Klumme

Patriarkatet elsker kvinder, der dyrker patriarkatet

Kvinder, der søger magt for at tage den fra sig selv, synes at være en våd drøm i magtens kerne. En kvindelig præsident er derfor ikke i sig selv et fremskridt for ligestilling
8. marts 2017

Der findes noget, som måske kan tage sig ud som et paradoks for en feminist.

Kan man som feminist begræde, at så mange ledere på den ekstreme højrefløj er kvinder? Er det ikke netop tegn på kvinders emancipation, at Pia Kjærsgaard fik så meget magt, at Krisztina Morvai har succes i Ungarn, eller at Marine Le Pen med lidt held ud over sin umiskendelige dygtighed bliver Frankrigs næste præsident?

Tja, bom, hvad skal man sige. Sådan øh ... både og for eksempel?

For jo, der skulle da både stemmeret og valgbarhed til for, at en kvinde kan blive præsident. I den forstand er en kvindelig præsident tegn på større ligestilling.

Så har vi det på plads.

Men tror man, at en kvindelig leder i sig selv er lykken for en feminist m/k, tror man vist, at en feminist synes, kvinder er bedre til det hele. Har fortjent mere end mænd. Eller er sødere. Måske det hele. Jeg aner ikke, hvor disse stråmandsfeminister bor henne, måske nogen har adressen?

De feminister m/k, jeg kender, går ind for ligestilling, ikke for det ene køns dominans. De feminister, jeg kender, synes ikke, at der er noget særligt i kvinders natur, som gør dem specielt egnede til at skifte ble, pudse næse og lave havregrød. Eller at kvinder står i et særligt forhold til naturen, og at barnets ret til liv har fortrinsret frem for dem selv.

Eller at kvinder med stolthed burde være ansvarlige for en særlig etnisk reproduktion, livet som sådan eller nationen. En nation, som i øvrigt har fortrinsret, netop fordi den har noget med fødsel at gøre. Åh den fødsel.

Det er alt sammen toner, der på forskellig vis gemmer sig i højreekstremistiske bevægelser – ligegyldigt, hvor meget de kalder sig feministiske.

Folk, der tænker den slags, findes sikkert. Altså folk, der synes, at kvinder er ekstra gode og søde. men feminister er de ikke. Hverken af første, anden, tredje eller tyvende bølge. De er heller ikke rødstrømper, suffragetter eller egalitarister, kært barn trænger til nyt navn.

Alligevel betyder ’det feminine’ da noget, når kvinder tager magten på den ekstreme højrefløj. De gør det ikke helt på samme måde i de forskellige lande, konstaterer forskere. Et fællestræk er dog, at der ikke er noget, patriarkatet m/k elsker så højt, som kvinder, der dyrker patriarkatet. Kvinder, der søger magt for at tage den fra sig selv, synes at være en våd drøm i magtens kerne. Ligesom demokratier kan vælge sig frem til at blive diktaturer, kan kvinder stemme sig selv hjem til blondeforklædet.

Højreekstremistiske teser virker langt mere uskyldige og troværdige, når de fremsættes af kvinder (hvilket passer som fod i netstrømpe til stereotype opfattelser af køn). Kvinder er jo blidere, sødere, smilende og kønnere og kan ikke gøre en kat fortræd. Helst lyshårede i øvrigt.

I de to lande, jeg kender bedst – Danmark og Frankrig – har især den kvindelige vælgermasse flyttet sig mod det ekstreme højre, når lederen blev en kvinde. Alene af den grund er partierne blevet større, siger mit særlige matematiske gen mig. Man identificerer sig lettere med sit eget køn.

Men også sprogbrugen har ændret sig. Pia K er ikke Glistrup. Marine er slet ikke Marie. Jean altså.

Mens Jean Marie Le Pen med glasøjet og tortur i bagagen sidst i 1970’erne hævdede, at den mest kvalificerede autoritet i et hjem er manden, og at en kvindes krop til dels tilhører nationen, er hans datter, Marine, overaskende sprunget ud som ’feminist’. Fuldkommen ligesom andre mere eller mindre konservative, der gør ligestilling til en særlig national værdi, selv om de altid har strittet mod.

Ved sidste præsidentvalg udtalte den blonderede Marine Le Pen, at »hvis feminisme handler om at minde os om, at vi er ved at miste alt det, vi har opnået, uden at opdage det, så ja, er jeg feminist.«

De mellemregninger, der mangler mellem den gamle Le Pens patriarkat og den unge Le Pens nostalgi efter en feminisme, FN aldrig gik ind for, udgør nogle ret sorte huller. Så sort som feminisme, der instrumentaliseres i nationalismens navn.

Hvad der er i de sorte huller, kan man måske regne ud. Blink, blink, vrik, vrik, smil.

Også selv om man bare er en kvinde.

Tine Byrkel er filosof og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

Le Pens succes hviler på stråmandsfeminisme - kvinder som mener at kvinder er sødere og klogere end mænd, og nu stemmer Front National fordi det er en kvinde, der er leder af partiet og ikke eksempelvis en quasi-fascist af øst-europæisk tilsnit eller Mogens Glistrup type og at partiets politik og propaganda, der officielt hviler på en nostalgi efter den gode gamle feminisme, der når man så kradser lidt i overfladen, i virkeligheden er det rendyrkede patriarkat som man kendte i vesten
i 1950erne. Med modstand mod abort, militarisme, bekæmpelse af entartet kunst, hvid fascisme, øje-for øje tand i retspolitik osv. Jeg som er kritisk overfor Clinton og tænker at Hillary Clinton-fænomenet hviler på en lignende stråmandsfeminisme. Mange blandt andet i Danmark begræder udfaldet af det amerikanske præsident valg og at 'en intelligent, erfaren og socialt orienteret kvinde kunne være blevet præsident for USA' spørgsmålet er for mig nemlig hvem som egentligt står for økonomisk ulighed, racemæssig og seksuel vold og imperialistiske krige uden for USA«.
Jeg mener status quo er jo ikke indført med Trump. Status qua er ikke indført af højrepopulisterne. Det økonomiske og sociale pres øges på almindelige mennesker særligt lavtlønnede og som følge af det søger man svar på problemerne og for nogen betyder populisternes løsninger at
man løfter den nationale fane lidt højere mens andre gør så meget som muligt for ikke at identificerer sig med nationer, religion osv. Jeg er uenig i den feministiske filosofi, der per definition siger at mænd er onde og at kvinder er ofre. I Danmark er så mange kvinder, der på den ene eller anden måde har dårlige erfaringer med mænd og at de mener at mænd er onde. Hvis man tager udgangspunkt i menneskernes gamle forestillinger i religion og spiritualitet fx. så repræsenteres skønhed, omsorg, medfølelse, kærlighed af det mange på et ubevidst plan forbinder med det kvindelige. Derfor giver det god mening at kamuflerer politik, der er rå asocial og ubarmhjertig bag et kvindeligt ansigt, der ligesom gør de hårde budskaber lidt mere spiselige for de udsatte grupper og resten af samfundet bl. a. den indignerede og tænksomme venstrefløj. Jeg er selv tilhænger af de vestlige sekulariserede samfund og er stor tilhænger af ligestilling mellem kønnene og vi kan uddanne os, vælge job, partner og børn til og fra og som vi vil - det kræver dog moral og etik hos den enkelte med alt denne frihed i forhold til om det udvikler sig til et samfund som jeg kan lide at leve i - og grunden til at meget 'moralske' grupper vinder frem er måske at den er svær at få øje på indenfor det etablerede system ?
Ikke fordi at menneskerne er tilhængere af at alt skal være 'meget moralsk' måske bare fordi at det virker forkert at det er de få - dem der er egoistiske, stærke og hæmningsløse nok jagt på profit og reelle muligheder for selvudvikling, der sætter dagsordenen.