Klumme

Nej, Karen Ellemann, min familie er ikke til for det offentlige

Hvis vi skal have råd til fremtidens velfærd, skal vi arbejde hårdere, siger politikerne. Først yde, så nyde. Arbejd, arbejd og så velfærd. De fleste politikere synes at have glemt, at velfærd ganske ofte er forudsætningen for, at vi overhovedet kan og vil arbejde
Hvis vi skal have råd til fremtidens velfærd, skal vi arbejde hårdere, siger politikerne. Først yde, så nyde. Arbejd, arbejd og så velfærd. De fleste politikere synes at have glemt, at velfærd ganske ofte er forudsætningen for, at vi overhovedet kan og vil arbejde

Melissa Kühn Hjerrild

14. marts 2017

Jeg kan godt lide at aflevere mine børn i institution. Lide at høre den ældste gale: »Heeej, Silas! Skal vi lege?« så snart lågen åbner. Og det skal de, for de er »bedste venner«, og pædagog-Bente har trænet dem godt i, hvordan man er en god ven.

Når de kommer hjem, siger de ting som: »Ved du godt, at solen er en stjerne? Det har pædagog-Lisa sagt«. Og sønnike skriver sit eget navn med store, skæve bogstaver, mens han puster ud gennem næsen for ikke at revne af stolthed. Det er de dage, jeg elsker at aflevere ungerne og hente dem igen.

Men der er også de andre dage. De dage, hvor jeg finder et fremmed barn grædende ude i garderoben, fordi »de andre driller og driller og bare bliver ved og ved«, og jeg prøver at trøste, mens jeg forgæves spejder efter en pædagog, der kan lære de unger at være sociale, for det bliver man jo ikke af sig selv.

Men pædagogen er i gang med noget lort i nogle bukser, hvor det ikke skulle have været. Og vikaren ved en del om perleplader, men ikke ret meget om konfliktløsning. Hvor skulle hun også vide det fra? Hun fik studenterhue på i sommer.

De dage er jeg ikke glad, når jeg går. Heller ikke når jeg henter. Og når jeg spørger sønnike, hvad han har lavet, siger han: »Jeg har ventet på at blive hentet«. De dage overvejer jeg at gå på deltid.

Og jeg er ikke alene. 25 procent af danskerne er allerede deltidsansat, viser tal fra Danmarks Statistik, og en rundspørge, som DR har lavet blandt kommunerne, viser, at stadig flere vælger at passe deres børn hjemme og altså holde dem helt ude af institutionerne. Ifølge Tine Rostgaard, der er professor i familiepolitik hos KORA, er en vigtig årsag utilpashed over manglende kvalitet i dagtilbuddene.

Når man ikke tør forlade sig på kvaliteten af de offentlige tilbud, tør man ikke overlade barnet til kommunen, mens man passer sit job. Den sammenhæng slår en ny undersøgelse fra tænketanken Cevea fast. Den viser sort på hvidt, at offentlige investeringer i gode pasningstilbud går »hånd i hånd med højere BNP, beskæftigelse og produktivitet«.

Velfærd er en forudsætning for et velfungerende arbejdsmarked.

Det mærkværdige er, at det argument synes fremmed for flertallet af politikerne. De ser velfærd som en udgift. Når den offentlige sektor vokser, gnaver den af det råderum, der skal bruges til at lette skatten, så danskerne vil … nå ja, arbejde lidt mere og lidt længere.

Når velfærden hyldes af politikerne, er det som endemål for danskernes hårde arbejde. »Vi bliver nødt til at yde en ekstra indsats, hvis der skal være råd til velfærd i fremtiden,« siger politikerne og lægger op til arbejdsmarkeds- og pensionsreformer. Kausaliteten er klar: Først yde, så nyde. Det er arbejd, arbejd og så velfærd. Hønen før ægget.

… Eller også er det omvendt. Velfærd er ganske ofte forudsætningen for at yde. Pilen i politikernes regnestykker skal vendes om. Man er ikke motiveret – uanset skattesats – hvis man bruger kræfterne på at tænke på, om det næste barn, der græder ubemærket i garderoben, er ens eget. Og det gælder i øvrigt også for alle andre borgernære ydelser.

Pårørende, der vrider hænder over plejen på plejehjemmene; forældre, der slås med kommunen om en tålelig hjælp til deres handicappede børn, er alle potentielle medlemmer af arbejdsstyrken. Men de kan først arbejde, hvis andre end de selv tilbyder deres hjælpeløse kære trygge hænder, mens de selv er afsat til anden side.

Det er nok for meget at håbe på, at den sammenhæng bliver til politik lige med det første. Da A4 fremlagde Ceveas undersøgelse for ligestillingsminister Karen Ellemann, svarede hun med et modspørgsmål: »Er det det offentlige, der er til for familien, eller er det familierne, der er til for det offentlige? Jeg mener sådan set det sidste.«

Som mor og skattebetaler bliver jeg nødt til at skuffe ministeren. Min familie er ikke til for det offentlige. Fastholder hun, at det offentlige ikke er til for borgerne, finder vi en måde at løse opgaverne på selv. Det vil betyde deltid for mindst en af os. Og lur mig, om ikke mange andre vil vælge samme løsning. Cevea og DR’s undersøgelser tyder på det.

Det vil sikkert i første omgang glæde ministeren. Hun hylder jo det private initiativ. Måske vil hun endda opfatte det som sund frihedskamp. 

Regnedrengene i Finansministeriet vil nok have det en anelse mere stramt med den slags løsningsmodeller. Når folk arbejder mindre, falder skatteindbetalingerne, og så bliver det endnu vanskeligere at få de offentlige budgetter til at gå op.

Måske vi på den baggrund kan tage endnu en tur i den onde cirkel og forringe velfærdsydelserne endnu mere – og tænk engang, pludselig er en ond cirkel blevet til en ond spiral.

Susan Knorrenborg er debatredaktør ved Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Wulff
  • Olaf Tehrani
  • Anker Nielsen
  • Flemming Berger
  • Randi Christiansen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Carsten Mortensen
  • Steffen Gliese
  • Ole Henriksen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Sup Aya Laya
  • Olav Storm Jensen
  • Anne Eriksen
  • Søren Roepstorff
  • Torben Skov
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dorte Sørensen
Peter Wulff, Olaf Tehrani, Anker Nielsen, Flemming Berger, Randi Christiansen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Ole Henriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Sup Aya Laya, Olav Storm Jensen, Anne Eriksen, Søren Roepstorff, Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man må formode at ministeren har fortalt sig. Det virker som en helt absurd påstand at befolkningen skulle være til for den offentlige sektors skyld.

Peter Hansen, Olaf Tehrani, Mette Poulsen, Steffen Gliese, Sup Aya Laya og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Hvad hovedet er fyldt af løber munden over med - så en fortalelse, næppe

Peter Hansen, Christel Gruner-Olesen, Steffen Gliese, Per Torbensen, Nanna Wulff M., Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Carsten Munk og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Når fortalere for "erhvervsliv", altså nok i virkeligheden "kapitalismen", argumenteres der for at feudalet skal genindføres. For hvad andet kan præmissen være når borgerne skal tjene til staten istedet for solidarisk at bidrage til samfundet.
Med politikere som Ellemand kan man blive nødsaget til at skelne skarpt mellem stat og samfund i og med, at politikkere i dag ikke ser deres stol i en folketing som et tillids hverv, men nærmere som deres "gud givne ret". Nøjagtig som herremænd gjorde i feudal vældets tid

Peter Hansen, Egon Stich, Claus Jørgensen, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Ellers helt enig med de, som selv vil passe børnene. Mine erfaringer i tilbageblikket er, at man ikke trygt kan overlade sine børn til div. pasningstjenester. Så må man hellere sænke standarden mens børnene er små. De vil elske dig for det!

Desværre kan lavtønnede og arbejdsløse ikke selv bestemme. De siger, at man ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis børnene ikke er i vuggestue, børnehave eller fritidsklub.
Dette understreger påstanden. Folk er til for staten og staten er til for erhvervslivet. Rendyrket fascisme er det!

Esben Lykke, Peter Hansen, Egon Stich, Claus Jørgensen, Steffen Gliese, Ole Henriksen, Sup Aya Laya, Niels Duus Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Britt Jadesø

Det er såre simpelt: Vil man vende skuden, kan alle vi borgere indgå en kollektiv aftale om at arbejde mere, håbe på at politikerne ad åre så vil normere institutionerne ordentligt imens vi lægger børn til.

Eller politikerne kan indføre gode normeringer med et snuptag.

Søren Roepstorff

»Er det det offentlige, der er til for familien, eller er det familierne, der er til for det offentlige? Jeg mener sådan set det sidste.«

Det er en fuldstændig korrekt betragtning af det danske samfund, ministeren her kommer med, og det er da glædeligt, at Susan Knorrenborg kan se urimeligheden, men det er trist, at hun ikke kan se, at "velfærden" bare er en teatralsk og forstilt omsorg for befolkningen med det formål at forhindre oprør.

Peter Hansen, Torben Skov og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Velfærd er sådan set et udtryk for det overskud der er tilbage til os alle sammen efter skat, og vi burde frit kunne diskutere hvad overskuddet skal bruges til, og for den sags skyld også hvor høj skatten skal være. Det må nødvendigvis begynde med en værdidebat og en erkendelse af at ikke alle har de samme mål i livet. Eksempelvis er 37 timers arbejde pr. uge for lidt, for nogle, mens det for andre er form meget. Rigtig meget handler om hvordan vi stiller folk fri til selv at bestemme over deres liv eller i det mindste at bibringe dem en illusion om frihed.

Velfærd er, når det lykkes at holde på sin ret i forhold til kommuner og sagsbehandlere med kamp til stregen...
I øvrigt, kvinderne tilbage til kødgryderne - så er den potte løst!

Helene Kristensen

Den med kvinderne tilbage til kødgryderne går jo ikke. Selv om vi er langt fra fuld beskæftigelse, er kvinderne nødvendige som løntrykkere. Så fremt kvinderne gik tilbage til kødgryderne, ville Samuelsen's folk i konsulaterne i østlandene, skulle bruge endnu mere tid på at skaffe underbetalt arbejdskraft til danske arbejdsgivere.

Helene Kristensen,
Nej, det ville være en katastrofe - jeg er bare bange for at disse "gå hjemme barsler" vil reducere institutioner/ personale til begejstring for vore liberale venner - og tidens trend med øget fokus på "kvindelighed" og børn. Måske tager jeg fejl :(

Jeppe Bundgaard

"og pædagog-Bente har trænet dem godt i, hvordan man er en god ven".
"og jeg prøver at trøste, mens jeg forgæves spejder efter en pædagog, der kan lære de unger at være sociale, for det bliver man jo ikke af sig selv".
-Det er ikke mange evner i opdragelse, fru Ellemann-Jensen udviser. Hun mener tydeligvis, at det er op til pædagogerne at lære og træne afkommet. Hendes eget ansvar fremgår ikke så tydeligt

»Er det det offentlige, der er til for familien, eller er det familierne, der er til for det offentlige? Jeg mener sådan set det sidste.« Siger Ellemann.

Helt rigtigt ! "Det offentlige", som landet via demokratiske valg har valg at tilrettelægge det, er det en solidarisk opgave at bidrage til. Vi er altså til for fællesskabet. Det kaldes med himmelvendte øjne for velfærdssamfundet.
Derfor : Det drejer sig ikke om, hvordan det bør være, men om hvordan det faktisk er.

Problemet er, at ikke alle er enige om tilrettelægningens resultat, altså at nogen vil gøre tingene anderledes.
Altså, jeg vil ikke være til for et samfund på alle måder, som jeg ikke er enig i tilrettelægningen af.
Men jeg slipper ikke. Jeg er tvangsindlagt. Det kaldes demokrati.

Og så kan vi da godt starte en ELITE debat.

Randi Christiansen

Og når gårdvagten er sparet væk, får den latente junglelov friere spil. Men det ser karen elleman vel ud fra sit venstreliberale synspunkt som værende godt.

Tag jer sammen, klassekampen er ikke slut, men den er omtåget og derfor afsporet.

Niels K. Nielsen

"Regnedrengene i Finansministeriet vil nok have det en anelse mere stramt med den slags løsningsmodeller" skriver forfatteren.

Om man kan lide regnedrenge eller ej, så er den rå virkelighed, at de offentlige udgifter er på 1.100 mia. kr. pr. år. Heraf finansieres 40-60 mia. i årlige forbrugslån, som bl.a. forfatterens børn hænger på.

Enhver debat om arbejde, velfærdsstat osv. bør begynde med at få reduceret de offentlige udgifter, så der ikke stiftes gæld, og så off. gæld afdrages.
Herefter kan debat om prioritering tages: hvis vi vil have 750.000 på off. forsørgelse, verdens største offentlige sektor, tilskud til at lægge egne børn i seng, ja så skal dem på arbejde knokle videre i hamsterhjulet - mand, kvinde, børn med højere pensionsalder. Hvis vi reducerer omfanget til 1970 niveau (Velfærdsstatens guldalder), er udgiften ca. det halve, og der vil være mere tid til hinanden mv. for dem, der arbejder

Danmark er i Luksusfælden, men ingen vil tale om det.
I stedet har Tulle og Mette indgået en stilstandsalliance med ønske om øgede offentlige udgifter !!!!
Trist, at vi danskere ikke er klogere, når vi vælger vore politikere.

Randi Christiansen

En luksusfælde som bunder i fejlprioritering.

"Ligestillingsminister Karen Ellemann, svarede hun med et modspørgsmål: »Er det det offentlige, der er til for familien, eller er det familierne, der er til for det offentlige? Jeg mener sådan set det sidste."

Da ikke, hvis vi er afhængige af 'det offentlige' - som i så fald er forpligtet til at levere ordentlig service for skattekronerne.

Jeg tror ikke at nogen med en dybere indsigt i dansk økonomi vil beskrive den som en luksusfælde. Den offentlige sektors finanser hører til blandt de stærkeste i Europa, og finanspolitikken er - med de udsigter der i dag er til den fremtidige befolkningsudvikling og andre fremtidige udviklingstræk - mere end holdbar. Men prioritering mellem beskatningsniveau og offentlige udgifter slipper vi ikke for, det er en permanent opgave.

Søren Kristensen

Don´t ask what det offentlige can do for you (and your family). Ask what you (and your family) can do for det offentlige! (og så et billede af en stor tyk pegefinger).

Et udmærket eksempel på dette er Basisindkomsten sammenholdt med ubalancen mellem arbejdsmarkedet(samfundet) og arbejdstagerne(borgerne).
Ved at borgeren selv kan vælge UBI, prioriteres borgerrettigheden forrest.
Ved at borgeren som nu følges nøje af systemet med diverse tvangsforanstaltninger, prioriteres samfundet forrest.
Havde samfundet altid plads for borgeren på borgerens betingelser var UBI overflødig.
Eksempler :
Ønsker en mor passe sin nyfødte i en selvvalgt periode, siger samfundet nej - det må du selv betale for.
Ønsker en ældre borger træde ud af arbejdsmarkedet før pensionsalderen, siger samfundet nej - det må du selv betale.

Randi Christiansen

Poul schou : "Den offentlige sektors finanser hører til blandt de stærkeste i Europa, og finanspolitikken er - med de udsigter der i dag er til den fremtidige befolkningsudvikling og andre fremtidige udviklingstræk - mere end holdbar."

Det lyder jo betryggende - hvis ikke det lige var for dem, der mærker spareknivens skarpe klinge, imens de er måbende tilskuere til de andres fest med aktieoptioner, bonusformuer og gyldne håndtryk og i stemmeboksen sætter ræven til at vogte gæs.

Rettelse i 10.18 : "Havde samfundet altid plads for borgeren på borgerens betingelser var UBI overflødig på arbejdsmarkedsområdet"
Altså stadig aktuel iøvrigt - som nævnt i de to eksempler.

Randi,

ja, de fleste vil nok være enige i at det alt andet lige er en fordel at bo i et land der har styr på finanserne, som i Danmark.
At man så kan være uenig i de konkrete økonomiske prioriteringer folketingsflertallet vedtager, som du åbenbart er, er et helt almindeligt og legitimt element i den politiske proces.

Niels K. Nielsen

@Poul Schou
Man behøver forhåbentlig ikke nogen "dybere indsigt" for at vide, at et årligt underskud på 40-60 mia. kr. er forkert og uholdbart.
Årsagen til, at det finder sted, skal findes i en "systemfejl" i vor styreform; nemlig at man kan stemme sig til andre folks penge.
Betegnelsen Luksusfælden beskriver efter min opfattelse fint situationen - og ledende politikere burde have en tur i det TV program. Majoriteten af vælgerne stemmer uansvarligt uden tanke på dagen i morgen, og vælger julemænd og nissepiger til Folketinget - som køber deres stemmer for andres og lånte penge. Børn og børnebørn så hænger på gælden, som de jo ikke kan frasige, som i et dødsbo - men de hænger bare på regningen som danskere.

Steffen Gliese

Niels K Nielsen, alene det, at du taler om "andre folks penge" viser, at du ikke forstår og ikke anderkender velfærdsssamfundets økonomiske logik.

Søren Roepstorff, Hans Larsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

@Niels K Nielsen
"Man behøver forhåbentlig ikke nogen "dybere indsigt" for at vide, at et årligt underskud på 40-60 mia. kr. er forkert og uholdbart."

Det er ikke korrekt - et underskud i den størrelsesorden behøver i sig selv hverken at være forkert eller uholdbart. At finanspolitikken er holdbar, betyder at der i det lange løb er sammenhæng mellem offentlige udgifter og indtægter, og det kan sagtens være foreneligt med et underskud på saldoen. Man kan godt have en holdbar finanspolitik selvom der er en offentlig gæld, blot gælden ikke vokser hurtigere end bruttonationalindkomsten i det lange løb.

Om det er fornuftigt at have underskud eller ej, er et andet spørgsmål. Der kan være både gode og dårlige grunde til at det offentlige har underskud, så det kommer an på en konkret vurdering. Det afhænger bl.a. af konjunktursituationen og hvad forventningen er til de offentlige finanser i de kommende år. Man ved f.eks. allerede i dag at de offentlige finanser vil blive styrket fremover på grund af de stigninger i pensions- og efterlønsalderen der allerede er vedtaget. Forhold som dem skal man tage med i betragtning når man vurderer den samlede situation for de offentlige finanser.

Et andet forhold er at det offentlige har et meget anseligt milliardbeløb til gode i udskudt skat i pensionskasserne. Regnede man disse tilgodehavender med i de offentlige regnskaber, ville der være et solidt overskud på de offenlige finanser i dag. Det offentlige underskud i dag er således til dels blot en bogholderimæssig konvention.

Så din fremstilling af forholdene virker lovlig forenklet.

En privat luksusfælde beskriver personer, der uden sund sans bruger mere end de tjener i tilpas lang tid - de sidder i gældsfælden og skal anstrenge sig for at slippe ud - om overhovedet muligt.
Poul Schou - Hvad med en stat ? Det må da være det samme.
Du behøver ikke komme med en lang afhandling.

Leo,

en stat kan godt havne i en luksusfælde. Men ligesom privat låntagning ikke nødvendigvis betyder at man er ufornuftig og lever over evne, gælder det samme for en stat: Der kan være ganske fornuftige grunde til at tage lån. F.eks. at man har svingende indtægter, men gerne vil holde sine udgifter på et stabilt niveau. Det afgørende er blot at man i det lange løb kan overholde sine forpligtelser mht. renter og afdrag. Det vil være tilfældet hvis gældskvoten ikke bliver alt for stor.

Niels K. Nielsen

@Poul Skou
Jeg er enig i, at man ikke er i nogen Luksusfælde, hvis man låner til investering, som senere givet afkast. Det er det grundlæggende princip i de fleste forretninger.
Men Statens udgifter er jo ikke til investeringer, men til passiv forsørgelse og forbrug i øvrigt - køb af stemmer. Det er derfor en Luksusfælde. Ikke så slemt som den græske, men med den samme tendens; uansvarlighed. I Svejts har man ved direkte ansvarlig demokrati besluttet, at Staten ikke må stifte gæld, og Svejts klarer sig fint og er noget mere velstående end DK.
De såkaldte velfærdsstater er tilbøjelige til at låne penge til forbrug og får dem i reglen ikke betalt tilbage. For et par år siden kunne man læse, at den engelske stat indfriede nogle obligationer, som oprindeligt stammende fra finansiering af Krim krigen....

Niels K. Nielsen

@Steffen Gliese
Jeg tror såmænd nok, jeg har forstået, hvad Velfærdsstaten går ud på, men vi har nok forskellig opfattelse af, hvem pengene tilhører.
Jeg mener, at de tilhører det individ, som har tjent dem, mens socialisten mener, at de tilhører Staten - her Velfærdsstaten - altså den klosterlignende tilstand, hvor vi som munke og nonner afleverer alt til Velfærdsstaten, som så forvalter vore liv fra vugge til grav.
"Penge, det er noget vi giver til hinanden", som de næsten siger i DR, den elektroniske udgave af Politiken.

@Niels K. Nielsen
Måske vil du finde dette program interessant:
" Nutidens daglejere: Er det på tide at sige jobbet op?

Forfatter Eskil Halberg taler med kurator og kunstformidler Miriam Wistreich om noget, der går ham meget på: Arbejde. Eskil Halberg har skabt debat ved at sige, at han ikke har lyst til at arbejde, hvilket ifølge ham er vildt tabuiseret at indrømme. I bogen "Roden til alt ondt" beskriver han, at det moderne arbejdsliv er gået overgevind, og det kan Miriam Wistreich tale med om. Især hendes branche gør mange mennesker til en slags 'daglejere', der aldrig kan vide sig sikre i deres job - endvidere sikre på, at de får løn." fra
http://www.radio24syv.dk/programmer/mikrofonholder/16282667/nutidens-dag...

@Niels K Nielsen
"Men Statens udgifter er jo ikke til investeringer"
Hvad får dig til at sige det? Statens udgifter går til mange forskellige formål, herunder også investeringer. Udgifterne til offentlige investeringer og anden kapitalakkumulation var i 2015 på 69 mia kr.ifølge statistikbanken.dk - mere end dobbelt så meget som underskuddet på den offentlige saldo, der udgjorde 27 mia. kr. Dertil kommer det betydelige beløb der bruges på uddannelse af de yngste generationer - udgifter der officielt rubriceres som offentligt forbrug, men jo reelt er en investering i den kommende arbejdsstyrke og befolknings kvalifikationer og dermed også indtjeningsevne.
Du ignorerer i øvrigt pointen om at underskuddet på den offentlige saldo ville forsvinde hvis man indregnede den ophobning af offentlige tilgodehavender som finder sted i de private pensionskasser i form af udskudt skat som det offentlige får ind på et senere tidspunkt - regnede man disse beløb med i den officielle offentlige saldo, ville underskuddet blive forvandlet til et ganske betydeligt overskud. Det er altså for overfladisk blot at se på det officielt opgjorte underskud - man er nødt til at se på den reelle udvikling i statens forpligtelser og tilgodehavender. Gør man det, er det svært at få øje på den luksusfælde og uansvarlighed du taler om i de danske offentlige finanser.

Søren Roepstorff

@Niels K. Nielsen
"....., hvem pengene tilhører.
Jeg mener, at de tilhører det individ, som har tjent dem......"

Besynderlig mening. Betyder det, at de penge, borgerne har betalt i skat, og som derfor er i statskassen, stadig tilhører borgerne?

John Christensen

Poul Schou, jeg glæder mig over at du tyddeliggør tingenes tilstand - på en endog forståelig måde. Tak for det.

Er pensionsbeskatningen i fremtiden, ikke allerede indregnet i modellerne?

Hvis ikke - så er der nok en god grund til det!
Hvem sikrer vores pensionsformuer når alt kommer til alt?
Der var vist mange amerikanere der fik sig en overraskelse der i 00`erne, eller tager jeg fejl?

Hvis aktieboblen brister, hvad så?

Jeg bidrager med glæde med min skat, men jeg forventer da noget andet, end de nuværende administratorer kan hitte på.

God dag der ude

@John Christensen:

Den fremtidige pensionsbeskatning er indregnet i de modeller herhjemme der forsøger at beregne om finanspolitikken fremover er holdbar - og de beregninger er de seneste år samstemmende kommet frem til at de offentlige finanser er (mere end) holdbare. De store pensionstilgodehavender er imidlertid ikke indregnet i de officielle tal for den offentlige saldo som Danmarks Statistik offentliggør, og som Niels Nielsen refererer til. Derfor er det vigtigt at være klar over at man ikke ud fra disse tal alene kan vurdere holdbarheden af finanserne.

John Christensen, Steffen Gliese og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar

Hele denne beskrevne økonomiske samfundsmodel - en maskine - kan borgerne ikke frigøre sig fra.
Ok, nogle kan. Gå på landevejen, blive hjemløs......
Overskriften : "Nej, Karen Ellemann, min familie er ikke til for det offentlige" - er forkert. Vi ER til for samfundet. En del af fællesskabet.
Ganske ubehageligt, hvis man på mange punkter er uenig med den måde maskinen kører på og skal være vidne til alle de dårlige funktioner - og være tvunget til at betale for dem.
Enig med Niels K Nielsen om pengene : "Jeg mener, at de tilhører det individ, som har tjent dem,....."
Og jeg har en mening om, hvordan den model ser ud : Fuld grundskyld og Basisindkomst.

Randi Christiansen

"Enig med Niels K Nielsen om pengene : "Jeg mener, at de tilhører det individ, som har tjent dem,..." - sandt nok leo, og så alligevel ikke, for tjent hvordan? Det er afgørende. Har den afgående nets chef ret til 1/2 mia i aftrædelse? Har han tjent dem ærligt og redeligt? Har de andre bonus-og gyldne håndtryks millionærer, som fx '80 mio dyremose' og '80 mio dong henrik poulsen' og en bunke andre?

Niels K. Nielsen

@Poul Schou
Du argumenterer for, at vi skal køre med konstant underskud på Statens finanser, alene fordi Staten har skat til gode på folks indbetalte pensionsmidler.

Det er meget letsindigt og uansvarligt i min optik - men naturligvis et dejlig bekvemt fluffy argument for at lade stå til.

I øvrigt efterlader vi jo vore efterkommere en del ubetalte regninger, fordi vi har brugt løs af naturens ressourcer mv. i den oliealder, vi har levet i. Så det gjorde vel ikke noget, hvis der var en krone eller to til børnebørnene..

Niels K. Nielsen

@Søren Roepstorff.
Du skriver
"Besynderlig mening. Betyder det, at de penge, borgerne har betalt i skat, og som derfor er i statskassen, stadig tilhører borgerne?"

Ja pengene tilhører da naturligvis til enhver tid borgerne i samfundet. Borgerne har så valgt at løse nogle opgaver i fællesskab via en Stat, og indbetaler derfor til Staten for at Staten kan løse de fælles opgaverne, som pengenes ejere, borgerne har besluttet skal løses.

Sådan hænger det sammen. Men i dag er Staten blevet så stor og almægtig og Statens ansatte så selvtilstrækkelige, at det er blevet vendt på hovedet; folket er til for Statens skyld, og folks penge er Statens.
Det er derfor, at politikere i debatten omtaler skattelettelser som udgift ! - det jo helt forrykt - mega fortegnsfejl. Det kan jo da aldrig blive en udgift at tage mindre fra andre.

@Niels K Nielsen,

jeg argumenterer egentlig ikke for at man nødvendigvis skal køre med konstant (officielt) underskud. Jeg gør blot opmærksom på at det er muligt at gøre det uden at man kan kaldes uansvarlig af den grund, og at underskuddet i øvrigt kun skyldes at man ikke medregner de implicitte offentlige indtægter og tilgodehavender i pensionskasserne.
Folk har ret til at have de prioriteringer de nu engang har for hvordan staten skal indkræve skatter og bruge pengene igen på diverse offentlige udgifter. Men deltager man i en offentlig debat om disse sager, mener jeg også at man er forpligtet til at være reel og sætte sig ind i tingene. Det indebærer at man ikke fremfører påstande som dybest set ikke hænger sammen, og at man er parat til at revidere sine synspunkter når man bliver klar over at de ikke holder vand.

Dette er et demokratisk problem.(10.50 fortsat).
Vi vælger politikerne og hvis vælgernes mening gik rent igennem uden filter, kunne der ikke klages over elitens magtovertagelse.
Derfor kan berettiget spørges : Afspejler samfundsindretningen virkelig befolkningen. Har befolkningen mistet tilliden - opgivet at få indflydelse på "systemet". Eller er vælgerne så dumme og ligeglade, at de ikke ved, hvad der er til deres eget bedste.
Er at stemme på et parti nok til at sikre denne indflydelse - optimere demokratiet - nej !
De væsentligste emner burde separat ud til folkeafstemning. Men det tør politikerne ikke.
Så skulle de jo afgive deres bedrevidende magt og "være til for befolkningen" istedet for omvendt.

Randi Christiansen

Leo, hvis du mener, at pengene tilhører det individ, som har tjent dem, så er det overhovedet ikke en anden historie, for hvornår er det så ikke for groft og hvorfor?

Randi - Hvis du tjener mere end din nabo, er det ikke for groft.
Og kom nu ikke med den gamle sang om lighed.
Det er rimeligt, hvis du tjener mere end naboen og ikke forhindrer ham i at tjene det samme - eller mere.
Egentlig det gamle liberale princip, formuleret på mange måder : Du har den frihed, der ikke forhindrer andre i den samme frihed.
Den ultimative grovhed er at tage næstens liv.
Det er en anden historie end emnet her.

Steffen Gliese

Når folk kan blive så uanstændigt rige, som de kan, må det jo skyldes, at der ikke er nogen sammenhæng mellem omkostning og pris på et givet produkt.

Niels K. Nielsen

@Steffen

Ja, eller at konkurrencen ikke har virket godt nok?
Hvis du tænker på Bill Gates og nogle af andre mega rige på Forbes liste, så har Martin Ågerup for nylig gjort rede for, at 98 % af værdien af Office pakken, Iphonen osv. kommer forbrugerne til gode, mens ca. 2 % af værdien havner i opfindernes lommer. Så det er fint for os alle - vi kan se Neflix, køre i bil, ringe i mobil osv.
Hvis du tænker på verdens formodentlig uofficielt rigeste, Putin og andre af den slags - ja så er det efter alt at dømme jo bare stjålet fra folket på kriminel vis.

Niels K. Nielsen

@Poul Schou
Tak for de gode irettesættende råd, som jeg håber, at du selv vil efterleve - og derfor undlade fremover at plædere for en Anker Jørgensen økonomi pakket ind i fremtidige skatter, som måske slet ikke er derude i cyber space, når den gældsatte Stat en gang tvinges til at betale sit overforbrug tilbage.
Nogen kan nok huske hvordan Knud Heinesen og Henning Christoffersen måtte gå tiggergang hos tyskerne og love ikke at devaluerede kronen osv. for at få lov til at låne mere og mere, dengang man slog velfærdsstaten ud af kurs med overforbrug - og vi er ikke kommet på ret kurs siden. I velfærdsstatens guldalder, havde vi ingen statsgæld og et skattetryk, der var lavere end amerikanernes.

Søren Roepstorff

@Niels K. Nielsen

Stat og skatter eksisterede allerede inden Junigrundloven, så hvornår er det du mener, at borgerne har "valgt at løse nogle opgaver i fællesskab via en Stat"?

De penge, jeg som "individ" har tjent og siden indbetalt, er ikke i min besiddelse, jeg har ingen råderet over dem, jeg har heller ingen indflydelse på, hvad de bruges til og jeg kan ikke engang få dem med mig, hvis jeg vælger at emigrere, så hvad mener du med, at de skulle tilhøre "det individ, som har tjent dem"?

Det er ikke borgerne, der har besluttet, hvilke opgaver, der skal løses, og det er jo netop det, der er problemet. Det er og har hele tiden været magthaverne, der har truffet de beslutninger. Borgerne har gennem de folkevalgte tidligere haft en smule indflydelse, men den er så godt som væk efter de økonomistisk inspirerede centraliserende reformer.

Du har helt ret i, at "folket er til for Statens skyld, og folks penge er Staten", men der er ikke noget, der er blevet vendt på hovedet. Det er bare blevet kørt helt ud i det ekstreme.