, og hvordan sorgen kan gøre os til tilskuere til livet. Den afmægtighed, sorg og vrede, som sorgen afføder, skildres midt i den almindelige hverdag. Godt nok beskrevet gennem en film, men alligevel ganske tro mod den verden, jeg møder som præst.

Pistolen for tindingen

Jeg kom til at tænke på filmen, da jeg læste den debat, som udspandt sig i forlængelse af Esben Kjærs kronik »Vi tror, at vi skal leve evigt – og det er vores ulykke«.

Ifølge Kjær er de fleste af os helt uforberedte på, at vi skal dø. Han opfordrer til, at vi bliver bedre til at trække døden tættere på os, så vi husker at leve, mens vi endnu gør det. Han skriver også, at vi skal lade være at bruge tiden på trivialiteter som skænderier med dem, vi elsker, eller på at se Hammerslag i fjernsynet. Vi skal huske, at døden altid kommer før tid. Fuldstændig som i filmen Manchester by the Sea og i de fleste liv.

Som sognepræst og ph.d.-studerende med forskningsfelt inden for sorg og erindring møder jeg gennem samtaler, begravelser og sorggrupper mange mennesker, som nu skal finde en vej og et sprog for døden og sorgen.

Det store, eksistentielle spørgsmål om, hvordan vi lever med, at vi skal dø, er pludselig blevet konkret, selv om det selvfølgelig opleves forskelligt fra menneske til menneske. Hvordan bærer vi døden med os, uden at vi lader os nidstirre af den eller lever, som om vores liv er en stor mindestue?

Ét er sikkert: Jeg kan sagtens sige til mig selv om morgenen, at jeg vil leve denne dag, som var det den sidste dag i mit liv, og dermed konfrontere min dødsangst. Men det giver mig ikke mere glæde eller liv, for jeg vil ret hurtig blive frustreret over det, jeg ikke når. Den form for ’pistol for tindingen’-pædagogik vil ikke gøre mit liv større, bedre eller smukkere.

Det får mig ikke ud til graven for at aftale dagens opgaver med ægtefælden, som ligger under stenen. Det får mig ikke til at skælde ud over, at han kunne finde på at forlade mig. Det får mig ikke til at gå ind og ud af sorgen. Den optimering, som ligger i at leve hver dag, som var den den sidste, er sorgen fremmed. Ganske enkelt af den grund, at den type optimering er uden håb.

Sorg er liv

Gennem mine mange møder med mennesker i sorg, kan jeg fornemme, at der er tendens til at se sorgen som ’ikke-liv’. Sorgen er en del af livet, selv om den i al sin følsomhed og hudløshed kan være nok så brutal, er den stadig livet, som det ser ud lige nu for det menneske, som har mistet.

Der er et sorgarbejde i at indse, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv radikalt, så det aldrig bliver det samme igen. Det kan være angstfuldt, men det er muligt at forandre sig med tiden uden at blive en fremmed for sig selv.

Så i stedet for at være så optaget af at fastholde livet, som om det var den sidste dag, kunne man med salmedigteren N.F.S. Grundtvig vende det hele på hovedet, som han gør i salmen Denne er dagen, som herren har gjort (DDS 403): Vi skal leve, som om denne dag er en første (af en række dage). Om man så vil bruge dagen på at skændes med sin mand, elske med sin mand eller se Hammerslag med ham, det bestemmer man selv. Dermed lever man også med døden uden at prøve at stirre den dybt i øjnene.

Teologen og filosoffen K.E. Løgstrup skrev i 1970’erne – i vores mest religionskritiske og afvisende årti – værket Skabelse og tilintetgørelse. Her skriver han om universet, men det er ikke opdagelsen af nye planeter, han har i tankerne. Det er derimod et filosofisk begreb om alt det, vi ikke kan tænke væk i tilværelsen, uden at tænke verden og mennesket væk. Løgstrups udgangspunkt er med andre ord, at vi må have døden i vores liv. For ham gælder det, at tid, rum, tilblivelse, tilintetgørelse, løgn og sandhed må stå.

Løgstrup skriver: »Hvad som helst, der er til og er opstået på et vist tidspunkt, består for en tid og ender med at forgå.«

Men pointen for Løgstrup er, at det giver plads for en tidsoplevelse, som ikke er tragisk, for livet er ikke bare udsat død.

Siger man det sidste til sørgende mennesker, protesterer de, og med rette, fordi det både vil være at tænke deres elskede og dem selv væk. Men Løgstrups pointe er netop, at tilintetgørelsen må være betinget af en metafysisk trefoldighed mellem det værende, tilintetgørelsen og det, der holder det værende i værk og selv skaber nyt. Det er netop i opgøret med tiden, at rummet bliver til. Den indsigt kan kun livet give; den kan vi ikke stirre frem ved at se døden i øjnene.

Afskeden som begyndelse

At leve med denne dag som den første, når døden og sorgen fylder, kan der derfor være noget aflastende ved. Afskeden har forvandlet sig til at være en begyndelse, der ikke kræver, at man skal begynde forfra og opdage alting i livet. Man opdager sig selv ved at interagere med det, som allerede er i form af levet, erfaringsmættet liv.

Der bygges nye broer i det mentale landskab, og langsomt dannes et nyt livsmønster, selv om livet aldrig bliver det samme som før. Det erfares gennem livet, men det er en indsigt, som hverken ser døden i øjnene eller smider døden på porten. Den kommer i ens helt nære erfaring med at leve med det evige liv. Og det gør rummet gavmildt, selv når man lander foran tv’et og ser Hammerslag.

Døden bærer vi med os i livet, og det er et universelt vilkår for alle. Men døden som universelt vilkår kan vi kun leve med, når vi er vendt mod fremtiden. På den måde bliver hver eneste dag den første i den ny række af dage.

Laila Bomose Henriksen er sognepræst i Ballerup Sogn og ph.d.-studerende ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Serie

Døden i velfærdsstaten

I denne artikelserie sætter vi fokus på, hvordan velfærdssamfundet er rustet til, at stadigt flere danskere de kommende årtier får brug for lindring og pleje hen mod døden.

Seneste artikler

  • Døden er det ultimative kontroltab. Det er vi ikke opdraget til

    21. marts 2017
    For hospitalsvæsnet er døden den ultimative fiasko. For mange dødssyge patienter og pårørende er den en mulighed, man ikke vil acceptere. Derfor glemmer mange at leve livet, mens det er der
  • Vi skal turde se døden i øjnene

    20. marts 2017
    Der er en grund til at bryde tavsheden – både blandt politikere og alle os andre. Så døden ikke ender som en følelse af nederlag for lægen, de pårørende og patienten
  • ’Jeg har lyst til, at mine patienter lever videre’

    18. marts 2017
    Mange alvorligt syge og døende har brug for lindring frem for behandling i den sidste del af livet. Men samtalen om at acceptere døden er særlig svær for mange læger. Det ligger dybt i deres selvforståelse og uddannelse at helbrede og redde liv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu