I sommer valgte jeg at stå frem som offer for et seksuelt overgreb, da jeg fortalte det for første gang til min familie og venner.
Jeg har insisteret på at kalde mig selv for offer, selv om det kan være dumt at gøre i denne verden, hvor kun den stærkeste må overleve, og ingen svaghedstegn må vises.
Ordet offer har mange negative konnotationer, og folk bliver beskyldt for at trække ’offerkortet’.
Men det burde ikke være et skældsord. Når man anerkender, at nogle er ofre, mens andre ikke er, indikerer man blot, at nogle har magt i samfundet og kan udøve psykisk, fysisk eller symbolsk vold på andre, der ikke er i samme privilegerede position.
I ordbogen defineres et offer som en, der uforskyldt udsættes for død, vold eller anden lidelse. Overgreb er altså ikke din egen skyld.
Det er vigtigt at holde fast i, for selv om overgrebet i sig selv selvfølgelig er forfærdeligt, var det værste for mig næsten tiden efter præget af tvivl om, hvorvidt jeg selv bar skylden. Man kalder det dobbeltafstraffelse: Først bliver du udsat for noget slemt, dernæst må du selv bære den store byrde af skyld og for alt i verden ikke kalde dig et offer, for så medgiver du, at du er svag.
På engelsk taler man om victim blaming, når du udsættes for noget horribelt og derefter bliver beskyldt for selv at være skyld i det.
De værste til at beskylde folk for at trække offerkortet er højrefløjen. Hvad enten det er feminister, flygtninge, kontanthjælpsmodtagere eller andre grupper under pres, kan enhver kritik fra deres side fejes af bordet ved at klandre dem for at tage offerrollen på sig.
»Træk bare offerkortet, så slipper du for kritiske spørgsmål,« har Liberal Alliances Henrik Dahl skrevet i Politiken (4. november, 2015), som om offerkortet er en slags joker, man kan trække i debatter.
Dahl og mange andre er nok ikke klar over, at man som offer for sexisme, racisme, homofobi og så videre konstant er kritisk over for sit eget værd og eksistens, og at man alt for ofte føler, at man sidder med sorteper på hånden. At være offer er nemlig ikke noget, man vælger til eller fra.
Selvhadet voksede
Som feminist bliver jeg ofte beskyldt for at spille denne rolle eller putte andre kvinder i den. I lang tid har jeg reageret ved at sige, at jeg hverken var et offer eller gjorde andre til det. Men denne reaktion er med til at støtte diskursen om, at et offer er noget, man ikke vil associeres med.
Men i feministiske rækker er offerrollen også noget, mange tager afstand fra. Den nye bølge af feminisme, der i disse år påvirker alt fra politik til populærkultur, er drevet af stærke kvindelige forbilleder som Beyoncé og ideen om empowerment af kvinder. Og det er virkelig vigtigt med stærke kvindeforbilleder, der viser, at kvinder kan lede. Men samtidig er det en farlig tendens, at man kun kan blive hørt som kvinde, hvis man er et stærkt individ.
I perioden efter overgrebet følte jeg mig nemlig ikke stærk. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne have elsket mig selv og min krop, men det kan være svært, hvis du bærer på frygten for igen at føle en fremmed persons forulempende hænder på din krop. Og derfor voksede selvhadet, fordi jeg følte mig svag og ikke flawless som Beyonce.
For mig har det derfor betydet utrolig meget, at en aktivist som Emma Holten har fået så meget medvind, når hun åbent fortæller om at være offer. Desværre kan jeg ikke komme på andre kvinder, der kalder sig selv for offer og får lige så meget taletid i medierne.
Mandlige egenskaber
Nogle, der til gengæld får meget taletid, er Girl Squad bestående af Nikita Klæstrup, Ekaterina Krarup Andersen og Louise Kjølsen. For mig er de nødvendige i denne verden, hvor det er let at træde seksuelt ved siden af som kvinde. Alle (feminister), der siger det modsatte, viser blot, hvordan patriarkatets forestillinger om kyskhed stadig præger os.
Men udover at være tre meget intelligente kvinder har Girl Squad en anden ting til fælles: De emmer af selvsikkerhed. Og selvsikre individer kan vi i det neoliberale samfund godt lide at høre på. Det ville ikke være noget problem, hvis man også lyttede til andre slags kvinder, det sker bare ikke så tit. Alt for ofte bliver kvinder, der kalder sig ofre, nemlig negligeret i den offentlige debat.
Kvinderne i Girl Squad har alle kæmpet deres egne kampe, og det er beundringsværdigt. De kalder sig ikke ofre og gør meget ud af at fortælle, at de er kommet videre. Og derfor er de populære, fordi de er stærke individer, der har kæmpet en brav kamp og vundet. De ved nu, hvor smukke, kloge og succesfulde de er.
For nogle virker dette helt sikkert frigørende – mange af mine veninder har det sådan – men det minder mig om min egen utilstrækkelighed og om, hvorfor jeg ikke føler samme selvsikkerhed som dem. Hvis man kun giver ordet til strong, independent women, fratager man andre kvinder en stemme.
Når jeg har svært ved at finde sårbare (kvinder) at spejle mig i i den offentlige debat, skyldes det nemlig, at klassiske mandlige egenskaber som handlekraft, vitalitet og selvsikkerhed stadig bliver vægtet højere end følsomhed, sårbarhed og tvivl. Og det på trods af at det er følelser, vi alle kender.
Kvinder, der spiller med på patriarkatets præmisser, får mere taletid. At du er en kvinde med magt, der taler højt i medierne, hjælper ikke nødvendigvis andre kvinder til frigørelse. Man behøver bare at lytte på Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i to sekunder for at få det bekræftet.
For når du taler, er der altid andre, der ikke gør. Når jeg skriver denne kronik, tager jeg spalteplads fra andre, der måske havde vigtigere ting at sige, nogle der ikke er vokset op i Nordsjælland og ikke er blege i huden. Det prøver jeg at være meget bevidst om, og det bør alle, der blander sig i den offentlige debat, være.
Det sidste kort
Dette er ikke en kritik af kvinder med selvtillid. De har sikkert kæmpet hårdt for at nå dertil, hvor de er i dag. Dette er en kritik af et samfund, hvor stærke individer har mere værdi end dem, der har brug for en hjælpende hånd.
Hvis du er en stærk kvinde, der aldrig kunne finde på at kalde dig selv et offer, er det helt fint med mig. Men så burde du også have overskud til at tjekke dine egne privilegier og støtte os andre. Os der er væltet og har skrammer. For vi har brug for dig og ikke mindst fællesskabet.
Det mig gør trist, når jeg hører folk kalde sig feminister og samtidig tage afstand fra offerrollen. Feminisme er for mig lige så meget retten til at være skrøbelig som retten til at være stærk.
Jeg håber, at folk vil tage ordet ’offer’ til sig, ligesom mange LGBTQA-personer bruger ordet queer om sig selv. På den måde kan vi komme tættere på en verden, hvor det er okay for folk af alle køn at føle sig svage eller utilstrækkelige. Jeg håber, at det en dag bliver i orden at trække offerkortet i diskussioner, simpelthen fordi det for nogle af os kan være det sidste kort, vi har tilbage på hånden.
Asta-Maja Boisen er 20 år gammel og bor i Rom
Ja, mennesket er et offer. Et offer for omstændighederne:
Vi fødes højst ufuldkomne ind i en verden, vi intet begreb har om, opfostres af mennesker og i miljøer der tillige er højst ufuldkomne, og har så samlet set sølle 70-80 år til at forsøge at skabe blot en smule mening af dette kaos og disse omstændigheder, inden døden tager det hele fra os igen. De heldige, de velsignede, lykkedes sågar med at skabe en lille smule godt undervejs.
Således er brikkerne stillet op. Også når man er 20 år, og man har været offer for en særdeles traumatiserende forbrydelse. Når man med rimelighed kan føle sig hårdere ramt, end folk flest.
Men, hvis man tager sig tid til at se nærmere efter, er folk flest såmænd også hårdt ramt af skæbnens pile. Giver man sig tid til at se efter - igennem de selvsikre masker og de nystrøgne gevandter - vil man opdage, at folk flest såmænd vandrer rundt som nålepuder mellem hinanden, med de mange pile stikkende ud af kroppen.
Folk flest er ofre, såmænd. For mangt og meget.
Hvad tilbyder en sådan offerposition mennesket? Er det ikke en rimelig etiket at sætte på sig selv (og andre), livets grundvilkår taget i betragtning? Jo, i det mindste ved første øjekast. Men det spørgsmål som bør følge, lyder: "Er det psykologisk set en hensigtsmæssig selvforståelse?"
Nej, må svaret være. Det er ikke hensigtsmæssigt at forstå sig selv som et offer. For hvad kendetegner et offer? Vi kan rent provisorisk forsøge at opstille en kort liste:
1. Offeret er Magtesløst
2. Offeret er (jvf pkt 1) beskyttet mod (selv)kritik
3. Offeret har ret til betingelsesløs kompensation
1.
Vi er som sagt alle ofre for omstændigheder, der har udspillet sig siden før vores fødsel, og som fortsat udspiller sig, fra sekund til sekund. I en sammenligning med verdensaltet og forgangne æoner, er ét lille menneske et fnug, en ubetydelighed, en krusning på et endeløst hav. Hvad kerer verdensaltet sig dog om fnug? Det er vist en almenmenneskelig erfaring, når ulykken rammer, at man midt i kaos og sorg med en vis undren pludselig bemærker sig, hvorledes verden og tiden kører fuldstændig uforstyrret videre: Man kan bogstaveligt talt sidde og knuge sit døde barns hånd, og i samme nu gennem hospitalsvinduet se linje 7 køre forbi, fyldt op med mennesker travlt optaget af deres egne, latterlige gøremål; en hund gør et sted; Skridt på gangen; i Morgen-TV taler de om grønlandske slædehunde og laver sushi...
Menneskets grundvilkår er en ynkelig og lille eksistens stillet over for en umådelig overmagt, som kan knuse os uden varsel - fra sekund til sekund - og som tier og driver ligegyldigt forbi, når tiden for os står stille. Selvfølgelig er det tiltrækkende, under sådanne omstændigheder, at forblive offer. At ophøre med at gøre oprør. At rulle sig sammen til en lille klump af kød, og stilfærdigt ophøre med at eksistere. Men til hvilken pris? Hvad er omkostningerne ved en sådan psykologisk indstilling i mødet med livet? Det er virkelig et spørgsmål værd at overveje..
2.Offeret er beskyttet mod (selv)kritik
Uden magt har man intet ansvar. Det er 'de andre', der trækker i livets tråde. Forfordelt, misbrugt og misforstået, forladt, ladt i stikken. Det er offerets skæbne. En selvforståelse, som hvis den bliver kronisk, transformeres til selvopfyldende profeti.
"Det er synd for mig, lad mig være!", hvisker offeret både til andre og til sig selv. "Stil ikke krav til mig! ser du ikke, at jeg er knust?". Den stille hvisken bliver ved: Indsmigrende. Overbevisende. Bedøvende. Dræbende!
For den har jo ret, naturligvis, den lille hvisken. Det er synd for os. Der er fuldstændigt urimelige rammer og strukturer og hændelser, som indhegner vores liv, som ydmyger vores sjæl og vores værdighed. Der er vitterligt monstre i den mørke skov, og hvis de ikke lykkes med at æde os, så efterlades vi efter mødet med dem - et møde som er uundgåeligt - med forfærdelige ar på krop og sjæl. Hvem nænner dog at stille krav til sig selv, efter sådan et møde? Og hvilket menneske vil dog tillade sig at stille krav til én, når de ved hvad man har gennemlidt? Er ikke også disse mennesker monstre? Eller kan det tænkes, på trods af al tilsyneladende rimelighed, at de rækker en hjælpende hånd frem, som ofre blot ikke kan se?
Det er virkelig et spørgsmål værd at overveje..
3. Offeret har ret til betingelsesløs kompensation
At være offer er at gå rundt med en ikke-indløst fordring i hjertet. 'Nogen' skylder en noget. Noget man har krav på, noget som er taget fra en, og noget som man ikke kan undvære, hvis man skal blive hel igen (man var aldrig hel til at begynde med!). Denne rethaveriskhed er måske den mest destruktive side af offermentaliteten. Den æder sjæle op. Den skaber ressentiment. Den adskiller mennesker, antitesen til solidaritet. Kig omkring i dit eget liv. Du kender utvivlsomt et menneske fyldt op af ressentiment. Du kender den synkende fornemmelse, hver gang vedkommende træder ind i rummet. Drænet af energi, livslyst, glæde. Du kender farven på deres himmel, deres horisonts begrænsning...Grå, grå, grå..!
Nej til offermentalitet! Det er gift for sjæle! En åndelig selvdestrukion, som samtidig smadrer alt omkring sig. Der findes ikke et mere ynkeligt åndeligt selvmord end offerets.
Torsten Jacobsen; 08:23
"Ja, mennesket er et offer. Et offer for omstændighederne:"
Hvor stupidt kan det blive: Mennesker er ofre for overgreb.
Torsten Jacobsen
At være offer for en traumatisk hændelse her og nu betyder jo ikke implicit at man resten af sine dage er "dømt" til at leve som et offer.
Men for at komme derhen hvor man forliger sig med sit traume, er man nødt til først at erkende at man rent faktisk ER et offer for et overgreb! Og at det er helt OK at være dér.
Først når dén erkendelse er opnået OG anerkendt kan man reelt komme videre.
Og når du siger at et offer pr. automatik er beskyttet mod (selv)kritik, så mener jeg at du tager helt og aldeles fejl. Læs artiklen igen, og du vil se at offeret da om noget er udsat for både omgivelsernes og ikke mindst deres egen kritik. Alene dét, at være eller føle sig som et offer for noget er jo pr. definition kritisabelt. Uanset årsagen. Offer = forkert!
OG at være offer er ikke det samme som ikke at ville/kunne tage ansvar og "komme videre". Men først når man i sandhed har erkendt og accepteret at man er hvor man er - lige nu - bliver man i stand til at trække sig selv op.
June Beltoft,
At være offer for en traumatisk hændelse her og nu betyder jo ikke implicit at man resten af sine dage er "dømt" til at leve som et offer.
Nej, det gør det da heldigvis ikke. Men muligheden foreligger, og den har en ikke uvæsentlig psykologisk tiltrækningskraft. Der er for mig afgørende forskel på at sige: "Jeg er offer for..." og så at sige "Jeg har været offer for...". Som du så rigtigt siger, er det afgørende at være i stand til at erkende og anerkende, at man har været udsat for et overgreb, eller på anden vis har været offer for noget, der er hinsides ens egen kontrol. At forsøge at bilde sig det modsatte ind, er naturligvis dybt skadeligt.
Og når du siger at et offer pr. automatik er beskyttet mod (selv)kritik, så mener jeg at du tager helt og aldeles fejl. Læs artiklen igen, og du vil se at offeret da om noget er udsat for både omgivelsernes og ikke mindst deres egen kritik. Alene dét, at være eller føle sig som et offer for noget er jo pr. definition kritisabelt. Uanset årsagen. Offer = forkert!
Jamen så er vi bare uenige på dette punkt. Jeg tror ikke vi mener det samme med begrebet kritik. Den tvivl du taler om, er for mig at se ikke kun af det onde. Måske bærer den samtidig kimen til at komme ud af offerrollen - frem mod helbredelsen? Det må jeg lige tænke dybere over. Den beskyttelse mod (selv)kritik jeg taler om, er det kroniske offers manglende villighed til at tage ansvar. Og det hænger igen sammen med en - hos mig - gryende forståelse af, at graden af ansvar man evner at tage på sig, uafhængigt af omstændighedernes urimelighed, er direkte proportional med den mening man i sidste ende vil have mulighed for at finde, i dette ganske ugæstfri univers.
June Beltoft,
En opklarende tilføjelse:
Når Asta-Maja Boisen skriver, "At være offer er nemlig ikke noget, man vælger til eller fra.", så krymper det sig i mig. Dels selvfølgeligheden, markeret med 'nemlig' i udsagnet, men så sandelig også udsagnet som helhed, finder jeg dybt problematisk. For er det virkelig og uden forbehold rigtigt, at man ikke kan vælge offerrollen til eller fra? Det er et ret dybt, eksistentielt spørgsmål, som tillige er ret komplekst. En diskussion værd, kort sagt. Men en sådan diskussion affejes her med det førnævnte 'nemlig'.
For nogle kan det endda opleves som provokerende, at jeg tillader mig at stille spørgsmålstegn ved dette 'nemlig'. Men i så fald har vi i en cirkel bevæget os videre til min påstand om offerpositionens implicitte beskyttelse mod (selv)kritik.
Man kunne jo gøre som herovre i UK. Her bruger man mere og mere ordet 'overlever'(survivor).
Man kunne jo gøre som herovre i UK. Her bruger man mere og mere ordet 'overlever'(survivor).
Trykkede send ved en fejl, så her kommer resten.
Ved at bruge ordet overlever/survivor viser det at den ramte har en styrke, hvorved ordet offer/victim viser mangel på samme.
Ingen indlæg fra kvinder uden kommentarer fra mænd, der lige skal forklare, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, også kendt som mansplaining.
Det kræver stort mod at stå frem som offer og tusind tak til Asta-Maja for at sætte fokus, hvordan folk reagerer negativt og går efter budbringeren, når de ubehagelige historier kommer frem.
Lone Sæderup,
Dette indlæg er placeret i debatsektionen, er det ikke? Der er et kommentarfelt, er der ikke?
Så hvad er problemet, som du ser det? At mænd ytrer sig i debatten? At mænd redegør for deres synspunkter? At mænd er uenige i en kvindes debatindlæg? Kan du give en klar definition af begrebet 'mansplaining', som ikke implicit begrænser mænds ret til at deltage i samfundets diskussioner?
Til din forhåbentlige oplysning - eller 'mansplainer' jeg nu igen? - kan jeg forsikre dig for, at min kommentar er skrevet uden skelnen til skribentens køn. Det burde fremgå tydeligt af kommentarens sigte og karakter.
Et fint og vedkommende indlæg* … om bare Asta-Maja Njor Boisen havde undladt at gøre sit indlæg partipolitisk ved at lange ud efter navngivne politikere og "neoliberalisme". Sexisme, misogyni, anti-feminisme … og ja, overgrebs- og voldtægtsmænd findes desværre overalt i samfundet, uanset politisk ståsted og overbevisning hos udøverne. Og hos ofrene – eller "ofrene"? – for samme.
*Som burde kunne medføre debat, uanset debattørens køn!
af skade bliver man klog
Der findes jo rigtige ofre, og så findes der folk, som bare befinder sig godt i offerrollen. Om de sidste kan man sige, at gør man deres rolle til et skældsord, bliver de virkeligt ofre. For nu havde de det lige så godt.
Lone Sæderups mand er tilsyneladende ikke her at finde. Men måske han vil skrive under her: https://www.skrivunder.net/hojere_straffe_til_kvinder_og_piger_der_anmel...
Offerbegrebet er desværre blevet udvandet, fordi alt for mange ser sig selv som ofre for alt mellem himmel og jord. Det går ud over de virkelige ofre fx for vold og voldtægt. Måske skulle vi smide ordet offer på møddingen og opfinde et nyt.
Offer som virkelighed har lovgivning på sin side. Alt hvad et offer blev udsat for bliver dømt negativ, Men paradoxet er "offerbegrebet" ikke velset, det er nogen der ligger ned, flad uden styrke, magtesløs og han kan ikke forsvare sig, Det er som ligne noget sex i det (negativ og positiv) som sex. og der er Universel som (anima og animus) Tilgengæld er en der øver vold og fører skade er set som positiv ( jeg har hørt nogle danskere sige at "vikinger gav "bank" ( en lovtale) til mange i Europa( man glemmer imidlertid at vikinger fik "bank" af arabarer både i Andalusien og selve Syd Tunesien ( de lavede i sammetid), men danskere kender ikke den del af historie , jeg har ikke hørt noget. Derfor kender danskere ikke vikingers historie i den vestlige middelhav. Cecilien, Andalusien og Tunis. Hvor de fik bank.Men de har også skabt historie men skyldes de har mødt en civilisation hvor de måtte gå civiliseret til( aftaler, stille spørgsmål og give svar osv) Det er meget interessante spørgesmål .Jeg mener som begreb mener danskere som arabere ( akkurat som sex) at give bank er positiv, selvom det er ulovligt. Det er i overført betydning. Men offeret er noget skidt men har loven med sig.
Jeg mener, at skribenten har fat i den lange ende. W.C. Fields ytrede, " I morgen vil Jeg være ædru, men Du vil stadigvæk være dum". Den ytring vil Jeg omformulere lidt til ære for torsken Torsten! "Selv om Du skriver godt og er velformuleret, er Du dog stadig dum og kværulantisk". Tak til Njor for en god artikel!