Læserbrev

Omsorgssvigt fører til autisme og ADHD

Debat
9. marts 2017

Ifølge den dominerende psykiatri har autisme og ADHD biologiske årsager. Nu er en forskergruppe anført af professor Sonuga-Barke imidlertid nået frem til, at årsagen også kan være omsorgssvigt. Resultatet er offentliggjort den 22. februar i det ansete medicinske tidsskrift The Lancet.

Forskerne undersøgte børn, der har været udsat for omsorgssvigt på rumænske børnehjem op til det daværende styres fald i 1989, og som derefter blev adopteret af britiske adoptivforældre. De delte børnene i to grupper: De, der havde boet på børnehjem i mindre end et halvt år før adoptionen, og de, der havde boet på børnehjem i længere tid. Grupperne blev sammenlignet med en gruppe britiske børn, der havde boet på britiske børnehjem, og som ligeledes blev adopteret af britiske adoptivforældre. Alle tre grupper blev fulgt fra børnene var seks år gamle til 22- til 25-årsalderen.

De børn, som havde boet på rumænske børnehjem i mere end seks måneder, var hårdt ramte, mens de, der havde boet der i kortere tid, allerede fra seksårsalderen, var uden problemer, svarende til, hvad man fandt for børnene fra de britiske børnehjem.

Resultatet støtter den tanke, at forståelse af den menneskelige adfærd og psyke forudsætter åbenhed for, at såvel biologiske som psykosociale faktorer kan påvirke den. Tanken er slet ikke ny. Den er bare på vej ud på grund af den stærke tiltro, som de fleste psykiatere samt en del psykologer og mange medier og almindelige mennesker viser den dominerende, snævre biologiske psykiatri.

Lars Rasborg, cand.psych., er specialist i klinisk børnepsykologi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her